Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Sluk dine skærme og læs Nabokov i forårssolen

Nabokovs ’Latter i mørket’ er en slags forgænger til en af det 20. århundredes mest betydningsfulde romaner ’Lolita’
Kultur
1. maj 2020

Har man læst Vladimir Nabokovs hovedværk Lolita fra 1955, er det umuligt ikke at blive mindet om den, når man læser nyoversættelsen af Latter i mørket fra 1932, Nabokovs tidlige roman om en midaldrende mand, der forelsker sig i en meget ung kvinde.

Den løbende lighed mellem de to værker – både hvad angår handling og billedsprog – er absolut ikke et problem. Latter i mørket skaber nye indgange til at forstå Lolita, men kan også sagtens læses i sin egen ret: Plottet er medrivende, sproget blændende.

Nabokov skrev først bogen på russisk, mens han boede i Berlin, og seks år senere oversatte han den senere selv til engelsk, hvorfra den nu er nyoversat til dansk, upåklageligt af Niels Lyngsø.

Plottet: Albert Albinus lever et behageligt, men upassioneret liv som velhavende kunstkritiker og familiemand i 1930’ernes Berlin, indtil han træffer den 16-årige Margot Peters, som han hurtigt forlader sin kone og datter for. Margot tænder et forbudt begær i den småborgerlige Albinus; begæret efter vildskab, løssluppenhed, barnlighed.

»Han blev ved med at opdage nye charmerende træk hos hende – rørende små ting, som hos en hvilken som helst anden pige ville have forekommet ham grove og vulgære. Legemets barnlige linjer, hendes skamløshed.«

Anderledes fortælleperspektiv

Fortælleperspektivet er måske den mest afgørende forskel mellem Lolita og Latter i mørket. Hvor Lolita er skrevet som den veltalende Humberts forsvarstale, er fortælleren i Latter i mørket alvidende og har en let ironisk holdning til samtlige af sine karakterer. Albinus beskrives eksempelvis som en mand med »milde blå øjne, som blev lidt udstående, når han tænkte sig grundigt om (og da han var lidt langsom i hovedet, hændte det oftere end det burde)«.

Albinus’ barndomsfeticherende begær er aldrig lige så medrivende som i Lolita, det er nærmere pinagtigt, forudsigeligt faktisk, fordi man for eksempel får at vide, at Albinus, inden han traf Margot, drømte om »at træffe på en ung pige som lå med arme og ben bredt ud på en hed, ensom strand«.

Senere, da han har forladt sin kone, beskrives Margot som den kødelige version af denne drøm: »Hendes nøgenhed var så naturlig som hvis hun længe havde været vant til at løbe afsted inde på stranden i hans drømme.«

'Latter i mørket' af Vladimir Nabokov. På dansk ved Niels Lyngsø.

Bog & idé
Forelskelsen i Margot afsløres altså fra start som begær og projektioner. Margot og hustruen Elisabeth stilles over for hinanden via farver; Elisabeths skrøbelige bleghed fremhæves (»en smidig, splejset, lyshåret pige med farveløse øjne og nogle ynkelige små filipenser«), hvorimod Margot er mørkhåret og optræder i rødt tøj, rød neglelak og læbestift.

Udstillingen af Albinus’ begær betyder ikke, at portrætteringen af Margot er kønnere. Hun fremstilles som en udspekuleret og kynisk pige, der slår kløerne i Albinus, så snart hun har sikret sig, at han har penge, for at udleve sin drøm: at leve et liv i luksus og blive filmskuespillerinde. Med sin krop som forhandlingsmiddel får hun lynhurtigt isoleret Albinus fra hans familie. Forholdet er altså gensidigt parasitisk, dets økonomi udveksler penge og ungdom – en slags sugardating fra før begrebet fandtes.

Måske er det derfor, Latter i mørket aldrig forekommer så skandaløs som Lolita: Margot fremstilles som en karakter med agens. Og så er hun 16, ikke 12 som Lolita.

Imidlertid minder den alvidende fortællers analyse af Margots udspekulerethed en hel del om Humberts forestillinger om Lolita som et beregnende væsen. Kan Humberts sygelige forestillinger om piger dermed ikke kun tilskrives Lolitas fortælleperspektiv, men en mere generel forestilling hos Nabokov? Løber der en tråd af manglende forståelse for kvindeskæbner gennem forfatterskabet? Eller er beskrivelserne af Margots kalkulerende attitude blot en anerkendelse af, at det er den eneste mulighed, hun har for at komme frem i verden? Der findes ikke entydige svar, men det er den slags spørgsmål, der opstår i læsningen af Latter i mørket.

Dramatisk trekantsdrama

Bogens tredje hovedperson, Axel Rex, er Albinus’ kunstnerven og romanens svar på Lolitas Clare Quilty. Han indleder en lidenskabelig affære med Margot, så godt som for øjnene af Albinus, der tror, at Rex er homoseksuel. Herfra udvikler trekantdramaet sig dramatisk, men det skal jeg ikke spoile.

Axel Rex er en så kynisk og ironisk karakter, at han er svær at ironisere over. Han er i den forstand på linje med den alvidende fortæller, og hans holdninger til æstetik lader også til at være i overensstemmelse med romanens. Til et middagsselskab hos Albinus skændes Rex med en forfatter, der insisterer på litteraturens moralske og forklarende forpligtelser. Rex siger:

»’En skribent, for eksempel,’ bemærkede han, ’snakker om Indien som jeg aldrig har set, og taler overstrømmende om dansepiger, tigerjagter, fakirer, betelnødder, slanger: pragten i det mystiske Østen. Men hvad betyder det? Ingenting. I stedet for at se Indien for mig får jeg bare en slem tandpine af al den orientalske konfekt. Nu er der selvfølgelig en anden måde at gøre det på, som for eksempel ham der skriver: ’Før jeg lagde mig til at sove, stillede jeg mine våde støvler ud så de kunne tørre, og om morgenen opdagede jeg at der var vokset en tæt blå skov op på dem’’ (’Svampe, kære frue,’ forklarede han Dorianna, der havde løftet det ene øjenbryn), ’og straks bliver Indien vakt til live for mig. Det andet er ren forretning.’«

Latter i mørkets egne sprogbilleder giver Rex ret. Det er de utroligt præcise, men uventede beskrivelser, der vækker fortællingen til live.

Æstetik uden moral

I Rex’ diskussion med den moralske forfatter er det eksplicit, at hans egen æstetik er uden moral, at det skønne ikke også er godt. Det samme kunne man sige om Latter i mørket: Der er ingen kritik eller indignation i værket, ingen fordømmelse af Albinus (kun hån), ingen køns- eller klassekritik, selv om værket i den grad beskriver forholdet mellem kønnene og klasserne.

Der er ingen underliggende morale med Latter i mørket, kun glæden ved at fortælle, ved at fremstille og udstille, ved at skabe smukke billeder. Sådan her ender middagsselskabet eksempelvis:

»Omsider blev gæsterne fanget af den bølge der begynder som en svag mumlen og svulmer indtil den i en hvirvel af skummende afskedshilsner har fejet dem ud af huset.«

Latter i mørket er en uhyggeligt velskrevet bog. Der er en præcision og et mod i Nabokovs sprog, man ikke finder mange steder. Jeg føler mig så rig på ord, når jeg læser hans bøger.

Og så er romanen den første bog, der indtil videre har kunnet holde mig væk fra disse tiders meget insisterende nyhedsstrøm i flere timer ad gangen.

Så sluk dine skærme, og læs Nabokov i forårssolen.

Vladimir Nabokov: ’Latter i mørket’. På dansk ved Niels Lyngsø. Turbine, 236 sider, 230 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her