Peter Handkes fortælling om sin mors liv og selvmord

Den danske forfatter Peer Hultberg skrev en bog, som bestod af hundrede romaner, fulde levnedsløb, med spænding, plot og alle de styrende indre og ydre kræfter, som hører romanen til. Hver roman var to-tre sider lang.

Se så engang den østrigske nobelprisvinder Peter Handke levere en roman på nøjagtig ni boglinjer.

Lidt baggrund for at lette forståelsen: Hovedpersonen er en kvinde født i en østrigsk landsby i den første fjerdedel af det tyvende århundrede. Tænk altså på uimodsagt patriarkalsk kultur, depression, en verdenskrig og medfølgende afsavn, strenghed i opdragelse og arbejdsliv, indsnævring af ånds- og kønsliv.

Og her så Peter Handkes roman:

»Ingen muligheder, alting fastlagt på forhånd: småfjas, et lille fnis, et øjebliks bestyrtelse, og derpå for første gang den fremmede, fattede mine man straks forlod barndomshjemmet med, de første børn, desuden hjælpe lidt til ved siden af den daglige dont i køkkenet, lige fra begyndelsen overhørt, selv mere og mere lukke ørerne, tale med sig selv, derpå dårligt til bens, åreknuder, en sidste mumlen i søvne, kræft i underlivet, og med døden er forsynet endelig gået i opfyldelse.«