Læsetid: 4 min.

Tre kvinder synger i drømmens sprog for at tackle virkeligheden

Danske Agnes Obel maner folkloristiske ånder frem på sit klaver. Irske Hilary Woods synger viser, der styrter i støjens afgrund. Og amerikanske Lyra Pramuk hekser sig frem til en plade kun bygget af hendes stemme. Alle tre rækker ud efter noget hinsides fornuften
Sangeren Lyra Pramuk bruger teknologien til at mangedoble og forstørre og mutere sin stemme på radikal vis.

Sangeren Lyra Pramuk bruger teknologien til at mangedoble og forstørre og mutere sin stemme på radikal vis.

George Nebieridze

8. april 2020

Der er nogle musikere, der søger det primale i musikken. Iggy Pop, der rev sig selv til blods i sin protopunk. Der er andre, der forsøger at ekspandere deres eksistens gennem deres intrikat vævede musik. Joni Mitchell, der opfandt nye harmonier og skabte uhørte forbindelser i sine sange. Der er folk, der finder uventet mening i det kollektivt vedtaget grimme. Noise-mesteren Merzbow, der til stadighed fordyber sig i støjens lysmillion.

Og så er der musikere, der synger i drømmens sprog for at tackle virkeligheden. Som denne anmeldelses tre sangere og komponister (med mere).

Nærsyn som befrielse

39-årige danske Agnes Obel fortsætter således sit nyklassiske projekt på sit nye, fjerde album Myopia, hvor hun igen bygger smukke musikalske mønstre med stemme og klaver samt andre tangentinstrumenter.

Det sker i et mystisk og melankolsk verdensbillede, hvor vi rejser til undergangens ø, røg antager menneskeskikkelser og folk hænger som blade fra piletræerne. Det er en metaforik, der befinder sig på kanten af mareridtet, men også en form for syret klarsyn. Ånder manes frem og antager klanglige skikkelser.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer