Se, grin og græd: Et helt krydstogtskib ladet med ensomhed og længsel

Aldrig har jeg da nærmest nogensinde set et menneske være så sur for en sikkerheds skyld som den midaldrende kvinde, der i polske Jerzy Sladkowskis perle af en dokumentar Bitter Love er på krydstogt med sin samlever gennem mange år.

I tre uger skal de sejle ned ad floden Volga og nyde koncerter, dansetimer og promenadeture på dækket sammen med skibets øvrige passagerer.

Blandt dem er de fleste tilsyneladende på jagt efter kærlighed, turen er på den måde som et langvarigt flydende enkebal. Den sure midaldrende kvinde, min yndlingskarakter i filmen, har fundet kærligheden, men det skal overhovedet ikke forhindre hende i at være utilfreds.   

Parret sidder på dækket, mens solens lys spiller i vandet, og de småskændes om, hvorvidt de skal gifte sig. Han minder hende om, at der er blevet friet flere gange, men hver gang hun har sagt ja, har hun ombestemt sig. 

»Jeg troede, du spøgte,« siger hun, hvorefter han generøst leder samtalen hen på sine egne dårlige nerver, så hendes dårlige undskyldning for ikke at tro på hans kærlighed ikke skal stå og blafre i vinden. Men hun giver ikke slip: 

»Hvis du ikke vil være sammen med mig, så sig det,« vrisser hun.

En lidt farlig ting at sige, kan hun godt selv høre. Så i stedet retter hun sin af usikkerhed afledte aggression mod det kridhvide fuldskæg, der pryder mandens ansigt: 

»Men først skal vi finde ud af, hvad vi gør med det skæg.«

Den milde mand glider af. At barbere skægget af er et stort skridt, mener han. Hun fnyser, og der klippes til en ny lavdramatisk, men ikke desto mindre højspændt situation ombord på krydstogtskibet.

Ensomme hjerters klub

Sladkowskis film er et fremragende portræt af en flydende midlertidig lonely hearts club, hvor alle de otte-ni karakterer, man møder, har hjertekvaler.

Det gælder manden med fuldskægget og kvinden med de store fede forsvarsmekanismer, som prøver at enes. Det gælder også den nyligt separerede Oksana fra Moskva og hendes ihærdige, godmodige bejler, der prøver at holde bitterheden over sine forliste forhold fra livet ved hjælp af sangskrivning. Og det gælder den unge skuespiller Margarita, der er taget på krydstogt som en tænkepause fra sit parforhold derhjemme; spåkonen ombord (for sådan en er der også, intet skal der åbenbart mangle i denne film); hendes meget målrettet varmesøgende kahytkammerat med det vandondulerede hår og den unge sangerinde, der underholder passagererne med hjemlandets vemodige sange. Hun bliver akkompagneret på klaver af sin kæreste, der tilsyneladende har en lidt anden opfattelse af, hvor forpligtende deres forhold er, end hun har. 

Alle er topmelankolske 1oo procent af tiden, og det er utrolig sjovt uden at være spor latterligt. Et helt normalt udsagn ombord på det gode skib Maksim Gorkij, som det faktisk hedder, lyder for eksempel sådan her: »Der er ingen at vente på. Ingen at elske. Intet.«

Filmkunstnerisk ambitiøst datingprogram

Bitter Love er som at se en filmkunstnerisk ambitiøs luksusversion af et datingprogram som dem, tv-sendefladen flyder over med. Filmen har den samme indbyggede naturlige dramatik, når passagererne gerne vil indynde sig og prøver det bedste, de har lært, men man mærker også, at Sladkowski har taget sig så meget mere tid til at finde nogle helt vidunderlige medvirkende og følge dem på den rejse, de for en gangs skyld også er på i helt bogstavelig forstand. Og det er ikke kun tiden og den særlige tidsfornemmelse ombord på et skib, der bare glider afsted i ugevis, Sladkowski har udnyttet så fint. De forskellige rum, som findes ombord på skibet, står også helt skarpt i al deres forskellighed.

Passagererne blotter deres inderste for deres kahytkammerater og opstiller deres mest ukuelige miner, når de cirkulerer rundt på dækket. Ved de hviddugede borde føres der forsigtige forventningsafstemmende samtaler. Der fældes tårer, når de sidder på rad og række og hører koncerter, mens bekendelserne finder sted i skibets frisørsalon uden for åbningstiden, hvor man kan have rummet for sig selv. I flere scener filmes højspændte diskussioner mellem faktiske eller potentielle par gennem vinduer inde fra spisesalen, mens lyden går klart og tydeligt igennem (de medvirkende har en mikrofon sat på tøjet), så man får en fornemmelse af at overhøre andres samtale.

Filmens elegante billedkompositioner udnytter skibets altmodische interiør med mønstrede væg til væg-tæpper og sirligt foldede servietter på bordene. Filmens fremstilling af mennesker i deres alt andet end naturlige habitat er underspillet og superpræcis. En feelgood Seidl-film (et ellers utænkeligt fænomen) ville se cirka sådan ud. De formelle omgivelser lægger op til, at alle ombordværende skal opføre sig som den bedste version af sig selv, og hold da op, hvor de anstrenger sig for at gøre netop det.

Det er ikke kun i de dansetimer, der udbydes ombord, at krydstogtpassagererne i Bitter Love lader til at følge en koreografi, som de alle sammen kan genkende, men som de fleste kludrer lidt i. Det er absolut seværdigt.      

’Bitter Love’. Instruktion: Jerzy Sladkowski. Varighed: 86 minutter. Filmen kan streames på CPH:DOX’ onlineplatform, cphdox.dk til og med den 5. april.