Læsetid: 6 min.

Rune Lykkeberg: ’Selveste Gyldendal’ er en modig fortælling om åndelig storhed og kulturelt magtmisbrug

Pernille Stensgaards nye bog er en modig fortælling om Gyldendals 250 år som kulturinstitution, en underholdende kulturhistorie og den længe ventede definitive dom over Ole Wivel
Det udmærker Stensgaards bog, at hun modigt og frit fortæller om det rituelle misbrug af mahognimagten, men at hun også redegør for det bedste og det imponerende ved den kulturinstitution, som Wivel og Jensen var med til at rejse, skriver Rune Lykkeberg om Pernille Stensgaards nye bog.

Det udmærker Stensgaards bog, at hun modigt og frit fortæller om det rituelle misbrug af mahognimagten, men at hun også redegør for det bedste og det imponerende ved den kulturinstitution, som Wivel og Jensen var med til at rejse, skriver Rune Lykkeberg om Pernille Stensgaards nye bog.

Polfoto

3. april 2020

Gyldendal, forlaget, kulturinstitutionen og centrum for mahognimagten i København, har altid været et konservativt foretagende med en provinsiel tendens.

De mest provinsielle er nemlig ifølge Jens Smærup Sørensen dem, der tror, de selv er verdens midtpunkt. Og der har historisk været noget selvtilstrækkeligt over Gyldendal, som stadig hvert år manifesteres til deres efterårsreception, der annonceres som en højtid, afholdes som en society-ceremoni og afsluttes med, at direktørens tale optrykkes i Politiken, som var det kulturlivets nytårstale.

»Gyldendal er også en historie, som Gyldendal selv elsker at høre,« som journalist Pernille Stensgaard skriver i sin næsten 500 sider lange bog om forlaget: Selveste Gyldendal – en historie.

Men Gyldendal har også gennem 250 år været forlaget for virkelige litterære og åndelige gennembrud i Skandinavien. Bøger, som har forandret verdensbilleder, tilføjet offentligheden nye ideer og udvidet vores forestillinger om, hvad man kan fortælle, og hvordan man kan digte. Bøger, som gjorde forlaget til et fortjent kulturelt midtpunkt. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tina Peirano
  • Dorte Schmidt-Nielsen
  • Olaf Tehrani
  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
  • Marianne Stockmarr
Tina Peirano, Dorte Schmidt-Nielsen, Olaf Tehrani, David Zennaro, Ejvind Larsen og Marianne Stockmarr anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja ja ja, A.H. var beviseligt en spitzenklasse folkeforfører, spørg Hamsun f.eks.

Ole Høst ville selv, formentlig udfra sine egne grunde, ellers havde han da ikke mødt døden på Østfronten, vel?

Men det med bollerummet og sekretærerne, den går lige rent ind i dagens "Mee too" og kvinde undertrykkelses narrativet. FY FAN for sladder!

Helge Hübschmann

@Niels Jakobs
Og din fantasi rækker ikke til at forestille dig, at det kunne være sandt? Måske er det ikke sladderen, det er galt med, men omfanget og kvaliteten af både din fantasi og din virkelighedsopfattelse?

Randi Christiansen

Med denne nye rune ristet over wivel ser det ud til, at han gennem hele livet var opportunist på egne vegne. Men som i mange andre eksistentielle paradokser kom der også et succesfyldt forlag ud af hans indsatser.

Og den anden overklassedreng knud jensens louisiana er de fleste vel glade for. Man kan nemlig sidde så fornemt med udsigt over havet og nyde sin frokost, købe fine ting i museumsbutikken og nå ja, bevæge sig rundt i kulisser, der er så flotte, at de til tider overgår den kunst, de er rammer for. En juvel i et civiliseret samfund.

Sælg lortet og giv de fattige noget mad. Fuck de rige

Jørgen Mathiasen

Er der fældet en endelig dom over nogensomhelst med en historisk betydning? Erfaringen er snarere, at dukker nye betragtningsmåder op i hvert fald for en rum tid. Det synes også at være tilfældet med Ole Wivel, selv om han for halvdelen af den danske befolkning nu er ukendt.

Vi har stadig til gode at se, om Per Øhrgaard kommer til at give sit syn på sagen. Det ville i givet fald være en af de sidste, som selv har levet perioden med. Andre af Wivels »Zeitgenossen« har givet deres vurdering, og den fremgår af Anita Brask Rasmussens bog om Wivel. Hans historie er ret lærerig.

Som bekendt er der ikke andet nyt, end det, der er glemt. Det gælder også her, hvor læserne får at vide, at nu fældes den definitive dom over Wivels medløb, både før og efter den 9. april.
Jeg bider mærke i, at iflg. Stengaard, så sker hans kursændring i efteråret 1943 - altså efter at det blev klart, at tyskerne ville tabe krigen. Holder det stik, da var Wivel langtfra den eneste, der "besindede" sig i god tid.
Stensgaard er dog ikke ene om at behandle emnet litterært. I 2004 kom den bornholmske journalist Hans Aage Bøggilds grundige og fængslende tidsbillede "Ringen om Ole" - med Ole Høst som den centrale figur, men som også fortæller om Ringen, Wivels og Knud W. Jensens rolle i miljøet. De digte og breve, der citeres ovenfor kan - plus flere andre - læses i Bøggilds anbefalelsesværdige bog, der bedømmer Wivels og Jensens virke som kollaboration eftersom fjenden nu stod i landet.
Men - men - der kommer jo nye generationer til, og også de bør kende til historiske forløb af alle slags, og hvis denne bog er af samme beskaffenhed som Stensgaards øvrige, så venter der bestemt nogle gode, oplysende stunder forude

@Hübschmann

Tak for det symptomatiske vildskud!

Det får mig til at mindes en vigtig sentens af uafklaret oprindelse; "lad ikke din fantasi løbe af med dig"

- Deri ser jeg netop en ære; altså at beholde fornuften
, når ordet "virkelighed" er i spil.

Trendy? Desværre ikke..
Men jo der er sandeligt kommet en ny PØLSE- pind i suppen? Så, Helge; velbekomme @ : )