Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Store Lars’ er en ørkenvandring med små oaser af Hjortshøj

’Store Lars’ med Lars Hjortshøj i hovedrollen som sig selv er en ’Klovn’-ripoff, der starter som en ulykke, en bombning tilbage til 70’erne og 80’ernes dilettantkomedie. Men snart arbejder den sig frem mod noget mere meningsfuldt. Det sker – ulig ’Klovn’ – fordi Hjortshøj-karakteren udvikler sig
Det går skævt igennem hele første episode med klicheer, skidt absurde sammenstillinger og dårlige turneringer i ’Store Lars’ med Lars Hjortshøj i hovedrollen som sig selv.

Det går skævt igennem hele første episode med klicheer, skidt absurde sammenstillinger og dårlige turneringer i ’Store Lars’ med Lars Hjortshøj i hovedrollen som sig selv.

Viaplay

Kultur
24. april 2020

Det startede som en ørkenvandring, men til sidst viste der sig at være oaser.

Præmissen i Store Lars er enkel og triviel. Lars Hjortshøj spiller sig selv i en tv-serie om en ynkværdig udgave af den folkekære komiker.

I serien ER HAN en personage, der konstant ender i umulige kattepiner, fordi han er dum eller liderlig eller begge dele. De to mentale tilstande kan jo som bekendt gå hånd i hånd.

Hans kolleger og gamle medspillere i Casper & Mandril-aftalen, Frank Hvam og Casper Christensen, spøger naturligvis med deres Klovn-succes i et væld af scener og komiske greb. Det falder ikke ud til Store Lars’ fordel.

Båthorn på opvågningsstuen

Ørkenvandringen først: Det begynder med, at Hjortshøj tager sin egoistiske, kastrerende hustru i utroskab (hun er spillet af Ellen Hillingsø i samme rolle som den, Iben Hjejle spillede over for Casper Christensen i Klovn).

De to skal nu skilles. Huset skal sælges, og Hjortshøj skal ud på jagtmarkerne igen. Men han når dårligt ud af starthullerne, ud ad bilforhandlerens indkørsel i sin nyindkøbte potensforlænger, før han kører ind i sit hjertes snart udkårne Julie (Julie Agnete Vang). Hans Tesla bliver som en slags omvendt Amors pil.

Det går skævt igennem hele første episode med klicheer, skidt absurde sammenstillinger og dårlige turneringer. Hjortshøj som fuld julemand i et stormagasin, hvor han brokker sig over utroskaben til et børnepublikum. Hjortshøj tilbage i julemandskostumet for at tilfredsstille en kvindes fetich. Hjortshøj som hospitalsklovn, der vælger at underholde på opvågningsstuen for børn, der har været i fuld narkose.

Det er en scene, der ikke tør stå ved sig selv. Den er ikke rigtig grænseoverskridende, for børnene bliver vel raske igen efter operationerne. Men den gennemføres heller ikke i sin ellers allerede forsigtige form. Hjortshøj går bare lidt ind og trutter med sit båthorn og ud igen. Scenen er for tidligt født, den er ikke færdigudviklet.

Leverpostejsalsa

Spot til skade: Musikken er en vennesæl cocktail af samlebåndsmusik: leverpostejsalsa, gråvejrsbossanova og hertil sukkerlæsset romantisk guitarspil, der må hæve tandlægeudgifterne på landsplan.

Det meste af vejen er det en bombning tilbage til 70’erne og 80’erne. Dengang man stadig lod danske diletanttkomedier slippe igennem nåleøjet og ud til offentligheden.

Men bliv hængende. For efter første afsnits fortrædeligheder sker der noget helt uventet. Man griner. Og man begynder at fatte sympati for Hjortshøj.

De næste to afsnit er bedre skrevne og bedre turnerede. Der er en kostelig scene, hvor Hjortshøj på en sædklinik bliver spurgt, hvornår han sidst har haft samleje. Det paniske blik i hans øjne er ubetaleligt. I det kan man læse, at det går op for ham, hvor utrolig længe siden det er – og at han i samme moment forsøger at skjule denne erkendelse over for lægen.

Passivt nedladende venner

Hjortshøj-karakteren er en klassisk antihelt, der ikke kan sige fra. Om det så er til ekshustru, venner eller hans – morsomme – aarhusianske håndværkermester, der pudses på skilsmisseboet.

Han har kendte, selvoptagede venner centreret omkring Martin Brygmann (som ’sig selv’). Han er en kynisk liderlig, passivt nedladende type og ikke det bedste materiale, Brygmann har haft at arbejde med. Men herfra skal der udgå en stor tak til hr. Brygmann for ikke at have fået rettet og bleget sine tænder, der stadig blottes i et diabolsk slesk, middelalderligt brunligt grin, der får ham til at ligne en slags Gollum som golfglad ejendomsmægler. Og et anerkendende nik til, at han nok selv har regnet ud, at tandsættet giver ham en komisk upperhand. De bruges i hvert fald flittigt.

Skovflåt i mellemkødet

Lars Hjortshøj er så ved at bryde ud af disse sjæleædende og prestigehungrende cirkler, i og med at han er faldet for en lidet fashionabel, men sød børneteaterskuespiller med begrænset potentiale.

Og vigtigere: Hjortshøjs karakter udvikler sig. Der er ikke samme forever klovn, samme fastlåste, uforbederlige hovedkarakterer som i Klovn. Hjortshøj er ikke fanget i sine mønstre på samme måde som Christensen og Hvam, i hvert fald ikke i de tre afsnit, denne anmelder har haft adgang til. Hjortshøj begynder at sige fra. Han begynder at finde fodfæste og sigte efter kærligheden. Og han vokser dermed ind i en mere moden manderolle.

Vi slipper ikke for pinlige homo- og sædjokes, men i det mindste kaster nogle af scenerne gode one-liners eller Hjortshøj-præstationer af sig. Som da han ankommer til skadestuen med en af sine komikervenner, der har et bijob i Dyrehaven og er blevet ramt af naturen: »Jeg kommer med en kusk fra Somalia, der er blevet bidt af en skovflåt i mellemkødet.« Nogle gange skal man bare sige, hvad det er, der sker.

Desværre veksler seriens udgave af Lars Hjortshøj mellem det umuligt pinlige, socialt idiotiske og det lunt handlende, menneskeligt klodsede. Det gør karakteren splittet og utroværdig. Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Ja, træet er ikke engang blevet voksent endnu i Store Lars.

’Store Lars’. Instruktion: Morten BH. Manuskript: Søren Frellesen, Maj Bovin og Lars Hjortshøj. Fotografi: Rasmus Baunkjær. Anmeldelsen er baseret på de første tre afsnit. Kan ses på Viaplay.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Freddie Vindberg

Dansk komik slæber sig afsted, uden latter.

Tidligere, kunne man efterligne fødslen, fra England.