Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ottessa Moshfegh har skrevet et fængende portræt af en kvindes færd gennem indre landskaber

En ung kvinde forsøger at sove sig ud af krisen i Ottossa Moshfeghs bidske og sorthumoristiske roman ’Mit år med ro og hvile’
Kultur
24. april 2020

Jeg har ikke tidligere læst Ottessa Moshfegh, men jeg har læst meget om hende i amerikanske aviser og tidsskrifter.

Debutromanen Eileen (2015) høstede stor ros og blev Bookerpris-nomineret, og siden har den i dag 39-årige forfatter etableret sig som en skarp skildrer af moderne marginaliserede og utilpassede eksistenser, der tager stoffer, drikker sig bevidstløse, slår hinanden ihjel og fantaserer om at blive voldtaget.

Hun er »den nutidige amerikanske forfatter, der skriver mest interessant om at være til, når det at være til føles forfærdeligt«, som The New Yorker har formuleret det.

Anderledes hård har tonen været i blandt andet Wall Street Journal, der har kaldt Moshfeghs sprog for »dødt og apatisk« og betegner den råhed, der præger hendes litterære universer som et »tvivlsomt varemærke« uden troværdig bund.

Ottessa Moshfegh: ’Mit år med ro og hvile’.

Gucca
Nu har danske læsere mulighed for selv at vurdere det, nu hvor Ottessa Moshfegh introduceres på dansk med sin anden roman, Mit år med ro og hvile.

Handlingen udspiller sig i slutningen af 1990’erne på Manhattan, hvor den navnløse fortæller arbejder på et galleri i Chelsea og i weekenderne gør, »hvad unge newyorkerkvinder som mig nu skulle gøre: Jeg fik tarmskylninger og ansigtsbehandlinger og highlights, trænede i et grotesk dyrt center, lå i hamammen, til jeg blev blind, og gik i byen om aftenen iført sko, der gnavede mig i fødderne og gav mig iskias. Jeg mødte af og til interessante mænd i galleriet. Med mellemrum knaldede jeg til højre og venstre, gik mere ud, dernæst mindre«.

Og til slut har den 27-årige fortæller fået nok af sit overfladiske, privilegerede liv og beslutter sig for at isolere sig i sin lejlighed i et år.

Målet er at sove dagene væk og »blive et helt nyt menneske«.

Sporadiske besøg efter kaffe hos egypterne, der har kiosken på hjørnet, bliver det til, og en gang om måneden ser hun en velvillig psykiater, der udskriver så meget stærk sove- og lykkemedicin, at fortælleren mister fornemmelsen for både tid og sted:

»Jeg faldt i søvn i sofaen og vågnede ude på badeværelsesgulvet. Møbler blev flyttet rundt. Jeg begyndte at forlægge ting. Jeg tog i kiosken uden at kunne huske det og vågnede med ispind-pinde på puden, orange og skriggrønne pletter på sengetøjet, en halv syltet monsteragurk, tomme poser fra chips med barbecuesmag,« siger fortælleren, der desuden bestiller dyrt tøj online og ofte vågner »med laptopskærmen fyldt med AOL-chatroomsamtaler med fremmede fra steder som Tampa og Spokane og Park City, Utah«.

En bidsk, begavet og vittig fortæller

Hvordan det ender, skal naturligvis ikke røbes her, men mere interessant, end om hun får sovet ud, er det at finde ud af, hvorfor hun har besluttet sig for at vende ryggen til samfundet.

Et af bogens påtrykte anmeldercitater fra amerikanske aviser henledte min opmærksomhed på Herman Melvilles Skriveren Bartleby (1853).

Novellen, hvori en funktionær uden forklaring begynder at afvise sine arbejdsopgaver med ordene »jeg foretrækker at lade være«, læses ofte som en kritik af arbejdet og et opgør med den idealisme, der bærer kapitalismen, og det er vel også lidt i den stil, vi kan læse Mit år med ro og hvile.

I modsætning til Bartleby er Moshfeghs hovedperson ikke afhængig af sit job, tværtimod kommer hun fra velhavende kår, hvilket netop er pointen: Trods økonomisk tryghed var barndomshjemmet ramme om en utryg opvækst med en alkoholiseret mor, der gav datteren valium i sutteflasken for at få hende til at falde til ro.

Gradvist fornemmer vi, at forældrenes forhold har traumatiseret fortælleren, hvis dyre uddannelse heller ikke har sikret hende et tilfredsstillende job:

»Kunstverdenen havde vist sig at være som aktiemarkedet, et spejlbillede af politiske strømninger og kapitalismens overbevisninger, næret af grådighed, sladder og kokain. Jeg kunne lige så godt have arbejdet på Wall Street,« som hun udtrykker det.

Men allermest er Mit år med ro og hvile et fængende og foruroligende portræt af en kvindes færd gennem sine indre landskaber.

Psykologen og såmænd også veninden Reva, der har problemer med både diæter og en døende mor, minder om statister i en dårlig tv-komedie, og fortællerens hang til Whoopi Goldberg-film fremstår i et efterhånden mere gimmick-agtigt skær.

Men samtidig bidrager disse elementer til tekstens lette struktur, og lad os ikke glemme, at det hele er leveret af hovedpersonen selv, der andre steder overdriver eller underspiller og gør brug af ironi eller sarkasme for at underholde og hive pointer hjem.

Moshfeghs fortæller er en bidsk, begavet og vittig 27-årig kvinde, der midt i al tristessen netop insisterer på det glade liv, hvilket ovenstående fyldige citater gerne skulle afspejle. Louise Ardenfelt Ravnild har oversat, og det har hun gjort godt.

Ottessa Moshfegh: ’Mit år med ro og hvile’. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild. Gyldendal. 259 sider. 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her