Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Fugle lærer at flyve, hekse må træne, konstaterer Dannie Druehyld i sit poetiske hovedværk

Dannie Druehyld er med sin vilde udstråling blevet hele Danmarks overheks. Men hendes ikoniske klassiker ’Heksens håndbog’, der er udkommet i en ny udgave, står ikke i skyggen af sin forfatter. Det er en forrygende bog med en sjælden kombination af magi, snusfornuft, humor og poesi
Dannie Druehyld er med sin vilde udstråling blevet hele Danmarks overheks. Men hendes ikoniske klassiker ’Heksens håndbog’, der er udkommet i en ny udgave, står ikke i skyggen af sin forfatter. Det er en forrygende bog med en sjælden kombination af magi, snusfornuft, humor og poesi

Tine Sletting

Kultur
14. maj 2020

Hvor går man hen, hvis man vil være heks? Som en række andre erhverv ­med tryllestøv lagret i jobbeskrivelsen – det kunne være multikunstner, fakir eller fritænker – er ’heks’ ikke nogen beskyttet titel og vejen dertil er på alle måder mindre tilgængelig og snorlige, end hvis du henvender dig hos en studievejleder, der slår op i uddannelsesguiden.

Så altså, hvor går man hen, hvis man skulle få den lyst?

Tja, hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde. I USA er det i heksebyen over dem alle, Salem, det sker. Her valfarter man både for at besøge museer, der fortæller om de historiske hekseprocesser i byen, men måske især for at shoppe hekseudstyr, tage urtekurser eller deltage i en feministisk cirkel, der med magi hjælper det politiske lobbyarbejde lidt på vej.

I England, der har en solid tradition for heksekunst, kalder mange af heksene sig måske snarere druider eller wiccanere – og altså tilhængere af den største moderne heksereligion wicca, der netop opstod i England omkring midten af 1900-tallet – og her var det i mange år bydelen Croydon i London, man søgte til efter magiske bøger og heksearrangementer. Måske var det også derfor, at bydelen husede langt den største procentdel af hekse i hele Storbritannien.

Men, som London-udgaven af kulturmagasinet Timeout for nylig kunne konstatere, er de fleste hekse nu flyttet til Brighton: »Selv hekse er magtesløse over for huslejen i London,« lyder det.

I Danmarks mest markante hekseby presser huslejen hverken hekse eller almindelige dødelige vestjyder ud lige med samme. I Ribe, der i kraft af sin fortid med heksebrændinger af især den berømte Maren Splids og sit næsten åbningsklare heksemuseum godt kan udnævnes til officiel hekseby, kan man godt få information og inspiration om både fortidens hekserier og nutidens spirituelle cirkler.

Men alligevel har det her til lands ikke været Ribe eller nogen anden by, man har opsøgt, hvis man har interesseret sig for hekserier. Nej, det har været én enkelt og helt særlig bog. For i mange år – før man kunne købe alt muligt på andre sprog over nettet – var der kun én helhjertet dansk heksebog at gå til.

Danmarks heksebog nummer ét

Bogen, jeg taler om, er naturligvis Dannie Druehylds Heksens håndbog, der udkom første gang i 1987, og som i denne uge er udkommet i sjette udgave. For Heksens håndbog bliver ved med at overleve og finde nye læsere – og den er stadig Danmarks første og største turguide og introduktion til moderne hekseri.

Dannie Druehyld: ’Heksens håndbog’.

Dannie Druehyld: ’Heksens håndbog’.

Bog & idé

Måske fordi den er magisk eller måske fordi den sidder så majestætisk på kosten. Måske fordi ingen andre danske bøger om emnet har haft en forfatter så karismatisk og med så stor gennemslagskraft som Dannie Druehyld. Og ikke mindst én der har været så generøs med at dele ud af den til alverdens nysgerrige medier.

Alle kender Dannie Druehyld, heksen fra Rold Skov. Hver gang, der bliver lavet et interview, rydder hun forsiden. Hun er en god historie. Men det er hendes hovedværk Heksens håndbog så sandelig også. Både fordi der ikke rigtig er noget – overhovedet – der ligner dén bog i dansk litteratur. Og fordi – vil jeg vove at påstå – Heksens håndbog fortæller en ganske særlig politisk og magisk mentalitetshistorie om den moderne danske heks. Men hvordan det?

Kvinde, heks og proletar

Jo, hvis vi starter fra begyndelsen. Heksen Dannie Druehyld kommer ikke – modsat de engelske og amerikanske wiccanere eller de nordiske asatrohekse – fra et religiøst formaliseret trosfællesskab, hvor man følger bestemte regler eller hierarkier.

Som Politikens (og nok mest sin egen) Gudrun Marie Schmidt skriver i sit på én gang blomstrende og præcise forord til denne sjette udgave, var Dannie Druehyld hippie, slumstormer og naturelskende økofeminist, før hun blev heks.

Dannie Druehyld dansede sin første heksedans på Femølejren (hvor hun brændte storetåen), og som Druehyld selv melder ud helt i begyndelsen af bogen: »Jeg er ikke akademisk forsker, men kvinde, heks og proletar.«

På den led er Dannie Druehylds vej ind hekseriet formet af både en kamp for klimaet (naturligvis), arbejderens vilkår – eller på nudansk, en kamp for de økonomisk mindre privilegerede – og feminismen. Men som det også både fremgår af selve Heksens håndbog og af Gudrun Marie Schmidts forord, er Dannie Druehyld med sit eget bølgende køn og forelskelser i både mænd og kvinder måske mest af alt queer.

Så hvis man skulle beskrive den politiske jord, som Heksens håndbog vokser op fra, kan man måske tale om en socialistisk, feministisk og queer kompost, en blanding, der i sig selv ikke er særligt overraskende eller ukendt, men som bliver interessant, når den kombineres med hekseriet. For modsat altså traditionelle, lyssky okkulte selskaber og en række etablerede heksecirkler, der arbejder meget formaliseret og hierarkisk, har Dannie Druehyld en langt mere basisdemokratisk indstilling, hvor alle de, der vil løbe rundt om et bål, kan være med – og hvor der ikke er nogen bestemte regler, man skal leve op til. Som hun selv udtrykker det:

»Gudinderne lever af lattermildhed og glæde. De forsvinder i tåger af kedsomhed, selvhøjtidelighed og bundne regler.«

Naturen som ligeværdig samtalepartner

Der er altså en grundlæggende frihed og et fællesskab forbundet med dét at være heks, i hvert fald når man konsulterer Heksens håndbog.

De få ufravigelige krav handler naturligvis om at opføre sig ordentligt over for naturen, hinanden, nisserne, troldene og elverne. Den slags. Og det siger næsten sig selv, at det allermest grundlæggende for heksen er naturen og den ømme og respektfulde omgang med samme.

Illustration fra bogen.

Magrethe Kruse Enegaard

Naturen er gud(inden) så at sige. Og som Druehyld skriver under afsnittet om ’Heksens værktøj’, handler heksens magiske praksis ikke om at have det vildeste grej i heksebutikken:

»Hvad en heks har brug for er først og fremmest natur, smukke steder, hav, fugle, himmel, stjerner, der lyser, nat og dag, sol og måne, lys og mørke. (…) Derfor er Moder Jord heksens vigtigste værktøj.«

Af samme årsag ligger der også klimapolitiske advarsler undervejs i bogen, for klimakampen begyndte her for lang tid siden:

»Vi har skabt en verden, der kan udslette den form for liv, vi kender med børn, dufte og blomster. En verden hvor vi kan blive de sidste, der får mulighed for forening med Vor store Moder, Vor Jord, det elskelige duftende væsen af skove, fugle, floder og de ånder, der lever dunkelt bag dem. (...) Du har valget, ansvaret og kravet til dine omgivelser og dig selv – du vælger vejen.«

Heksens intime og poetiske forhold til naturen, der selvsagt anses for at have bevidsthed og betragtes som en ligeværdig samtalepartner, kan nogen finde svær, mens andre i forvejen går og betror deres tomatplanter dagens sladder og andre aktualiteter.

Det sværeste for menigmand – som også Gudrun Marie Schmidt studser over – er ikke blot den magiske tænkning og overtro, men selve den magiske praksis. Det er naturligvis et spørgsmål om temperament, overbevisning og tro – men hvis nogen kan overbevises om, at en jomfru har født verdens frelser, så kan man vel også tro på, at småkager bagt med menstruationsblod skaber lange og varige parforhold. Det er i hvert fald sjovere at gå den vej, det er min erfaring.

Magiens skrives frem som et digt

Men tilbage til magien. Det poetisk og litterært unikke ved Heksens håndbog er, at Dannie Druehyld ikke forklarer magien (og hvordan gør man også det?), men at hun bare er den. Hun skriver den frem som et digt, som et smukt eller aparte økodigt, alt efter omstændighederne. Det kunne lyde sådan her – om tiden omkring sankthans:

»Sankthans er røde rosers vilde duft, hyldeblomsternes klaser, varme marker, gyldent græs, biers summen, fuglesang, gøgen fra skoven, lyse nætter og blege stjerner. Mild vind og varme.«

Men Druehyld kan også skrive helt anderledes, når hun giver sig ind på måden, hvorpå gammel folketro møder en moderne samtid – inklusive telefoner. Hør blot dette ritual, der anbefales mod ubehagelige telefonopkald:

»Drys søpindsvinepigge tre gange venstre om din telefon, mens du tramper og udstøder høje lyde og besværgelser med bogstavet ’I’ i. Ubehageligheder vil nu ikke kunne trænge igennem til dig. Søpindsvin skærper hjernen og beskytter mod farer. Lad være med at trampe på dem og få dem op i tæerne.«

Helt enestående er præcis den måde, hvorpå Dannie Druehyld får implementeret humor, selvironi og ikke mindst snusfornuft i sin skrift og magiske praksis. Altid denne snusfornuft! Som i ovenstående, hvor en kort praktisk advarsel mod at træde på pigge fra søpindsvine indgår i en rituel anvisning. Det er der mange eksempler på:

»Er du bange for mørke, så spis en femfingerurt, bær en røllike i hånden eller ved brystet, bær flyverøn og asketræ. Slap af og vent et øjeblik. Træk så vejret dybt og se, at stjernerne lyser for dig, se træernes skygger. Så kommer dit nattesyn. Spis A-vitamin og gulerødder.«

Ja, spis da A-vitamin og gulerødder! Eller:

»Mod besættelser, mystiske troldmænd, for ikke at lade sig besnakke af politiske partier eller eksotiske guruer kan du bære amuletter af fire peberkorn, fire brændenældeskud og en rosmarinkvist.«

At mystiske troldmænd og politiske partier her skæres over én kam – og som noget, man skal søge beskyttelse fra – er jo kosteligt.

At blive usynlig kræver hårdt arbejde

I det hele taget har jeg til dato ikke læst en på én gang så inderlig, alvorlig, morsom, jordbunden og selvironisk heksebog som Heksens Håndbog. For jo, den kan – og skal, synes jeg – læses med alvor, men den vækker også befriende latter. Det kunne være gennem en nøgtern konstatering som denne: »Fuglene lærer at flyve, når de letter fra reden, heksene må træne.« Der får følgeskab af en poetisk perle som denne: »Ved skrap træning kan du med tiden bøje lysets stråler og blive usynlig, men det kræver lige så meget træning som at gå på vandet.« Underforstået, det sker nok ikke lige med det første ...

Det er sentenser som disse, der gør Heksens håndbog til noget ganske særligt – også i international sammenhæng. For hvor finder man ellers en så modsætningsfyldt skrift, hvor naturbesyngelse, praktisk magi, basisdemokrati, humor, nisser og snusfornuft, går hånd i hånd og løber som en understrøm igennem hele værket? Skrevet af en kvinde, som blev heks fordi »heks var det, de kaldte mig«. Og når folk nu alligevel kaldte hende heks, kunne hun jo – snusfornuftigt nok – lige så godt bruge det til noget.

Derfor sagde hun for år tilbage ja til en journalist fra Jyllands-Posten, der ville interviewe en heks. Med det interview blev hun landskendt og kunne begynde at ernære sig selv og sin datter gennem sit virke som heks. Med Heksens håndbog står den mulighed stadig åben for alle interesserede. Og selv hvis man ikke er interesseret i det, er det til alle tider en god opslagsbog at have ved hånden:

»At stoppe utroskab. Er din elskede en mand, så tag i al hemmelighed et par af hans rene underbukser, gå til havet og lad bølgerne rulle fyrre gange over bukserne. Tør dem og læg dem tilbage på hylden. Når han har båret bukserne, vil han være renset for alle ønsker om utroskab.« Så enkelt kan det gøres.

Dannie Druehyld: ’Heksens håndbog’. Med bevinget forord af journalist Gudrun Marie Schmidt. 6. udgave. 190 sider. 199,95 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karina Bjerregaard

Illustratoren hedder ikke Magrethe Kruse Enegaard, men Margrethe Kruse Ellegaard – hun er en gammel studiekammerat og veninde. Og en skøn illustrator!