Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

’Undertrykkelsens sang’ er den bedste dokumentar om ondskab siden Joshua Oppenheimers film

’Undertrykkelsens sang’ af Estephan Wagner og Marianne Hougen-Moraga handler om en tysk landsby i Chile, der engang fungerede som sekt – og er den bedste dokumentar om ondskab, denne anmelder har set siden Joshua Oppenheimers film om indonesiske folkemordere i ’The Look of Silence’
En konstant smilende midaldrende mand lever nu af at vise turister rundt i kolonien. Som dreng prøvede han at flygte, men blev fanget, banket til bevidstløshed og straffet med elektrochok. »De mente det godt,« siger han om de voksne, der gjorde det, og affejer beretningerne om vold og overgreb med standardfraser som: »Men det har vi lagt bag os.«

En konstant smilende midaldrende mand lever nu af at vise turister rundt i kolonien. Som dreng prøvede han at flygte, men blev fanget, banket til bevidstløshed og straffet med elektrochok. »De mente det godt,« siger han om de voksne, der gjorde det, og affejer beretningerne om vold og overgreb med standardfraser som: »Men det har vi lagt bag os.«

Foto fra filmen

Kultur
28. april 2020

Historier om sekter og sektlignende fællesskaber er pr. definition spændende. Det er de, fordi de er radikaliserede eksempler på den alment menneskelige grundkonflikt mellem fællesskab og individualitet.

De fleste kender nok til det at overveje, hvor meget man skal indordne sig, hvis en gruppe skal fungere, og hvor meget man egentlig kan indordne sig uden at miste sin egen individuelle integritet og frihed. 

Få mennesker er så plaget af den overvejelse som de medvirkende i Estephan Wagner og Marianne Hougen-Moragas fremragende dokumentarfilm Undertrykkelsens sang.

Det dansk-chilenske instruktørpars første fælles fuldlængdefilm handler om livet i en lille tysk koloni i Chile, som i dag hedder Villa Bavaria, men som i godt 40 år fungerede som en kristen sekt under navnet Colonia Dignidad (Værdighedens koloni).

Kolonien blev grundlagt af den evangeliske missionær Paul Schäfer og hans menighed fra Tyskland, og den var kendetegnet ved skarp kønsopdeling, systematisk fysisk afstraffelse af både børn og voksne samt seksuelt misbrug af børn, især drenge. I 1996 blev Schäfer efterlyst af politiet, knap ti år senere blev han fundet og dømt for seksuelt misbrug, og i 2010 døde han i fængslet. 

Grusomhed på grusomhed

I dag bor der godt 100 mennesker i Villa Bavaria, som stadig fungerer som et slags kristent storkollektiv med små virksomheder, eget plejehjem og sundhedsklinik og et kor, der synger de samme fromme tyske sange, som de gjorde, dengang stedet hed Colonia Dignidad.

Det hus, hvor børnene boede adskilt fra deres forældre, fungerer nu som hotel, og kolonien tjener en del af sine penge på rundvisninger, ferieophold og bryllupsfester. 

Undertrykkelsens sang fortæller ikke bare historien om, hvad der gik for sig i Villa Bavarias sekteriske, voldsprægede fortid, men også den mindst lige så interessante historie om, hvordan man lever med den fortid i dag.

Der er ingen arkivklip, bare optagelser fra hverdagen i Villa Bavaria og interviews med nogle af de tilbageblevne om, hvordan de oplevede den tid, hvordan de oplevede opgøret med den, og hvordan de forholder sig til den i dag. Det er påfaldende forskelligt, hvordan traumerne har sat sig i de nu voksne og åbenlyst skadede mennesker. 

En sagtmodig ældre mands ansigt blafrer nærmest af sorg, mens han og hans kone opremser de konstruktive værdier, der trods alt gjaldt i kolonien.

En konstant smilende midaldrende mand viser pigtrådshegnet, hvorigennem han som dreng prøvede at flygte fra kolonien. Da han blev fanget, blev han banket til bevidstløshed og straffet med elektrochok. 

»De mente det godt,« siger han om de voksne, der satte stød til hans drengekrop for at disciplinere ham. Han lever nu af at vise turister rundt i kolonien, tilsyneladende helt stolt af dens skønhed.

Man hører ham henvise rutineret til det opgør, turisterne formentlig er interesserede i, med standardfraser som: »Men det har vi lagt bag os.«

Og man ser, hvor hurtigt og tvangspræget hans fokus skifter fra en tidligere massegrav i den omgivende skov til en lille flok fluesvampe ved siden af, fordi hans positive indstilling er så hårdt tilkæmpet og skrøbelig. 

Tempoet i filmen er roligt, og ordvalget i de korte tekster, der ind imellem scener og interviews fra nutidens Villa Bavaria forsyner en med baggrundsviden, er nøgternt. Alligevel når man ikke at begribe den ene grusomhed, før man hører om den næste.   

Overlap mellem bødler og ofre

Man ser ikke volden, undertrykkelsen og misbruget direkte, men man ser det aftryk, de tre ting årtier efter har sat på dem, det gik ud over, og dem, der medvirkede til det. Og man forstår, at der er et stort overlap mellem de to grupper.   

»Problemet er,« forklarer en biavler og familiefar ved navn Horst, »at Schäfer ikke gjorde det alene.«

Han tilføjer: »Jeg er ked af, at jeg var i stand til det.«

Hvad præcis, Horst var i stand til, fremgår ikke af filmen, men man hører flere gange om, at kollektiv voldelig afstraffelse af lokalsamfundets menige medlemmer var en del af dagligdagen.

Horst er den i filmen, hvis realitetssans fremstår mest velfungerende, og derfor også den, der virker mest aktivt sørgende. Han bliver vred, når han taler om sin barndom, volden og misbruget.

Vreden viser sig som mørke i øjnene, men resten af ansigtet er stadig blidt, som om hans vrede alligevel ikke kan matche hans sorg.

Hans kone, Helga, er også vokset op i kolonien. I en scene er den lokale sundhedsplejerske på besøg og fortæller om den seksualundervisning, hun giver børnene. Her hører Helga for første gang nogen sige, at kærlighed og seksualitet kan hænge sammen. Det er helt nyt for hende, og hun beder sundhedsplejersken gentage, hvad hun lige har sagt.

Fuglekvidder og korsang

Måden, de alle sammen stadig er på vagt over for hinanden, er næsten også mere uhyggelig end billeder af mishandlede menneskekroppe. I en scene fortæller Horst og en fraflyttet ven til kameraet om den tortur, koloniens beboere udførte for Pinochet-regimet, men bliver afbrudt af to gamle damer fra landsbyen.

Da Paul Schäfer kom i politiets søgelys arrangerede hans næstkommanderende en ceremoni, hvor alle officielt tilgav hinanden. På den måde undgik man retlig indblanding.

For alle de medvirkende gælder det, at kolonien ikke bare var et voldeligt fællesskab, men også det hjem, de nu engang er vokset op i, og den sociale sammenhæng, de har fundet tryghed og mening i.

Til gengæld er det ikke alle, der kan eller vil forholde sig til, hvor destruktivt fællesskabet har været. En gammel kvinde, der arbejder i koloniens gartneri, benægter at have kendt til »de dårlige ting,« mens de skete.

Hun insisterer på, at det ikke »var slemt alt sammen.« Der var også fællessang under markarbejdet og stjernekiggeri fra hølæs. Lydsiden bekræfter, at brutaliteten gik hånd i hånd med en landlig idyl ved at holde sig til reallyde af fuglekvidder og korsang.

Songs of repression er en af den slags film, som i det øjeblik, man har set den færdig, virker fuldstændig uundværlig for ens forståelse af menneskeheden og hvad den er i stand til at gøre og udholde. 

’Songs of repression’. Estephan Wagner og Marianne Hougen-Moraga. Varighed: 85 minutter. Kan ses på onlineversionen af CPH:DOX måneden ud. 

Serie

En DOX om dagen 2020

Danmarks største filmfestival – og en af verdens vigtigste dokumentarfilmfestivaler – CPH:DOX, er under coronokrisen blevet forvandlet til en succesfuld onlinefestival med et stærkt udvalg af film, der mod betaling kan streames fra danske IP-adresser. De kan alle ses på cphdox.dk fra den 18. marts til og med 30. april.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Undskyld Lone Nikolajsen, nu skal jeg ikke ødelægge noget. Men når man som jeg er født op med tysk fjernsyn, så er det ikke en ny historie. Jeg har i nogen tid fulgt fascinationen af dokumentaren om den tyske koloni, og det er en fantastisk historie. "Men" jeg kan ikke befri mig fra at tænke den dokumentar "kun" får opmærksomhed fordi den vises på en Københavnsk film festival. Der er lavet en meget fin dokumentar af tyske fjernsyns journalister. Med den professionalisme tyskerne er så gode til. Undskyld det var bare et lille provins opstød. Men sådan er der jo så meget der er forskel på i landet Danmark.

Karen Nygård

Jeg og nok andre har ikke kendt historien, så tak til Lone - og jeg vil forsøge at se filmen.
Her i Århus er vi ikke opflasket med tysk TV - på godt og ondt.

Karen Nygård

Nu har jeg så set filmen og jeg vil gerne anbefale alle at se den.
Selv var jeg i Chile i dec 03 med en speciel gruppe og vi spiste bl. a. på en tysk restaurant i vulkanområdet ved Villarica.
Der var jo mange nazister, der søgte tilflugt i bl.a. Chile efter 2 verdenskrig.
Schäfer var vel en af dem.
Han havde så desuden det kendetegn, at han som pædofil føjede yderligere til med fysiske overgreb på børn.
Og filmen viser fint, hvor svært det er at sige fra, når man bliver presset til selv at lave overgreb på andre.
Kan du sige dig sikker?