Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Jan Kjærstads ’Mr. Woolf’ lærer én, hvad det betyder at tænke over et menneske

På baggrund af sin fars død har Jan Kjærstad skrevet en underholdende og legesyge roman om universets mørke materie, det vil sige de mønstre og love, som ellers er usynlige for os
Man lærer ikke Jan Kjærstads far at kende af at læse bogen, men man lærer meget om, hvad det vil sige at tænke over et menneske.

Man lærer ikke Jan Kjærstads far at kende af at læse bogen, men man lærer meget om, hvad det vil sige at tænke over et menneske.

Lars Krabbe

Kultur
22. maj 2020

En far sender sin søn til Hongkong for at finde sønnens lidt ældre søster. Søsteren har i nogen tid ikke ladet høre fra sig, far er bekymret.

Rejsen og sønnens møde med storbyen bliver til en fortælling om en gigantisk udvidelse – af hvad da? Af virkeligheden. Dels bliver Hongkong det igangsættende puf til sønnens – fortællerens – banebrydende teori om og kig ind i såkaldt mørk materie, dvs. den betydelige del af virkeligheden, som ellers er skjult for os. Og dels afslører den labyrintiske millionby hidtil ukendte sider af faren, kort sagt mørk materie i det menneskeliges kosmos.

Jan Kjærstad: ’Mr. Woolf’

Ideen om virkelighedens og det menneskeliges uendelige potentiale er klassisk Jan Kjærstad. Ikke potentiale i sociale, økonomiske eller for den sags skyld olympiske discipliner; potentialet handler først og fremmest om erkendelsesdybde og identitetens utallige facetter.

Genialt legetøj

Det begynder i Oslo og i en helt igennem almindelig og ærkenorsk virkelighed. Udvidelsen, det magiske spring, fornemmes stærkest målt mod et fast og beskedent punkt.

Her driver faren butikken Stjerneplassen Legetøj, hvor han iført en jakke med stjerner og måne – halvt en troldmand, halvt en nar – har betjent generationer af kunder. Moren er engelsk, men tidligt død. Den ellers usentimentale far mindes hende under hemmelige besøg i den engelske kirke med høj og tårefuld sang.

Liz, den forsvundne søster, har en tilsyneladende medfødt evne til at spotte det geniale stykke legetøj mellem metervarerne. Det er et handelstalent, men også et kreativt talent i form af et komplet gehør for fantasiens toner og svingninger. Herudover ejer hun evnen til at forvandle sig: Snart er hun keramiker, så grundlægger af et cinematek, protestsanger, model osv. Hun er flere i én, en stadig udvidelse.

Fortælleren, William Abelson, er en ung og lysende begavelse inden for fysikken, da han i skuffelse over opdagelsen af Higgs-partiklen opgiver sin forskerkarriere. I stedet bliver han barista, kaffebrygger, på Café Laboratorium.

Det er her, han hygger sig mellem maskinernes hvæs og syden og popmusikkens klimpren, da faren beder ham rejse ud for at finde Liz, den bortblevne søster. Og det er denne rejse ud i ingenting, der bringer ham tilbage på forskersporet og hjælper ham til med magisk intuition at formulere, hvad der siden skal blive kendt som Abelson-modellen, en overskridelse af al tidligere viden og en sejr over Higgs-partiklen og »standardmodellen«.

Vi skal vidt omkring i Hongkongs gadenet, butikker og luksuriøse hoteller og have oprullet noget af en parallelverden og hilst på ikke så få gådefulde personer, før sandheden om farens bekymring og Liz’ forsvinden kommer for en dag. Det er litterær leg, legetøj, med stor underholdningsværdi og fascinationskraft.

Med til legen hører Kjærstads konstante forskydninger af årsager. Bedst som man tror, at her er forklaringen på, at William gjorde, som han gjorde, eller at Abelson-modellen fandt sin form, lægges en anden og mindst lige så god forklaring frem. Ingen af dem er helt rigtig, og ingen er helt forkert. Det er det komplementære, årsagen ikke som kæde, snarere som felt og mulighed, der skaber åbenheden i Kjærstads roman.

En anden specialitet i Kjærstads legetøjsbutik er virkelighedens fordobling og parallelle korridorer. Kan det virkelig passe, at Hongkong er et sydligt Norge? At Williams vaniljeduftende elskede har en dobbeltgænger i byen, og at faren i glimt optræder samme sted i en lille drengs boldspillende skikkelse? (Og er han, drengen/faren, i øvrigt det afgørende puf, som Abelson-modellen bliver til gennem)? Ja til det hele.

Hvem var Kjærstads far?

Et spørgsmål, jeg har lyst til at stille Jan Kjærstads roman, lyder: Er videnskaben og denne Abelson-model, som man kunne forestille sig gav os et glimt af universets mørke materie, først og fremmest en metafor, som romanen låner og genskriver som fantasi og populærvidenskab? Eller er videnskab og roman lige seriøse bud på samme alvorlige sag, det vil sige samme svar på den samme dybe gåde?

Spørgsmålet kan virke pedantisk og naivt. Nok især naivt.

Jeg tror, Kjærstad vil svare ja til begge dele. Ja, det er et billede. Og ja, det er sådan, vi og virkeligheden er. Mit svar er, at romankunsten er størst – både som tanke og underholdning – når det lykkes romanen kun at svare ja til det sidste, dvs. at skabe en illusion om, at det skam er materiens sande tilstand og uafrystelig menneskelig erfaring.

Kjærstad skriver i en kort tekst fra forlaget, at baggrunden for romanen er hans fars død (i en alder af 99) og det spørgsmål, som farens død rejste: »Hvem var han?« Den oplysning – i kombination med virkelighedshungeren og naiviteten i mig – gjorde min nysgerrighed og min oplevelse af bogen lidt mere intens. Man lærer ikke Jan Kjærstads far at kende af at læse bogen, men man lærer meget om, hvad det vil sige at tænke over et menneske, og hvad det kan føre til at forsøge at besvare det tilsyneladende simpleste spørgsmål.

Jan Kjærstad: ’Mr. Woolf’. Oversat af Camilla Christensen. Gyldendal, 300 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her