I sin anmeldelse af første afsnit af DR1’s netop afrundede søndagsserie Når støvet har lagt sig skrev Katrine Hornstrup Yde, at seriens »sammenblanding af sociale nyhedsdagsordner og terrorfrygt er en lille søndagssofasutteklud, der skal give os indtryk af, at vi sætter os ind i noget vigtigt, uden at vi faktisk gør det«. Efter tiende og sidste afsnit må man konstatere, at det var sådan, det var med den serie.
Bedst som man troede, der ikke kunne presses flere hyppigt diskuterede emner af stor samfundsmæssig relevans ind i en enkelt serie, nåede manuskriptforfatterne bag serien, Dorte W. Høgh og Ida Maria Rydén, lige at bringe homofobi i mellemøstligt-danske familier på banen.
Det var bare endnu en kilde til elendighed for en af seriens absolut mest godhjertede karakterer, Jamal (Arian Kashef), som i forvejen var dumpet til sin køreprøve, havde fået en plet på sin straffeattest for noget, hans bror havde gjort, var blevet snydt til at transportere våben for terrorister, havde fået knust sit hjerte og stjålet sin taske, hvori der lå en pistol, som senere i et utilgiveligt usandsynligt plottvist gjorde det af med en karakter, hvis død gjorde det nemmere at se en fremtid for visse af seriens andre karakterer.
I forvejen havde Når støvet har lagt sig taget livtag med umyndiggørelse i ældreomsorgen, bureaukrati i det sociale arbejde, opdragelse af teenagere, udviste asylansøgeres levevilkår, hverdagsracisme, social kontrol, klassesnobberi, diskrimination af grønlændere, retsprincipper under pres og – som den helt overordnede konflikt – hvad pludselige, tragiske chok som et terrorangreb gør ved et samfund og de menneskelige relationer, der findes i det.
Mangel på troværdige problemindehavere
Det er samvittighedsfuldt af en serie at tage så meget på sig. Men desværre har det også virket misforstået, sjusket og forhastet, at serien var så forhippet på at nå at sige lidt om alle problemer, der tegner sig i det danske samfund og dets nyhedsbillede. Alt på én gang har aldrig været opskriften på en god historie.
Det yder heller ikke problemerne retfærdighed, at de bliver behandlet i forbifarten. Hvis man skulle tage seriens problematisering af det rigide bureaukrati, der i afsnit to forhindrer hjemløse Gingers (Katinka Lærke Petersen) sagsbehandler i at anvise hende en bolig, alvorligt, nytter det ikke, at det er totalt ikkeeksisterende i afsnit ti. Her tager Ginger resolut hjem til sin søster og henter sin søn, der er i pleje der, uden nogen form for kommunal indblanding.
Det samme hastværk ser man i seriens behandling af racisme og terror og disse to nederdrægtige fænomeners indbyrdes dynamik. Siden terrorangrebet på en tilfældig svinekødsfejrende restaurant fandt sted i afsnit fem, har racisme været sådan en psykisk faldgrube, seriens ellers sympatisk skildrede karakterer kunne falde i.
Justitsministeren Elisabeth Hoffmann (Karen-Lise Mynster) begyndte pludselig at slække på retsprincipper og afkræve sin rådgiver taknemmelighed, fordi hun havde givet ham det job, han så åbenlyst var dygtig til. Og restaurantejeren Nikolaj (Peter Christoffersen), hvis åbningsaften endte i en massakre, udviklede stærk modvilje mod medborgere af ikkevestlig afstamning. Men heldigvis var racismen noget, de kunne sove væk.
Elisabeths partifælle og rival Bisgaard (Ken Vedsegaard) påstod så i en af seriens mest søgte replikker, at en gerningsmand, der var adopteret fra Sri Lanka som spæd, simpelthen ikke kunne integreres og måtte sendes tilbage.
Et drama om fremmedfjendtlighed skylder at skildre fremmedfjendtligheden plausibelt. Ligesom en så tematisk ambitiøs serie som Når støvet har lagt sig burde være udstyret med nogle mere troværdige indehavere af alle de problemer, der jongleres med.
’Når støvet har lagt sig’. Tiende og sidste afsnit. Hovedforfattere: Dorte W. Høgh og Ida Maria Rydén. Episodeforfatter: Dorte W. Høgh. Instruktør: Milad Alami. Fotograf: Adam Wallensten. Vises på DR1 søndag kl. 20.00. Information anmelder hvert afsnit på nettet søndag aften og på print mandag
Vi anmelder 'Når støvet har lagt sig'
DR’s nye søndagsserie ’Når støvet har lagt sig’ er et multiplotdrama, der følger en række danske borgere fra alle samfundslag og i alle aldre i dagene op til et formodet terrorangreb. Hvad forbinder justitsministeren, narkomanen, kokken, barnet og hendes enemor, håndværkeren, den muslimske fyr, skolelæreren og racisten på plejehjemme? Information anmelder hvert afsnit.
Seneste artikler
’Når støvet har lagt sig’, afsnit 9: En parade af eksempler på mere og mindre vellykket solidaritet
30. marts 2020Næstsidste afsnit af ’Når støvet har lagt sig’ giver det indtryk, at seriens omdrejningspunkt – massakren på en restaurant – mest af alt er et påskud for at fortælle om, hvad det vil sige at være der for hinanden8. afsnit af ’Når støvet har lagt sig’: En parade af eksistentielle tallerkenvendinger
23. marts 2020’Når støvet har lagt sig’ stiller et stort og væsentligt spørgsmål om, hvordan man kommer videre efter et terrorangreb, men leverer nogle slatne bud på svarDet er hårdt at se ’Når støvet har lagt sig’, mens coronavirussen hvirvler rundt
16. marts 2020Det er svært i coronatider at engagere sig i et mellemgodt DR-drama, der handler om vores allesammens forbundethed i krisetid. Og så mudrer det sammen for denne anmelder under afsnit syv: Må sønnike godt give Holger hånden?
Du har lige overværet den mest perfekte danske tv-serie, du formodentlig kommer til at møde i dit professionelle liv.
Det er formodentlig den bedste serie, du kommer til at se i dit professionelle liv. Den tager ikke ting under debat, den viser, hvordan folk møder vilkår, og hvordan de reagerer på dem - og den falder mærkeligt præcist sammen med den oplevelse, som mange lever med her under karantænen.
Lige som de succes-romaner, jeg læste stakkevis af, da jeg gik i fjerde-femte klasse, så er der altid en der må lade livet, efter alt det forfærdelige, for at det kan ende lykkeligt, - i dette tilfælde måtte det så blive Holger.
Al dramaturgis dilemma, Katrine Damm: hvordan slipper man af med karakterer, der har opfyldt deres funktion?
Ja, serien handler om alt muligt lige bortset fra terroristerne, som er blevet til offstage figurer underligt uden for handlingen og persongalleriet, fordi forfatterne ikke rigtigt turde gå ind i deres baggrund og motiver. Derfor bliver den underligt spændingsforladt og uden nerve trods de mange skyderier og bang-bang i 5 afsnit.
Jeg kan til gengæld anbefale den svenske serie i 8 afsnit "Kalifat" som gik på Svt, hvor den stadig ligger online. Her er der spænding fra først til sidst, personerne virker autentiske og ikke som filosofiske postulater, hvilket gør at man holder ved hele vejen igennem. Her følges en enkelt gæv (etnisk) politikvindes kamp for at afsløre et terrorkomplot på trods af korruption og skumle islamister. Den gode gamle aktantmodel igen igen uden 47 forskellige synsvinkler.
> Jeg kan til gengæld anbefale den svenske serie i 8 afsnit "Kalifat" som gik på Svt, hvor den stadig ligger online.
Den er også på Netflix.
Det er en serie, der handler om konsekvenserne af en tragedie - i den grad en serie til tiden i vores coronatid.
Det er utrolig sjovt, at en fuldkommen 100% underholdningsserie, der bare skal tænde op for hjernens sporstoffer, prætenderes at være mere realistisk. Vi har i sandhed fået vores virkelighedsfornemmelse sønderslået af alt for mange krimier.
Flemming Olsen: Serien handler IKKE om terroristerne! Den handler om ofrene.