Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Djuna Barnes’ ’Natteskov’ gav mig fysisk ubehag. Men sådan kan det være at møde stor litteratur

Man skal spænde ben for sig selv, hvis man vil komme rigtigt ind på Djuna Barnes’ kropumulige og ekstatiske kærlighedsroman ’Natteskov’, der nu udgives i en strålende nyoversættelse af Juliane Wammen
Djuna Barnes.

Djuna Barnes.

Oscar White

Kultur
15. maj 2020

Forskellige tider, kontinenter, strømninger og ideer påvirker den enkelte forfatter og dermed litteraturen, det siger egentligt sig selv. Alligevel slog det mig som en hammer, hårdt og ondt, da jeg gik i gang med at læse amerikanske Djuna Barnes’ (1892-1982) ikoniske roman Night Wood fra 1936. Den modernistiske klassiker, der foreligger i en imponerende nyoversat udgave af oversætteren Juliane Wammen, bærer nu den danske titel Natteskov.

Det er en virkelig god, og ikke mindst passende titeloversættelse, fordi den (også i højere grad end den forrige oversættelse af Ulla Ryum i 1964, der lød på Nattens skove) bærer et mysterium med sig. Man kan næsten smage det, der er noget gådefuldt, sammenfiltret og senet over Natteskov, det er en titel, der får alverdens sorte ting til at sidde fast i tænderne. Og dét er aldeles strålende, bortset fra, at jeg i begyndelsen slet ikke kunne holde ud at læse Natteskov – som jeg ikke havde læst før.

Djuna Barnes: ’Natteskov’

Turbine
Jeg fik lettere kvalme, flygtede hele tiden væk fra bogen, fandt på den ene eller anden undskyldning, og da jeg tog mig selv i at vende øjne af bogen, ja, så besluttede jeg mig for at tage det alvorligt.

Hvad var det dog for en barnlig og helt igennem mærkværdig opførsel, jeg udviste over for én af den moderne litteraturs ultimative queer og ikoniske hovedværker, der som en af de allerførste beskæftiger sig eksplicit med lesbiske forhold og kærlighed?

Det har jeg tænkt meget over. Skyldtes min første store irritation og kvalme det forhold, at Natteskov næsten fuldstændig ignorerer almindeligt svingende plotkurver og karakterudvikling og bare overhovedet ikke giver en skid for at give læseren en nogenlunde fornemmelse for tid eller sted? Men nej, det er ikke det.

Koloristisk, burlesk, dystert

Man fornemmer jo et dramatisk og lidenskabeligt kærlighedsdrama i bisætningerne, som anmelderen her hellere må løfte sløret for, når romanen nu ikke selv ikke gider. Altså: Den tidligt forældreløse Felix, der er besat af aristokratiet og opsøger minder om en svungen storladen tid overalt, gifter sig med romanens besættelsespunkt, snarere end værkets hovedperson, nemlig den dragende Robin Vote, hvis tiltrækningskraft fortælleren ustandseligt ironiserer over:

»Når hun smilede, var det kun med munden og en anelse bittert: ansigtet hos et uhelbredeligt sygt menneske som endnu ikke var blevet ramt af sin lidelse.«

Felix og Robin får et skravlet barn, en søn, som Robin Vote skrider fra med det samme, hvorpå hun i det natteliv i Paris, Berlin og Wien, som hun og romanens øvrige personer flakser rundt imellem, finder sammen med Nora Flood, der bliver Robin dybt hengiven. Nora elsker Robin ubetinget og finder sig i kontinuerlig række af utroskab (altid om natten, det meste i Natteskov sker i mørket), og endelig går Robin fra hende og finder i stedet sammen med en bizar enke, Jenny Petherbridge.

Robin og Jenny rejser sammen til Amerika, hvor Robin går helt fra forstanden i en slags dyrisk smuldringsproces, hvilket kulminerer i romanens afsluttende og gyseragtige vanvidsscene. Alt imens møder læseren hele tiden denne mystiske doktor, en slags queerfilosofisk transvestit, der nok mest af alt er romanens gale og alkoholiske orakel, der kan fortælle indgående om natten, vanviddet og kærlighedens uhyrligheder.

Som man måske kan fornemme ud fra foregående forsøgsvise handlingsreferat (bygget op af sidebemærkninger) er værket rigeligt koloristisk, burlesk, dystert og på mange måder også rablende. Fortælleren er heller ikke bange for urimelige postulater og overdrivelser, hvilket kan være morsomt nok:

»Hun gik med en hat der var stor som en bordplade, og hvor man kunne finde alt undtagen rindende vand.«

Ligesom fortælleren heller ikke er ked af at være udtalt spydig på sine karakterers vegne, her om Jenny Petherbridge:

»De ord som faldt fra hendes læber, virkede lånte; havde hun været tvunget til at opfinde sit eget ordforråd, ville det have bestået af ’åh’ og ’aha’«.

Fysisk ubehag af læsning

Grundlæggende er det nok ikke én af disse ting, ligesom det heller ikke kun er de evige dialoger, monologer og sidespring, som Natteskov især består af, men snarere én kombination af alle disse ting, der i begyndelsen af min læseoplevelse gav mig fornemmelsen af at være vidne til noget helt igennem uægte. Sært nok. At læse den første tredjedel af Natteskov var som at gå igennem en opstyltet parade, et skabagtig, krukket og kunstigt sceneri. Der var en enorm afstand mellem mig og bogen. Jeg kunne ikke trænge ind i den.

Men så, da jeg endnu engang gik væk fra romanen, kastede mig over en artikel om Djuna Barnes i samtiden, ja, så pludselig stod Barnes for mig i min indre biograf i Paris, i 1920’erne, og skålede med Ernest Hemingway på en fortovscafé. Og det billede – eller snarere, den sammenstilling, åbnede noget i mig. Fordi det gjorde det tydeligt, hvad jeg var oppe imod – og hvad det var, det gjorde mig så irriteret og kvalm.

For det er jo fuldstændigt utroligt, at en nøgtern og kølig minimalistisk skrift som Hemingways kan opstå på samme tid som Barnes’ ekstatiske, overdrevne og skoldhede skrift. Selv om de to forfattere også har meget tilfælles i deres desillusionerede erfaringer og oplevelser af moderniteten, er Djuna Barnes’ Natteskov så langt fra en økonomiseret minimalisme, man overhovedet kan komme. Og hvis man tænker på så megen af den samtidige litteratur, især den danske, som jeg omgiver mig med, ja, så opererer den litteratur jo netop ud fra et mere minimalistisk paradigme.

Her skærer man hellere lidt fra, end man lægger til. Man er varsom med at bruge overdrivelsen som effekt, at være alt for morsom og bruge for megen farvelade eller at kaste om sig med sære indfald, krukkerier og vidtløftigheder – hvilket alt sammen er noget, som Barnes ynder og til med bader i. Med masser og masser af heftigt duftende karbadsskum (med duft af grannåle selvfølgelig) i en langt mere surrealistisk eller kubistisk badeanstalt.

På den led var det et chok at gå ind i Natteskov. Som at gå ind i en verden, der vender op og ned på alting. Jeg skulle virkelig kæmpe for og med – og det gør jeg stadig – at afføre mig en slags minimalistisk jantelov for at kunne værdsætte Natteskov. For den minimalistiske jantelov handler også om, at det, der skrives, skal føles ærligt. Og autentisk. At man skal kunne mærke det og blive berørt. Helst genkende alt muligt.

Og selv om det faktisk endte med, at jeg blev vældigt ramt af Natteskov, ja, så skete det ligesom på trods. Som det for mig har gjort med de fleste store møder med nyskabende og radikal anderledes litteratur.

Jeg kan huske første gang, jeg som helt ung læste Virginia Wolfs Til Fyret og fik knaldende hovedpine. Eller da jeg første gang læste Kafka (Slottet) og fik fuldstændig klaustrofobi og lettere åndenød. Det kan simpelhent give fysisk ubehag at møde stor litteratur – og skifte paradigme. Men det betyder ikke, at vi ikke skal gøre det. Tværtimod! Og især skal man læse dem igen og igen, når man først er kommet sig over det første store fysiske ubehag.

Djuna Barnes: ’Natteskov’. Ekvilibristisk oversat af Juliane Wammen med forord af Kristina Stoltz, Turbine, 204 sider, 230 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her