Læsetid: 5 min.

Donna Haraway skriver om en teknologiseret fremtid, hvor der måske bliver bedre plads til at være menneske

Donna Haraways mere end 30 år gamle og nu nyoversatte ’Cyborgmanifest’ handler om mennesker og teknologi, der ikke længere kan skilles ad. Det er en forældet fremtidsvision, der alligevel kan få dig til at tænke alting om på ny
29. maj 2020

Mandag den 25. maj blev det første kunstige hjerte indopereret i en hjertesyg dansker. Det er en elektrisk maskine, der ligesom et almindeligt hjerte kan pumpe fem liter blod rundt i kroppen per minut. Patienten får fjernet sit hjerte af kød og blod og får i stedet indsat det elektriske, der er forbundet til batterier uden for kroppen med en lille ledning.

Det er næsten svært at kende forskel på det syntetiske og det kødfulde hjerte, de er i grunden begge pumpemaskiner. Enkeltdele der kan udskiftes som reserver i det kropslige apparat.

Det er kun den 13. operation i verden. Men vi andre lever også med teknologiske udgroninger, der bipper og blinker for enden af armen. Man kalder en krydsning mellem et menneske og en maskine for en cyborg, og det er i større eller mindre grad det, vi efterhånden alle sammen er. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ib Jørgensen

For at redde vor art vil Elon Musk og Trump sende mennesker til Mars, hvilket sandsynligvis vil forudsætte en del teknologiske indgreb i vor fysik. Vil disse væseners efterkommere være mennesker? Eller en ny art?

Bjarne Toft Sørensen

Jeg har det lidt med denne anmeldelse, som jeg har det med Skyggens fremstilling af, hvad det er, den har set hos Poesien i genboens lejlighed i H.C. Andersens eventyr ”Skyggen”.

Vi får noget at vide om baggrunden for og forskellige perspektiver på værket, fint fremstillet, men meget lidt om, hvad manifestet egentlig er et manifest for. Hvad er pointen, og hvad er princippet?

Tilbage står en tilgang til og en fremstilling af værket, hvis fokus bliver for bastant teknologisk.

En cyborg må i værket være en metafor for de forskellige muligheder, der er for at blive menneske(r) på, i og med verden som helhed. Det drejer sig om at nedbryde traditionelle kategorier for vores tilgang til og forståelse af menneske og verden og dermed at give nye muligheder for vores måde at være i og forstå verden på.

En cyborg når som metafor i værket tilbage til før Aristoteles måde at kategorisere på, der i den grad har præget vestlig tænkning, går på tværs af kategorier som videnskab, filosofi og kunst, og når som sådan også tilbage til en åben form for mytologisk tænkning.

Jeg kan se mange paralleller til det, som Deleuze og Guattari ønskede at gøre med værket ”Tusind Plateauer” (1980), og som sådan er begge værker også, på hver deres måde, typiske værker af den tid, de blev skabt i. Et aspekt, som denne anmeldelse af Cyborgmanifestet, på mange måder, fint får fremstillet.