Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Rune Lykkeberg: ’Selveste Gyldendal’ er en modig fortælling om åndelig storhed og kulturelt magtmisbrug

Pernille Stensgaards nye bog er en modig fortælling om Gyldendals 250 år som kulturinstitution, en underholdende kulturhistorie og den længe ventede definitive dom over Ole Wivel
Det udmærker Stensgaards bog, at hun modigt og frit fortæller om det rituelle misbrug af mahognimagten, men at hun også redegør for det bedste og det imponerende ved den kulturinstitution, som Wivel og Jensen var med til at rejse, skriver Rune Lykkeberg om Pernille Stensgaards nye bog.

Det udmærker Stensgaards bog, at hun modigt og frit fortæller om det rituelle misbrug af mahognimagten, men at hun også redegør for det bedste og det imponerende ved den kulturinstitution, som Wivel og Jensen var med til at rejse, skriver Rune Lykkeberg om Pernille Stensgaards nye bog.

Polfoto

Kultur
3. april 2020

Gyldendal, forlaget, kulturinstitutionen og centrum for mahognimagten i København, har altid været et konservativt foretagende med en provinsiel tendens.

De mest provinsielle er nemlig ifølge Jens Smærup Sørensen dem, der tror, de selv er verdens midtpunkt. Og der har historisk været noget selvtilstrækkeligt over Gyldendal, som stadig hvert år manifesteres til deres efterårsreception, der annonceres som en højtid, afholdes som en society-ceremoni og afsluttes med, at direktørens tale optrykkes i Politiken, som var det kulturlivets nytårstale.

»Gyldendal er også en historie, som Gyldendal selv elsker at høre,« som journalist Pernille Stensgaard skriver i sin næsten 500 sider lange bog om forlaget: Selveste Gyldendal – en historie.

Men Gyldendal har også gennem 250 år været forlaget for virkelige litterære og åndelige gennembrud i Skandinavien. Bøger, som har forandret verdensbilleder, tilføjet offentligheden nye ideer og udvidet vores forestillinger om, hvad man kan fortælle, og hvordan man kan digte. Bøger, som gjorde forlaget til et fortjent kulturelt midtpunkt. 

Georg Brandes’ Hovedstrømninger i det 19nde Aarhundredes Litteratur, som satte kritisk dagsorden i hele Europa, udkom på Gyldendal i 1871.

Og for den oprørske Brandes var forlagets direktør en af de to magter i kongeriget, han ikke kunne lægge sig ud med. Den anden var Det Kongelige Bibliotek. Uden den første kunne han ikke udgive noget, uden den anden kunne han ikke lære noget.

Gyldendal var også forlag for eksempelvis I.P. Jacobsens romaner, som intellektuelle i Europa lærte sig dansk for at læse rigtigt, selv om de blev oversat til adskillige sprog, og i det 21. århundrede var det Gyldendal, der udgav digtersensationen fra den hårde del af Aarhus Nord, som kom med et samfundsrystende og voldsudløsende poetisk opgør med sin hjemstavn. Yahya Hassan.

Allerede Brandes oplevede dobbeltheden ved Gyldendal: »Det irriterede ham, at denne gudelige dydighed stod i midten af al nordisk kulturudfoldelse,« skriver Stensgaard, men han erkendte også, at i »poetisk litteratur det meste, der nogenlunde duer, kommer hos Hegel« – som var navnet på Gyldendals daværende direktør.

Gyldendal var et pænt forlag, som repræsenterede det borgerlige samfunds autoriteter, men de udgav også den skandaløse Brandes og andre radikale forfattere, som de forsvarede og stolt stod ved.

Ligesom de kompromisløst forsvarede Jørgen Leth, da han havde skrevet, at han tog kokkens datter, og Yahya Hassan under hans offentlige skandaler.

Det skal for åbenhedens skyld siges, at jeg selv har udgivet to bøger på Gyldendal, inden jeg avancerede til Informations Forlag, den ene, Kampen om sandhederne, citeres et par gange i Stensgaards bog. Som forfatter på forlaget oplevede jeg både mahognimagtens mondæne fims og den absolutte frihed til at kritisere forlagets koryfæer og fundament.

En frygtelig hemmelighed

Pernille Stensgaard går i Selveste Gyldendal tilbage til Søren Gyldendal, der grundlagde forlaget i 1770 og de tre generationer af Hegelfamilien, som efterfølgende førte det videre og i midten af 1800-tallet gjorde Gyldendal til Nordens største forlag og frem til i dag, hvor Morten Hesseldahl er blevet administrerende direktør.

Pernille Stensgaard: ’Selveste Gyldendal – en historie’.

Saxo
Den bærende historie, som er rammen om bogen, og hvorfra de andre historier skrives som lange indskud, handler om, hvordan overklassedrengene Knud W. Jensen og Ole Wivel i 1954 overtog et økonomisk presset forlag, som de sammen med Otto B. Lindhardt og Jokum Smith gjorde til en kulturel stormagt og en konsolideret virksomhed i den velfærdsstat, som blev opbygget efter Anden Verdenskrig.

Knud W. Jensen, som var ostegrosserer, var manden med pengene, mens Ole Wivel var det åndelige overhoved i foretagendet. De to havde grundlagt Wivels Forlag som et angreb på Gyldendal og udgivet det spektakulært kulturpessimistiske tidsskrift Heretica.

Men Jensen mente, det var nemmere at købe end bekæmpe det store forlag. Han skabte siden efter amerikansk forbillede kunstmuseet Louisiana, og Wivel blev en magtfuld direktør på Gyldendal.

Han kunne ifølge Stensgaard »ryge en cigaret helt ned uden at aske og nærede et enkelt ønske: at være perfekt. Altid blev han noteret for sin modenhed og dermed sit forspring: den yngste digter, yngste forlagsdirektør, yngste, dygtigste, bedste«.

De kørte sportsvogn, drak champagne og dirigerede en kreds af kulturpersoner som Thorkild Bjørnvig, Tage Skou-Hansen og Bjørn Poulsen, der alle stod i gæld til dem, fordi de sørgede for huse og stillinger til dem.

Men de to havde også en frygtelig hemmelighed, som Wivel med brutale midler og senere assisteret af et kulturelt tæskehold dækkede over.

Han, der i 1960’erne førte sig frem som progressiv modstander af Vietnamkrigen og tilhænger af Algeriets uafhængighedskamp, havde under besættelsen skrevet et digt, der hyldede Hitler:

»En mægtig fører. Streng og varm / Som tugtede fra goldheds splid / De blonde børn til frugtbar id/ Til hellig harm.«

Wivel og Jensen havde også støttet og opmuntret to unge mænd, som var betagede af dem og bestemt ikke fra overklassen, Erik Johansen og Ole Høst, til at kæmpe for nazisterne på Østfronten.

Og da Johansen valgte at blive hjemme, sendte Wivel ham et brev, som var en falliterklæring over ham: »Dit nederlag er uigenkaldeligt,« skrev Wivel: »Min foragt for dig er stor.«

Overklassekulturen

Denne historie er velkendt, men Stensgaard tilføjer, hvad jeg ikke vidste, at Wivels kone blev sigtet, men frifundet som stikker efter krigen.

Og at Wivel arbejdede som højre hånd for den direktør i Røde Kors, som tidligere havde foreslået, at man indespærrede alle jøder på danske kaserner og truede modstandsbevægelsen med at sende 50 til 100 til Tyskland som straf for sabotagehandlinger.

Det spændende er her, hvordan Stensgaard i en bog om Gyldendal udgivet på Gyldendal udlægger denne historie. Wivels venner som Klaus Rifbjerg forsvarede ham, da historien endelig i 2001 kom frem, og angreb alle dem, der kritiserede ham for alt muligt.

Andre har som forskeren Per Øhrgaard anført, at Wivel selv skammede sig over det. Dem kalder Stensgaard for ’beskytterne’.

Hun fælder selv en hård dom over Wivel og Jensen og kalder det »fuldkommen forfærdeligt«, at Jensen og Wivel i besættelsens tre første år vendte »sig mod demokratiet til fordel for diktaturet, som i Danmark og Europa tog friheden fra folk og livet af dem«. Og slår fast, at de aldrig havde opnået den magt, som de fik, hvis deres udskejelser havde været kendte.

Det værste er efter min opfattelse ikke den sværmeriske dyrkelse af den store leder, men overklassedrengenes manipulation af unge mænd som rekvisitter for deres egne stormagtsfantasier. Ole Høst døde ved Østfronten.

Overklassekulturen prægede også Gyldendal, hvor Wivel blev kendt som »herremanden«. Det fremgår, at han tog frit for sig af kvinderne på arbejdspladsen. En sekretær var i en periode hans faste elskerinde, men han bad hende også servere champagne, når han havde en ny elskerinde på besøg.

Langt oppe i det tyvende århundrede blev Gyldendal en arbejdsplads, hvor direktørerne havde deres eget bollerum, mens menige medarbejdere indtil 1999 måtte stemple ind, som om de arbejdede på en fabrik i 1800-tallet.

Direktionen kom og gik, som det passede dem, spiste overdådige frokoster og holdt hof, mens arbejderklassen fik at vide, at arbejdet bar lønnen i sig selv. 

Forholdet mellem kønnene var tilsvarende ulige: Mændene havde koner og familier derhjemme, mens påfaldende mange sekretærer forblev ugifte hele livet, og kvinderne var »fuldt klar over deres stilling som lavtlønnede tjenende ånder«.

Eller som Stensgaard skriver: »Sådan var traditionen og det ’naturlige’ forhold mellem mænd og kvinder. Mænd nev og klappede, gramsede og klaskede og blev ved med det.«

Internt var Gyldendal et patriarkat og et gammeldags klassesamfund i en periode, hvor forlaget udgav marxistiske bøger, modernistisk litteratur, kulturkritiske tidsskrifter og litterære eksperimenter.

Det udmærker Stensgaards bog, at hun modigt og frit fortæller om det rituelle misbrug af mahognimagten, men at hun også redegør for det bedste og det imponerende ved den kulturinstitution, som Wivel og Jensen var med til at rejse.

Der er mange flere hovedpersoner og helte i bogen, end jeg kan få med her – portrættet af den lesbiske direktør Ingeborg Andersen er eventyrligt og fortællingen om Peter Nansen gribende.

Den vigtigste indvending mod bogen er, at man savner noter undervejs, så man kan se, hvor dokumentationen for historierne findes, og et metodeafsnit, hvor Stensgaard redegør for sine principper for tilvalg og fravalg og kriterier for, hvordan hun etablerer sine sandheder.

Og så er den sidste del af bogen, som har mere karakter af samtidshistorie, mindre overbevisende og mere rodet end de historiske passager.

Men alt i alt har Stensgaard skrevet en elegant, overbevisende og underholdende fortælling om forlaget, som udviklede mahognimagten, herremændene, som misbrugte den, og den utrolige produktion af litteratur, oplysning og kulturkritik, som er kommet ud af Gyldendal.

Pernille Stensgaard: ’Selveste Gyldendal – en historie’. Gyldendal. 472 sider. 400 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja ja ja, A.H. var beviseligt en spitzenklasse folkeforfører, spørg Hamsun f.eks.

Ole Høst ville selv, formentlig udfra sine egne grunde, ellers havde han da ikke mødt døden på Østfronten, vel?

Men det med bollerummet og sekretærerne, den går lige rent ind i dagens "Mee too" og kvinde undertrykkelses narrativet. FY FAN for sladder!

Woke?

Ikke så meget

Så'n går det........

Helge Hübschmann

@Niels Jakobs
Og din fantasi rækker ikke til at forestille dig, at det kunne være sandt? Måske er det ikke sladderen, det er galt med, men omfanget og kvaliteten af både din fantasi og din virkelighedsopfattelse?

Randi Christiansen

Med denne nye rune ristet over wivel ser det ud til, at han gennem hele livet var opportunist på egne vegne. Men som i mange andre eksistentielle paradokser kom der også et succesfyldt forlag ud af hans indsatser.

Og den anden overklassedreng knud jensens louisiana er de fleste vel glade for. Man kan nemlig sidde så fornemt med udsigt over havet og nyde sin frokost, købe fine ting i museumsbutikken og nå ja, bevæge sig rundt i kulisser, der er så flotte, at de til tider overgår den kunst, de er rammer for. En juvel i et civiliseret samfund.

Sælg lortet og giv de fattige noget mad. Fuck de rige

Jørgen Mathiasen

Er der fældet en endelig dom over nogensomhelst med en historisk betydning? Erfaringen er snarere, at dukker nye betragtningsmåder op i hvert fald for en rum tid. Det synes også at være tilfældet med Ole Wivel, selv om han for halvdelen af den danske befolkning nu er ukendt.

Vi har stadig til gode at se, om Per Øhrgaard kommer til at give sit syn på sagen. Det ville i givet fald være en af de sidste, som selv har levet perioden med. Andre af Wivels »Zeitgenossen« har givet deres vurdering, og den fremgår af Anita Brask Rasmussens bog om Wivel. Hans historie er ret lærerig.

"digtersensationen fra den hårde del af Aarhus Nord"

Mon ikke den gode Lykkeberg mener Aarhus V? ;-)

Som bekendt er der ikke andet nyt, end det, der er glemt. Det gælder også her, hvor læserne får at vide, at nu fældes den definitive dom over Wivels medløb, både før og efter den 9. april.
Jeg bider mærke i, at iflg. Stengaard, så sker hans kursændring i efteråret 1943 - altså efter at det blev klart, at tyskerne ville tabe krigen. Holder det stik, da var Wivel langtfra den eneste, der "besindede" sig i god tid.
Stensgaard er dog ikke ene om at behandle emnet litterært. I 2004 kom den bornholmske journalist Hans Aage Bøggilds grundige og fængslende tidsbillede "Ringen om Ole" - med Ole Høst som den centrale figur, men som også fortæller om Ringen, Wivels og Knud W. Jensens rolle i miljøet. De digte og breve, der citeres ovenfor kan - plus flere andre - læses i Bøggilds anbefalelsesværdige bog, der bedømmer Wivels og Jensens virke som kollaboration eftersom fjenden nu stod i landet.
Men - men - der kommer jo nye generationer til, og også de bør kende til historiske forløb af alle slags, og hvis denne bog er af samme beskaffenhed som Stensgaards øvrige, så venter der bestemt nogle gode, oplysende stunder forude

@Hübschmann

Tak for det symptomatiske vildskud!

Det får mig til at mindes en vigtig sentens af uafklaret oprindelse; "lad ikke din fantasi løbe af med dig"

- Deri ser jeg netop en ære; altså at beholde fornuften
, når ordet "virkelighed" er i spil.

Trendy? Desværre ikke..
Men jo der er sandeligt kommet en ny PØLSE- pind i suppen? Så, Helge; velbekomme @ : )

Søren Kristensen

Man træder ud af skoven med bare træer og ser det for sig: en gylden dal.