Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Pølsefedt og blod flyder om kap i overgrebsromanen ’Peach’

Voldtægtshistorie drukner i bogstavrim
Kultur
17. april 2020

De seneste år er flere bøger af unge kvinder blevet betegnet som ’gurleske’. Udtrykket er en sammentrækning af girl, burlesque og grotesque, og er herhjemme blandt andet blevet brugt om Cecilie Lind, Eva Maria Lund Nielsen, Olga Ravn og Molly Balsby, der alle arbejder med at forene det yndige og det ulækre, det nuttede og det brutale. Med hver deres litterære udtryk fremskriver disse forfattere en overlagt for-meget-hed, der udforsker og udfordrer gængse fremstillinger af pigelivets vilkår.

Emma Glass: ’Peach’. Oversat af Signe Lynge. Jensen & Dalgaard, 122 sider, 239 kroner.

Saxo

På sin egen besynderlige måde slutter walisiske Emma Glass sig til rækken af forfattere, der arbejder med det gurleske. Glass’ debutroman Peach handler om en ung kvinde, der er blevet voldtaget. Hendes forældre opdager ingenting, fordi de har travlt med at have højlydt sex og passe Peachs lillebror Baby. Hendes kæreste Birk bemærker, at hun opfører sig anderledes, men uanset hvor meget hun ønsker at betro sig til ham, kan hun ikke få ordene frem.

På badeværelset syr Peach sig selv sammen og forsøger at vaske væmmelsen væk, men i dagene efter overgrebet antager den stadigt nye former: Hendes mave bliver større, verden glinser af fedt, og hver gang hun ser eller lugter kød, bliver vegetaren Peach mindet om voldtægtsmandens tykke pølsefingre.

Samtidig bliver hun forfulgt af ham. Han sender trusselsbreve til hende og overfalder Birk, som må indlægges på hospitalet. En dag stiller Peach sig på lur med en kniv og dræber voldtægtsmanden. Hun slæber sorte sække med ligdele hjem, og ved synet af den store mængde kød bliver hendes forældre så begejstrede, at de straks beslutter sig for at holde en grillfest, hvor romanens lykkeligt uvidende karakterer mødes og spiser voldtægtsmanden i pølseform.

Pjattet og gammeldags

Som det fremgår af min opsummering, foregår romanen i et univers, der er både særligt og sært. Personernes navne er tæt forbundne med deres karaktertræk. Nogle af dem er funktionelle – Mor, Far, Baby – andre er essentielle: Birk beskrives på stadigt mere træagtige måder, mens voldtægtsmanden i den danske udgave har fået navnet Steff for at understrege hans pølseagtighed.

At dømme efter beskrivelserne skal den slags både forstås overført og bogstaveligt: Birk er både et menneske og et træ, mens Steff ikke kun er en voldtægtsmand, han er simpelthen også en pølse. Baby er et rigtigt spædbarn, som samtidig er lavet af vingummi.

Lige så særligt og sært er sproget, der gennem hele bogen styres af lydlige sammenfald og bogstavrim: »Jeg krummer tæerne om kæden og trækker til proppen plopper og stopper sin sopning af vandet der fylder karret til kanten. Jeg ser fedtpytter flyde på vandet. Hvide hvirvler. Dovent drivende.« Disse snævre sproglige rammer fører til pudsige ordvalg, der gør, at tonen veksler mellem at være pjattet og gammeldags, ofte inden for samme sætning.

En så konsekvent æstetik bliver let polariserende, og en stor del af læseoplevelsen står og falder med, om man kan holde sproget ud. Jeg er en af dem, der ikke kan. Er bogstavrimene Peachs forsøg på at finde håndgribelige sammenhænge i en verden, der er brudt sammen efter voldtægten? Er sproget en slags bevidsthedsstrøm, der prøver at komme hinsides traumet, men hele tiden fortaber sig i beslægtede lyde?

Uanset hvad bliver det som her hurtigt ufrivilligt komisk: »Jeg lukker munden og sjasker vand i ansigtet og trykker på de mørke rande under øjnene. Ferskenhud. Snarere askehud. Selv i lyset er jeg grå og uden glød. Ingen glød. Ikke en disse. Jeg skal tisse.«

Vil for meget på en gang

Romanen handler om en brutal oplevelse, men det virker, som om den låner alvor fra den i stedet for selv at formidle den, og jeg tror simpelthen, det handler om, at Emma Glass vil for meget på én gang.

Hun vil lave et poetisk særsprog, skildre et traumatiseret sind, bedrive samfundskritik og skabe et unikt univers, der er konkret og metaforisk på samme tid. Jeg anerkender vigtigheden af at beskrive eftervirkningerne af et overgreb, og jeg bifalder ambitionen om at vise, hvordan omgivelserne invaderer pigens krop og sind. Men hvad betyder det egentlig, at Peachs lillebror er en vingummi? Hvorfor er hendes forældre så sexfikserede? Og hvorfor er alles kroppe egentlig så flydende?

Den slags forbliver dunkelt, mens andre pointer bliver leveret med lige så få nuancer som en skinger revysketch. For eksempel skildres samfundets udskamning af fedme gennem en svømmelærer, der råber »HOLD DIG FRA SVØMNING TIL DU ER TYND IGEN.«

Resultatet er en roman, der både er overdrevet og uklar. Pølsefedt og blod flyder om kap, mens det ene overgreb efter det andet finder sted. Alligevel har Peach overraskende lidt følelsesmæssig tyngde – i hvert fald for mig. For hver gang den nærmer sig noget alvorligt, skøjter den hastigt videre til det næste sproglige påfund.

Emma Glass: ’Peach’. Oversat af Signe Lynge. Jensen & Dalgaard, 122 sider, 239 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her