Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Peter Handkes fortælling om sin mors liv og selvmord

Peter Handkes 50 år gamle bog om sin selvmyrdede mor tegner portrættet af et helt århundrede og et gribende billede af en kvinde
Peter Handskes lille bog 'Ulykkelig og uden ønsker' er skrevet for snart 50 år siden, i januar og februar 1972, og påbegyndt kun syv uger efter hans mors selvmord.

Peter Handskes lille bog 'Ulykkelig og uden ønsker' er skrevet for snart 50 år siden, i januar og februar 1972, og påbegyndt kun syv uger efter hans mors selvmord.

Julien De Rosa/Ritzau Scanpix

Kultur
17. april 2020

Den danske forfatter Peer Hultberg skrev en bog, som bestod af hundrede romaner, fulde levnedsløb, med spænding, plot og alle de styrende indre og ydre kræfter, som hører romanen til. Hver roman var to-tre sider lang.

Se så engang den østrigske nobelprisvinder Peter Handke levere en roman på nøjagtig ni boglinjer.

Lidt baggrund for at lette forståelsen: Hovedpersonen er en kvinde født i en østrigsk landsby i den første fjerdedel af det tyvende århundrede. Tænk altså på uimodsagt patriarkalsk kultur, depression, en verdenskrig og medfølgende afsavn, strenghed i opdragelse og arbejdsliv, indsnævring af ånds- og kønsliv.

Og her så Peter Handkes roman:

»Ingen muligheder, alting fastlagt på forhånd: småfjas, et lille fnis, et øjebliks bestyrtelse, og derpå for første gang den fremmede, fattede mine man straks forlod barndomshjemmet med, de første børn, desuden hjælpe lidt til ved siden af den daglige dont i køkkenet, lige fra begyndelsen overhørt, selv mere og mere lukke ørerne, tale med sig selv, derpå dårligt til bens, åreknuder, en sidste mumlen i søvne, kræft i underlivet, og med døden er forsynet endelig gået i opfyldelse.«

Peter Handskes lille bog er skrevet for snart 50 år siden, i januar og februar 1972, og påbegyndt kun syv uger efter hans mors selvmord.

Den er helt igennem fortryllende. Skarp, næsten afvisende i sin evindelige og mange steder desperate formtvang. Alting hos den unge Handke er drevet af ønsket om anderledeshed i sproget og forskydninger i perspektivet, som skal spolere den flydende læsning. Se bare de afhuggede sætninger i stykket ovenfor og de konstante variationer i syntaks og bøjning.

Overvældende rystelse 

Samtidig er bogen overvældende i sine følelser for moren. Eller mere præcist: i den rystelse over morens død, som får Handke til at skrive på rekordtid og over lange stræk stikordsagtigt, springende og i konstant samtale med sig selv. Tilsyneladende usikker på det hele.

Det er en vekslende rytme, den mellem beherskelse og overgivelse, som har med kunstneren i Peter Handke at gøre. Hvordan skal den efterlevende, allerede prominent avantgardistiske forfattersøn på skrift forholde sig til sin døde mor og hendes liv? Men jeg tror også, at det er mange andre menneskers erfaring, at man deler sig i to ved en nærtståendes død. Klaus Rifbjergs skrev i et digt om ’sagligheden’, når nogen dør.

Madame Nielsen, som har oversat bogen, skriver i sit korte og gode efterord om, hvordan Peter Handke i sine tidligste bøger tømte bøgernes jeg – eller selvet – for det personlige, så kun »hvem-som-helst« var tilbage. Handke selv skriver i én af to vigtige parenteser (det er her, han tydeligst er i samtale med sig selv om bogens form) om sin fremstillings »generaliseringer«. Altså moren som en »hvem-som-helst«. Det ligger også i mikroromanen, som jeg indledte med at citere: det personliges mønster kondenseret til almindelighed.

Det kan sært nok være endda både dramatisk og medrivende. Men især rumme en svimlende præcision, så man i ét billede genkender et helt århundrede.

Skildring af tidligt afsavn  

Men med til Handkes bog om moren hører også den anden side, følelsernes og erindringens fokus på det særlige. Man mærker i den grad hovedpersonen gennem skildringen af hendes tidlige afsavn (ingen uddannelse, ikke noget job uden for køkkenets verden), ægteskabet, børnefødslerne, aborterne, volden fra den fordrukne ægtemand, hendes vaklen mellem det skamfulde og stolte, mellem munterhed og dyb ensomhed.

Meget af det på en baggrund af svag bedøvelse, noget matteret i hendes bevidsthed, som måske både er hendes personlighed og hører den generation af kvinder til, som først følte en udelukkelse og senere kunne gøre sig til ét med udelukkelsen. Som i titlens ultrakorte signalement af moren: »ulykkelig og uden ønsker«.

Så er vi på én gang i det personlige og tilbage i det almindelige.

Apropos: Der er 20 år mellem Peter Handkes og mit fødselsår, men kun fem eller seks mellem hans mors og min mors. Trods enorme forskelle mellem østrigsk bondeland og dansk middelklasse, i uddannelse, erhverv, ægteskaber osv. dukkede min mors billede og endda hendes stemme flere gange op, mens jeg læste.

Hvad en læge forklarer Handkes mor må være et »nervesammenbrud«, husker jeg fra den samme tid, slutningen af 60’erne, begyndelsen af 70’erne, fra min mor. Samme baggrund i ægteskab og svag fortvivlelse, samme sære tilløb. Handkes mor endte i ensomhed, senere altså i selvmord. Sandsynligvis var det, der reddede andre kvinder, blandt dem min mor, ikke mindst noget så grundlæggende som friheden til at vælge; uddannelse, erhverv, ægtefælle.

Alt det, som i en skæv takt fulgte i årene efter Handkes mors dødsår.

Ulykkelig og uden ønsker. Peter Handke. Oversat og med efterord af Madame Nielsen. Forlaget Batzer & co. 98 sider, 200 kroner

Bogen er tidligere oversat af Birte Svensson og udkommet på Gyldendal i 1976

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her