Journalistik og dokumentarisme er i vækst inden for tegneserien. Formen er velegnet til at visualisere tid, sted og problematik på klar og samtidig nærværende vis. Der er mindre visuel ’støj’ i et tegneseriebillede end i fotografi, og billeder og tekst i forening kan ofte anskueliggøre komplekse forhold på mere økonomisk vis end tekst.
Det er imidlertid også meget arbejdskrævende, hvilket gør såvel nyhedsreportage som graverjournalistik eller detaljeret dokumentation i tegneserieform til sjældenheder – til det første skal man kunne tegne vanvittigt hurtigt, mens de to sidstnævnte kræver en tålmodighed, der sjældent står mål med den endelige læserskare. Derfor vælger mange noget midt imellem, eksempelvis rejseskildringen, personportrættet eller den dramatiserede øjenvidneberetning.
To nyligt udkomne, bemærkelsesværdige tegneserier, der begge beskæftiger sig med krigen i Syrien, Irak, Kurdistan og den bredere Levant, belyser styrkerne og svaghederne ved formen.
Ezidiernes fortælling
Journalist Tore Rørbæk signerer med Shingal sin første tegneserie, om den såkaldte Islamiske Stats folkemord på ezidifolket i det nordlige Irak i 2014. Den er visuelt iscenesat af stortalentet Mikkel Sommer, som selv forrige år debuterede overbevisende som dokumentarist med portrættet af en russisk fribryder, Strannik, udarbejdet med Anna Rakhmanko.
Formatet er en lille letlæselig bog, tiltænkt ikke mindst unge læsere, meget i stil med de væsensbeslægtede bøger makkerparret Morten Dürr og Lars Horneman har haft succes med de senere år, Zenobia (2016) og Ivalu (2019).
Shingal er baseret på førstehåndsberetninger indhentet på besøg i regionen, sammenskrevet og forenklet til et flydende, inciterende narrativ. Sommers billeder trækker på fotos og skitser foretaget på stedet uden nogensinde at føles kalkeret. Kun de sanselige men under tiden mudrede farver underminerer læsningen en anelse, akkurat som i tidligere Sommer-produktioner. Forhåbentlig får han snart styr på det.
Vi følger familiefaderen Mazlum under forsvaret af byen Siba. De fortrinsvis irakisk-kurdiske peshmergastyrker, som havde Siba under beskyttelse, trak sig tilbage i al hemmelighed og lod ezidierne i stikken. Dette bidrog afgørende til de massakrer og den menneskelige fornedrelse, vi kender fra mediernes historier fra perioden.
En væsentlig del af bogen er viet klarlæggelsen af dette tragiske svigt, som blandt andet dramatiseres gennem bondedrengen Khalils øjne: hans indledningsvise beundring for peshmerga knækkes.
Vi følger ligeledes Khalil og hans far Asmail under deres flugt op på Shingal-bjerget, hvor titusindvis af ezidier forskansede sig under ISIS’ belejring. Skildringen sammenflettes med pædagogiske, symbolsk ladede sekvenser om ezidi-folkets historie og ikke mindst tro, der blander elementer fra jødedom, kristendom, islam og zoroastrianisme – påfugleenglen Taus Melek bliver et spektakulært ledemotiv i den ellers sandblæste realisme.
Det er en flot og effektivt formidlende bog, der prisværdigt vælger antydning snarere end udpensling af volden og den menneskelige tragedie. Desværre svækkes den af en lidt anonym karakterskildring. Det bliver aldrig helt så gribende, som man fornemmer, det kunne have været.
Skønmaleri af kurdernes kamp
Ezidiernes redning blev den korridor til Syrien, som de hhv. syrisk- og tyrkisk-kurdiske grupperinger YPG og PKK etablerede. Disse to søsterorganisationer er hovedemnet for italienske Zerocalcares førstehåndsreportage fra grænselandet mellem Tyrkiet og Syrien, Kobane Calling, baseret på to journalistiske ophold i området i 2014 og 2015. Den blev offentliggjort i den socialistiske ugeavis Internazionale samme år og samlet i bogform det følgende. Nu foreligger den på dansk i vital, mundret oversættelse af Peter Andreas Bergqvist Heuch.
Pseudonymet Zerocalcare (’Nul kalk’) er taget fra en kalkfjernerreklame; borgernavnet er Michele Rech. Han har rødder i det autonome miljø i Rom og arbejder dybt forankret i det gamle arbejderkvarter Rebibbia, som han giver symbolsk tegnet form af en mammut, der ofte minder ham om hans ophav – p.t. rapporterer han derfra om coronakarantæne i en animeret serie på tv-kanalen La7. Han har kort sagt fundet sig et publikum langt hinsides den hårde kerne og er blandt de mest populære bladtegnere i Italien. Det skyldes uden tvivl hans ligefremme humor, afleveret kortfattet og fandenivoldsk, men med medmenneskelig optimisme.
Hans tegnestil er nonchalant pensel- og marker-båren, enkelt aflæselig og rå i kanten med en accent af japansk shonen-manga. Udvalgte karakterer tegnes som dyr eller anonymiseres som madvarer, mens Calcares tilbagevendende, imaginære sparringspartner er et bæltedyr. Det er sjovt, men egner sig ikke specielt godt til miljøskildring og Kobane Calling er således væsentlig mindre atmosfærisk end Shingal. Dette underminerer en reportage, der ellers er rig på dagligdagsdetaljer og morsomme verbale observationer.
Calcare får eksempelvis meget skæg ud af de til morgenmaden allestedsnærværende linser, som åbenbart skal koges med en omhyggelighed, der holder selv garvede guerillaer vågne natten lang – fuldstændig som i en film af Emir Kusturica, som tegneren bemærker. Og et besøg hos toldvæsenet i Istanbuls lufthavn, hvor Calcare og hans kolleger tages med en last kameraer, de har med til kurderne, bliver et sindbillede på den tyrkiske undertrykkelse af mindretallet mod øst.
Langsomt bevæger Calcares gruppe sig gennem Kurdistan mod fortællingens endemål, byen Kobane på den anden side af den syriske grænse, som mod alle odds har holdt stand mod ISIS: det symbolske hjerte af den kurdiske modstands- og frihedskamp. Ankomsten ledsages at et illusionsbrud, men også en dybere erkendelse af det ekstraordinære, om ikke utopiske samfundsprojekt, PKK og YPG har sat i verden – et samfund med total ligestilling og omfattende frihedsrettigheder.
Flere af Calcares lokale ledsageres levnedsforløb fremrulles gradvist. Det er rystende læsning, men samtidig opløftende at følge såkaldte radikaliseringsfortællinger, der munder ud i medmenneskelig idealisme.
I sidste ende er der nok tale om skønmaleri af kurdernes kamp, men det er stadig en utrolig historie, som fortjener langt større opmærksomhed end den har fået, ikke mindst nu, hvor kurderne – Vestens allierede i kampen mod ISIS – endnu en gang er blevet overladt til deres skæbne og skubbet i favnen på Assad-regimet. Zerocalcares passionerede ’reportage som partsindlæg’ er ikke det værste sted at starte.
Tore Rørbæk og Mikkel Sommer: ’Shingal’. Forlæns. 108 sider. 200 kroner.
Zerocalcare: ’Kobane Calling’. Solidaritet. 268 sider. 200 kroner.
