Det siger noget om det materiale, som ligger til grund for Netflix’ dokumentarserie Tiger King – mord, kaos og galskab, at den pseudohinduistiske, polygame dyreparksejer Doc Bhagavan Antle må nøjes med en birolle.
Antle driver en privat dyrepark i den amerikanske delstat South Carolina. Dens fulde navn er The Institute for Greatly Endangered and Rare Species (på dansk: Institut for Meget Truede og Sjældne Dyrearter), og forkortelsen T.I.G.E.R.S. beskriver kort og præcist, hvad den primært har at byde på.
Her kan man for en klækkelig billetpris få lov at se på tigre. Både tigre, der dasker rundt i bure, og tigre, der bliver trukket rundt i snore. Man kan også blive fotograferet med dem og for ekstra betaling få lov at holde dem og lege med dem, så længe de er under 12 uger gamle. Hvad der herefter sker med dem, går der forskellige dystre rygter om.
Dyreparkens ansatte er ikke rigtigt ansatte, men lydige medlemmer af et arbejdsfællesskab af selverklærede dyrevenner, hvor der aldrig holdes pause, og hvor der ikke skelnes mellem arbejde og privatliv.
Doc Antle forbeholder sig ret til at omdøbe dem, der arbejder for ham, til noget, der lyder mere østligt spirituelt – og til at bestille en tid hos plastikkirurgen, hvis han synes, de skal have sig nogle større bryster. Det fortæller en tidligere dyrepasser i parken, som tilføjer, at hun ikke selv protesterede imod sin brystoperation, fordi den medførte to hårdt tiltrængte hviledage.
De medarbejdere, der har kontakt til kunderne, er typisk unge kvinder klædt i corny-sexede dyreprint. Flere af dem er Doc Antles koner, men han afviser med et smørret grin at redegøre for sin alternative livsstil, da han kører den ene af de to dokumentarister bag serien, Eric Goode, gennem den lille landsby af store villaer, de forskellige koner bor i.
I den sidste håndfuld af de syv afsnit af Tiger King fungerer Antle altså mest som en kilde, der gør sig klog på historien om endnu mere opsigtsvækkende vanvittig dyreparksejer. Fordi så skør en verden lever vi i.
Ikke nærig med sit had
Det skøre i Tiger King er ikke skægt, men derimod så hjernedødt trist, som kun en pærevælling af social nød, udstødthed, stofmisbrug, dyremishandling, grådighed, narcissisme og vold kan være det.
Efter at man i de første par afsnit har mødt Doc Antle og andre skruppelløse, topkulørte dyreparksejere (en af dem, som har en fortid som narkogangster, fortæller med slet skjult stolthed, at han efter sigende inspirerede til Al Pacinos rolle i Scarface), skiller en countrysyngende, våbenglad og polygam braldrerøv fra Oklahoma ved navn Joe Exotic sig ud som Tiger Kings egentlige hovedperson. Håret er afbleget og langt i nakken, den lille senede krop er dækket af tatoveringer og piercinger, og efternavnet Exotic er selvfølgelig selvvalgt.
Da forældrene til Joe Schreibvogel, som han er døbt, fandt ud af, at han var homoseksuel, tvang de den purunge Joe til at give sin far hånden på at blive væk fra dennes begravelse, hvorefter Joe kørte ud over en skrænt i et mislykket forsøg på at tage livet af sig.
Da han senere i livet fik mulighed for at arbejde med truede dyrearter fra de varme lande, begyndte han at kunne føle et højere formål med det hele. I begyndelsen rejste han rundt som en moderne gøgler og lod kunderne i landets storcentre kæle med tigerunger og andre dyr, der ikke egner sig som kæledyr.
Man ser klip, hvor Joe Exotic holder foredrag om stoffer på gymnasier med et vilddyr som blikfang på scenen. Senere sluttede en dreng, der kunne trylle, sig til showet.
Imens fik Joe Exotic skaffet sig flere og flere dyr, som blev hobet sammen i hans egen private zoo i Oklahoma. Den bliver også hjemsted for en flok socialt nødstedte, vildt dedikerede medarbejdere, der bor i usle campingvogne og lever af det samme kød med overskreden salgsdato som dyrene.
En dyrerettighedsforkæmper ved navn Carole Baskin fik dog sat en stopper for Joe Exotics omrejsende enmandscirkus. Carole Baskin og hendes mand Howard driver selv et rehabiliteringscenter for tilfangetagne eksotiske dyr, hvor folk mod entré kan se på tigre i bur.
Med det blotte øje ligner det den samme slags forretning, som den Joe Exotic driver, men i modsætning til ham opdrætter de ikke dyr med henblik på fotografering og tvangsklapning. Faktisk har de dedikeret en stor del af deres liv til at forsøge at få bl.a. hans dyrepark lukket af dyreetiske hensyn.
Det laver de kampagner for på de sociale medier, hvor de har mange følgere. Carole Baskin er Joe Exotics fjende nummer ét, og han er ikke nærig med sit had. På sin internetkanal fabler han om alle de måder, han kunne tænke sig at slå hende ihjel på.
Allerede i første afsnit hører man Joe Exotics stemme på en telefonlinje fra et fængsel i Texas. Hvad han lige præcis er dømt for, afsløres hen ad vejen, men man skal overhovedet ikke vente på slutningen af serien for eksempler på afstumpet omgang med mennesker og andre dyr.
Freakshow og ’true crime’
Den blanding af freakshow og true crime, som Tiger King er, udspringer af den ene bagmand, Eric Goodes, oprindelige ambition om at skildre forholdene i USA’s private zoologiske haver, som for manges vedkommende er nogle dystre, underregulerede foretagender.
Løver, leoparder, pantere og alle de andre vilde dyr findes skam også i de private zoologiske haver, men det er åbenbart tigrene, der mest effektivt formår at lade deres farlighed, værdighed og overlegenhed smitte af på de mennesker, der viser sig frem med dem.
Og herfra stak dokumentarprojektet så af og blev til en uforudsigelig true crime fuld af excentrikere og hærgede underklasseamerikanere, der desperat prøver at holde skruen i vandet. Eric Goode har fulgt Joe Exotic gennem fem år, hvor han blandt andet indgår i to trekantsægteskaber, beskylder Carole Baskin for at have myrdet sin første mand, stiller op til præsident og guvernør og bliver uvenner med de fleste.
Selv om der sker utroligt mange opsigtsvækkende ting i løbet af de syv afsnit, er det mest bemærkelsesværdige i Tiger King, hvor langt ude mennesker kan være i samfundet som sådan, i deres relationer og i deres egen selvopfattelse.
Historien 0m Joe Exotic og de andre vanvittige tigervenner er både kulørt, dødtrist og topdramatisk. Det er svært at holde ud at se på og endnu sværere at få øjnene fra.
’Tiger King – mord, kaos og galskab’ er skabt af Eric Goode og Rebecca Chaiklin. Alle syv afsnit er tilgængelige på Netflix. Der findes også en podcast om Joe Exotic, som hedder ’Joe Exotic: Tiger King’ og kan høres på diverse podcastplatforme.
Absurd at det er lovligt. Komplet ligegyldighed over for dyrets tarv. Ingen samvittighed over for dyrene.
Hvad end disse mennesker laver og bryder af love er det forfriskende at se folk der skider på janteloven (som vidst ikke eksisterer i Florida) og lever som de vil og bare går fuldt ud efter at være tiger-tastic!
Kent Nørregaard
Ja og det er sindsygt underholdende når det er spader som blæser på janteloven.
Jens. Om de er spader eller ej skal jeg ikke kunne vurdere. De lever deres liv og godt for dem. Dem der synes andre er spader burde sku nok kigge en ekstra gang i spejlet.
Jeg er nok også en spade, men jeg er ikke en excentrisk spade. Jeg bryder mig heller ikke om jantelov. Er folk dygtige til noget, skal man ikke nedgøre dem, men anerkende det. Men jeg bryder mig ikke om det forhold de har til vilde dyr. Heller ikke kvinden som bekæmper dem. Elsker man vilde dyr, lader man dem passe sig selv i deres naturlige omgivelser. De følelser man får når man ser en prægtig tiger eller nuttet løveunge er ikke gengældt fra dyrenes side. Lige så snart dyrepasserne bliver gamle og skrøbelige og vender ryggen til tigrene, eller falder i buret. Kaster de sig over Ham/hende.
Kent Nørregaard, selvfølgeligt er det vildt fascinerende at se nogen, der sandsynligvist aldrig har hørt om janteloven blæse den end hatfuld. Især når det går ud over andre. Spader eller skovle -skaftet er i hvert fald knækket på et tidspunkt.
Jeg mener det er enormt livsbekræftende at se skæve eksistenser hygge sig på deres egne præmisser og pisse på den elendige konformitet flertallet bukker og skraber for. Tigrene behandles uden tvivlt dårligt og det er de givetvist i dyb fornægtelse omkring bag indhegningen... men nok alligevel ikke i dybere fornægtelse end den gennemsnitlige danske forbruger der køber økologiske æg og køre Tesla (kun sådan kan man jo retfærdiggøre privatbilismen ikke sandt) og gerne peger fingre af andres dyremishandling og klimasvineri. Man skulle jo nødigt se sandheden i øjnene og komme til den konklusion at det bedste man som menneske kan gøre for klimaet og andre arter er at holde op med at trække vejret.
Whataboutism er sådan en glimrende reaktion.
Kens Nørregård
Jeg spiser kun minimalt kød og udelukkende økologisk. og spiser jeg kød er det aldrig kylling, lam, kalv. Fordi jeg tror det er den bedste måde at forholde sig til dyrevelfærd. Jeg kører ikke bil og kun sjældent bus, men cykler istedet. Jeg skifter smarthphone, når den gamle ikke virker længere. Køber nyt tøj, når det gamle er for slidt. Og jeg har ikke nogen opsparing i aktier.
Alligevel syntes jeg det er positivt når der tages afstand til måden vilde kattedyr behandles i USA. Uanset hvordan folk har valgt at leve deres liv.
Så for mit vedkommende , skyder du ved siden af med dit whatabout indlæg.
Jens det er skam en fair pointe at påpege at mennesker via deres eksistens, uanset forbrugsmønster og en hellig holdning til økologi, har negativ indvirkning på naturen og presser dyrelivet.