I denne uge åbner de første danske biografer efter at have været lukket i mere end to måneder på grund af coronakrisen. På plakaten er både film, som havde nået at gå i biografen en rum tid, og film, som havde premiere samme dag, som Danmark blev lukket ned. Her er et uddrag af Informations anmeldelser af de vigtigste af de film, der nu får en ny chance på det store lærred:
’Kød og blod’, anmeldt af Katrine Hornstrup Yde
Kød og blod af spillefilmsdebuterende Jeanette Nordahl er vist ikke set før på dansk jord: en vaskeægte dansk mafiafilm med en rigtig Godmother. Bodil (Sidse Babett Knudsen) låner fra sit kontor i sin natklub penge til lyssky folk fra lokalsamfundet, der ingen chance har for at låne i banken (...)
Det er denne hyggelige-ikkehyggelige, sekterisk kærlige, konstant truende familiestemning, som den fortabte teenagepige Ida (Sandra Guldberg Kampp) flytter ind i, da hendes mor, en narkoman, dør, og hun ingen har i hele verden på nær en socialrådgiver og så moster Bodil, som hun ikke har kendt siden barndommen (...)
Sidse Babett Knudsen er lige så god, som man kan forestille sig. Rollen er anledning til at lade hende udfolde sig på de højeste skingre og dybest dundrende tangenter på samme tid: Bodil er et overbevisende mother-monster: skinger og giftig, blød og varm. Det er ikke svært at forestille sig, at en rodløs niece, der ikke har nogen tryghed i fortiden at sammenligne med, kan blive lænket fast af den slags kærlighed (...)
Filmens morale er ret tydeligt et suk over uretfærdigheden ved social arv: at nogen får børn, der er født til ikke at have en chance i livet. Skulle jeg for alvor have taget det ind, skulle miljøet i højere grad have opslugt mig og givet mig mere af den klaustrofobi, man mærker ved morgenens spisebord og mors truttende kyssemund.
’Kød & blod’. Instruktion: Jeanette Nordahl. Manuskript: Ingeborg Topsøe. Fotograf: David Gallego. Længde: 90 minutter. Kan ses i biografer landet over
’Weathering with You’, anmeldt af Lone Nikolajsen
Det er oven på årets lange våde vinter kun alt for let at forestille sig den længsel efter blå himmel og strålende solskin, som sætter handlingen i gang i Makoto Shinkais animefilm Weathering with You.
Her er Tokyo plaget af et månedlangt evighedsregnvejr, der tilmed har overnaturlige eller i hvert fald exceptionelle træk. Nogle regndråber antager eksempelvis en størrelse, der er mange gange større end et menneske, og det er i mødet med sådan en, at hovedpersonen, den 16-årige dreng Hodaka, der er stukket af hjemmefra med en færge til Tokyo, er lige ved at blive skyllet over bord.
En fremmed mand ved navn Keisuke Suga når lige at gribe Hodakas hånd, inden monsterdråben skyller ham væk. Hodaka får Keisukes visitkort og besked på at finde ham, hvis han får brug for hjælp. Og det gør han, senere i Makoto Shinkais storbyeventyr, som med betagende billeder fortæller en lidt fersk kærlighedshistorie.
’Weathering with You’. Manuskript og instruktion: Makato Shinkai. Længde: 108 minutter.
’Portræt af kvinde i flammer’, anmeldt af Katrine Hornstrup Yde
Se nu her: I den allerførste scene i Céline Sciammas mesterlige kærlighedsfilm, det franske periodedrama Portræt af en kvinde i flammer, smadrer instruktøren stilfærdigt hele den måde, vi er vant til at se forholdet mellem malende og maler, mellem kunstner og muse, mellem den, der ser, og den, der bliver set på (...) Vi befinder os i det sene 1700-tal, kameraets nære blik på kvindernes ansigter minder om, at de mere end eksempler på fortiden også bare er unge kvinder på lige fod med dem, Sciamma har portrætteret i sine samtids-coming of age-dramaer Girlhood og Water Lilies (...)
Normalt forestiller vi os, at den, der bliver malet, er underlagt den malendes blik. Vi synes, at maleren gennem sit penselstrøg siger »se hendes hænder«, ikke at hun selv siger »se mine hænder«.
Men her er det anderledes, man kunne kækt kalde det et slags forsøg på en meget analog selfiestang anno 1780’erne (...) Den er ikke blot en subtil kamp mod kunsthistoriens, ja, verdenshistoriens, primære engagement i mandlige blikke.
Den er – for sådan er Céline Sciamma som en af europæisk films mest visionære filminstruktører – et suverænt og legende let ryk hen mod andre perspektiver. Og vigtigst og mesterligt bruger den dette ryk i perspektiv til at fortælle helt suverænt om kærlighed. For mig viser den faktisk bedre end nogen anden film kærligheden i at kigge på nogen.
’Portræt af en kvinde i flammer’. Instruktion og manuskript: Céline Sciamma. Fotograf: Claire Mathon. Længde: 121 minutter
’Parasite’, anmeldt af Ralf Christensen
Den handler om den fattige familie Kim, der fusker sig ind hos den rige familie Park (...) Hvem er parasitterne? Det er spørgsmålet i sydkoreanske Bong Joon-hos fænomenale, sindsoprivende og socialt indignerede film. Den 50-årige instruktør er også – som i alle sine øvrige film – medmanuskriptforfatter på Parasite. Og den nyder godt af hans vilde sans for ægte overrumplende plottvister, sort humor, hang til barok action og en komplet frygtløs tilgang til sorg (...)
Bong Joon-ho genopliver filmkunstens magi. Han skaber altomsluttende scenarier, fabelagtige miljøtegninger fulde af dybde. Du føler dig absorberet af filmlærredet, gennemvædet af hans verdensbilleder.
I Parasite har du beboet både familien Kims fugtige og smudsige kælderlejlighed og familien Parks modernistisk minimalistiske pragt af et hjem. Og samtidig er der sans for detaljen. Vandpølen fra den væltede plastflaske, der når fingerspidserne. Limen, voldsmanden træder i. Sønnens anklagende blik mod moren, der har forsøgt at dræbe ham. Det er en kliché, men det gør det ikke mindre sandt: Hans film skal ses i biografen.
’Parasite’. Instruktion: Bong Joon-ho. Manuskript: Bong Joon-ho og Han Jin-won. Fotografi: Hong Kyung-pyo. Længde: 132 minutter
’Krudttønden’, anmeldt af Lone Nikolajsen
Krudttønden er en fiktionsfilm om Omar el-Husseins angreb på et debatarrangement i kulturhuset Krudttønden og på synagogen i København og om hans drab på filminstruktøren Finn Nørgaard og den frivillige vagt ved synagogen Dan Uzan.
Filmen følger de to ofre, gerningsmanden og en fiktiv politibetjent gennem det forløb, der begynder med massakren på det franske satireblad Charlie Hebdos redaktion i Paris den 7. januar 2015, godt en måned før, Omar el-Hussein begik sin forbrydelse.
Krudttønden er helt tydeligt gennemsyret af en humanistisk og publicistisk morale. Den er en hyldest til ytringsfriheden og til de mennesker, der tog og tager ansvar for, at vi kan leve trygt og frit. Det kommer mest direkte til udtryk, når Finn Nørgaard tager ordet blandt sine ytringsfrihedsgradbøjende venner og spørger:
»Kan vi bevare det, der gør os til mennesker?«
Det er et godt og væsentligt spørgsmål, og der er ingen tvivl om, at filmen tager det alvorligt. Men karaktererne og deres interaktioner har alt for travlt med at demonstrere forskellige pointer (i modsætning til de fiktionsfilm og -serier, der har været om Breiviks angreb den 22. juli 2011, hvor karaktererne fremstår som eksempler på liv, der bliver levet og vendt op og ned på). Derfor leverer filmen desværre ikke et overbevisende svar på, hvorfor den slags spørgsmål skal behandles i en fiktionaliseret actionthriller.
’Krudttønden’. Instruktion: Ole Christian Madsen. Manuskript: Lars K. Andersen og Ole Christian Madsen. Fotografi: John Christian Rosenlund. Længde: 106 minutter
