Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Charli XCX’s karantænepop sprudler som rusten konfetti

Den britiske popstjerne Charli XCX har fordrevet tiden i isolation under coronakrisen med at producere et nyt album i dialog med sine fans. Resultatet er et glitchet, technoflænset og festliderligt øjebliksbillede
Charli XCX konstaterer, at hun ikke kan feste ’med’ sit publikum i disse tider, så i stedet må hun feste ’på’ dem.

Charli XCX konstaterer, at hun ikke kan feste ’med’ sit publikum i disse tider, så i stedet må hun feste ’på’ dem.

Atlantic Records

Kultur
2. juni 2020

Tusind lyserøde balloner er pustet op, champagnen poppet og posen med lilla partypiller er fundet frem fra gemmerne, mens den ene gæst, der er anledning til al denne festivitas, lader vente på sig. Det er situationen på den britiske popstjerne Charli XCX’s »Party 4 u«, der som flere andre af sangene på hendes nye album udtrykker en dyb længsel efter at feste. Ja, nærmest en slags festliderlighed.

»I’m about to party on you / Watch me, watch me party on you« gentager hun kælent og markerer således frækt sit savn efter en særlig slags intimfest med en enkelt udskiftning af et forholdsord. Hun håber på at kunne feste ikke med, men den anden.

Da sanger og sangskriver Charli XCX – med det borgerlige navn Charlotte Aitchison – blev nødsaget til at gå i karantæne i sit hjem i Los Angeles, gav hun sig selv en deadline på seks uger og meddelte offentligheden, at hun 15. maj 2020 ville udgive sit fjerde album. Hun havde allerede titlen: How I’m Feeling Now.

Undervejs kunne fans, medier og andre interesserede følge med og deltage i processen via Instagram, dagbogslignende hjemmevideoer, og på videokonferenceværktøjet Zoom afholdt hun ugentligt åbne møder med fans, der gav hende ideer og konstruktiv kritik.

Resultatet er den 27-åriges måske mest overbevisende udgivelse til dato. Det er, som om den stramme deadline har tvunget hendes musikalske udtryk til at blive hårdt og fokuseret. Og som om det dræbte klubliv har gjort hendes dansenumre det mere intense.

»I just wanna go real hard« proklamerer hun til et aggressivt beat og skarpe metalliske svirp på åbningsnummeret »Pink Diamond«, der senere sætter følgende ord på hendes sindstilstand i isolation:

»I’m online and I'm feeling so glamorous
Watch me shine for the boys and the cameras
In real life, could the club even handle us?
«

Loopet festlængsel

De 11 numre er produceret i samarbejde med BJ Burton og A.G. Cook. Sidstnævnte har en surrealistisk og legende tilgang til popmusik eller pc music, som hans futuristiske kitchstil også kaldes. Han sad også i kontrolrummet på Charli XCX’s seneste album, Charli, der udkom i september.

Hvor Charli var fyldt med gæstevokalister som Haim og Lizzo, er det kun Charli selv, der leverer vokalen på How I’m Feeling Now, og det giver pladen en klædeligt konsistent lyd: Den er et råt mix af karikeret elektropop og barske industrielle beats, der hakker og knager, som var Infernal, Aqua og Britney Spears blevet sendt til ophugning i en gammel stationær computer og endt som rusten konfetti og kulørt popskrot.

How I’m Feeling Now er et råt og ærligt øjebliksbillede fra et popidols hjemmearbejdsplads i de uger i april og maj, hvor både klubliv og musikproduktion blev forflyttet til skærme og folks egne stuer.

Det myldrer med potentielle hits, loop og glitch-effekter; den slags lyde, der klinger af teknisk uheld og digital støj. Den elektroniske musiks svar på et dårligt antennesignal, der får skærmens farver til at flyde sammen i en grovpixeleret neonregnbue.

Vokalen er autotunet til overflod, både når den er sukkersød, og når den er forjappet grimet. Der er flere kærlighedserklæringer og endnu flere numre designet direkte til et sydende diskotek som den technoflænsede »Anthems«, hvorpå hun længes efter at kunne feste med sine venner og føle varmen fra alle de andres kroppe i stedet for at vågne sent, spise cereals og forsøge at fordrive sin kedsomhed med lidt onlineshopping.

Charli XCX: ’How I’m Feeling Now’ (Asylum Records / Warner Records).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her