Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Countrysangeren Sam Hunt trak stikket, tabte kongeriget, men vandt prinsessen

Først seks år efter sit debutalbum er den hiphopinfluerede countrystjerne Sam Hunt tilbage med sit andet album. I mellemtiden har han kæmpet for og vundet kærligheden. Men han har tabt initiativet i en verden, hvor country og hiphop er blevet sengekammerater. Hans svar? Subtil nytænkning
Kultur
4. maj 2020
Først seks år efter sit debutalbum er den hiphopinfluerede countrystjerne Sam Hunt tilbage med sit andet album. I mellemtiden har han kæmpet for og vundet kærligheden. Men han har tabt initiativet i en verden, hvor country og hiphop er blevet sengekammerater. Hans svar? Subtil nytænkning

Universal Music

Den eventyrlystne countrystjerne Sam Hunt er kommet hjem med sit andet album SOUTHSIDE, der har været hele seks år undervejs.

Han er ikke bange for at koble sine nye sange til sit eget liv, så lad os for en gangs skyld lytte biografisk til hans værk.

35-årige Sam Lowry Hunt er vokset op i den lille by Cedartown, Georgia, godt 100 kilometer fra hiphopkosmopolen Atlanta. Han blev næret af en diæt af country og hiphop.

I starten af 10’erne forlod han sin kæreste Hannah Lee Fowler til fordel for sin karriere, og han fik stor succes med debutalbummet Montevallo i 2014, der blandt andet udmærkede sig ved en række countryrappede passager.

Efter to års turné besluttede han sig for at vinde sin eks tilbage.

Nytårsaften 2016/2017 uploadede han »Drinkin’ Too Much« om sit håbløse liv uden hende. Han skrev den, da han var single, men da den blev indspillet var hun med på keyboard. Det var et nummer, der drog sammenligninger med den canadiske rapstjerne Drakes »Marvin’s Room.« Begge hovedpersoner ruger over tabte kærester.

Bygget som en firhjulstrækker

I 2017 arbejdede Hunt sammen med den moderne danceeklektiker Diplo samt med hiphopproducerne Murda Beatz og Charlie Handsome. Det klikkede ikke, og han slog pjalterne sammen med sin tidligere producer fra Montevallo, Zach Crowley.

Imens var countrygenren i udvikling. Kacey Musgraves Golden Hour bød i 2018 på en ny ambient, panoramisk country, som skaffede hende Grammy-prisen for årets album. Og i 2019 eksploderede Lil Nas X’ country hiphopmegahit »Old Town Road.«

Sam Hunt følte sig overhalet af Nas X, fortæller han i år til The New York Times. Hvorfor havde han ikke tænkt så radikalt i sin flirt med rap? Hans modsvar er subtilt og lidt konservativt.

Universal Music

Pressefotografierne taler for sig selv. En bundsolid kerneamerikaner bygget som en firhjulstrækker. Tidligere collegequarterback, hjertet på rette sted, 99 procent samme smil på alle foto. Du kan stole på Hunt. Og SOUTHSIDE er også en hyldest til konservatismens grundfjeld, det heteroseksuelle ægteskab.

Det er så også et subtilt nytænkende album, uden den tivoliserede countryhiphop fra »Old Town Road«.

Bevares, den strålende »Hard to Forget« sampler og klipper frækt i countryklassikeren »There Stands the Glass« fra 1953. Men ofte gemmer nytænkningen sig i det harmoniske og i de vokale fraseringer.

Den strålende »Kinfolks« har boblende melodi og vokale fløjlsteknikker a la Justin Bieber. Og den brusende »Young Once« har fraseringer, der hele tiden veksler mellem neonpop og grundcountry. Og det er bedre end det lyder – især bliver det interessant i omkvædets mix af oldschool banjo og poptastiske skudsalver.

Men SOUTHSIDE kan også sande til i sentimentalitet. Der er tårer i den sidste øltår. Det kommer ikke som nogen overraskelse.

Universal Music

Liiidt for konservativt

Albummet starter med tekstlige snapshots af hans deroute som single. På åbneren »2016« spoler han tiden baglæns fra genforeningen med Fowler. »I’d put the whiskey back in the bottle / Put the smoke back in the joint

Der er kærlighedserklæringer til hende og så den dumt adfærdsregulerende »That Ain’t Beautiful«, der signalerer en småborgerlig tilgang til, hvad kvinder kan tillade sig. »That ain’t beautiful / No, that ain’t you / You can do better

SOUTHSIDE er med andre ord et godt, stærkt sammentømret, behersket legende og liiidt for konservativt album fra en 35-årig mand, der både har strålende sange bag sig og en lovende kunstnerisk løbebane for sig.

Sam Hunt: ’SOUTHSIDE’ (Universal Music).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her