Læsetid: 5 min.

Danskerne er godt tjent med DR’s dramatiske formidling af Genforeningen

Særligt valget af hovedperson i første afsnit af ’Grænseland’ viser, at DR ikke bare vil fortælle historien om de glade dage i sommeren 1920. I stedet gør man generationer af sønderjyder ære ved at fortælle om hele den definerende historiske periode, hvor grænsen blev rykket rundt på magtens landkort som snubletråd under fødderne på folket med blodig konflikt og splittelse til følge
Det kan godt være, at valget af Laurids Skau – spillet af Oscar Dyekjær Giese her til venstre – som nøglefigur ikke er det mest indlysende, men det er godt, fordi han personificerer de ulmende konflikter mellem nationer og oprør mod hierarkier, der herskede i hele Europa på den tid, og samtidig er han historien om et sønderjysk folk, der fik undertrykt sin kultur og sit sprog af dem, der sad på magten, og siden kom til at gøre det samme mod andre.

Det kan godt være, at valget af Laurids Skau – spillet af Oscar Dyekjær Giese her til venstre – som nøglefigur ikke er det mest indlysende, men det er godt, fordi han personificerer de ulmende konflikter mellem nationer og oprør mod hierarkier, der herskede i hele Europa på den tid, og samtidig er han historien om et sønderjysk folk, der fik undertrykt sin kultur og sit sprog af dem, der sad på magten, og siden kom til at gøre det samme mod andre.

Morten Krüger

18. maj 2020

Genforeningsjubilæet blev ikke den store nationale fejring, som mange nok havde håbet på og forventet. Adskillige arrangementer, udstillinger, fester og højtideligheder er blevet enten udsat eller helt aflyst. Lige nu ser det ud til, at DR kommer til at stå næsten alene med den brede markering af 100-året.

Centralt står den historiske dramadokumentarserie i fire afsnit Grænseland – selvfølgelig med snart alt for allestedsnærværende Lars Mikkelsen som vært, der dog heldigvis er blevet givet et noget bedre manuskript, end han var udstyret med i naturprogrammerne ’Vilde vidunderlige Danmark’.

Når DR på den måde får lov at stå som hovedfortæller på denne vigtige periode i danmarkshistorien – som måske nok dyrkes i Sønderjylland, men må se sig slået af en anden besættelse, når det gælder den bredde befolknings historieinteresse – så bliver det desto mere afgørende, at DR leverer en velfunderet og kritisk version af en historie, der i sagens natur har mange sider.

En sag, hvor grænseføringen blev trukket frem og tilbage under fødderne på folket som en livsfarlig snubletråd spændt ud af ærgerrige herskere.

Men DR har efterhånden med serier som ’Historien om Danmark’ og ’Frederik IX’ udviklet sig til en stærk historiefortæller, der gør brug af både smukke årstidskorrekte panoramabilleder af landskaber og en bedre og bedre balancering mellem dramatisering og fortælling.

Og efter første afsnit af Grænseland ser det ud til, at hvis denne serie kommer til at stå tilbage som det, man husker fra markeringen af genforeningsjubilæet, så er vi faktisk godt tjent med det.

DR har nemlig ikke kaldt serien ’Genforeningen’ og koncentrerer sig ikke om de glade sommerdage i 1920, hvor Sønderjylland kom hjem til Danmark. Det ville da ellers være fristende, nu hvor der tales så meget om fejring.

Men sandheden er, at vi ville gøre generationer af sønderjyder uret, hvis vi fortalte historien om Genforeningen ud fra det respektfulde samliv, der i moderne tid præger grænselandet. Sønderjyllands idylliske landskab er fyldt med ar. Og det er heldigvis dem, DR viser frem.

De starter helt tilbage i 1840’erne. Man kunne faktisk være startet så langt tilbage som Napoleonskrigene, ja, længere tilbage endda, for at fortælle om den turbulente, konfliktfyldte og blodige skæbne, der har været hertugdømmernes og Sønderjyllands.

Men det er fornuftigt at starte i årene op til Treårskrigen, og det er endnu klogere af DR at fortælle historien om de år, og årene efter krigen, med Laurids Skau som hovedperson (spillet af den dygtige, men meget ikkejysktalende Oscar Dyekjær Giese).

Laurids Skau var bondefødt politiker. Han var en del af den bevægelse i hertugdømmet Schleswig, der kæmpede for retten til at tale dansk og mod det faktum, at der på højere læreranstalter, i alle retssager og andre officielle anliggender, kort sagt i magten, blev talt tysk – hvad mange i det nordlige Schleswig ikke forstod.

Bonden i front

Der var mange personer involveret i den danske bevægelse i Schleswig, og valget af Skau som hovedperson er ikke indlysende. Men hvis man ikke udelukkende vil fortælle historier om enkeltpersoner, der kan rejses statuer af, men om systemer og bevægelser, om hierarkier og magt, så er Laurids Skau velvalgt.

Man kunne i udgangspunktet få den mistanke, at valget faldt på Laurids Skau, fordi han var den fattige dansktalende bondekarl, der talte magten imod, men det er ikke (kun) sådan DR bruger ham.

Ikke mindst takket være velvalgte historiske eksperter som Poul Duedahl og Mikkel Venborg Pedersen får vi med historien om Laurids Skau historien om, hvordan den nationale strid om Sønderjyllands fremtid i høj grad var orkestreret af eliter.

Den danske bevægelse skubbede Laurids Skau foran sig, fordi de forstod, at hvis de skulle få kongens opmærksomhed, så skulle det være en folkesag at sikre de danske undersåtter i Schleswig bedre vilkår. Det gik for eksempel ikke at lade Christian Flor stå og tale på Skamlingsbanken.

En vigtig person i bevægelsen, der var med til at grundlægge både den og den på mange måder afgørende Rødding Højskole (der i dag ligger på Flors Allé), men også en veluddannet københavnerdreng, der var universitetslektor i Kiel.

Nej, en bondedreng skulle der til, så Flor skrev taler for Skau, og siden fattede den nationalliberale bevægelse i København og Orla ’Danmark til Ejderen’ Lehmann interesse for ham.

I Skaus flakken mellem alliancer ligger også en spændende historie om uenigheden mellem de nationalliberale og grundtvigianerne om, hvordan den nationale sag for Sønderjylland skulle kæmpes, men det fører selvfølgelig for vidt, hvis DR også skulle dække den flanke af.

En gang bonde altid bonde

Men min begejstring for Skau stopper ikke her. Historien om Skau er nemlig også historien om, at nok var han vigtig for bevægelsen, men i 1840’ernes hierarkiske samfund var han også bare en bonde.

I tv-seriens dramatisering siger Orla Lehmann til Skau i forbindelse med et af dennes mange besøg i København: »Man ved jo snart ikke om du er bonde eller bybo.«

Det var stadigt et samfund, hvor man skulle kende sin plads. Det var et samfund, der skabte klasseforrædere. Skau skulle åbenbart ikke gøre sig forhåbninger om selv at forlade den bondestand, han kæmpede for, og det gjorde, at han fik en afsmag for den. Han noterer sig i serien:

»Jeg er ikke længere bonde i klassisk forstand. Jeg kan ikke længere trælle som en hest. Jeg har lært at stille fordringer til livet, som mine standsfæller slet ikke kender.«

Den både samfundsbetingede og indre konflikt er en gave for en instruktør, der vil mere med sine figurer end gøre dem til marionetter i historieformidling. Skau væmmes ved bondestuens fluer, og han ser næsten skamfuldt på sin families halmfyldte træsko, da han selv kommer hjem fra København i fine klæder.

Skau er første afsnits clou. Man glemmer helt prinsen af Nør, hertugen af Augustenborg og Christian d. 8., der ellers også fylder og jo er dem, der formelt set har magten og agten til at sætte Sønderjylland i flammer og gør det i Treårskrigen.

Skau personificerer de ulmende konflikter mellem nationer og oprør mod hierarkier, der herskede i hele Europa på den tid. Men samtidig er han historien om et sønderjysk folk, der fik undertrykt sin kultur og sit sprog af dem, der sad på magten, og siden kom til at gøre det samme mod andre, da Treårskrigen var vundet, og Skau sad som amtsforvalter i Haderslev og krævede, at de tysksindede bønder skulle tale dansk.

’Grænseland’. DR1. Første afsnit af fire. Instruktion: Claus Pilehave. Producent og redaktør: Ane Saalbach. Vises søndag aften kl. 20 på DR1.

Serie

Vi anmelder ’Grænseland’

Det skulle have været markeret med arrangementer i hele Sønderjylland, at vi i år fejrer 100året for Genforeningen, men det meste er aflyst. Tilbage står DR’s stort anlagte markering af jubilæet og helt centralt den historiske dramadokumentar ’Grænseland’. Vi anmelder hvert afsnit af historien om de blodige konflikter, der efterlod et arret folk og landskab i grænselandet.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Malan Helge
  • Kurt Svennevig Christensen
  • Ervin Lazar
  • Anders Graae
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Dorte Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
  • niels astrup
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Oluf Husted
  • Tina Peirano
  • Kim Folke Knudsen
Viggo Okholm, Malan Helge, Kurt Svennevig Christensen, Ervin Lazar, Anders Graae, Bjarne Bisgaard Jensen, Dorte Sørensen, Eva Schwanenflügel, niels astrup, Maj-Britt Kent Hansen, Oluf Husted, Tina Peirano og Kim Folke Knudsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

"Men samtidig er han historien om et sønderjysk folk, der fik undertrykt sin kultur og sit sprog af dem, der sad på magten, og siden kom til at gøre det samme mod andre, da Treårskrigen var vundet, og Skau sad som amtsforvalter i Haderslev og krævede, at de tysksindede bønder skulle tale dansk."

Vi har helt åbenbart stadig ikke lært, at tvang og undertrykkelse afføder modvilje og oprør, og i sidste ende igen tvang og undertrykkelse mod andre.

Når man ser på fx håndtryksloven og ghettopakken, skulle man tro, vi stadig levede i attenhundrede hvidkål.

Jørgen Mathiasen, Dorte Schmidt-Nielsen, Arne Lund, Malan Helge, Sven Elming, David Zennaro, Rolf Andersen, Werner Gass, peter juhl petersen, Birte Pedersen, Jan Weber Fritsbøger, Christel Gruner-Olesen, Hans Larsen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
niels astrup

Eva - sjovt, så forskellige perspektiverne kan være. Jeg så den samme scene og tænkte....hans oldebørn vil prise sig lykkelige over, at de ikke skal dø på østfronten for fører, folk og fædreland.

Serien minder mig også om en anden ting: Det er dæleme et mirakel, at der endnu er et dansk mindretal på 100.000 syd for grænsen og at mine egne unger er svineheldige, fordi tidligere generationer har kæmpet igennem.

Eva Schwanenflügel

Niels - du må altså prøve at uddybe hvad du mener med :
"hans oldebørn vil prise sig lykkelige over, at de ikke skal dø på østfronten for fører, folk og fædreland."

Det havde da intet med Treårskrigen at gøre..

Først røg hele molevitten efter krigen i 1864.
Dvs at de danske måtte kæmpe for Tyskland under 1. Verdenskrig.
Dernæst kom Slesvig tilbage efter folkeafstemning for 100 år siden, altså marts 1920.
Herefter blev Danmark besat af Tyskland 1940-1945, hvor nogle tapre soldater kæmpede og mistede livet ved grænsen.

Så hvad mener du egentlig med :
"Det er dæleme et mirakel, at der endnu er et dansk mindretal på 100.000 syd for grænsen og at mine egne unger er svineheldige, fordi tidligere generationer har kæmpet igennem."

Olaf Tehrani, Rolf Andersen, Birte Pedersen og Jan Weber Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Følgende spændende artikel fortæller om noget af et kuriosum, jeg ihvertfald ikke lærte om i historietimerne, nemlig om de såkaldte 'skandinavister', som ville skabe en Nordisk føderation under den svenske konge.

Bevægelsen var temmelig succesfuld, og planerne langt fremme.
Men så kom krigen i 1864 i vejen.

"Farvel til et selvstændigt Danmark: Stærke kræfter ville skabe et helt nyt land"
https://www.dr.dk/nyheder/kultur/historie/farvel-til-selvstaendigt-danma...

Erik Jensen

Det bedste er næsten, at både TV-udsendelsen og Information her bruger "Sønderjylland" i stedet for den moderniserede udgave: "Sydjylland". Ordet Sønderjylland rummer bare meget mere end den simple stedbetegnelse gør.

jens peter hansen

I Haderslev amt tror jeg ikke der var mange tysktalende bønder. Der var sikkert nogle borgere i Haderslev som talte tysk, men på landet talte alle sønderjysk, ligesom de fleste i byen Haderslev. Det regenburgske sprogreskribt fra 1851 var en dumhed, men det var i Mellemslesvig det var et overgreb idet tysk, dvs plattysk var folkesproget mange steder og kirkesproget højtysk. Tysk var derfor det hellige sprog også for dansktalende. Det tyske mindretal der var efter 1920 talte for stort set alles vedkommende sønderjysk i alle tilfælde på landet og de kunne ikke tysk, men lærte det i de tyske skoler. På trods af et meget stort fortyskningsforsøg, dansk røg helt ud af skolen i 1888 med undtagelse af fire religionstimer, var tysk et fremmedsprog også for de tysksindede på landet. Der var altså ikke overensstemmelse mellem sindelag og sprog, da fx Flensborg lige efter 1864 stadig havde dansk flertal selvom byen mest talte plattysk. I Nordslesvig der stemte dansk i 1920 talte stort set ingen plattysk, mens en del af borgerskabet talte højtysk. Sønderjysk blev der visse steder også talt blandt de tysksindede syd for grænsen, men plattysk var det mest almindelige også blandt de dansksindede. En vits går ud på at da danskheden buldrede frem efter 1945 i Sydslesvig var man i nogle små landkommuner nødt til at tale tysk da de ny dansksindede ikke kunne sønderjysk som ellers havde været talesproget i sognerådet.

jens peter hansen

Med hensyn til de tysksindedes oldebørn i Sønderjylland så meldte mange sig til SS og blev soldater på ødtfronten. Over 2000 var frivillige og omkring 700 faldt. Nazismen havde i den grad fat i de tysksindede, som dannede bevægelser der var efterligninger af det nazistiske Tyskland. Ungdoms- og børnebevægelser der var efterligninger af Hitlerjugend og førerdyrkelse og Heil Hitler i stedet for Gute Morgen i skolerne. De tyske foreninger blev fra 1938 alle organiseret efter førerprincippet og der var så at sige ingen opposition med dette. Drømmen var selvfølgelig at komme heims in Reich. Det skete som bekendt ikke fordi Hitlet ønskede et godt forhold til de nordiske lande.

Dorte Schmidt-Nielsen, Rolf Andersen, Birte Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det her er en serie som Frikadellepartiet vil elske at hade. Ganske som 1864, der jo heller ikke levede op til deres betændte nationalisme. Bare vent. I skrivende øjeblik er Søren Espersen ved at spidse blyanten for at fortælle os alle, hvordan DR igen svigtet danskheden, og Messerschmidt vil atter få lejlighed til at forlange DR nedlagt.
I alsidighedens navn vil aviserne trykke deres ligegyldige nonsens.

Rikke Nielsen

"Pia Kjærsgaard: Indvandring fra Somalia og Libanon har præget Danmark negativt for evigt"

Åh nej, skal vi nu til det igen.... (finger i halsen)...

Eva Schwanenflügel og Søren Mortensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Skulle der være en enkelt, som vil se på konflikten om hertugdømmerne i helikopterperspektiv, men altså stadigvæk en dansk helikopter, så man ikke bliver søsyg, så er der en i:
»Tyskerne. Nation og stat i Tyskland 1815-1988«. Den jyske Historiker, nr 43-44, 1988.

jens peter hansen

Fra Grænseforeningen:
"Hertugdømmerne fik som det øvrige Danmark allerede i 1814 en skoleordning, som indførte almindelig skolegang hele året for alle børn. Dog var skoleordningen i hertugdømmerne lidt forskellig fra den danske, idet den f.eks. indeholdt bestemmelser om undervisningssproget, hvilket var en selvfølge nord for Kongeåen. Reglen var, at skolesproget skulle følge kirkesproget og ikke folkesproget, og da kirkesproget siden reformationen havde været tysk syd for linjen fra Flensborg til nord om Tønder, blev tysk ligeledes skolesprog her. Hvor kirkesproget var tysk var præsterne ligeledes tysk uddannede, og da præsterne havde tilsynet med skolen var der ingen tvivl om, at skolesproget skulle være tysk. Det fik afgørende nationalpolitisk betydning senere, idet afstemningsresultatet i 1920 stort set fulgte den samme linje.

Allerede efter Treårskrigen i 1848-50 var man meget bevidst om skolesprogets nationalpolitiske betydning. Således gennemførtes i 1851 de såkaldte sprogreskripter i 49 sogne i Mellemslesvig og i Tønder by, således at kirkesproget blev blandet tysk-dansk og skolesproget udelukkende dansk. Disse sprogreskripter skabte udbredt modstand mod det danske fra tysksprogedes side. Sprogreskripterne kom til at virke modsat af deres hensigt."

Altså er Laurids Skaus påtryk af den tysktalende bonde i Haderslev amt noget ævl. Skolesproget var dansk i Haderslev amt og havde hele tiden været det, så tyskeren havde ikke noget valg. Dog var der med sprogreskriptet af 1840 også nogen undervisning i tysk i de danske skoler. Dumhed hos de københavnske embedsmænd, som ønskede DK til Ejderen, gjorde at Mellemslesvigs børn fra 1851 skulle undervises på dansk, et sprog som mange talte, men ikke før ikke var blevet undervist i. Lairids Skau-episoden er altså helt i skoven. Derimod gjorde reskriptet, fra 1840, op med at alene tysk var administrationssprog i Nordslesvig. En ændring som som var fuldstændig retfærdig da befolkningen jo ikke forstod tysk.
Som skrevet står så følger den dansk tyske grænse stort set kirkesproget fra efter reformationen, dog med Tønder syd for denne grænse. I Tønder og Højer var der også i 1920 et stort tysk flertal ved afstemningen. I Tønder var borgmesteren i mange år tysk og i Højer til efter besættelsen.
At lave faktuelle fejl, som geografisk adresserer et tåbeligt dansk forsøg på at "daniserer" folk i Mellemslesvig forkert er en slem smutter i en ellers udmærket første del af Genforeningens historie.

Jørgen Povlsen

“historien om et sønderjysk folk, der fik undertrykt sin kultur og sit sprog af dem, der sad på magten”

hjemme hos os (vi er sønderjyder) har vi skreget af grin over, at DR har valgt at bruge københavnske skuespillere i alle centrale roller.
Man skulle tro, at DR havde forstået lidt af, hvad historien handler om, når nu de har investeret sådan i den, men nej.
Selvfølgelig skal sønderjyder spilles af københavnere - ellers er det jo ikke til at forstå, hvad de siger, de mærkelige væsener. Sådan har DR tilsyneladende ræsonneret.