Yaejis internetinspirerede klubmusik viser det mangaagtige ved vores moderne hverdagsliv. En måde at tegne på, der også passer perfekt til at illustrere hendes lydunivers, fordi den favner både det barnlige og det voksne.
Yaeji, der skal udtales yay-G, er mellemnavnet på den koreansk-amerikanske musikproducer Katherine Yaeji Lee.
I sin musik blander hun overlegent stilede houseklange og traprytmer med en stilfærdig, tosproget vokal, der veksler mellem engelsk og koreansk.
Hendes debutalbum, What We Drew, er netop udkommet med titler og tekster, der gør musikken tilgængelig på begge sprog, uden at det virker nødvendigt at kunne forstå det hele.
Til den globaliserede ungdom
Yaejis fragmenterede lydunivers afspejler hendes flyvske opvækst mellem USA, Sydkorea og Japan. Det var denne flytten frem og tilbage mellem lande og internationale skoler, der fik hende til at søge og dyrke venskaber på internettet – og det var også her, hun fik øjnene op for musikken. I dag holder hun til i Brooklyn, hvorfra hun udvikler sin personlige og omflakkende houselyd.
Yaeji beskriver sit debutalbum som en form for lyddagbog. Og når man lytter til det, får man netop fornemmelsen af at være inde i hovedet på en ung person, der er vant til at rejse både fysisk og mentalt, og som har brug for et frirum til at kunne bearbejde flashbacks, nutidslyster såvel som fremtidsdrømme.
Debutalbummets 12 numre bærer præg af at være fanget i barndommens legende virkelighedsflugt, men samtidig at skulle opføre sig voksent. Yaejis mange, manipulerede vokalsamples både bedårer og forskrækker, fuldstændig som et temperamentsfuldt barn.
Det er fantasifuldt, selvstændigt, indesluttet, eksalteret, følsomt, trodsigt og uterligt – men frem for alt ubetinget elskeligt. Udenpå taler numrenes titler med versaler, mens deres indvendige stemmer mumler til sig selv, griner, tester mikrofoner, rapper, kommanderer, synger kor og dubber sjove tegneseriefigurer.
Titelnummeret »WHAT WE DREW« tegner med smølfede vokalsamples og pastelfarvede synthakkorder Yaejis mangainspirerede signaturlyd op. Numrene »WHEN I GROW UP« og »WAKING UP DOWN« er på hver deres måde fortællinger om et club kid, der vågner op til virkeligheden efter en eskapistisk nat på stoffer og føler sig endnu mere fortabt.
Imens virker det efterfølgende, bastunge »IN THE MIRROR« som en hyldest til grungegenrens tidligere take på nogle af de samme følelser, som klubmusikken hjælper unge med at bearbejde i dag.
»Why doesn’t it feel the same when I’m in the air / when I look in the mirror / when I’m not a pair / when I look in the mirror«
What We Drew er lydsiden til den globaliserede ungdom. På samme måde som World Wide Web er Yaejis indadvendte beats og lyse, næsten fordampende vokal en parallelverden, man kan forsvinde ind i uden at flytte sig.
Hun synger til og om de forvirrede curlingbørn, der for at undgå forældregenerationens forventningspres tilbringer størstedelen af deres liv på internettet og de sociale medier. Til os, der færdes hjemmevant i alle fire verdenshjørner og samtidig føler sig hjemløse.
Yaeji: ’What We Drew’ (XL Recordings).
