Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tre kvinder synger i drømmens sprog for at tackle virkeligheden

Danske Agnes Obel maner folkloristiske ånder frem på sit klaver. Irske Hilary Woods synger viser, der styrter i støjens afgrund. Og amerikanske Lyra Pramuk hekser sig frem til en plade kun bygget af hendes stemme. Alle tre rækker ud efter noget hinsides fornuften
Sangeren Lyra Pramuk bruger teknologien til at mangedoble og forstørre og mutere sin stemme på radikal vis.

Sangeren Lyra Pramuk bruger teknologien til at mangedoble og forstørre og mutere sin stemme på radikal vis.

George Nebieridze

Kultur
8. april 2020

Der er nogle musikere, der søger det primale i musikken. Iggy Pop, der rev sig selv til blods i sin protopunk. Der er andre, der forsøger at ekspandere deres eksistens gennem deres intrikat vævede musik. Joni Mitchell, der opfandt nye harmonier og skabte uhørte forbindelser i sine sange. Der er folk, der finder uventet mening i det kollektivt vedtaget grimme. Noise-mesteren Merzbow, der til stadighed fordyber sig i støjens lysmillion.

Og så er der musikere, der synger i drømmens sprog for at tackle virkeligheden. Som denne anmeldelses tre sangere og komponister (med mere).

Nærsyn som befrielse

39-årige danske Agnes Obel fortsætter således sit nyklassiske projekt på sit nye, fjerde album Myopia, hvor hun igen bygger smukke musikalske mønstre med stemme og klaver samt andre tangentinstrumenter.

Det sker i et mystisk og melankolsk verdensbillede, hvor vi rejser til undergangens ø, røg antager menneskeskikkelser og folk hænger som blade fra piletræerne. Det er en metaforik, der befinder sig på kanten af mareridtet, men også en form for syret klarsyn. Ånder manes frem og antager klanglige skikkelser.

Myopia er afledt af det græske muopia, der betyder nærsyn. Traditionelt set noget negativt og sågar et billede på selvoptagelse eller isolationisme. Her måske også en kritik af, at vores elektroniske medier, der trods deres langtrækkende kameralinser tilbyder en bestemt form for virkelighed, en slags nærsyn. »Cruel, gifted fools / What will you do?«, synger hun på »Camera's Rolling«.

På titelsangen er hovedpersonen selv nærsynet – og indikerer vist, at det også er en måde at bevare sin fornuft på i en uoverskuelig verden. »Have you ever / Been to my myopia?«, spørger hovedpersonen og ser det vist som sit eget Utopia.

Agnes Obel – Foto: Alex Flagstad

Agnes Obel – Foto: Alex Flagstad

Folkloren opruster

En nordisk folklore gør sig gældende på Myopia. Det kunne høres på 2016-forgængeren Citizen of Glass, men vores regions folkevisesangtradition er tydeligere her. En sørgmodig, folkloristisk tåge driver gennem flere sange.

Der arbejdes også med rastløs violin, og cello plukkes blidt og sitrer smukt. Klaveret plirrer som regndråber i vand, strygere strejfer som skøjteløbere på vandspejlet. Obels stemme synger i harmonier og call and response med sig selv. Af og til pitchet op i heliumsfæren og ned i basregionen.

Agnes Obel bliver i sin komfortzone, hvor hun søger efter skønhed, men der er også en nysgerrighed og noget mere dunkelt i hendes nyeste sange. Det klæder dem.

Hilary Woods – Foto: Joshua Wright

Hilary Woods – Foto: Joshua Wright

Kvantefysiske ødelæggelser

Irske Hilary Woods deler afsæt med Obel. Hun skriver også vemodige, besværgende sange, der synes at komme fra et stille sted med urolige tanker. Men hun bryder også sangskriverformen langt mere radikalt, og hun har ikke noget imod jord under neglene. Det knirker og knager, og det bløder med støj på hendes andet album Birthmarks – indspillet sent i Woods' barsel, hvor hun rejste frem og tilbage mellem Galway i Irland og Oslo.

Deroppe i Norge fik hun producer- og instrumentalhjælp af Lasse Marhaug, der har arbejdet med alt fra ovennævnte noise-virtuos Merzbow over drone-metal-munkene Sunn O))) til pop-avantgardisten Jenny Hval.

Det sætter unægtelig lidt liv i kludene, når Woods’ sange med mere folkloristiske instrumenter som strygere og klaver gennembrydes af savtakket støj, betændt digitalbas eller en saxofons freejazz-tuberkulose.

Woods var tidligere med i det kedsommelige indierockband JJ72, og, bevares, der er da også lidt kompositorisk inerti undervejs på Birthmarks. Flere sange er lukket inde i lavenergisystemer, men reddes typisk af, at der på den klanglige front bliver foretaget kvantefysiske ødelæggelser af det genkendelige.

Tematikken er så også genkendelig. Modermærkerne – Birthmarks – og moderskabet og dets smerte løber gennem pladen. Men teksterne fortaber sig i den slørede, ofte forvrængede sangstemme. Og således fødes der noget intimt undersøgende og blodigt formbrydende ud af dette irsk-norske-samarbejde. Og det kan være endda yderst smukt undervejs.

Lyra Pramuk – Foto: George Nebieridze

Lyra Pramuk – Foto: George Nebieridze

Ren heksekunst

Lyra Pramuk stikker til gengæld helt af i abstraktionerne på hendes bemærkelsesværdige og gribende album Fountain. Hun bruger teknologien til at mangedoble og forstørre og mutere sin stemme på radikal vis. Og alt, hvad vi hører, er med hendes stemme som byggesten. Ud af de elektroniske bearbejdninger af hendes stemmelæber opstår både harmoni, melodi, rytmer, ja, nye klange.

Den klassisk skolede Pramuk stræber mod mere traditionelt sunget, skamløs storhed ikke ulig de fyldige stemmer fra Lisa Gerrard eller ANOHNI (tidligere Antony Hegarty) på »New Moon«. Der er et helt Beach Boys-coverband fanget i en kæmpe glasklokke på »Tendril«. Men andre steder lyder stemmebearbejdningerne som cello, klaver, ja, endda som pulserende strygere a la Steve Reich.

Kroppens genkendelighed, dens folklore opløst i uigenkendelige scenarier, utopier.

Og Fountain er et polyfonisk, queer, transhumant lydbillede af, hvor smukt kroppen kan opløses, forstærkes, forvrides, muteres, mutileres i teknologiens ocean. Hvordan kroppen kan afgive en musik, der både trækker på minimalistisk komposition, folkemusik, pop og electronica.

Musik, der påkalder sig noget hinsides fatteevnen – en fri humanistisk generøsitet, en skamløs skønhedssøgen, et uforurenet økosystem. Uden at der ytres et eneste genkendeligt ord. Det er ren heksekunst.

Så, voila. Fra Agnes Obels artikulerede mysticisme over Hilary Woods' støjblodige barselsviser til Lyra Pramuks uartikulerede utopier.

Tre besværgende plader til en tid, hvor vi alle må slå korsets tegn og banke 7-9-13 under bordet i håbet om at forblive ved godt helbred.

Agnes Obel: Myopia (Deutsche Grammophon/Universal)

Hilary Woods: Birthmarks (Sacred Bones/Playground)

Lyra Pramuk: Fountain (Bedroom Community/Modern Matters)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frank Østergaard

Tip top Tarzan ... jeg følger sporerne. Tak