Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

’Vilde vidunderlige Danmark’ vil først og fremmest ramme os følelsesmæssigt

Med BBC’s blændende naturdokumentarer som forbillede gør DR1-serien ’Vilde vidunderlige Danmark’ alt, hvad den kan (og det er en del) for at få sine seere til at blive bløde, ramt af ærefrygt og imponerede over den danske natur
En god indikator for, om en naturudsendelse helst vil være oplysende eller helst vil være underholdende er, om man kalder sælens afkom for en sælunge eller en babysæl, skriver Lone Nikolajsen i sin anmeldelse af DR’s naturserie ’Vilde vidunderlige Danmark’.

En god indikator for, om en naturudsendelse helst vil være oplysende eller helst vil være underholdende er, om man kalder sælens afkom for en sælunge eller en babysæl, skriver Lone Nikolajsen i sin anmeldelse af DR’s naturserie ’Vilde vidunderlige Danmark’.

Danmarks Radio

Kultur
25. april 2020

En god indikator for, om en naturudsendelse helst vil være oplysende eller helst vil være underholdende, er, om man kalder sælens afkom for en sælunge eller en babysæl. DR1’s nye store dokumentarserie om den danske natur Vilde vidunderlige Danmark gør begge dele. 

Lars Mikkelsen, der leverer seriens fortællerstemme, gør sin speak en anelse blødere, idet han fremlægger den objektive kendsgerning, at der kun fødes omkring ti babysæler årligt i Danmark.

Men ordvalget er ingen principsag, og Lars Mikkelsen kalder den herefter for en unge, idet man oplever det lille hjælpeløse væsen, hvis pels endnu ikke er vandskyende, og som af separationsangst drives ud til sin mor i vandet, hvor den risikerer at dø af kulde.

Sælungen lærer efterhånden at stole på, at dens mor vender tilbage til den oppe på stranden, men kun for dernæst at lære, at det ikke varer ved. Dens mor skal videre og parre sig og sætte nye sæler i verden. Det ser man i en scene, der ville være sørgelig, hvis ikke en ’sælscoring’ vist i slowmotion var så kær og skæg (og efter menneskelige standarder lidt klodset) at kigge på.

Den slutter med et sælungeansigtsudtryk, som for menneskeøjne let lader sig afkode som skuffet, og er en af de mest dramatiske og fascinerende historier i de første to afsnit af Vilde vidunderlige Danmark.     

At levere drama og vække fascination er netop det erklærede formål med Vilde vidunderlige Danmark. Dokumentarserien på fem afsnit er det første danske naturprogram af dette format og vises hver søndag aften på DR 1. 

BBC’s blændende naturdokumentarer såsom Planet Earth og The Blue Planet er det åbenlyse forbillede. Og det går indtil videre godt med den ambition. Godt nok havde jeg aldrig gættet, at den store, tætte, gamle og helt hysterisk grønne skov, der panoreres hen over, var dansk, hvis ikke programtitlen skiltede med det.

De fleste træer, jeg har gået tur mellem herhjemme, har stået på rad og række og ventet på at blive fældet. Men jeg har så heller aldrig været i Lille Vildmose i Nordjylland, og det, kan jeg se nu, er en fejl, der må rettes op på. 

Hit med følelserne

Der kunne muligvis godt skrues lidt op for informationsniveauet i programmet, men hvis jeg absolut vil vide, hvor sælerne i Danmark fødes henne, kan jeg google mig til det. Vilde vidunderlige Danmark består af historier fra fem forskellige typer natur – i de første to afsnit skoven samt kysten og havet – og disse historier skal vække følelser.

Alt fra den pompøse underlægningsmusik til den dramatiske og nærgående kameraføring til den lidt vel salvelsesfulde fortællerstemme appellerer til, at man skal føle omsorg og ømhed for de sårbare byttedyr, ærefrygt over for de vildt kapable rovdyr og blive imponeret over de mindre dyr, der lever af kollektiv intelligens eller instinktiv snuhed som for eksempel myrerne og deres ret fantastiske fældebyggende fjender myreløvelarverne.

Det er særligt sjovt at få appelleret så meget til sine følelser, når man bliver splittet mellem sin loyalitet for halsbåndmusemoren, der leder efter agern, så hun kan få næring nok til at ungerne kan die, og uglen, der vil æde den, og som vel også har sit at passe.

Der, hvor det kan blive lidt anstrengende, er, når speaken bliver salvelsesfuld og omtaler træerne som »stolte kæmper« eller konstaterer, at »kongen har krævet sit offer«, fordi en kongeørn æder en hare.

Den forcerede genkendelighed, der sniger sig ind i sætninger af typen »som de fleste forældre ved, kan en flok unger lynhurtigt tømme selv det største forråd«, kunne man også have været foruden.

Selv om en del af spændingen ved at se på en forladt sælunge er forestillingen om at spejle sig i dens følelser, føles det kunstigt, når man i den grad prøver at få livsformerne til at ligne hinanden.

Ligesom i den seneste omgang af Planet Earth fra 2017 og Netflix-versionen Our Planet fra sidste år – der er cirka samme programkoncept komplet med sir David Attenborough – rummer Vilde vidunderlige Danmark også klip med eksempler på forurening og formaninger om at passe bedre på naturen. Det virker ikke længere som et tilføjet element, men som en uomgængelig del af beskrivelsen af det, man ser på.

Okay med en tam ørn

En ting, der har fyldt meget i dækningen af Vilde vidunderlige Danmark, er, at man i første afsnit har brugt en tam kongeørn til at formidle den glædelige nyhed, at der findes fire ynglende kongeørnepar i Lille Vildmose.

Det fremgår af rulleteksterne, men ikke af speaken – som dog heller ikke lyver, idet den nøjes med at præsentere kongeørnen som den kongeørn, den jo er, uden at sige noget om dens øvrige ørneliv. 

Spørgsmålet om kongeørnens vildhed og dens tilhørsforhold til Lille Vildmose peger tilbage på en længerevarende diskussion om, hvor meget man må iscenesætte i naturudsendelser, hvis de stadig skal kunne tages seriøst.

BBC, der gennem tiden har lavet nogle af de mest overvældende flotte og populære naturprogrammer, har ad flere omgange skullet forklare og forsvare deres brug af studieoptagelser.

Hvis hele formålet med en udsendelse er at vise, hvor stor og vild en dyreverden, der omgiver os, er det jo paradoksalt, at den lige skal iscenesættes, før den kan filmes. Omvendt er det et dårligt naturformidlingsprojekt, der i naturbevarelsens navn insisterer på at komme så tæt på Danmarks få vilde kongeørne, at de bliver forstyrret og smutter videre til en anden skov i et andet land. 

Hvis dokumentarisk autenticitet havde vægtet højere end alle andre hensyn, havde man heller aldrig fået mulighed for at falde i staver over ørnens fjerdragt eller frydegyse over dens kølige måde at indtage et nyafflået hareøre på. Og man havde sikkert heller ikke kunnet nyde det bedårende syn af en hasselmus, der vågner af sin vintersøvn.

Vilde vidunderlige Danmark viser ikke, hvad man kan få at se, hvis man går en tur i den danske natur og har øjnene med sig, men hvad der findes derude, og hvad der sker uden for ens synsfelt. 

’Vilde vidunderlige Danmark’ sendes på DR 1 søndag kl. 20. De første to af seriens fem afsnit kan ses på dr.dk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Agnete La Cour

At der optræder en ikke-vildtlevende kongeørn i udsendelsen, så de vildtlevende ikke skræmmes væk af al den hurlumhej med fotografer mm, og at man ser et kuld ræveunger i hulen, som man da ikke sådan lige møder, når man går en tur, skæmmer ikke på nogen måde udsendelsen. Hvis man ikke i forvejen har lyst til at passe på naturen, må man ubetinget få den lyst ved at se udsendelsen. Den er fantastisk! Jeg glæder mig til søndag aften kl. 20.

Nette Skov, Alvin Jensen, Viggo Okholm, Rolf Andersen, Malan Helge, Anne Schøtt og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Hvor er det dejligt at programmet kan vise, hvor smuk en natur, vi har I Danmark. Der har været en tendens til at undervurdere den, som det f.eks kommer til udtryk i Michael Falch sangen: " I et land uden høje bjerge"

Nette Skov, Alvin Jensen, Viggo Okholm, arne tørsleff, Malan Helge, Agnete La Cour og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Charley Kristensen

Bestemt en dejlig naturserie fra DR. Men den skæmmes efter min mening, ligesom det også er tilfældet med BBC's naturdokumentarer, af en alt for voldsom brug af en bestemt effekt. Børn, der ser disse udsendelser, må jo tro, at dyr i naturen normalt bevæger sig i 'slow motion'. Det kan bestemt have sin berettigelse at bruge denne effekt, f.eks. hvis en fugls vingeslag foregår alt for hurtig til at det menneskelige øje kan følge med. Men som det er nu, har man indtryk af, at teknikken ofte kun anvendes, fordi man kan.

Da jeg vist er noget nær den eneste person i dette land, der har det tungt med Lars Mikkelsen, tænker jeg, at jeg godt kan skrive følgende uden at han bliver alt for ulykkelig - (og han er vel også instrueret til stemmeføringen) :
Jeg kan ganske enkelt ikke holde den patosfyldte og svulstige 'speak' ud, og musikken hjælper heller ikke, da det ved grød også er svulstigt og bombastisk.
- Nu vil jeg så faktisk gerne se programmet, så jeg prøver igen, jeg kan jo bare mute og sætte tekst på;)

Erik Feenstra, Ulrik Bjørn Jeppesen, Alvin Jensen, Per Hansen, Thomas Tanghus, Søren Nielsen, Viggo Okholm, Bjarne Bisgaard Jensen, Rolf Andersen og Dennis Jørgensen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Katrine - lige hvad jeg gjorde i går gennem de to første afsnit: Væk med lyden - både Lars M's drævende stemme og den højdramatiske og støjende musik - og så tekster på. Ellers var det aldrig gået.

Jeg spolede dog en del, da det mest var et eksperiment, at jeg ville stifte bekendtskab med serien.

Men ordene: Musemor og rævefar og en krabbe, der er en hippie osv. osv. I g*der! Er det for børn? Det er jo en omvendt Beatrix Potter, hvor balletdanserne er klædt ud som Dyrene i Hakkebakkeskoven.

Alvin Jensen, Per Hansen, Trond Meiring og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

He he Maj-britt, nu synes jeg egentlig Ikke LM's stemmeføring er drævende, snarere ekstrem langsom, måske havde det været federe, hvis det havde været drævende jysk - eller københavnsk for den sags skyld;)
- Og åh nej, nu tog du lidt modet fra mig, med musemor, rævefar og hippie-krabbe..., hvad filan er der med DR, der åbenbart mener, det er nødvendigt at tale ned til befolkningen, øv!

Alvin Jensen, Per Hansen, Thomas Tanghus og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Vel, Katrine - måske skal du nøjes med billederne ;-)

Søren Nielsen

Musikken er det værste. Jeg kommer til at tænke på Hardingers tekst: 'nu har jeg købt mig en walkman, så lyder skoven som New York, man'.
Det lyder dog ikke som New York, men som en actionfilm instrueret af Wolfgang Petersen.

ingemaje lange, Alvin Jensen, Per Hansen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Lydsiden er lækker som en banana-split - i ti sekunder. Så bliver det 'bare for meget'. Det er synd for de fine billeder. Der er ikke behov for den overdramatisering, som får mig til at tænke på Jacques Cousteau og hans super livsfarlige ekspeditioner med trut og fanfarer i 1960erne. Et mindre oversentimentalt lydbillede kunne skabe mirakler og gøre naturen langt mere naturlig.

Thomas Andersen

Jeg har aldrig forstået lydeffekterne, jeg får simpelthen spat af at alle dyr skal "larme når de bevæger sig.

Ulrik Bjørn Jeppesen

Jeg decideret hader den svulstige musik, der samtidig er alt for høj. Et kolossalt kraftigt vrid i farvebalancen og uhæmmet brug af filtre, får billederne til at ligne produktet fra et begynderkursus i Photoshop. Det er intet at gøre med lyset i Norden, der minder mere om en dårlig reklame for et tropeland. Det er desværre ødelæggende for det kæmpe forarbejde der er gjort og forvridende for vores opfattelse af den danske natur.

Erik Feenstra og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar

Indledningen med billeder der glider ind og ud i hinanden er virkelig ikke vellykket. Det er helt psykedelisk og helt ved siden af emnet.