Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Er Netflix’ ’Too Hot To Handle’ opskriften på, hvordan man overgiver sig til fascismen?

Efter at have været igennem hele Netflix’ mest sete program i Danmark for tiden, realityshowet ’Too Hot To Handle’, spekulerer vores anmelder over, om vores kultur befinder sig midt i en narcissistisk implosion, og om det er sådan, vi endelig overgiver os til fascismen. Hun er på én gang draget og frastødt
»Undgå hor, og I skal blive belønnet« prædiker den nye Netflix-serie ’Too Hot To Handle’.

»Undgå hor, og I skal blive belønnet« prædiker den nye Netflix-serie ’Too Hot To Handle’.

Netflix

Kultur
1. maj 2020

Tre ord skrevet med gigantiske neonbogstaver, ledsaget af højdramatisk musik, bliver kastet i hovedet på mig under introen til første afsnit af Too Hot To Handle: »PARADISE RESIST SEX«. Det er for meget, og det er meningen. Fra begyndelsen bliver det gjort klart, at dette program er bevidst om sig selv – og forelsket i sig selv.

En flok billedskønne unge mennesker på en tropeø, det har vi set før, men konceptet i Too Hot To Handle er originalt: De seksuelt højspændte narcissister skal tilbringe en måned sammen uden at kneppe. Jo mindre sex de har, jo flere penge kan de vinde. Undgå hor, og I skal blive belønnet. Så enkelt kan vores patriarkalske civilisations grundlag opsummeres.

Og konceptet fungerer overraskende godt: Der er sveddryppende, anspændt liderlighed mellem deltagerne, der på ingen måde lader sig gå på af at blive filmet, men som spiller fermt med på præmissen. De fester, bliver forelskede, uvenner og venner igen i et rasende tempo.

Pengepræmien er midlet, et tarveligt middel, måske, men effektivt, og målet er ædelt: personlig udvikling: »I er blevet særligt udvalgt, fordi I har ligegyldige affærer i stedet for at danne meningsfulde relationer. Formålet med dette ophold er at hjælpe jer til at få dybere forbindelser til andre mennesker,« får de at vide.

Med dette mål om at skabe dybe relationer er det, som om vi er kommet full circle, siden vi sad og så de første realityprogrammer på dansk tv for tyve år siden: Nu skal de overfladiske realitystjerner, hvis dårskab vi mæskede os i, lære (os) at blive ægte dybe mennesker.

Ingen stank af ydmygelse

Big Brother var nyt og anderledes fjernsyn i 2001, det var hverken fiktion eller dokumentar, men en måde for hele Danmark at snage i, analysere og heppe på helt almindelige mennesker i ualmindelige omstændigheder, spærret inde sammen i et overvåget hus. Det var virkelige mennesker i en fiktiv verden. Men skellet mellem det ægte og det iscenesatte er for længst forsvundet, og det samme er det pinlige ved realitygenren. I reality er der ikke længere en følelse af, at nogen bliver narret til at udstille sig selv, for deltagerne er fuldstændig klar over, hvad de går ind til.

De evner at spille deres roller på tværs af medier, så det ikke bliver på bekostning af autenticitet – for der er ikke nogen. Ikke nogen der betyder noget i hvert fald. I en verden, hvor alt kan performes på Instagram, hvor selve det liv du lever kan være en forretning, er det ikke længere pinligt at være realitydeltager. Den lille stank af ydmygelse, der hang ved realitydeltagere for bare ti år siden, er forduftet, for de har jo bare formået at gøre sig til professionelle i et spil, vi alle sammen alligevel er dømt til at spille.

Uskylden er forsvundet, og det samme er fornemmelsen af et næsten videnskabeligt socialt eksperiment, der undersøger menneskelig adfærd: Deltagerne i Too Hot To Handle kender genrens koder ud og ind og spiller rutineret med på, hvad programtilrettelæggerne disker op med. Der er heller ikke et symbolsk skær af fair konkurrence over formatet længere, ingen antagelse om, at retfærdige regler skaber rammer for, at den rigtige vinder må findes. Dramaturgien har fuldstændig overtaget. Også vi seere accepterer, at der ikke er nogen egentlig kappestrid: Fortællingen er vigtigere.

Ubekymret leg med fascimen

Big Brother-stemmen var der noget uhyggeligt fascistoidt og fremtidsagtigt over, men den tydelighed, som dette overjeg præsenterede sig selv med, er også væk. Stemmen er integreret i os, vi er vant til den, også teknologisk med virtuelle assistenter som Apples Siri og Amazons Alexa.

I Too Hot to Handle taler programtilrettelæggerne til deltagerne via Lana, et kønsløst buttplug i apple-futuristisk design, der med kølig britisk accent og tør humor tildeler streng straf og nådig belønning. Selv overvågningsapparatet er selvbevidst! Der er en tyk og velkalkuleret ironi i, at programmets victorianske kønsmoral formuleres med netop dén stemme. Den orwellske rædselsvision er bare for sjov. »In Lana we trust,« joker en af deltagerne. Der leges ubekymret med fascismen. Og det føles langt mere foruroligende end den tydeligt autoritære Big Brother.

Det er ikke kun deltagerne, der er sat under administration af en højere bevidsthed, det er vi seere også: Det vi oplever på skærmen, kommenteres løbende af en komiker, der framer det hele ovenfra som voiceover. Desiree Burch, som hun hedder, observerer og spidder, og det gør hun sådan set glimrende. Hun er den sofistikerede iagttager, der leverer sarkastisk overlegne jokes på bekostning af de primalt styrede underbegavede menneskedyr, og som med sine meta-kommentarer punkterer de dramaturgiske virkemidler: »Det her kræver vist noget spændingsmusik.«

Too Hot To Handle er altså et tv-program, der ser sig selv, seerne behøver ikke engang selv at reagere, det klarer programmet for dem. Satiren er inkorporeret, programmet lægger afstand til sig selv, før nogen tv-anmelder kan gøre det, magten har approprieret magtkritikken.

Det er noget af det, der er karakteristisk, ikke bare for Too Hot To Handle, men for kulturen i det hele taget: Der er ikke længere noget udenfor, ikke noget sted man kan stille sig og protestere eller reflektere fra. I første sæson af Big Brother brød Pil, Christian og Søren ud af Big Brother-huset og skrev slave i panden på sig selv. Det, de dengang ikke forstod, fordi de var nogle af de første realitydeltagere, er, at man ikke kan bryde ud: Når man først har indladt sig med det offentlige narrativ, er alt man gør, en del af det. Det accepterer vi. Facebooktråde og et think piece i avisen som dette er en fuldt integreret del af reality.

Too Hot To Handle vidner også om, at der er sket et skift i seksualmoralen. Engang var det dramatisk at bryde den sociale kode ved at knalde på tv, gjorde man det, fik man tilnavne som Dildo-Jill, men nu er det mere dramatisk at se, om nogen kan lade være. Og som udfordring og dilemma er det faktisk meget effektivt rent dramatisk: Kan de modstå fristelsen? Der er jo ikke noget så æggende som et forbud. Man mærker, især i de første afsnit, den ophedede stemning og den manglende forløsning. Som deltageren Kelz siger: »Det er ligesom, hvis du havde superkræfter og så blev sat på en planet og så mistede dine superkræfter«.

Det første der sker, når de mister retten til at bolle, er, at de begynder at blive lede ved hinanden. Misundelige, ærgerrige, intrigante, nidkære, grådige. Alfahannerne, der ikke længere kan demonstrere deres magt ved at score damer, indtager i stedet en rethaverisk dyneløfterposition i forhold til de andre hanner.

Big Brother som paradis

Den velvillighed, hvormed de accepterer overvågningen og Lana som autoritet, forundrer mig. Det ligner drømmen om det formynderiske overjeg, Big Brother-samfundet ikke som dystopi, men som paradis. En forælderfigur, der fortæller én, hvad man må og ikke må. Hvad der er overfladisk, og hvad der er dybt. Og præmissen er umisforståelig: De dybere værdier tilfalder en ånd frakoblet kroppen. Den modstilling er fundamentalt kristen og patriarkalsk, og den er ikke til diskussion i programmet, den bliver der ikke gjort grin med af hverken deltagere eller meta-kommentator. Også som seere skal vi altså acceptere en kropsforskrækket og umyndiggørende kønsmoral.

Det sexpositive projekt gik oprindeligt ud på at gøre mennesker ansvarlige for, hvordan de forvalter deres seksualitet. Det var drevet af en tro på, at restriktiv seksualmoral og meningsløs skam kun tilfører unødvendig lidelse til et samfund. Men det kræver, at folk er i stand til at tage ansvar for sig selv. I Too Hot To Handle er sex ikke forbundet med integritet og voksen bevidsthed, men med selvforelskelse og infantilt fravær af behovsudskydelse.

Præmissen er klar, og den er som sagt ikke til diskussion. En enkelt deltager, Haley, sætter spørgsmålstegn ved hele konceptet. Hun sendes hjem ud af det blå med en arbitrær begrundelse, skønt der ikke tidligere har været nævnt noget om, at deltagere kan blive sendt hjem. Det hedder sig, at hun ikke har en god indflydelse på gruppen og ikke udviser tegn på »personal growth«.

I virkeligheden, aner man, sorteres hun fra, fordi hun var ved at ødelægge dramaturgien. Man bliver ikke sendt hjem for at bryde reglerne, men for at sætte spørgsmålstegn ved præmissen. Haleys ubehag var oprigtigt, utilpasset, og den slags negativitet er der ikke plads til. Det er dårligt tv.

Og hvordan går det så med den personlige udvikling? Der er fire selvhjælpsworkshops undervejs, udvalgt i tråd med tidsånden. Deltagerne skal lære om »empowerment«, »strength« og »sisterhood«, og de lærer da også at sige ordene, flere af dem har sågar efterfølgende skrevet dem ind i beskrivelsen på deres instagramprofil.

Til sidst får vi at vide, at missionen er lykkedes. Alle deltagerne – bortset fra dem der er blevet smidt hjem undervejs – er blevet dybere mennesker, de har lært at se indad og at elske sig selv. Men har vi set dem kigge indad? Har vi set dem udvikle sig? Selv om Too Hot To Handle påstår at gå op i deltagernes dybde og personlighed, ser vi aldrig programmet interessere sig for de individuelle personlighedstræk. Jeg savner de øjeblikke i gammel reality, hvor man så deltagerne uden for situationer, der fremmede plottet, så dem kede sig og lege og bare være til stede.

Fraværet af individualitet modsiger hele konceptet: Der opstilles en standardiseret god dyb personlighed, som de alle sammen skal forsøge at imitere bedst muligt. Den enkeltes særpræg fremelskes ikke.

Personlig udvikling må da drives af, at man selv bliver bevidst om, hvilke valg man træffer og hvorfor, men her er den slags overvejelser erstattet af en ydre instans, der straffer og belønner, alt efter om ens forbindelse til et andet menneske er dyb eller ej. Når forbindelsen vurderes som dyb, lyser deltagerens armbånd op med grønt LED-lys, og så må der kysses. Det sker sjovt nok altid, når det lige passer ind i dramaturgien.

Så deltagerne lærer ikke at mærke deres egne værdier og tage ansvar for dem, de lærer at regne ud, hvad en ydre autoritet vil have. De lærer sådan set at blive mønsterborgere i et fascistisk samfund. Ingen sætter spørgsmålstegn ved det. Undtagen hende der gjorde og blev sendt hjem i utide.

De tilbageværende deltagere har ikke udviklet sig, de er ikke blevet »dybere«, tværtimod: De har lært at trodse deres egne dybeste impulser og i stedet følge et autoritært regime. Og de erklæres alle sammen som vindere og deler pengepræmien til sidst. Det sælges til os som noget smukt og solidarisk, men egentlig er det bare lidt fedtet.

Vinderen er nok nærmere den, der får flest følgere på Instagram ud af sin deltagelse i programmet. Francesca, den deltager der opførte sig mest narcissistisk og hensynsløst, vinder med 2,7 millioner følgere i skrivende stund. Som hun siger i det afsluttende program: »Jeg ved helt sikkert, at jeg kommer til at være den nye Lana for alle mine venner, at jeg kommer til at prædike alle de her underlige ting til dem.« Hun har intet fattet af indholdet, men glæder sig til at bringe det gode budskab videre.

Ironien og metabevidstheden kan ikke redde os: Når man accepterer præmissen, kommer realiteterne med i købet, også selv om man accepterer den med distance og for sjov.

’Too Hot To Handle‘. Sæson 1. Alle 8 afsnit er tilgængelig på Netflix.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kent Nørregaard

"Undgå hor og i skal blive belønnet". Og så en kobling til noget patriarkalsk når det rigtige ord vel er nypuritanisme. Kan vi ikke lige få styr på begreberne?

Mikael Velschow-Rasmussen

Der skrives:
- "I første sæson af Big Brother brød Pil, Christian og Søren ud af Big Brother-huset og skrev slave i panden på sig selv. Det, de dengang ikke forstod, fordi de var nogle af de første realitydeltagere, er, at man ikke kan bryde ud: Når man først har indladt sig med det offentlige narrativ, er alt man gør, en del af det. Det accepterer vi. Facebooktråde og et think piece i avisen som dette er en fuldt integreret del af reality".

Det minder mig lidt om vores generelle tilværelse !

Vi har alle accepteret, at man ikke kan bryde ud af eksistensens realityshow ... Vi tror alle, at den absurde markedsliggørelse og det absurde arbejdsmarked er virkeligheden.

Som den alt for tidligt afdøde komiker Bill Hicks sagde:
- "The World is just like a ride in an Amusement Park"**
- Vi kan i virkeligheden hoppe af til enhver tid, men enhver som forsøger at sige dette, slår vi ihjel ("min oversættelse af Bill's citat")

Og det "sjoveste" er, at vi bare accepterer det fuldstændig uden indvendinger. Som Zizek sagde for et par år siden: Vi kan forestille os alle mulige undergangsscenarier og katastrofer for verden - bare ikke at kapitalismen skulle kunne afløses af noget andet !

Mikael Velschow-Rasmussen

Det skal lige siges, jeg har ikke set såkaldte reality programmer siden ca. 2001-2002.
Så jeg kan ikke forholde mig til anmeldelsen af selve programmet, men kun til sammenligningen med den omkringliggende virkelighed.