Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Nordiske musikere undersøger kristendommen fra både ateistiske og troende udgangspunkter

Kristendommen har fået sig en ny stor fortolker i svenske Sara Parkman. Alt i mens Hymns from Nineveh får opdrift under vingerne fra dansk salmetradition, og en sekulær amerikaner har sat sig ved orglet i Sverige. Gud og kirken har stadig utrolig gode sange
I teksterne på Sara Parkmans ’Vesper’ er der årringe i træerne, hav i oprør, drømme, samtaleterapi, læbestift, selvudslettende skam og moderne ensomhedsfølelse. Og det er fremragende.

I teksterne på Sara Parkmans ’Vesper’ er der årringe i træerne, hav i oprør, drømme, samtaleterapi, læbestift, selvudslettende skam og moderne ensomhedsfølelse. Og det er fremragende.

Helen Korpak

Kultur
11. april 2020

I en sekulær verden kan vi godt glemme, hvor gode sange Gud (i den kristne variant) egentlig har. Hvordan besyngelsen af skaberværket – eller for os ateister The Big Bang og alt der fulgte – kan have sin helt egen underfulde skønhed. Eller hvordan overgivelsen til Gud – eller bare noget større – kan være et hverdagsunder i en individualistisk og identitetspolitisk tid.

Hør bare den svenske folkemusiker, komponist, sanger, violinist og tredje generations præstebarn Sara Parkman, der med sit andet soloalbum Vesper – latinsk for aftenbøn – sætter sin egen høje standard for kristen hengivelse.

Herligheden er skrevet og delvist indspillet i et kloster i Frankrig, og sangene er fulde af brutale følelser. Parkman står i front for et stort kor, der bygger op til vældige syndfloder, der med sig river kirkemusikalske arvestykker, men i høj grad også samisk, nordisk, østeuropæisk og romaernes folklore. Smukt fortolket vraggods fra tvangsforflyttede folkefærd og kulturer – som jo også præger Bibelen. Og virkeligheden.

Selv ønsker Parkman i pressemeddelelsen, at den eksistentielle samtale bliver en »politisk fakkel«. Og hun fortæller at hun ønsker troen som »ett vapen mot kapitalism, miljöförstörelse och cynism«.

På »Vreden« – der også kan hedde ilskan på svensk – synger hun: »Ilskan öppnar upp en reva/ hjälper oss att ändra nånting/ lämna sen den vidare/ till någon som kan bruka den.«

Vi har kun jorden og livet til låns. Andre skal tage over, når vi har afleveret lånerkortet i uendelighedens bibliotek.

Sara Parkman.

Sara Parkman.

Frida Edlund

Årringe og læbestift

Sara Parkman træder af og til tæt på mikrofonen og synger intimt i langsomme pulserende rockopsætninger, for så i næste nu at lade lyden detonere i stort kor, så det lyder, som om klosterhvælvingerne får gåsehud.

Eller hun står alene med sin stemme og en violins plukkede strenge. Men ikke længe. Så tæver violiner og trommer løs, koret flyver i angrebsformation. Eller et smukt Steve Reich-pulserende og nyklassisk luftlag åbenbarer sig.

Vesper tilbyder kropslig og sjælelig udfrielse. Der er en evighed i teksterne, en anerkendelse af, at den antropocene æra en dag er forbi. Men også en erkendelse, af at det er den, vi befolker. I teksterne er der årringe i træerne, hav i oprør, drømme, samtaleterapi, læbestift, selvudslettende skam og moderne ensomhedsfølelse. Og det er fremragende.

Jonas H. Petersen, frontfigur i Hymns From Nineveh.

Jonas H. Petersen, frontfigur i Hymns From Nineveh.

Dennis Morton

Af jord er vi uploadet

Det danske band Hymns from Nineveh med kristne Jonas H. Petersen i centrum søger en mere forsonlig og poppet tone. Deres femte album Sindets asyl undersøger ifølge pressemeddelelsen muligheden for forvandling og dyrker årstidernes skiften som en skitse for menneskelivets faser. Og helt konkret handler albummet også om Petersens overvindelse af sin egen angst.

Sindets asyl er fuld af flot skrevne tekster pakket med taknemmelighed. »Trods fortvivlelsens/ og angstens/ og fornuftens decimaler/ og de kommende katastrofers metastaser/ hviler jeg.«

Det er et lyshjertet album. Korene er opløftende, musikken – en violinforsiret indie-salme-singersongwriter-rock – er let til bens. Petersen rammer tit en lutret falset, og der er også et fraseringsmæssigt slægtskab med Søren Huss, der kunne antyde en ærkedansk vokaltradition.

»Tøbrud« starter groundet, men finder så op i et luftigt omkvæd med et let trommebeat. »Pilgrimssang« flyver ud over solbeskinnede enge, mens enkle dynamiske trommeslag minder os om, at af jorden er vi blevet uploadet – og til jorden skal vi downloades.

Og der er transformation af kulturelt arvegods på »Pilgrimssang«, hvor Petersens egne ord mixes med strofer fra Grundtvig-salmerne »Blomstre som en rosengård« og »Tag det sorte kors fra graven«.

Sindets asyl er ikke så sindsoprivende og blodigt som Vesper, men det er nu stadig virkelig fine sange. Med en umiskendelig fornemmelse af at finde hjem.

Ateister på kirkeorgler

Kirkerummet og kristendommen er noget, ateister gerne besøger og bruger grundet traditionernes dybe rødder i vores fælles og personlige historie. Således har norske Susanne Sundfør, der ikke er kristen‚ indsunget den norske salme »Ingen vinner frem til den evige ro«. Flere af hendes sange er udstyret med kirkeorgel, og på hendes nye soundtrack til anoreksidokumentaren Portrait har hun skrevet sangen »When The Lord«.

Kirkerummet og -orglet er også stærkt tiltrækkende i nabolandet Sverige. Anna von Hausswolff har indspillet to albummer på kirkeorgler, og så er der amerikanske Kali Malone, som holder til i Stockholm og har indspillet en del af sit en time og tre kvarter lange album The Sacrificial Code i en kirke i Göteborg.

Kali Malone.

Kali Malone.

A.M. Rehm

Orglet som intimt instrument

Andre orgler uden for kirken betjenes også af Malone – i en søgen efter et ophøjet og meditativt leje. Lange flydetoner og -akkorder skaber rum for eftertænksomhed, vemod, sorg, erindring. Impressionistisk musik uden falbelader og forsiringer. Musik, man med største selvfølgelighed selv kan fylde mening i.

Orglerne på The Sacrificial Code er optaget helt tæt på, så man ikke fornemmer rummet omkring dem. Helt ulig Sara Parkmans Vesper frarøves vi her oplevelsen af et helligt rum og kryber i stedet helt ind i orglets egenklang. Det er en sært intim oplevelse af et ellers så imposant instrument.

The Sacrificial Code er en privat lytteoplevelse. Både Sara Parkman og Hymns from Nineveh taler til fællesskabet og animerer til kollektiv sang. Kali Malones smukke album er en bøn til ensomheden og fordybelsen, som vi alle kan tilgå, hvis vi ellers kan finde plads i kalenderen.

Det er musik, man kan være så rolig i. Akkurat som i kirken.

Sara Parkman: 'Vesper' (Supertraditional)
Hymns from Nineveh: 'Sindets Asyl' (Okavango Records)
Kali Malone: 'The Sacrificial Code' (IDEAL Recordings)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Flemming Olsen

Hun ligner en ung Ingrid Bergman på det billede, men det er måske tilsigtet?