Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Donna Haraway skriver om en teknologiseret fremtid, hvor der måske bliver bedre plads til at være menneske

Donna Haraways mere end 30 år gamle og nu nyoversatte ’Cyborgmanifest’ handler om mennesker og teknologi, der ikke længere kan skilles ad. Det er en forældet fremtidsvision, der alligevel kan få dig til at tænke alting om på ny
Kultur
29. maj 2020

Mandag den 25. maj blev det første kunstige hjerte indopereret i en hjertesyg dansker. Det er en elektrisk maskine, der ligesom et almindeligt hjerte kan pumpe fem liter blod rundt i kroppen per minut. Patienten får fjernet sit hjerte af kød og blod og får i stedet indsat det elektriske, der er forbundet til batterier uden for kroppen med en lille ledning.

Det er næsten svært at kende forskel på det syntetiske og det kødfulde hjerte, de er i grunden begge pumpemaskiner. Enkeltdele der kan udskiftes som reserver i det kropslige apparat.

Det er kun den 13. operation i verden. Men vi andre lever også med teknologiske udgroninger, der bipper og blinker for enden af armen. Man kalder en krydsning mellem et menneske og en maskine for en cyborg, og det er i større eller mindre grad det, vi efterhånden alle sammen er. 

Det er indlysende, at fremtiden er nu. Jeg skriver denne anmeldelse fra min MacBook, vipper med fødderne til det synthfyldte Madonna-album, jeg streamer på anlægget over en bluetoothforbindelse og taster en note på telefonen om at FaceTime med en veninde.

Men i 1985, hvor Donna Haraways skelsættende Cyborgmanifest udkom, var teknologiens indtog en nyhed. Den amerikanske filosof fremsatte i bogen en forestilling om exoskeletter og replikanter a la Blade Runner. Ikke så meget kontaktløs betaling, onlineundervisning og afgivelse af datarettigheder, som nok mere er det, det er blevet til her 35 år senere. 

Fra performancekunst til økologi

Donna Haraway er en af de mest indflydelsesrige feministiske tænkere i en bølge, der ikke afgrænser feltet til kvinder, arbejde, hjemmet eller endda mennesker. Hun omtaler sig selv som en irsk-katolsk pige, hvis krop og sind »i lige så høj grad er konstrueret af våbenkapløbet efter Anden Verdenskrig … som af kvindebevægelsen«.

Hun er uddannet i filosofi, biologi og zoologi og tænker om nogen tværfagligt.

Manifestet har været inspiration og natbordslæsning inden for vidt forskellige discipliner. Kunstscenen har elsket økofeministen og queerteoretikeren længe, og det er stort set umuligt at gå på en afgangsudstilling uden at se mindst et performanceværk, der undersøger flydende, virtuel identitetskonstruktion.

Donna Haraway: 'Et cyborgmanifest. Naturvidenskab, teknologi og socialistisk feminisme i det sene tyvende århundrede’.

Saxo
Men også klimaforkæmpere og minoritetsgrupper finder inspiration hos Haraway. Hun har inspireret økologiske bevægelser mod »antropocentrisme«, bevægelser der advokerer for, at økosystemer og dyr er bevidste organismer, der har lige så meget ret til planeten som os.

Donna Haraway drømte i sin bog om en fremtid med slægtskab mellem maskine og organisme, mellem dyr og menneske, og uden hierarki mellem de fysiske og de virtuelle sfærer. Hun gør op med disse modsætningskategorier i et svimlende forsvar for teknologien, der ifølge hende vil give plads til mange flere måder at være til på, end vi kan forestille os. 

Cyborgmanifestet har været en af den eksperimenterende, konstant dekonstruerende og politisk visionære humanioras kernetekster, siden den udkom i 1985. Det foreligger nu i en glimrende dansk oversættelse med sans for tekstens teknokratisk-statistiske ordvalg, der krydres med græske metamorfoser og drømmefragmenter. 

Sammensmeltningen mellem menneske og teknologi er for længst fuldbragt. Donna Haraway fik ret. Men teksten er mere end en forudsigelse, der nu er virkeliggjort.

Det, der især retfærdiggør at oversætte en hyperakademisk tekst til dansk, er, at den er et manifest. Og det er sådan, det stadig i dag giver mening at læse Donna Haraway: som et politisk opråb. En måde at påvirke fremtiden på.

Et positivt syn på køn og teknologi

Cyborgmanifestet vil gentænke ellers så tilsyneladende uopløselige kategorier som race, køn, seksualitet og klasse ved at omfavne den stigende teknologisering af verden. Kategorier, essenser og identiteter som »mand«, »kvinde«, »sort«, »hvid« baserer sig på falske forskelle og skal væk.

Teknologisk udvikling gør det muligt at udviske de ellers så hårdt optegnede grænser mellem levende og død, mellem plante- og dyreriget, mellem det materielle og det virtuelle. I denne tidsalder oplever vi os selv som »cyborger, hybrider, mosaikker, kimærer«, skriver Haraway. 

I dag skaber folk alteregoer på sociale medier og bliver rige på Bitcoins. Det er snart ikke til at skelne det virkelige fra simulakret, kopien uden oprindelig forankring. Men der er heller ikke noget oprindeligt, rigtigt eller forkert for Haraway. Vi er alle sammen blandingsfigurer, og det er en god ting, ifølge filosoffen. 

Donna Haraway er ikke ren optimist, men heller ikke ligefrem realist. Dog er det en fornøjelse at læse aktivistisk teori, der omfavner ambivalensen i den teknologiske revolution og bruger den til at formulere et politisk projekt.

Dekonstruktiv teori forfalder tit til stiløvelser i at opløse kategorier og kritisere. Men Cyborgmanifestet har blik for, at noget andet kan skabes i tvetydighedens mellemrum. Det er modigt, at Haraway foreslår teknologien som løsning.

Men det er også svært for en 2020-læser at se positivt på teknologiens muligheder for at skabe bedre og friere sociale virkeligheder, som man klikker »ja tak til cookies« for syvogtyvende gang på samme dag. 

Fremtid er vigtigere end cyborgs 

Haraways foretrukne billede for sammenblandingen af menneske og maskine er cyborgen. Men denne bastard er for længst blevet en velkendt trope, en fast vending.

Science fiction har den ulempe, at det lynhurtigt kommer til at virke forældet – men det understreger nok mere teknologiens vanvittige accelerationshastighed, end det siger noget om, at science fiction er en ligegyldig genre. 

Men Haraways tekst lider under dette science fiction-problem. Den virker uddateret i sin teknologifascination og -tiltro.

Teksten er derimod fantastisk, når den ser muligheder for at omsmelte grænsen mellem menneske og maskine til noget helt tredje.

»Dette er en drøm – ikke om et fællessprog, men om magtfuld, vantro heteroglossia,« skriver Haraway. »Det er en fantasi om en feministtale, der taler i tunger for at vække frygt i det nye højres ’prisbaskerøkonomers’ kredsløb«. 

Det lyder af volapyk, men handler om uregerlig flerstemmighed fremfor ensartet, korrekt tale. Haraway vil have os til at tænke fremtiden i halvfærdige blandingsformer fremfor nøje planlagte scenarier.

Drømmende og ironiske visioner, der stadig tager projektet om at forandre verden seriøst, er en regulær »ud af boksen« øvelse for aktivister. Donna Haraway gør politik til et spørgsmål om at lege frit og se fantasivæsner i skyerne.

Cyborgen som metafor er for længst blevet overhalet indenom. I dag er elektriske hjerter eller photoshoppede Instagram-personligheder lige så virksomme billeder på en techno-organisk forening. 

Men læs eller genlæs Donna Haraways visionære manifest for at gøre dig den øvelse, det er at genfantasere fremtiden. 

Donna Haraway: 'Et cyborgmanifest. Naturvidenskab, teknologi og socialistisk feminisme i det sene tyvende århundrede’. Oversat fra engelsk af Ole Lindegård Henriksen. Forlaget Mindspace, 119 sider, 200 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ib Jørgensen

For at redde vor art vil Elon Musk og Trump sende mennesker til Mars, hvilket sandsynligvis vil forudsætte en del teknologiske indgreb i vor fysik. Vil disse væseners efterkommere være mennesker? Eller en ny art?

Bjarne Toft Sørensen

Jeg har det lidt med denne anmeldelse, som jeg har det med Skyggens fremstilling af, hvad det er, den har set hos Poesien i genboens lejlighed i H.C. Andersens eventyr ”Skyggen”.

Vi får noget at vide om baggrunden for og forskellige perspektiver på værket, fint fremstillet, men meget lidt om, hvad manifestet egentlig er et manifest for. Hvad er pointen, og hvad er princippet?

Tilbage står en tilgang til og en fremstilling af værket, hvis fokus bliver for bastant teknologisk.

En cyborg må i værket være en metafor for de forskellige muligheder, der er for at blive menneske(r) på, i og med verden som helhed. Det drejer sig om at nedbryde traditionelle kategorier for vores tilgang til og forståelse af menneske og verden og dermed at give nye muligheder for vores måde at være i og forstå verden på.

En cyborg når som metafor i værket tilbage til før Aristoteles måde at kategorisere på, der i den grad har præget vestlig tænkning, går på tværs af kategorier som videnskab, filosofi og kunst, og når som sådan også tilbage til en åben form for mytologisk tænkning.

Jeg kan se mange paralleller til det, som Deleuze og Guattari ønskede at gøre med værket ”Tusind Plateauer” (1980), og som sådan er begge værker også, på hver deres måde, typiske værker af den tid, de blev skabt i. Et aspekt, som denne anmeldelse af Cyborgmanifestet, på mange måder, fint får fremstillet.