Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Megasyret horrorfilm udstiller vores narkotiske forhold til mode og forbrug

Den engelske tekstilhorrorfilm ’In Fabric’, der har premiere på streaming, er ikke bare en fortælling, der taler direkte til underbevidstheden. Det er også en undersøgelse af vores narkotiske forhold til mode og forbrug og vores dybe fremmedgørelse i et stadig mere maskinelt samfund
’In Fabric’ består af to på hinanden følgende historier. Fælles for dem er den røde kjole, som Sheila Woodchapel (Marianne Jean-Baptiste, billedet) først køber i det syrede damemagasin Dentley & Soper i den første del, og som den stakkels vaskemaskineoperatør Reg Speaks (Leo Bill) siden tvinges i til sin polterabend i anden del. Og det er ikke en godartet kjole.

’In Fabric’ består af to på hinanden følgende historier. Fælles for dem er den røde kjole, som Sheila Woodchapel (Marianne Jean-Baptiste, billedet) først køber i det syrede damemagasin Dentley & Soper i den første del, og som den stakkels vaskemaskineoperatør Reg Speaks (Leo Bill) siden tvinges i til sin polterabend i anden del. Og det er ikke en godartet kjole.

Foto fra filmen

Kultur
22. april 2020

Det er ikke hver dag, at man ser en film om en morderisk kjole. Eller at man ser Sidse Babett Knudsen kærtegne en mannequindukkes behårede vagina for dernæst at slikke dens kunstige menstruationsblod i sig. Eller at man oplever to bankmænd, der finder seksuel nydelse i at lokke en vaskemaskinereparatør til at stille en diagnose på, hvorfor hvidevaren ikke fungerer. Men sådan en film er In Fabric.

Nu er filmens engelske instruktør Peter Strickland så heller ikke som de andre børn i skolegården. Især hans to foregående film, hans anden og tredje, har på hver deres måde fucket med filmformatet og -fortællingen.

I gyserfilmen Berberian Sound Studio fra 2012 følger vi en britisk lyddesigner med en heftig moderbinding, som rejser til Italien for at arbejde på en italiensk giallo-gyserfilm. Her er lyden den vigtigste dimension i filmen, og Strickland lader på et tidspunkt filmen gå helt i stå. Scenen fryser.

I det erotiske drama Duke of Burgundy fra 2014 – med Sidse Babett Knudsen – endevendes et lesbisk SM-forhold, og det skifter karakter, jo dybere vi trænger ind i det. Og i en overvældende passage druknes tilskueren nærmest i sommerfugle og natsværmere.

Men med In Fabric er vi for alvor i mindfuckingens zone. Det er ikke en nem film. Folks følelser er pakket godt ind, og mixet mellem kult- og tekstilhorror er bizart. Men bliv hængende.

Ikke en godartet kjole

Der er i det mindste en kronologisk fremadskridende fortælling, faktisk to på hinanden følgende historier. Fælles for dem er den røde kjole, som Sheila Woodchapel (Marianne Jean-Baptiste) først køber i det syrede damemagasin Dentley & Soper i den første del, og som den stakkels vaskemaskinereparatør Reg Speaks (Leo Bill) siden tvinges i til sin polterabend i anden del.

Det er ikke en godartet kjole, det kan jeg lige så godt sige med det samme. Man får et meget specifikt mønster som udslæt af den. Men den forfører sine kvinder, både Woodchapel, der er fraskilt og søger en ny mand, og Speaks’ kommende hustru Babs (Hayley Squires), der altid har ønsket sig at være en størrelse 36 – og bliver det i netop denne kjole.

Men kjolen er aggressiv. Den smadrer vaskemaskinen, den bliver smidt i. Den kryber rundt (ja!) og kaster sig over folks ansigter. Og det bliver værre.

Slap drivrem

En heftigt makeuppet Sidse Babett Knudsen spiller den filosofisk-erotiske salgsassistent Jill, der – ligesom sine kolleger og sin boss i Dentley & Soper – synes taget ud af en Dracula-film med deres sorte begravelsesoutfits og dødningeblege, tommetykke pudderlag.

Jill beskriver shoppingoplevelsen i poetisk-filosofiske vendinger og siger syrede ting, når hun ser sig i spejlet, såsom »der er en meget heldig mand et sted i dette spejl«.

Vi befinder os i 1970’erne. Bilerne prutter afsted, telefonsvareren er en maskine med kassettebånd i, og hjemmenes interiører er farverige og dunkle. På billedrørsfjernsynet kører en reklame for Dentley & Soper, en syret reklame med flippede mønstre og boblende psykedeliske elektroklange. Tv-hypnose.

In Fabric opererer i et filmsprog, der søger adgang til underbevidstheden og samtidig kritiserer reklamesprogets selvsamme. Og Strickland gør også nar af managementsprogets kultisk selvovervurderende bullshit, for eksempel da Woodchapel irettesættes for sit håndtryk: Det er ikke troværdigt nok.

Og vi får en ubetalelig sexchikanescene, hvor den rådvilde vaskemaskinereparatør under en lånesamtale med to bankmænd lokkes til at beskrive en fiktiv vaskemaskines problemer. Der er ingen tvang, påpeger de, og bliver helt skeløjede af seksuel zen under hans opremsning af slap drivrem og smadret tromle.

Højt blodtryk

Det er nostalgisk, men megasyret filmkunst, der er forelsket i italienske Dario Argentos giallo-gysere såsom Suspiria, som Strickland også hyldede i Berberian Sound Studio. Skingert uhyggelige horrorfilm under højt blodtryk, i stærke signalfarver og med nerveflænsende, vemodige soundtracks.

Men Strickland vil noget andet. Han vil undersøge vores narkotiske forhold til mode og forbrug. Vores dybe fremmedgørelse i et stadig mere teknologisk samfund. Og det sker gennem støvede billedrørsfjernsyn og det kultiske damemagasins honningfælde. Som ingen slipper helskindet fra.

’In Fabric’. Instruktion og manuskript: Peter Strickland. Fotografi: Ari Wegner. 114 minutter. (Ude nu på blockbuster.dk)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

Uhyggeligt, at man kan blive afhængig af en syg verden. Det er jo næsten lige så slemt som virkeligheden. For i virkeligheden tøver vi mennesker ikke at sætte vores moder jord overstyr for et par nye bukser. Det er i hvert fald det vi gør ved ikke at gribe til handling overfor klimaforandring og en ubæredygtig udpinen af jordens sparsomme ressourcer.

årh hvad den skal jeg se.