Vi er blevet foræret nøglen til Bjarne Reuters forfatterskab i ny biografi

Da jeg for et par år siden var på boligjagt, havde jeg ikke mange krav til huset. Jeg er født i et rektangulært gult etplansparcelhus fra 70’erne på en stikvej, og i sådan ét ville jeg også sagtens kunne dø. Men der var én ting, det var umuligt for mig at acceptere: et hus med garage i kælderen. Og det er Bjarne Reuters skyld.

Den ret så uskyldige og vel ligefrem udbredte og helt sikkert praktiske udnyttelse af kvadratmeter har altid givet mig myrekryb. For det minder mig om Erik fra Reuters Når snerlen blomstrer og Augusts filmatisering Tro, håb og kærlighed. Og ikke mindst om Eriks far.

Eriks far, der altid lige blev holdende lidt med motoren kørende nede i garagen, når han kom hjem fra arbejde, og gassede op nogle gange. Lige oven over garagen lå Eriks mors værelse. Hun var psykisk syg og panisk angst for »de vilde dyr«. Når faren gassede op, troede hun, det var dyrebrøl, og lammet af angst blev hun i sengen. Det var blot en af de diabolske måder, hvorpå Eriks far holdt morens sygdom ved lige, så han kunne leve, som han lystede.

Man har jo nok anet, og det har Reuter da også selv bekræftet, at Brønshøjbøgerne om Bjørn og vennerne i høj grad er baseret på Reuters barndom og ungdom i 1950’erne og 60’erne. Men at jeg nu får at vide, at netop denne historie, historien om Eriks syge mor og sygelige far, faktisk er noget nær sand – med undtagelse af den forløsende slutning, hvor Erik tager opgøret med sin far og redder sin mor ud af hjemmet – at Reuter har haft en ven som Erik, at han mødte hans mor og hørte dyrebrølet fra kælderen.

Det er sgu næsten ikke til at bære. Men det er ikke desto mindre det, der sker i den spændende og generøse bog En som Bjarne Reuter, der er udkommet i forbindelse med forfatterens 70-års fødselsdag. Her forærer Bjarne Reuter os nøglen til hele sit forfatterskab.

Man læser den grådigt, for her har vi at gøre med romaner, hvis udbredelse bekræftes årligt ved uddelingen af bibliotekspenge, og hvis kvaliteter resulterer i, at læsere afstemmer boligkøb med mindet om en læseoplevelse, der ligger mere end tyve år tilbage.

I lange citater fra både Reuter selv og forfatterskabet, der spænder fra de sjove børnebøger om Bertram, ungdomsromanerne om Bjørn, Mulle, Sten og de andre fra Brønshøj over fantasyromanen Shamran, gyseren 7.a og kriminalromanen Mordet på Leon Culman til den fabulerende De Gyldne Laurbær-modtager Løgnhalsen fra Umbrien.

Et forfatterskab, der er vidt forgrenet og genreresistent, men trods det er personernes karakteregenskaber næsten altid hentet op fra forfatterens barndomserindringer, og i En som Bjarne Reuter forklarer forfatteren hvordan og hvorfor.

Ingen affortryllelse

Man skal ikke frygte for, at forfatterskabet på den måde bliver affortryllet. Bjarne Reuter beskriver sit møde med Eriks mor lige så observant og smukt, som det sker i Når snerlen blomstrer:

»Vi går op i det iskolde køkken, hvor der står en stol mellem køleskabet og komfuret, som hun sætter sig på. Hun siger, at hun altid sidder der, for at der ikke skal ske hende noget. Jeg forstår, at hun har tilbragt adskillige år på den stol. Det eneste, jeg har i hovedet, er at finde en undskyldning, så jeg kan slippe ud. Hun spørger, om jeg har lyst til at blive lidt og tale sammen, og jeg svarer, at det vil jeg meget gerne. Fuld af løgn har man jo altid været. Da vi sidder på hendes kammer, hvor der er en seng og en kommode, er jeg på nippet til at græde. Ikke på grund af den generelle tristesse eller Eriks mors forfatning, men af selvmedlidenhed.«

Det kan lyde som en forfatters digteriske efterrationalisering, at han »forstår, at hun har tilbragt adskillige år på den stol,« men som vi lærer Bjarne Reuter at kende i bogen, der går kronologisk frem, så forstår vi, at han meget tidligt betragtede og analyserede verden.

Han beskriver sig selv som en dreng, der var alt for blød til omgivelserne. Han tog simpelthen alt ind og foretrak ofte sit eget selskab på loftet i den ejendom, hvor familien boede, og hans far havde arkiveret en række litterære klassikere. Han begyndte tidligt at skrive, men fortalte det selvfølgelig ikke til nogen. En arbejderdreng fra Brønshøj, der læser Dekameron og skriver fædrelandssange og salmer? Den går ikke i 1950’erne, hvor man helst skal være en ’rask dreng’.

Det var han nu forresten også på en måde. I så høj grad, at hans forældre på et tidspunkt sendte ham på en militaristisk opdragelseslejr. Det blev en traumatisk oplevelse, som både gav ham vandskræk for livet og gjorde ham voksen fra den ene dag til den anden som tiårig. Det var et tillidsbrud af den størrelsesorden, der gør, at man aldrig kan se på sine forældre på samme måde igen.

Først som 60-årig turde han spørge sin mor, hvorfor de gjorde det, og hendes forklaring var desværre, at det var en slags tilfældighed: Et forslag fra en nabokone, hvis dreng skulle afsted – en rigtig skidt knægt, der forresten hed Sten. Jo, Bjarne havde det jo med at være meget stædig. Det var måske ikke en dårlig idé.

Bjarne Reuters forargelse over forældrenes unødvendige magtdemonstration og lemfældige omgang med et barns skæbne er noget af det mest sympatiske ved ham. Ligesom han tror på Buster Oregon Mortensens magi og Hodders mission for at redde verden, så ser han også de uretfærdigheder, negative forventninger og afgørende magtovergreb, som børn udsættes for, og han tillægger barnet som vidne til sit eget liv stor værdi.

Selv om han nu er 70 år, er han ikke et øjeblik i tvivl om omfanget af den katastrofe, som opdragelseslejren var. Andre voksne ville måske tænke: ’Jeg havde vel fortjent det’ eller ’Måske lærte det mig noget’. Bjarne Reuter ville aldrig være solidarisk med den voksne, bare fordi det var en voksen.

Kloge værker, klog forfatter

Hele to forfattere står bag bogen: TV-journalisten Helle Retbøll Carl og den skrivende journalist Anders Houmøller Thomsen. Tilsyneladende har førstnævnte stået for interviewene, men det er ikke meget, hun fylder selv. Det er der ingen af dem, der gør i teksten.

Men det er ikke det samme som at sige, at Bjarne Reuter lige så godt kunne have skrevet bogen selv. Nogle ting bliver ikke sagt, medmindre nogen spørger. Helle Retbøll Carl har tydeligvis stillet de rigtige spørgsmål.

Det er ofte sådan, at værkerne er klogere end forfatteren, men det er ikke nødvendigvis tilfældet, når det gælder Bjarne Reuter. Hans sætninger er formfuldendte. De er fyldt med kompromisløs ærlighed og selvbevidsthed.

Han erkender sit svigt som skilsmissefar og konsekvenserne af livet med selvdiagnosticeret social fobi, der lige så selverkendt ligner egoisme og overfølsomhed over for indholdsløs samtale og tvungne relationer. Og selv om Reuter lægger afstand til sit ophavs følelsesmæssige uformåen og resignerede livsførsel, så gør han det med blik for nuancerne, kærlighed, stor forståelse og ikke mindst indsigt.

Jeg kan ikke finde på et mere dækkende ord for ham end netop indsigtsfuld. Bjarne Reuter har stået der i stuen på Kabbelejevej og på hjørnerne i Brønshøj og set direkte ind bag sine medmenneskers ydre skal og fået hele sit sensitive væsen fyldt op med indtryk, og siden delt det med os i sit forfatterskab, og nu uden fiktionens filter i denne uomgængelige nøgle til det.

Helle Retbøll Carl i samarbejde med Anders Houmøller Thomsen: ’En som Bjarne Reuter’. People’s Press. 300 sider. 299,95 kr.