Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I næste bog må den velskrivende Vorm gerne slippe anstændigheden

Tonny Vorm har skrevet en nænsom og sine steder bevægende erindringsroman om fædre og sønner
Kultur
1. maj 2020

»En mand redigerer historien om sin far, mens hans søn bliver behandlet for kræft. Eller en mand i krise stykker historien om sig selv sammen for at komme videre.«

Sådan skriver Tonny Vorm mod slutningen af Postkort fra Californien, og Informations læsere vil kende Vorm som en vidende anmelder med faible for amerikansk litteratur, men han har også oversat flere romaner og bidraget til bøger om sport – fodbold, maraton, cykelløb.

Postkort fra Californien er noget helt andet og kaldes på forsiden »Erindringsroman«. Det kan lyde som en selvmodsigelse, men erindringsbøger er på sin vis altid romaner, da sammenhænge skrives frem, da bestemte oplevelser i livsflimmeret fikseres; da det sete og skete altid forarbejdes og fiktionaliseres.

Men selv om Vorm tager sig kunstneriske friheder, er stoffet i bogen tydeligvis selvoplevet, og ved at skrive om sin familie, om sin smerte, sin frygt, sit håb, lægger han sig i en litterær tradition, hvor nogle af mine største oplevelser har været Peter Handkes Ulykkelig og uden ønsker, Tom Malmquists I hvert øjeblik er vi stadig i live og Joan Didions Et år med magisk tænkning.

I Postkort fra Californien citeres netop Didion på første side. »Vi fortæller os selv historier for at leve,« står der, og i Vorms historie flyver han i 2015 til Thailand for at besøge sin far, der ikke har langt igen.

Med sig i kufferten har han en ufærdig roman om faren, der i 1972 rejste til Californien og fra den dag var fjern og fremmed. Men da Vorm flyver hjem igen, må han konstatere, at han ikke fik vist faren romanen eller stillet de rigtige, opklarende spørgsmål.

Kort efter hjemkomsten får hans søn, Oscar, konstateret kræft, og hele den uforløste farfortælling bliver trængt i baggrunden.

Kausalkæde

Men som månederne går, og sønnen gennemgår kemo- og strålebehandling, mærker Vorm igen faren trænge sig på i tankerne, og det dæmrer, at familiens fædre og sønner udgør en slags kausalkæde, hvor det ikke giver mening at fokusere på det ene led, men at alle led skal ses i sammenhæng.

Den sammenhæng kan Vorm imidlertid ikke se, og Postkort fra Californien former sig som en søgen og en færd frem mod erkendelsen af den uudgrundelighed, der er forbundet med børn og forældre, med arv og miljø.

Tonny Vorm: 'Postkort fra Californien'.

Bog & idé
Det må fortælleformen også afspejle, og Vorm fortæller springende og fragmenteret. Det er bogens helt store styrke, og de korte kapitler bevæger sig ubesværet i tid og rum: Rigshospitalet, hjemmet i Valby, uddrag af det ufærdige manuskript, Thailand, pressetur til Paris og Milano, lejligheden i Valby efter skilsmissen.

Det er noget af et kunststykke at få de korte, daterede kapitler til at tale sammen. Men det gør de, og de passager, der fungerer bedst, er fra Afdeling 5054, Børnekræftafdelingen på Rigshospitalet, hvor Oscar blev behandlet i 2015-2016. Her mærkes det, så det risler ned ad ryggen, hvordan drengen balancerer mellem bedring og det ubærlige, døden, og her fornemmer man tragedierne på stuerne omkring ham.

Oscar er skrevet fint frem, og når hans far tager med ham til bordtennis i et ophold mellem behandlingerne, er det bevægende på en egen troskyldige facon. Vorms egen far forbliver derimod sløret på en lidt uvedkommende måde. Uklar, et omrids, men ikke videre fascinerende, sådan som det for eksempel er tilfældet med faren i Paul Austers Opfindelsen af ensomhed, som Vorm nævner undervejs.

Anstændighedens problem

Mindre unoder i Postkort fra Californien er at hæfte en sætning for meget på slutningen af hvert kapitel og at beskrive sig selv udefra. Begge dele finder sted her, hvor Vorm har skrevet om problemer med at koncentrere sig, og slutter sådan:

»Jeg kan hverken læse eller skrive. Richard Fords roman ender i skødet, mens jeg stirrer tomt ud i luften.«

På den måde lukker afsnittet sig om sig selv, overfortælles, i stedet for at åbne sig. Og hvornår ved man selv, at man stirrer tomt ud i luften? Eller bider tænderne hårdt sammen? Eller puster luften ud af de udspilede kinder?

Hvor den stilistiske skurren – der også omfatter for mange linjer om Vorms notesbøger – er et mindre problem, der kunne være klaret i redigeringen, er hans loyalitet og anstændighed et større. I andre sammenhænge vidunderlige egenskaber, men vælger man at skrive om sig selv og sin familie, må man gå helt ind i stoffet. Være hensynsløs over for sig selv og sine nærmeste. Udleverende og selvudleverende. Som en Knausgård. Men skilsmissen vil Vorm for eksempel ikke ind i, og han skriver et sted, at »meget af det, der hændte på Børnekræftafdelingen, har jeg udeladt«.

På den måde sidder man som læser tilbage med fornemmelse af ikke at have læst hele historien. At der er en anden og sandere historie inde bagved. For eksempel om den »nivende angst«, han omtaler med et knaldgodt sprogbillede.

Hvis Vorm vil videre af det personlige erindringsspor i fremtiden, vil skrive flere romaner med sig selv og sin familie som grundstof, må han slippe sin anstændighed og måske også sin forfængelighed. Være hensynsløs over for andre. Og sig selv.

Jeppe Krogsgaard Christensen er anmelder på Kristeligt Dagblad og skønlitterær forfatter

Tonny Vorm: ’Postkort fra Californien’. Politikens Forlag, 312 sider, 250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her