Læsetid: 10 min.

Satiren skulle lige finde sine fødder, før den var klar til coronakrisen

Også komikerne har været hjemsendt, men nu bliver der igen grinet og gjort nar på tv og i radioen. I TV 2 Zulus ’Danmark på hovedet‘ fremprovokerer den verdenshistoriske alvor en usædvanlig godmodighed, mens ’Den korte radioavis‘ er genopstået som ‘Den korte coronavis‘, der ligner sig selv, både hvad lav- og højdepunkter angår
’På behørig afstand af sandheden’ med Jonatan Spang

’På behørig afstand af sandheden’ med Jonatan Spang

Jes Larsen

24. april 2020

Da satireshowet Tæt på sandheden vendte tilbage til DR2 den 27. marts for at færdiggøre en sæson, der ellers var blevet afbrudt af nedlukning og social distancering, var det under det midlertidige navn På behørig afstand af sandheden.

Værten Jonatan Spang sad ved det sædvanlige skrivebord på den sædvanlige scene foran de stolerækker, hvorfra der sædvanligvis bliver grinet ad hans punchlines. Nu stod de så tomme. Som sædvanligt var hans ansigt lagt i nogle seriøse folder, som det kan være svært at vide, om man kan regne med.

Med stor, lumsk autoritet kiggede Jonatan Spang ind i kameraet, bød velkommen og sagde, at aftenens program ville blive »anderledes og ligesom alt andet i øjeblikket – lidt mindre sjovt.« 

Det kunne man jo godt forestille sig. Fra et satiremæssigt synspunkt er der den ulempe ved dødelige pandemier, at de er sørgelige og frygtindgydende, og at behovet for at grine ad verdenssituationen (og diverse autoriteters forvaltning af den) derfor træder i baggrunden. Jonatan Spang fortsatte sin intromonolog i dette spor: 

»De sidste par uger har vi ikke sendt. Og det er, fordi den form for satire, vi laver her i programmet, i krisetider kan komme til at virke tonedøv og kynisk.«

Det lød overbevisende og ganske fornuftigt, at også han, en af de bedste danske tv-satirikere lige nu, kunne se nødvendigheden af at beherske sig. Og det var naturligvis en fælde, for Jonatan Spang tilføjede med antydningen af et skuldertræk:  

»... Kunne jeg forstå på alle mennesker omkring mig.«

Den ambivalens klædte intromonologen til På behørig afstand af sandheden, fordi den også sidder i en som tilskuer. Som så mange andre samfundsmæssige funktioner skal det at grine og gøre nar lige genovervejes. Men selvfølgelig kan satire heller ikke undværes i krisetider, ligesom satirikere næppe heller kan holde sig tilbage fra at kommentere på de overvældende mange store og små offentlige diskussioner, coronavirussen har hvirvlet op.

En overflyvning over de mest markante eksempler fra Danmark og den (amerikanske) del af udlandet, vi importerer mest underholdning fra, viser flere forskellige måder at angribe en verdenssituation på, hvor såvel borgeres og myndigheders samfundsmæssige ansvar pludselig fremstår vildt meget større og vildt meget mere komplekst. Information forsøger her at beskrive en lille håndfuld af dem.    

Utilsigtet godmodighed

Den største overraskelse først: Den mest godmodige satire befinder sig ovre på TV 2 Zulu.

Kanalen er i sin egen selvforståelse det provokerende supplement til moderkanalens mainstreamunderholdning. I hele sin levetid har den dyrket en generation af danske stand up-komikere, der opfatter sig selv som klassens frække drenge og laver joviale parodier på multichauvinisme og bøvethed. Men lige nu står den for noget af den blideste coronarelaterede satire, jeg har set.   

Siden 2. april har Mick Øgendahl stået i spidsen for det daglige satiriske nyhedsprogram Danmark på hovedet. 

Fra sin plads i værtsstolen læser Mick Øgendahl dagens nyheder op og giver dem vittige bemærkninger med på vejen. Derudover møder man en masse karikerede typer for at høre, hvordan de klarer situationen.

TV 2

Programmet indledes med en advarsel om, at det er lavet »alt for hurtigt, under kummerlige forhold og uden nærmere omtanke.« Derfor kan der være passager, der forekommer »direkte uintelligente og stødende.«  

Man kan godt mærke, det går tjept. Mange sketches når aldrig frem til en pointe. I en del af dem, der gør, er pointen ikke særlig stærk. Andre sketches hviler på den samme improviserede sorte gakhed, som folk elskede Casper & Mandrilaftalen for, bare uden at være lige så originalt langt ude. Indslagene bliver heller ikke taget om, bare fordi de medvirkende begynder at grine. 

Hvis Mick Øgendahl og resten af holdet (som blandt andet tæller Christian Fuhlendorff, Linda P, Anders Brink Madsen, Mahamad Habane, Jonas Mogensen og Lars Hjortshøj) tror, det, de laver, er stødende, må det være, fordi de har for travlt med at få næste dags program i kassen til at opdage, hvor nuttede de mest vellykkede af indslagene faktisk er.

Anders Brink Madsen spiller for eksempel en sønderjysk pedel, der har selvisoleret sig på folkeskolen, hvor han arbejder. Hver gang han er igennem til studiet, ender han med at måtte afbryde interviewet, fordi han begynder at græde ved tanken om skolebørnene, han savner, sin søde kæreste derhjemme, lærerkoret, plottet i Braveheart eller en intens øjenkontakt med en forbipasserende kat.

Mick Øgendahl spiller en kondiløber, der fortæller kameraet for enden af sin selfiestang, at han er nødt til at flygte fra hjemmet for at kunne holde ud, at hans kone hele tiden er der, men som i løbet af sketchene bliver genforelsket i hende. 

Mest nuttet er nok interviewene med Mahamad Habane i rollen som repræsentant for det eneste erhverv, der ikke er omfattet af nogen hjælpepakker: indbrudstyvene. For nemheds skyld har han beholdt sin Bjørnebanden-maske på øjnene, mens han fortæller om, hvor umuligt det er at finde et tomt hus at bryde ind i, når alle er hjemsendt. Og når han så endelig kommer hjem efter 12 forgæves timer, har der været indbrud hjemme hos ham selv.

»Ville du synes, det var rart,« spørger han Mick Øgendahl med oprigtigt krænket stemme.

Krisetiderne lader til – i hvert fald til dels – at fortrænge den blaserte bralrerøvsattitude, der plejer at karakterisere kanalen og dens hofkomikere til fordel for en godmodig udstilling af almindelig følsomhed.  

Kirsten Birgit vender tilbage

Det var ikke nogen stor overraskelse, at Rasmus Bruun og Frederik Cilius genopstod i rollerne som henholdsvis en vattet udgave af sig selv og den megalomane seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra det satiriske nyhedsmagasin Den korte radioavis, der ellers gik ned med Radio 24syv.

Forestillingen Sommeren på Birgitø om selvsamme karakterer kan de alligevel ikke turnere med. Og hvis man bare lejlighedsvis fulgte med i det sjældent succesrige radioprogram, ved man, at det er drevet af en vilje til at opfange alverdens vrøvl, sådan som det dag efter dag manifesterer sig i små fortalelser og store fadæser, og til at forstørre det og forvrænge det. 

Jens Hartmann Schmidt

Det var heller ingen overraskelse, at det tog et par uger for dem at finde frem til en sjov måde at gentage sig selv på i en ny mediemæssig og verdenshistorisk situation.

Den 17. marts kunne man høre Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm ringe til Rasmus Bruun for at overtale ham til at tage tjansen som ansvarshavende redaktør for et plagiatbaseret coronarelateret nyhedsmedie ved navn Den korte coronavis, som podcasten hedder med et demonstrativt kikset ordspil. Det vil den føjelige Rasmus gerne, selv om selve ansvarsdelen er det første, han forsøger at uddelegere.

På den måde gik podcastens første uge med langtrukne dialoger med de tidligere chefer Mikael Bertelsen og Mads Brügger, der udsættes for en via Rasmus Bruun forværret version af Kirsten Birgits i forvejen håbløse pitch.

Der går også næsten en time med, at Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm får øjnene op for fænomenet sodavand. Og så ejer hun pludselig en papegøje med uhørt klamme og detaljeret udpenslede spisevaner.

Langt tilløb til sjovhed

Ærgerligt, men ikke overraskende var det, at Den korte coronavis i den første uge supplerede den halvslatne medie- og selvparodi med en unødvendig og kedelig sidehistorie om den netop afdøde journalist Karen Thisted. I det mudrede fiktionsunivers, Den korte radioavis hele tiden har udfoldet sig i, var Karen Thisted en ven af Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm.

Det humoristiske udbytte var lavt, for der var ikke fundet på noget særligt, men de fik da lige markeret, at deres kompromisløshed stadig kan minde meget om mangel på selvkritik. 

De høvl, Den korte coronavis fik for ikke at respektere Karen Thisteds gravfred, bliver der løbende hentydet til, når for eksempel Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm græder over, at der i en facebookgruppe ved navn ’Den korte coronafis’ bliver gjort groft nar af hendes afdøde far.   

Ud over at omformatere coronanyheder til clickbait (hvis de ikke allerede var det) laver karaktererne Den korte coronavis den åbenlyst racistiske satireføljeton ‘Dim og Sum‘, som handler om to sælgere på Wuhans madmarked. Det er moderat sjovt at høre en parodi på den dovneste vej, en satiriker kan gå, men det varer ikke mange indslag, før ideen virker udtømt.

Langt mere fantasifuld og uforudsigelig er radiodramaføljetonen ’Kærlighed i coronaens tid’, som angiveligt er forfattet af den selverklærede verdensmester i replikskrivning Ole Bornedal – »og ingen andre end Ole Bornedal,« som det udpensles i introen til hvert afsnit.

Denne parodi på skamløst melodrama bruger egentlig bare coronakrisen som afsæt til at udstille et herligt katalog af klicheer krydret med frisk idioti (som for eksempel at folk af en eller anden grund ikke kan stoppe med at synge Shakiras VM-sang fra 2010, ‘Waka Waka‘).  

Statsautoriseret vås 

Først omkring påsken lykkedes det Den korte coronavis at lave satire, der både handlede om håndteringen af coronakrisen og var hylemorsomt. Det lykkelige øjeblik indtraf, da Kirsten Birgit og Rasmus Bruun med hjælp fra Morten Messerschmidt lavede et nyt format ved navn Det gider jeg faktisk ikke gå ind i en diskussion af – opkaldt efter en af Mette Frederiksens afvisninger af at svare på et spørgsmål fra en journalist.

Anstødsstenen er tilsyneladende DR’s statsministervenlige tilgang, som på P1 har ført til programtitlen Den nødvendige refleksion, som er taget ud af Mette Frederiksens mund til et af den senere tids pressemøder. Formatet går i al sin skønne enkelhed ud på, at de tre deltagere skal prøve at undgå at gå ind i en diskussion af de emner, de to andre bringer på bane. 

Det foreløbige højdepunkt i Den korte coronavis går også på statsministerens måde at tale til befolkningen på. Afsnittet den 14. april er én lang parafrase af det mest vævende af alle regeringens pressemøder dagen før, hvor Mette Frederiksen i vage, men også selvrosende vendinger fortalte om genåbningen af samfundet.

Det, Kirsten Birgit taler udenom, er godt nok noget andet – hun har tabt hele hendes og Rasmus’ fælles formue på Norwegian-aktier – men tonen er imponerende godt ramt. Da Kirsten Birgit efter en henvisning til navngivne eksperter, hun ikke vil sige navnene på, slår over i den legendariske balkonmonolog fra Romeo og Julie og spørger: »Hvad er et navn?«, bliver det vidunderligt forvrøvlet.

Her mærker man behovet for nogen, der kan levere et forvrænget ekko af hvad som helst, der bare med den mindste onde vilje kan lyde som noget statsautoriseret vås.  

Nogen skal jo ryste på hovedet

Tilbage i det øde På behørig afstand af sandheden-studie gør Jonatan Spang sig lystig over, at danskerne er blevet pålagt en pligt, der ligger så meget til højrebenet som at blive hjemme og fede den, holde afstand til andre og undlade at besøge ældre pårørende. Han får Dennis Knudsen til at instruere ham i at klippe hår og leverer med sæsonens sidste to afsnit i det hele taget en tjekket og afbalanceret satirisk reaktion på alt det svære og besværlige, der tvang programmet til at holde pause. Nogen skal jo ryste på hovedet på vores fælles vegne. 

Det behov mærker man også i alle de amerikanske late night shows, som Jonatan Spangs program er inspireret af. Her er værterne vant til en højere grad af vanvid, men stadig paffe over den nationale krise, det er deres job at kommentere på. Trevor Noah har omdøbt The Daily Show til The Daily Social Distancing Show, og holdet bag sketchshowet Saturday Night Live (SNL) har sammensat et program af indslag optaget derhjemme.

Ugens gæstevært er Tom Hanks, der står i sit køkken og leverer flade, men dejligt lune vitser om sit eget sygdomsforløb med COVID-19. Det er snarere det opløftende gensyn med kære gamle helte og vitser end den satiriske skarphed, jeg vil huske programmet for.  

Samme sentimentalitet rammer mig, når John Oliver i Last Week Tonight afbryder sin spydige udlægning af den destruktive egomani, der er skyld i coronakrisens omfang i USA, med jagten på et maleri, han har set i et lokalt tv-program fra 1992. Det kunne ikke være mere irrelevant eller fjollet: Billedet er malet af en ukendt amatør og forestiller to menneskelignende rotter i en erotisk omfavnelse.

Med al den desperation, John Oliver så rutineret har holdt tilbage i sin gennemgang af nationens krise, udlover han 1.000 dollar til den, der kan skaffe ham billedet, plus 20.000 dollar til vedkommendes foretrukne fødevarebank.

I et land, hvor man hverken kan få en vaccination mod corona, håndsprit eller en lille smule empati fra præsidenten, vil John Oliver bare gerne have dette ene stykke obskur rotte-erotica at glædes over. Man forstår ham – og bliver helt rørt, da det lykkes. 

’Danmark på hovedet’ sendes på TV 2 Zulu hver dag kl. 11 og kan streames på TV 2 Play

’Den korte coronavis’ kan høres på diverse podcastplatforme.

’På behørig afstand af sandheden’ kan ses på dr.dk

’Last Week Tonight’ kan ses på HBO Nordic

’SNL’ kan ses på Youtube 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas T. Jensen

Husk nu, at satire er andet og mere end at få folk/publikum til at grine og grine af nogen/noget.
Det er også en måde at få folk/publikum til at tænke.
Tænke på, at hvis man nu så en sag fra en anden vinkel, så ville aben se ud som en elefant.
"Jamen så gør du jo grin med den stakkels, uskyldige abe", vil nogen straks bebrejde os, der forstår pointen.
Men nej, det er erkendelsen af, at noget kan virke og se grotesk ud, når man ser tingene fra en bare lidt anden vinkel, som er selve satiren.
På den måde kan man i satire godt tage udgangspunkt i alvorlige emner som coronavirus, voldtægt og krig, eller hvad der nu optager sindene i tiden. Når man griner, er det ikke ad ofrene, men den groteske tanke, som satirikeren har plantet i vores hjerne. Som en hund, der gør af sit eget spejlbillede, indtil den erkender, at der ikke er en anden hund.
Menneskets latter er en reminiscens af et skræmmehyl fra menneskehedens fortid.