Lucinda Williams er rock for usødet

Den uregerlige rockmama Lucinda Williams er tilbage med et album, der er djævelsk mørkt og helvedes råt

Den slitage Lucinda Williams’ stemmebånd har fået på de fire årtier, der er gået siden debuten, har kun givet hende en mere autentisk blå baryton. I dag lyder hun, som en heroinhæs Nick Cave gjorde det i 1980’erne.

Danny Clinch

28. april 2020

Kommentarer (0)

Den sidste uges tid er der kommet nyt fra nogle af de mest rutinerede navne i engelsksproget rockmusik.

For anden gang på under en måned har Bob Dylan beriget os med en single, »I Contain Multitudes«, der stjæler et par linjer fra Walt Whitman og ellers kværner derudad i en folket refleksion over, hvor modsætningsfuld en mand han egentlig er.

Lidt som Anne Frank, synger han, lidt som Indiana Jones og lidt som »them British bad boys, The Rolling Stones«, der søreme også er aktuelle med en helt ny sang, den reggaegyngende, dubrockede »Living In A Ghost Town«.

Og den uregerlige rockmama Lucinda Williams har udsendt sit fjortende studiealbum, Good Souls Better Angels. Williams rækker lige så flabet tunge som Mick Jagger & Co. og trækker – som Dylan – på både litterære og musikalske traditioner fra deres fælles hjemland.

Den 67-årige sanger, guitarist og sangskriver er for amerikansk countryrock og americana, hvad Sanne Salomonsen var for Sneakers. Og på sin nye plade er hun mere rock for usødet end nogensinde.