Læsetid: 4 min.

Nordiske musikere undersøger kristendommen fra både ateistiske og troende udgangspunkter

Kristendommen har fået sig en ny stor fortolker i svenske Sara Parkman. Alt i mens Hymns from Nineveh får opdrift under vingerne fra dansk salmetradition, og en sekulær amerikaner har sat sig ved orglet i Sverige. Gud og kirken har stadig utrolig gode sange
I teksterne på Sara Parkmans ’Vesper’ er der årringe i træerne, hav i oprør, drømme, samtaleterapi, læbestift, selvudslettende skam og moderne ensomhedsfølelse. Og det er fremragende.

I teksterne på Sara Parkmans ’Vesper’ er der årringe i træerne, hav i oprør, drømme, samtaleterapi, læbestift, selvudslettende skam og moderne ensomhedsfølelse. Og det er fremragende.

Helen Korpak

11. april 2020

I en sekulær verden kan vi godt glemme, hvor gode sange Gud (i den kristne variant) egentlig har. Hvordan besyngelsen af skaberværket – eller for os ateister The Big Bang og alt der fulgte – kan have sin helt egen underfulde skønhed. Eller hvordan overgivelsen til Gud – eller bare noget større – kan være et hverdagsunder i en individualistisk og identitetspolitisk tid.

Hør bare den svenske folkemusiker, komponist, sanger, violinist og tredje generations præstebarn Sara Parkman, der med sit andet soloalbum Vesper – latinsk for aftenbøn – sætter sin egen høje standard for kristen hengivelse.

Herligheden er skrevet og delvist indspillet i et kloster i Frankrig, og sangene er fulde af brutale følelser. Parkman står i front for et stort kor, der bygger op til vældige syndfloder, der med sig river kirkemusikalske arvestykker, men i høj grad også samisk, nordisk, østeuropæisk og romaernes folklore. Smukt fortolket vraggods fra tvangsforflyttede folkefærd og kulturer – som jo også præger Bibelen. Og virkeligheden.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Poul Anker Juul
ingemaje lange og Poul Anker Juul anbefalede denne artikel

Kommentarer