Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Ny bog om Churchills inderkreds under Blitzkrigen er vedkommende læsning i coronalampens skær

Den kollektive frygt skabte det sammenhold, der fik briterne gennem krigen
Churchill havde let til tårer og græd ofte også offentligt. Dagbøger viser, at den tyske ledelse havde stor morskab af hans hang til lyserøde silkeunderbukser, og at amerikanerne var utrygge ved hans alkoholforbrug.

Churchill havde let til tårer og græd ofte også offentligt. Dagbøger viser, at den tyske ledelse havde stor morskab af hans hang til lyserøde silkeunderbukser, og at amerikanerne var utrygge ved hans alkoholforbrug.

PA

Kultur
3. april 2020

Meget nonfiktion går naturligt nok målrettet efter at ramme tidens vigtige debatemner i håbet om at fange så stor en læserskare som muligt. Men undertiden overhaler virkeligheden den slags ambitioner og gør en udgivelse endnu mere væsentlig end tilsigtet.

Netop sådan forholder det sig med Erik Larsons The Splendid and the Vile, der formodentlig er udgivet nu i anledning af firsårsdagen for Blitzskrigens begyndelse i 1940.

Som så meget andet i år drukner denne historiske begivenhed nok i COVID-19-tågen, men der er god grund til at læse Erik Larsons glimrende bog netop nu.

For det giver faktisk The Splendid and the Vile en ekstra dimension at forholde sig til datidens pludselige og voldsomme forandringer i coronaviruspandemiens ubehagelige skær.

The Splendid and the Vile er en skildring af livet i Storbritannien i landets »darkest hour« – den lange mørke tid fra sommeren 1940 til 41.

Fortællingen begynder i maj 1940 kort før Frankrigs kapitulation til Nazityskland, som efterlod Storbritannien stående alene mod den tyske militære overmagt. Briterne var dårligt udrustet til at gå i krig.

Chamberlains appeasement-strategi var mislykket, og de lidet tiltrækkende muligheder var enten at underkaste sig Adolf Hitler eller at forsøge at stå fast mod overmagten.

Som bekendt valgte Churchill og co. heldigvis den sidste løsning, og det er der skrevet hundredvis af bøger om. Faktisk skrevet langt over hundred biografier om Churchill alene – en af dem sågar af Storbritanniens nuværende premierminister, Boris Johnson.

Churchills inderkreds

Det der gør The Splendid and the Vile så forfriskende er, at bogens ærinde er anderledes. Det er i sin essens en bog om kredsen omkring Churchill, og hvordan den oplevede en tid, hvor man ikke kunne vide, om man var herre i eget hus bare nogle uger frem – eller om huset overhovedet ville stå der morgen.

Erik Larson: ’The Splendid and the Vile’.

Saxo
Bogen følger kronologisk blitzkrigen oplevet gennem denne kreds’ dagbøger og notater – blandt dem også personer, hvis tanker og bekymringer ikke er så veldokumenterede andetsteds, for eksempel Mary Churchill (hans datter), Pamela (hans svigerinde) og Thompson (politimanden, der bevogtede hans liv).

Gennem deres dagbøger og breve åbner amerikanske Erik Larson op for livet midt i orkanens øje.

»Det var på samme tid storslået og forfærdeligt. Den skrækindjagende dronelyd af fjendens fly over vores hoveder, nogle gange tæt på, andre gange længere væk. Lysglimtene fra våbnene og myriaden af stjerner, nogle af dem ægte, andre kunstige mod den mørke himmel. Aldrig så jeg en større kontrast mellem naturens skønhed og menneskets ondskab«, skriver John Colville, Churchills privatsekretær, i sin dagbog, hvilket gav forfatteren inspiration til bogens titel.

Blitzkrigens gru og den politiske infight fylder naturligvis en del i den mere end 500 sider lange bog. Men dens virkeligt originale greb er de detaljerede beskrivelser af Churchill-kredsens intimsfære.

Midt i opdateringer om overhængende fare for en tysk invasion hører vi om forelskelser, utroskab og svig, som da Winstons fordrukne og uduelige søn, Randolph, sætter sig selv og konen, Pamela, i bundløs spillegæld.

Den dybt ulykkelige Pamela aner ikke sine levende råd:

»Det var første gang i mit liv, at jeg blev klar over at jeg var helt alene. At min søns fremtid beroede på mig, ligesom min egen. Jeg ville aldrig mere kunne stole på Randolph,« fortæller Pamela Digby Churchill, der i øvrigt i sin nød søger hjælp hos den lunefulde chef for det britiske luftvåben Max Beaverbrook.

Flere af de medvirkende er tydeligvis ikke overbeviste om, at de har et langt liv foran sig. John Colville, Churchills 25-årige privatsekretær, hvis dagbøger i øvrigt er udgivet (The Fringes of Power), søger gennem hele krigen at blive jagerpilot, vel vidende at gennemsnitslevetiden for en pilot i tjeneste på det tidspunkt var mindre end en måned.

Man lærer undervejs kredsens medlemmer at kende, og til slut i bogen kommer en opdatering på, hvad der skete med dem senere i livet – inklusive historien om et sent ægteskab, der i sig selv er en film værd.

Dagbogsnotaterne om hemmelige romancer, febril fest og dans i Londons fashionable natklubber, mens bomberne regner ned udenfor og nogle gange også ned i klubberne med død og ødelæggelse til følge – ja selve forsøget på at opretholde en form for normalitet i en verden, der er alt andet end normal, er sært inspirerende midt i den tid, vi lever i.

For det er vel selve denne fandenivoldske insisteren på, at livet må og skal gå videre og skal leves og nydes, selv når det ser allermest sort ud, der nok er den vigtigste lære af briternes modstandskraft.

Historierne fra Churchills inderkreds kombineres med øjenvidneberetninger om ødelæggelserne, forårsaget af tyskernes årelange og konstante bombardement af London og andre britiske byer, der bogstavelig talt brændte nat efter nat i næsten halvandet år.

Nære og skæve fortællinger

The Splendid and the Vile byder ikke på revolutionerende nye udlægninger af magtfordelingen internt i den britiske regering og forholdet til Tyskland eller USA – selv om breve og dagbøger fra både Tyskland og Roosevelts USA optræder løbende.

For dem, der allerede har læst Churchill-biografier, vil den dramatiske tids hovedforløb være velkendte. Vi følger Churchills lange hændervridende kamp for at få det isolationssøgende USA om bord i krigsindsatsen.

Brevvekslingen mellem Churchill og Roosevelt bliver mere intens af at blive serveret i de hjemlige rammer, hvori Churchill modtager de gentagne nedslående nyheder fra USA.

Erik Larson har også inddraget dagbogsuddrag og breve fra den tyske militære ledelse, særligt Goebbels, Göring og Hess. Historien om Rudolph Hess’ vanvittige enmandstogt til Skotland bliver flot genfortalt fra mange vinkler, ligesom tyskernes stigende frustration over briternes stædighed bliver klart gennem disse notater.

Hermann Göring var som bekendt selv efter krigen sikker på, at havde Hitler fokuseret på Storbritannien og ikke angrebet Sovjetunionen, ville Tyskland have vundet.

Allerstærkest står de nære og skæve fortællinger. Ikke mindst fra premierministerens landsted Chequers fra 1600-tallet, hvor Churchill, på trods af gentagne advarsler, insisterer på at afholde weekender med masser af gæster, frokoster og middage med rigelige forsyninger af alkohol.

Chequers er på ingen måde tilstrækkeligt camoufleret, og ved flere lejligheder befinder store dele af landets politiske og militære ledelse sig under samme ubeskyttede tag med sandsække langs væggene, mens tyske jagere og bombefly passerer forbi. Der er lange lister over Churchills bestillinger af vin og sprut, og det er ikke småting, man finder her.

Churchill holdt af egenhændigt at lave militæreksercits med en gammel riffel til tonerne af diverse militærmarcher på gramofonen – ofte godt bedugget.

Han instruerede også sine familiemedlemmer i at indgå i nærkamp med fjenden på landstedet, hvis det skulle komme så vidt.

»Hvis fjenden kommer, kan hver af jer tage en tysker med i døden«. »Jeg ved ikke hvordan man skyder med en pistol,« protesterede hans svigerdatter Pamela. »Så gå ud i køkkenet og tag en skærekniv,« svarede Churchill.

Et lys for enden af tunnelen

Churchills excentriske sider, og der var mange, bliver naturligvis også udfoldet. Han havde let til tårer og græd ofte også offentligt.

Dagbøger viser, at den tyske ledelse havde stor morskab af hans hang til lyserøde silkeunderbukser, og at amerikanerne var utrygge ved hans alkoholforbrug. På et tidspunkt brokker Clementine, Winstons kone, sig til ham desangående.

»Husk på min elskede Clemmie, at jeg har fået mere ud af alkoholen end den har fået ud af mig,« svarer Winston.

Som Luftwaffes bombardementer af de britiske byer tager til, og truslen om tysk invasion stiger, kommer krigens rædsler tættere på. Der er en malerisk beskrivelse af det enorme bombeangreb på Coventry, hvor tyskerne bevidst brugte bomber, der ville såre og dræbe så mange civile som muligt.

Øjenvidnebeskrivelser fortæller om en mærkelig duft af tobak og stegt kød fra de nærliggende bombekratere fra en tobakshandel og en slagter midt i en hæslig støvsky.

»Dr. Ashworth rapporterede at han så en hund, der gik rundt med et barns afrevne arm i munden. En mand ved navn E. A. Cox så en mands hovedløse krop ligge ved siden af et bombekrater, og andetsteds efterlod en detoneret landmine en samling forkullede torsoer,« skriver Erik Larson.

Det er i denne tid tankevækkende at følge Londons forvandling i 1940 fra verdenscentrum til rygende ruin, og hvad pludselige og voldsomme forandringer gør ved os mennesker.

Det er tydeligt i anekdoterne i The Splendid and the Vile, at frygten var allestedsnærværende. Men også at det var summen af den kollektive frygt, der skabte det sammenhold, der fik briterne gennem krigen. Det blev den lim en ny virkelighed blev bygget op om efter krigen.

Erik Larson skriver i sit forord, at det var terrorangrebet mod New York i 2001, der fik ham til at gå i gang med at skrive bogen. Nu står vi over for en langt farligere og usynlig fjende, som Larson ikke kendte, da bogen blev skrevet.

Alligevel giver det netop nu god mening at dykke ned i historien om blitzkrigen og briternes heroiske, kollektive kamp og forbløffende modstandskraft.

Mere end noget andet ånder brevene, dagbøgerne og øjenvidneberetningerne af en vilje til at leve trods alt og en tro på et lys for enden af tunnelen. Og det er netop nu dybt inspirerende.

Erik Larson: ’The Splendid and the Vile’, Crown, 608 sider, 35 USD.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kent Nørregaard

Blitzen er en myte der er professionelt holdt i live. Både Hamburg og Dresden modtog på en enkelt nat flere ton bomber end hele Storbritannien under hele krigen, ligeledes flere døde begge steder end i hele Storbritannien under "blitzen". Tyskerne kender kollektiv frygt, briterne kun idéen herom. Måske derfor Tyskland ser ud til at klare corona bedre end briterne?