Hvor går grænsen for embedsmandens loyalitet? Hvornår må hensynet til pligten vige for ens egen holdning? Hvor bør egoet træde til side for hensynet til spillereglerne? Det er småfilosofiske spørgsmål, som kan være eksistentielle for det enkelte menneske, og som også lurer i baggrunden i Bo Lidegaards nye bog Uden mandat om Danmarks kontroversielle gesandt i Washington under besættelsen, Henrik Kauffmann.
Forfatteren, en af vore fremmeste formidlere af historiske dramaer, trives tilsyneladende med sin livslange fascination af diplomaten Kauffmann, som i eftertiden er særlig kendt for at have brudt med den danske samarbejdsregering på et tidligt tidspunkt af den tyske besættelse og have indgået en aftale, der i 1941, uden mandat fra den danske regering, gav USA lov til at anlægge militærbaser i Grønland.
Bo Lidegaard: ’Uden mandat’
Lidegaards tommetykke disputats om Kauffmann fra 1996 rummede rigeligt med stof til en kortere, mere populariseret udgave, og det er godt, den kommer nu.
Her er der frit spil til bare at fortælle Kauffmanns personlige livshistorie uden akademiske udflugter. Lidegaard genfortæller veloplagt historien om Kauffmann og øser generøst og med sin sædvanlige fortælleglæde af de righoldige diplomatiske rapporter og personlige beretninger, breve osv. fra den danske gesandt og det øvrige diplomati, og en mængde nyt materiale er dukket frem siden 1996.
Fascination af Mussolini
Kauffmann tilhørte samfundets elite, men han var født i Tyskland og kom først til Danmark som 14-årig. Han blev jurist og var i træning som diplomat i New York og Berlin, inden han som 32-årig i 1921 blev sendt til Rom som gesandt, hvor han blev vidne til Mussolinis magtovertagelse året efter.
Forfatteren omtaler Kauffmanns depecher hjemover som »skeptisk beundrende indtryk«, men der er nu ikke megen skepsis at finde i de mange citater, der bringes, fulde som de er af næsegrus beundring for det fascistiske regime og dets fører i særdeleshed, med hans, ifølge Kauffmann, »stærke personlighed; hans jernvilje, hans uforfærdethed og hans koldblodighed«.
Som Lidegaard skriver, afspejlede Kauffmanns indberetninger om Mussolini sikkert tidens almindelige skepsis over for parlamentarismen. Men hvorfor ikke stille spørgsmålet: Skyldtes hans fascination af diktatoren, at han kunne genkende sig selv – det fandenivoldske og den egenrådige trang til at hævde sig?
Kauffmann var nemlig svær at tæmme. I sommeren 1923 blev hans navn sat i forbindelse med skandalen omkring Landmandsbankens krak, og han blev forflyttet til Beijing, en åbenlys degradering. Det var Udenrigsministeriets tidligere chef, O.C. Scavenius, som nu stod i spidsen for Store Nordiske Telegraf Selskab, der fik udvirket forflyttelsen, for Kauffmann skulle først og fremmest varetage Store Nordiskes interesser i Kina og Japan.
Danmarks udenrigspolitik varetog privatøkonomiske interesser; privatøkonomisk drivkraft tjente Danmarks interesser. Og Kauffmann tjente sagen og dansk erhvervsliv i Østen med så stor ildhu, at selveste lederen af den mægtige F.L. Smidth-koncern, Poul Larsen, skrev rosende om ham til Udenrigsministeriets direktør. Men der blev også, i 1925, tid til en farefuld færd på 1000 fantastiske kilometer i bil fra Beijing gennem Gobi-ørkenen og helt til Sibirien for at undersøge Sovjetunionens ekspansion i området.
Diplomatisk limbo
Som gesandt i Oslo i 1932-37 gjorde Kauffmann sig mest bemærket ved sin store indsats for at genoprette det gode forhold mellem Danmark og Norge efter det norske nederlag i striden om Nordøstgrønland, men grundet hans mange rejser, ekstravagante livsstil og dertilhørende udgifter var og forblev forholdet til Udenrigsministeriet i København anspændt, og da kosmopolitten, som aldrig rigtig havde haft en tilværelse i lille Danmark, blev sendt til Washington som gesandt i 1939, var det sikkert en lettelse for alle parter, hvilket ikke er helt ligegyldigt, for det lettede formentlig også Kauffmanns beslutning i april 1940 om at løsrive sig fra København og fungere som uafhængig gesandt.
Han opererede derefter til dels som repræsentant for Danmark, men ikke for den danske regering, i en diplomatisk limbo, som først fandt sin afslutning et år senere med aftalen med amerikanerne, der gav USA ret til militærbaser i Grønland, undertegnet af Kauffmann, som dermed anerkendtes som uafhængig gesandt.
København var rasende, Kauffmann blev afskediget, hjemkaldt og tiltalt for højforræderi. Han blev kun siddende, fordi den amerikanske regering legede med i hans fiktion om at repræsentere Danmark. Det tjente amerikanske interesser.
Dermed lignede Udenrigsministeriets opgør med Kauffmann regeringens kamp med modstandsbevægelsen: Konflikten var indædt og dybt alvorlig, men politisk og moralsk sikrede den, at danskerne fik smør på begge sider af brødet så at sige.
Mens samarbejdet med Tyskland minimerede de menneskelige ofre for besættelsen, beredte modstandskampen og folk som Kauffmann Danmark vejen til det gode, allierede selskab, da det hele var overstået.
Det sidste gjorde Kauffmann til minister uden portefølje i befrielsesregeringen, men ikke udenrigsminister, hvad han ellers havde sat næsen op efter – den post løb Christmas Møller med – og efter folketingsvalget i oktober 1945 var han færdig som minister, igen fordi han savnede et solidt netværk i centraladministrationen og politiske kredse.
Læseren lades aldrig i stikken
Kauffmann var, skrev Erling Bjøl senere, »en for stærk udfordring til janteloven«. Han måtte tilbage til Washington, hvorfra han ihærdigt bekæmpede sin regerings neutralistiske hældning til fordel for en uforbeholden tilslutning til NATO, som så kom i 1949. Han forblev i USA indtil 1958 i en for tjenesten usædvanlig langvarig udstationering, som vistnok passede ham fint.
De fleste af disse tildragelser kan man også læse om i disputatsen. Men i Uden mandat er doktorafhandlingens lange kildekritiske udredninger kogt ned til en kraftig fond af politisk og diplomatisk historie, krydret med indslag af den omstrejfende Kauffmanns ikke uproblematiske forhold til familien, hvoraf særligt ét medlem kommer betænkelig tæt på:
Nye kilder er dukket op, og allerede få sider inde i fortællingen fornemmer man, hvor det bærer hen. Det er dog tilsyneladende ikke derfor, Kauffmann dør en voldsom død for sin hustrus hånd i 1963.
Hvor langt kunne den selvstændige og ofte enerådende diplomat spille sine spil, uden at det fik konsekvenser? I bogens perspektivrige afslutning rejser Lidegaard selv spørgsmålet i forbindelse med Kauffmanns »private udenrigspolitik«. Kan man gøre det rigtige ved at gøre det, som ud fra en principiel betragtning er forkert og endda forkasteligt?
Kauffmanns politik rejser problemer i forhold til embedsmandens »stilling, ansvar og beføjelser«, skriver den tidligere udenrigsministerielle embedsmand. Men Kauffmanns motiver drages ikke i tvivl – og det er der nok heller ingen grund til at gøre.
Skildringen af Kauffmann er fuld af kontekst, så læseren bliver aldrig ladt i stikken, efterhånden som stormagtspolitikken udfolder sig. En indsigtsfuld epilog behandler i koncentreret form Danmarks forhold til Grønland, forfatterens hjertebarn, fra Kauffmanns død helt op til det besynderlige amerikanske købstilbud for få måneder siden.
Litteraturlisten derimod er ikke helt så aktuel og kunne godt have brugt en opdatering. Ind imellem bliver forfatteren revet med af sin egen fortællestil, som godt kan blive noget højstemt. Kauffmann »handlede i verden«, »hans vilje gjorde fælles sag med skæbnen« og sådan noget. Men det er småting i en bog, som er så rig på historiefortælling og perspektiver.
Bo Lidegaard: ’Uden mandat. En biografi om Henrik Kauffmann’. Gyldendal, 560 s., illustreret
