Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I sin fjerde roman dykker Stine Askov ned i 1980’ernes frygt for atomkrig

Stine Askovs roman ’Katalog over katastrofer’ er en stillestående roman om at vente på katastrofen. Det er også historien om en barsk opvækst med militærtræning og fanatisk økobevidsthed
»Der er noget stillestående ved romanen, selv om der sker nok af dramatiske ting undervejs, men det er, som om den ene hændelse følger den anden, uden at det bliver rigtig medrivende. Kriser opstår og afværges,« skriver anmelder Kristin Vego.

»Der er noget stillestående ved romanen, selv om der sker nok af dramatiske ting undervejs, men det er, som om den ene hændelse følger den anden, uden at det bliver rigtig medrivende. Kriser opstår og afværges,« skriver anmelder Kristin Vego.

Linda Hansen

Kultur
15. maj 2020

I Stine Askovs forrige roman, Bjørneklo, fulgte vi en aparte og utilpasset dreng i 1980’ernes Nordsjælland. I forfatterens nye roman – hendes fjerde – er scenen den samme, Nordsjælland i 1980’erne, men i Katalog over katastrofer følger vi den unge Helle og hendes far Bengt.

Helle er 14 år og går med kniv i bæltet. Hun og hendes far er stort set selvforsynende; de fisker, holder høns, går på jagt og dyrker jorden, resten bytter de sig til hos naboerne eller køber for det, han tjener som vicevært. De samler regnvand i en tønde. Når de kommer til skade eller får en dårlig tand, klarer de det selv med værktøj fra skuret og en tår snaps; de er ikke afhængige af nogen, hverken læger eller maskiner. De vasker tøj i en gryde med kogende vand, som de rører rundt i med en stor ske. Som sofa bruger de bagsædet fra en gammel Volvo, som har fået klipset et tæppe fast over betrækket.

Stine Askov: ’Katalog over katastrofer’.

Saxo
Det er her, Helle vokser op. Hendes mor Lizzie, som er stewardesse og bor inde i København, er stort set fraværende, og det er en sorg for både datter og far. Hjemme hos Bengt sættes Helle i arbejde, når hun kommer hjem fra skole. Hun skal rense fiskenettet, fodre hønsene, tætne taget og kværne smør.

Sproget i romanen er kontant og tempoet hurtigt, det passer til den barske og vindblæste pige. Vigtigst af alt skal hun lære at være på vagt, for alverdens farer lurer lige om hjørnet. Bengt har lavet et ’katalog over katastrofer’: en samling plastikchartekker med strategiplaner, information om hvordan man skal forholde sig i tilfælde af brand eller togulykker, eller hvis man går igennem isen. Atomkrig er truslen over dem alle; nummer to på listen er Barsebäcks nedsmeltning.

Militær opdragelse og fanatisk økobevidsthed

Det er en mærkelig form for kærlighed, Bengt opdrager sin datter med. Nogle gange lever de i gammelmodig idyl, når de pisker mayonnaise af egne æg til de krebs, de selv har fanget, og inviterer naboerne på middag. Men inden under det beskidte tøj er Helle blå og grøn over hele kroppen.

Bengt ’træner’ hende i selvforsvar, det vil sige, han overfalder sin datter, tager kvælertag på hende og slår benene væk under hende. Han lærer hende at bokse, til hendes knoer bløder, tager hende med på overlevelsestur i skoven eller vækker hende midt om natten for at lave øvelser som i en militærlejr. Når de bader, holder han hendes hoved under vand for at lære hende noget om panik. Og nogle gange slår han, bare for at sætte hende på plads.

Helle, som undervejs i romanen går fra at være et uskyldigt barn, der bader nøgen med sin bedste ven Tommy, til at blive en ung kvinde, har svært ved at takle sin gryende seksualitet. Hun har ikke lært at respektere andres grænser, fordi ingen nogensinde har respekteret hendes.

Bengt er ikke kun en paranoid doomsday prepper, som er bange for atomkrig, eller som tror, at russerne aflytter hans telefon; han har også en fanatisk form for økobevidsthed, som sætter ham imod de fleste former for forbrug. Hans kontrol af datteren er moralsk funderet. Hun må ikke eksperimentere med makeup som andre teenagepiger, fordi, som han siger:

»Din forfængelighed tvinger børn til at arbejde med livsfarlige kemikalier, dyr dør i dyreforsøg, for at du skal have en anden farve på øjenvipperne.« Når hun i smug tjener sine egne penge og køber bogpapir til sine skolebøger, siger han, at hendes påfund er udtryk for »dumme menneskers kunstige behov for pæne ting«. Og for at datteren skal skamme sig endnu mere:

»Nu er der mindre ilt til alle. Det er min ilt, du tager. Mine træer, min verden. For at dine bøger skal se fine ud.«

Ar længes efter katastrofen

Askovs roman minder mig om en anden, norske Marit Tusviks I hans arme. Begge romaner foregår i 1980’erne og har frygten for atomkrig eller kernenedsmeltning som murrende bagtæppe. En fællesnævner for begge romaner er, at den unge kvindelige hovedperson er fanget i et dysfunktionelt forhold til en mand – i Tusviks tilfælde er det en ældre kæreste – som efterhånden fremstår mere og mere gal. Men hvor spændingen i Tusviks roman ligger i den subtile uro – det er på mange måder en psykologisk thriller – er Askovs roman temmelig blottet for mystik.

Her er alt lagt frem fra første side. Helles far er så ekstrem, at det halve kunne have været nok. Man undrer sig over, hvorfor ingen griber ind, men som læser bliver jeg ikke videre engageret i hans karakter eller i historien for den sags skyld.

Der er noget stillestående ved romanen, selv om der sker nok af dramatiske ting undervejs, men det er,  som om den ene hændelse følger den anden, uden at det bliver rigtig medrivende. Kriser opstår og afværges. For Helle ender farens altopslugende angst for verdens undergang efterhånden med at få den modsatte effekt: Hun træner, forbereder sig og venter, som han har lært hende. Men hun begynder også – som læseren – at længes efter, at katastrofen skal ramme.

Stine Askov: ’Katalog over katastrofer’. Gyldendal, 302 sider. 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her