Anmeldelse
Læsetid: 11 min.

Woody Allen fortæller alt i ramsaltet og underholdende selvbiografi – og så lidt til

Mia Farrow spiller en hovedrolle i Woody Allens selvbiografi, ’Apropos of Nothing’, der udkom i sidste uge – på trods af ’cancel’-kulturens ihærdige forsøg på at stoppe den. Siden Farrow i begyndelsen af 1990’erne anklagede ham for seksuelt af have krænket deres syvårige datter – anklager, der ikke findes beviser for – har der været krig imellem de to med verden som tilskuer
Mia Farrow spiller en hovedrolle i Woody Allens selvbiografi, ’Apropos of Nothing’, der udkom i sidste uge – på trods af ’cancel’-kulturens ihærdige forsøg på at stoppe den. Siden Farrow i begyndelsen af 1990’erne anklagede ham for seksuelt af have krænket deres syvårige datter – anklager, der ikke findes beviser for – har der været krig imellem de to med verden som tilskuer

Sara Houmann Mortensen

Kultur
3. april 2020

Man kan sige, hvad man vil om Woody Allen, men skrive, det kan han. Replikker, filmpersoner, noveller og nu også selvbiografier. 

Apropos of Nothing, som hans nyudgivne selvbiografi hedder, er nemlig en morsom, underholdende og ærlig bog, der i løbet af 400 velskrevne, ofte ramsaltede sider når langt rundt om ham som menneske, komiker og filmmager.

Bogen udkom lige pludselig i sidste uge, uden forvarsel og efter en del turbulens, hvor ét forlag havde trukket den tilbage lige inden udgivelsen, og efter at Allen åbenbart og uden held havde forsøgt at sælge bogen til en række andre store forlag.

Det nye forlag, Arcade Publishing, var muligvis bange for en boykotkampagne ligesom den, der fik den første udgiver, Hachette, til at droppe bogen. Cancel-kulturen har været efter Allen i flere år, men heldigvis er det endnu ikke lykkedes den at få ram på ham – selv om det har været tæt på.

I 1992 beskyldte Woody Allens daværende kæreste, skuespilleren Mia Farrow, ham for at have forgrebet sig seksuelt på deres blot syvårige datter, Dylan.

Allen blev aldrig anklaget for noget – to uafhængige undersøgelser ’frikendte’ ham og erklærede, at Dylan ikke var blevet misbrugt – men beskyldningerne har forfulgt ham siden da. Og i takt med, at #MeToo-bølgen har bredt sig, har stemningen i dén grad vendt sig imod Allen.

Journalisten Ronan Farrow, Allens og Mia Farrows nu voksne søn – han var fire år i 1992 – var en af frontløberne i afsløringerne af filmmogulen Harvey Weinsteins overgreb på adskillige kvinder, og Ronan er gentagne gange offentligt gået i clinch med sin far.

Det er blandt andet resulteret i, at Allen er blevet undsagt af flere af sine skuespillere og kun har fået sværere ved at få sine film finansieret og vist, især i USA.

Ronan Farrow havde i første omgang held med at stoppe Apropos of Nothing, og hans argument imod udgivelsen var, at man ikke skulle give stemme eller penge til et menneske som Woody Allen.

Argumentet for en udgivelse af selvbiografien var og er, at man i et frit og demokratisk samfund også skal lade upopulære mennesker komme til orde, især hvis de ikke er dømt for noget som helst.

Ellers risikerer man, som Bret Stephens skrev i en kronik i The New York Times i marts, en situation, hvor man kan lukke munden på alle dem, man ikke bryder sig om ved blot at råbe højt og slynge om sig med uunderbyggede anklager.

Woody Allens bedragersyndrom

Og nu er bogen her, og det er jeg personligt glad for. Woody Allen har altid været en beskeden, ja, ligefrem selvudslettende mand, når det kommer til hans eget værk – jeg har interviewet ham flere gange – og Apropos of Nothing er ingen undtagelse.

Som han skriver til allersidst i bogen: »Hvordan skal jeg opsummere mit liv? Heldigt. Mange dumme fejltagelser er blevet rettet op på af held. Min største fortrydelse? Kun at jeg har fået millioner til at lave film, total kunstnerisk frihed, og jeg har aldrig lavet en fantastisk film.«

Vi er mange, der er dybt uenige – Woody Allen laver to slags film: Gode og fantastiske – men mesteren synes ikke selv, at han har udrettet det store, måske fordi han altid har set op til og sammenlignet sit værk med instruktører som Bergman, Fellini og Kurosawa.

Og jeg tror egentlig ikke, at der er tale om falsk beskedenhed fra Allens side, men en for ham smertelig bevidsthed om, at han ikke formåede at være seriøs på samme niveau som Bergman og Tjekhov, og at komediefaget aldrig har affødt samme respekt – ikke engang hos ham selv, selv om han tilbad og lærte fra komikere og komiske forfattere som for eksempel Groucho Marx, Sid Caesar, Mel Brooks, Mort Sahl og Neil Simon.

Der er lidt bedragersyndrom over det – Allen synes at være bange for at blive afsløret som en charlatan, der reelt ingenting kan. Det er i dén grad noget, man – jeg – kan identificere sig med.

Forelsket i Manhattan

Allan Stewart Konigsberg blev født den 1. december 1935 i Brooklyn i New York. Hans jødiske forældre tilhørte den lavere middelklasse og havde ikke mange penge.

Han beskriver sig selv som lidt af en udannet, primitiv rod, da han var dreng, ikke særlig god eller velopdragen i skolen, og den eneste grund til, at han senere kunne forveksles med eller spille en intellektuel, var, at han bar briller.

Det var først, da han som ung mand begyndte at frekventere museerne på Manhattan – til at begynde med fordi det var koldt, siden fordi han blev fascineret – at han fik en smule dannelse ind i kroppen.

På samme måde begyndte han kun at læse alle klassikerne og de store filosoffer, fordi han ellers ikke kunne følge med, når de smukke piger, han gerne ville i lag med, nedlod sig til at tale med ham.

Selv var han mest interesseret i sport, tryllekunster og hasardspil, og inden han fandt ud af, at han havde evner udi det komiske, overvejede han både at blive professionel boldspiller – han var ganske sporty som dreng – tryllekunstner og jazzmusiker (han er en kompetent klarinettist, men ikke mere end det).

Hans far lavede lidt af hvert og var gavmild over for unge Allan og hans lillesøster, Letty (der i dag producerer hans film). Moren var bogholder og ganske striks, humorforladt og ukærlig i forhold til sin, erkender Woody Allen i Apropos of Nothing, upålidelige, utro mand, som drengen elskede højt.

Allen har engang sagt, at moren lignede Groucho Marx, og det er sandt, skriver han: »Freuds Ødipus-teori om, at alle vi mænd nærer et ubevidst ønske om at dræbe vores fædre og gifte os med vores mødre, løber panden mod en tyk mur, når det kommer til min mor.«

Takket være en ældre kusine fik unge Allan øjnene op for både Manhattan og byens mange biografer, han forelskede sig og drømte om at bo i en af de elegante penthouselejligheder med hjemmebar og smukke kvinder og velklædte mænd, som han så på lærredet i de sort-hvide melodramaer og komedier.

Det var en drøm, som siden skulle gå i opfyldelse, og den dag i dag bor Woody Allen og hans kone, Soon-Yi, på det fashionable Upper East Side.

Der er megen ny og spændende viden om Allen at hente i første del af Apropos of Nothing, der handler om hans opvækst og vejen ind i underholdningsbranchen. Ja, i det hele taget er bogen en guldgrube af informationer for enhver Allen-fan om hans film, skuespillere og andre instruktører.

En munter fætter

Mens han stadig gik i gymnasiet, begyndte Allan, der snart tog navneforandring til det mundrette – og showbizz-klingende – Woody Allen, at skrive vittigheder for flere af de store avisers Broadway-klummeskrivere.

Det førte til skrivearbejde for etablerede komikere, og i en meget ung alder var Allen på vej til at blive lidt af et navn i komikerkredse.

Han begyndte selv at optræde – selv om det langtfra faldt ham naturligt, og han egentlig ikke brød sig om det. Han fik sine første teater-, tv- og filmopgaver og besluttede sig tidligt for, at han kun ville lave film, hvis han kunne få total kunstnerisk frihed.

Det fik han fra og med sin første egentlige film, Mig og moneterne (1969), og resten er, som man siger, historie – en god én af slagsen.

Woody Allen har skrevet og instrueret ikke færre end 48 spillefilm, et par tv-film, en tv-serie og flere teaterstykker, og han regnes med rette for at være en af vor tids allerstørste komiske begavelser.

Han har et formidabelt øre for vittige replikker, der spidder både situationer og mennesker, og han er brillant til at skildre neurotiske mennesker med rod i livet og kærligheden, så man både morer sig over det og kan genkende sig selv i dem og deres problemer.

Også selv om de som regel er intellektuelle newyorkere, hvis hverdag ikke ligefrem ligner din eller min. Meget i hans film er inspireret af og hentet fra hans eget liv, men, understreger han, filmene er ikke selvbiografiske.

Selv om hans barndom for det meste var ganske ubekymret og harmonisk, havde Allen neuroserne og et mildest talt fatalistisk syn på livet og døden med sig hjemmefra, fortæller han i Apropos of Nothing. 

Det hænger nok sammen med, at han som dreng fandt ud af, at universet en dag ville ophøre med at eksistere – præcis ligesom drengen Alvy Singer (som voksen spillet af Allen selv) i en af de bedste scener i et tidligt hovedværk, Annie Hall (1977).

Nogle få gange har Allen forsøgt sig med mere alvorlige film, Rene linjer (1978), September (1987) og En anden kvinde (1988), men som han selv skriver i Apropos of Nothing:

»Uvillig til at udnytte min styrke som en munter fætter besluttede jeg mig for at forsøge mig med en tragedie, og selv om jeg måske ikke levede op til Aristoteles’ minimumskrav om medynk og frygt, syntes publikum, at det var synd for mig, og investorerne opdagede betydningen af frygt.«

Kvindeglad filminstruktør

Kvinderne fylder en del i Apropos of Nothing, og ingen tvivl om, at Woody Allen er – eller har været – meget dameglad. Det understreger han tidligt i bogen:

»Jeg kunne godt lide piger. Jeg kunne lide alt ved piger. Jeg nød deres selskab, jeg kunne godt lide deres stemmer, jeg kunne godt lide deres anatomi, og jeg ønskede at være i The Stork Club (legendarisk natklub i New York fra 1929-65, red.) sammen med dem og ikke til sløjd sammen med de lokale, mandlige huleboere, mens vi lavede en skæv knagerække.«

Bogen er proppet med morsomme, søde og sigende historier om de kvinder, som Allen har kendt og i flere tilfælde været gift med: Fra Harlene Rosen – de var begge alt for unge – og Louise Lasser – hun var maniodepressiv – til Soon-Yi Previn – hun er 35 år yngre end Allen, og de har nu været sammen i mere end 20 år og har to adoptivdøtre i universitetsalderen.

Og fordi Allen har lavet flere film om ældre mænd – gerne spillet af ham selv – der finder sammen med purunge kvinder, er han også ofte selv blevet beskyldt for at være en gammel gris. Men det passer ikke, skriver han. Faktisk har langt de fleste af hans kærester været på hans egen alder, og kun i to tilfælde, det ene af dem Soon-Yi, har de været noget yngre end ham.

Diane Keaton, som er så vidunderlig i flere af Allens film – ikke mindst Annie Hall – spiller en stor rolle i bogen og i hans liv. Hun er en af hans bedste venner og en af de få, hvis mening han har tillid til, når det kommer til at rollebesætte en film.

En overgang var de et par, men det var længe før Annie Hall, og ligesom Annie og Alvy i den film skiltes hun og Allen, fordi hun ville til Hollywood, og han ville blive i sit elskede New York.

Fastholder uskyld

Men den største rolle i både bogen og Woody Allens liv tilfalder selvfølgelig Mia Farrow. Han har kun gode ting at sige om hende som skuespiller – og hvor smuk og dejlig hun var, da de mødtes – og de nåede at lave adskillige fremragende film sammen, blandt andre Broadway Danny Rose (1984), Den røde rose fra Cairo (1985), Små og store synder (1989) og Mænd og koner (1992).

I mange år levede de som et kærestepar med hver deres lejlighed på modsatte sider af Central Park i New York. Hun havde allerede syv børn, flere af dem adopterede, da de mødtes, heriblandt Soon-Yi, og med tiden adopterede de sammen en datter og fik en søn sammen.

Eller gjorde de? Hårdnakkede rygter, som Allen nævner i Apropos of Nothing, vil vide, at Ronan Farrow i virkeligheden ikke er søn af Allen, men af Farrows eksmand, Frank Sinatra.

Med tiden blev forholdet mellem Mia Farrow og Woody Allen mere en praktisk foranstaltning end et egentligt kærlighedsforhold, og som de fleste nok vil vide, gik det endegyldigt i stykker, da Farrow fandt ud af, at Allen havde en affære med hendes voksne adoptivdatter, Soon-Yi.

Det var i begyndelsen af 1990’erne, og helvede brød løs. Snart var Allen ikke blot involveret i et opgør om forældremyndigheden over sine børn, men også under anklage for at have forgrebet sig på syvårige Dylan.

To uafhængige undersøgelser frikendte som sagt Allen, og der blev aldrig rejst sag mod ham. Han har altid selv har fastholdt, at han var uskyldig, og at det hele var orkestreret af en rasende og vanvittig Mia Farrow, mens hun og hendes børn og øvrige støtter – og de er mange – omvendt har påstået, at det ikke mindst var Allens penge og berømmelse, der gjorde, at det ikke endte med en retssag.

Overbevisende argumentation

Woody Allen har også sine forsvarere, deriblandt sønnen Moses, der som flere involverede eksperter siger, at Dylan og Ronan lyver, fordi de fra barnsben af er blevet manipuleret med på det groveste af Mia Farrow.

Allen, der er meget overbevisende i sin argumentation – blandt andet fordi han har dokumentationen i orden – kan ikke selv forstå, at han er blevet dømt af folkedomstolen, og hvorfor så få støtter ham:

»Jeg havde tiltro til, at med tiden ville sund fornuft, dømmekraft og beviserne overbevise selv det mest sindige fjols, men jeg troede også, at Hillary ville vinde.«

Jeg tror personligt, at hele den smertelige og tragiske sag har ramt den 84-årige Allen meget hårdere, end han lader ane i Apropos of Nothing. Når han ikke er Soon-Yi en hengiven ægtemand og sine to døtre en tilstedeværende far, begraver Allen sig i sit arbejde, og man får – jeg gør i hvert fald – en fornemmelse af, at det er en måde at holde verden og virkeligheden på afstand.

Som han engang har sagt til mig i et interview, så kan man kun holde livets meningsløshed og dødens uafvendelighed på afstand ved at springe fra distraktion til distraktion, hvad enten det så er et godt måltid, en basketballkamp eller arbejde.

Og trods al modstanden fortsætter Woody Allen med at lave sine film, og hvis ikke han kan få lov til det, vil han, som han skriver, »være lykkelig for at skrive teater. Hvis ingen vil producere det, vil jeg være lykkelig for at skrive bøger. Hvis ingen vil udgive dem, vil jeg være lykkelig for at skrive for mig selv.«

Han fortsætter med at erklære, som han gør flere gange i bogen, at hans eftermæle intet betyder for ham. Det er en af grundene til, at han ikke læser anmeldelser af sine film, og at han ikke dukker op til prisuddelinger. Det er omsonst, som han med vanligt vid skriver til sidst i bogen:

»Jeg vil hellere fortsætte med at leve i min lejlighed, end jeg vil fortsætte med at leve i offentlighedens hjerter og hjerner.«

Woody Allen: ’Apropos of Nothing’. Arcade Publishing. 400 sider. 27 dollar som hardback eller 18 dollar som e-bog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Freddie Vindberg

Jeg er blevet i godt humør. Tak, Monggaard.

Henriette Lund, erik pedersen, Klaus Ipsen, Christian Monggaard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
henrik poulsen

Jeg glæder mig til,at den kommer på dansk,for det gør den vel? Hvis Gyldendal ikke vil,er der sikkert andre forlag,der tør.
Woody Allen er en af de største nulevende filminstruktører,og en god skribent.Vi er sikkert mange,der gerne vil læse om hans enestående karriere og lade tvivlen om hans mulige sexovergreb komme ham til gode.

Gitte Runge, Henriette Lund, Freddie Vindberg, Anker Nielsen, Chris David Bonde Henriksen, Ole Frank, erik pedersen, Klaus Ipsen, Christian Monggaard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Daniel Joelsen

Referer "cancelkulturen" ikke til hans børn, der begge har meldt ud at han er skyldig, og har forsøgt at stoppe bogen? Der vidst en uheldig formulering i manchetten.

Chris David Bonde Henriksen

Man er aldrig skyldig, før det er en domstol, der har afgjort dette på basis af den bevisbyrde, som anklagemyndigheden har løftet.

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, sølle og JP/Politikens Forlag har sagt nej tak til at udgive.

Randi Christiansen

Woody, du har med din intelligente humor været eet af lyspunkterne i mit liv. Du har altid været godt og intellektuelt nærende selskab.

Vi har brug for humoren til at løfte stemningen og tragedien som eftertanke til fejltagelser og synder. Dit humoristiske blik gør tragedien lidt nemmere at bære. Verden havde været meget fattigere uden den lille rod fra manhattan og hans store og unikke talent.

En stor gave fra dig til os. Tak herfra.

Henriette Lund, Erik Fuglsang, Freddie Vindberg og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Og hold så op med at ville noget mere og andet og glæd dig i stedet over det du er og kan

Randi Christiansen

Komikkens mester er utilfreds med sin evne til at skrive tragedier.

En tragedie uden humor er kedelig, kære woody, flabede lille brilleabe fra manhattan, du skriver de tragikomiske historier, som jeg elsker højt. Det er altid en stor nydelse at være i dit selskab.