Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

På deres nye album forsøger Pearl Jam at råbe en tunghør verden op

Nutiden føles som fortid, og der er ikke meget at se frem til på ’Gigaton’, det ellevte album fra grungepionererne i Pearl Jam. Det skulle da lige være de heavylirrede guitarsoli og massive lilletrommesmæk
Pearl Jams seneste album ’Gigaton’ både lyder og føles ganske godt.

Pearl Jams seneste album ’Gigaton’ både lyder og føles ganske godt.

Pressefoto

Kultur
22. april 2020

Tid er et påtrængende tema på Pearl Jams album Gigaton, der udkom i slutningen af marts, så lad mig starte med at placere pladen i et tidsperspektiv:

Tre år har det taget den amerikanske rockkvintet at indspille de tolv numre, der udgør deres ellevte studiealbum.

Syv år er der gået, siden de sidst lod høre fra sig i form af Lightning Bolt.

Det er tyve år siden den ulyksaglige koncert på Roskilde Festival, hvor ni mænd blev trampet ihjel, mens forsanger og guitarist Eddie Vedder forgæves forsøgte at få folk til at træde tilbage, hvilket for altid vil knytte bandet til dansk festivalhistories største tragedie.

Det er niogtyve år siden bandet debutterede med Ten, og tredive år siden de blev dannet og voksede sig til et af de allerstørste navne inden for den grunge, der med Nirvana i spidsen spredte sig til hele verden fra begge bands hjemby, Seattle, Washington.

Det er nogenlunde den slags kronologi, vi er vant til at tænke i. Men på Gigaton er tidsfornemmelsen i forfald.

Som altid er det primært Vedder, der har skrevet teksterne, og samtidens politiske klima og klimaets drastiske forandringer bevirker, at hans tidsopfattelse smuldrer: Nutiden føles som fortid, og der er ikke meget at se frem til, for fremtiden er ikke blevet lysere, siden punken var pubertær og Sex Pistols råbte »No Future«.

»This is no time for depression or self-indulgent hesitance/ This fucked up situation calls for all hands, hands on deck« synger Vedder på »Seven O’Clock« om situationen i det Amerika, han er født i, og forsøger at holde sit humør ovenvande, selv om drømmene drukner, og kaptajnen på skuden er præsident Trump.

Nummerets melodi og dets fortællende sangstil får »Seven O’Clock« til at lyde mere som Bruce Springsteen end den upolerede grungerock, de fleste vil forbinde Pearl Jam med.

Fra smadret blues til stadionrock

Gigaton er en blanding af mere krybende kompositioner som »Seven O’Clock« og »Retrogade« og sprintere, der med triple op på strengelir fra bandets tre guitarister, lag af trommer, synth og kor accelererer.

Singleforløberen »Superblood Wolfmoon« har Matt Camerons hårde lilletrommesmæk i centrum og en heavymetalinspireret guitarsolo, der med dens virvar af toner og fræsende tempo gør det svært for ørerne at følge med.

Sangenes struktur bryder den vandte kronologi, så det ikke altid er sikkert, at der efter et vers kommer et omkvæd, eller at omkvædet vender tilbage. Det kommer sig af, at de fleste numre er jammet frem på baggrund af skitser.

»Quick Escape« handler om et pludseligt opstået behov for at søge væk fra den verden, hvor Trump regerer. Turen går over Zanzibar til Marocco videre på en scifi-smuttur til en rød planet, hvor tiden strømmer som i en stream of consciousness som hos beatforfatteren Jack Kerouac.

Musikalsk rejser nummeret fra smadret blues til stadionrock med et afsving til Stone Gossards guitarsolo, som producer Josh Evans har pillet ved med ambitionen om at få det til at lyde som en hær af robotbier krydset med strygerne fra Britney Spears »Toxic«, som han fortæller i et interview i magasinet Variety.

Evans har produceret Gigaton ud fra devicen: Hvis det lyder godt og føles godt, er det bare at gå med det. Og faktisk både lyder og føles Gigaton ganske godt. Om det så er helt så vægtigt, som titlen indikerer, ved jeg nu ikke helt. En milliard ton er alligevel ret tungt.

Pearl Jam: ’Gigaton’ (Monkeywrench / Republic Records).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her