Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Jean Sibelius’ ’Finlandia’ er soundtracket til det finske folks lange lidelseshistorie

Musikken lyder af Finland. Men de fleste ved bare ikke, hvorfor netop Jean Sibelius’ Finlandia har sat de finske hjerter i bevægelse i mere end 100 år. I en ny serie guider Informations klassiske musikanmelder Valdemar Lønsted til en række værker, du ikke vidste, at du gerne ville kende. Og vi starter mod nord
Kultur
28. maj 2020

Orkesterstykket er et symfonisk digt på godt otte minutter. Det er voldsomt emotionelt med en kulmination i en rolig, lysende hymne og overskueligt i al sin tematiske enkelhed. Musik, man ikke sådan glemmer, efter at man er stødt på den: Finlandia af den finske komponist Jean Sibelius (1865-1957).

Stykket blev til under ganske specielle omstændigheder i 1899.

Finland var på det tidspunkt et storfyrstendømme med en vist autonomi inden for det russiske imperium, og i netop dette år annullerede zar Nikolaj 2. selvstyret med vidtrækkende ændringer og langt skrappere censur end før. Pressen blev hårdt ramt, mange journalister stod pludselig uden arbejde og uden mulighed for lønkompensation eller pension.

Men i løbet af få dage mobiliserede man en række arrangementer landet over til støtte for journaliststanden, og den mest spektakulære begivenhed fandt sted i Det Svenske Teater i Helsinki med 150 medvirkende.

Det var en forestilling med seks sceniske tableauer, der fremstillede store momenter i den finske historie, og den 35-årige Sibelius blev bedt om at skrive ledsagemusikken.

Finalen bragte fortællingen frem til 1800-tallets nationale skikkelser, Johan Ludvig Runeberg, Johan Vilhelm Snellman, og Elias Lönnrot, og det var musikken hertil, der senere blev løsrevet og fik titlen Finlandia. Oprindeligt var overskriften Suomi herää – Finland, vågn op.

Det er ikke svært at forestille sig, at den pakkede teatersal har hørt noget ganske bestemt i den manende tonestrøm.

Måske har man hørt »Finland … vågn op!« i de første truende messingakkorder i den langsomme indledning; måske har man hørt den tunge molkoral som folket bundet i lænker; måske har man hørt en begyndende løsrivelse først i den hurtige del, med karske, kaldende fanfarer og et enstemmigt mørkt opbrudt tema.

Og måske har man hørt det lidt hurtigere omsving i dur, med det gentagne basmotivs forskudte betoninger, med den efterfølgende heftigt galopperende strygermelodi, ja alt dette som ankomsten af frihedens time. Men man har uden tvivl hørt den smukke hymne, først i træblæserne og derefter i strygerne, som en bevægende hyldest til fædrelandet.

Suomi Herää fik sit eget liv. Helsingfors Stadsorkester tog den med på en sommerturné i 1900, som på vejen til Paris gik over Tivolis Koncertsal i København. Men hvad skulle man kalde stykket? Suomi, Vaterland og La patrie var blandt titlerne, man valgte undervejs, og først da turnéen var overstået, kom baron Axel Carpelan med det forløsende forslag: Finlandia.

Han var en anonym beundrer og blev snart Sibelius’ mest fortrolige musikalske ven, og om hvem han sagde efter Carpelans død i 1919:

»Hvem skal jeg nu komponere for?«

Finlandshymnen

Med Finlandia skænkede Sibelius sine landsmænd en ganske særlig tonalitet, og værket har siden fulgt det finske folks historie – i modstanden mod det russiske imperium indtil selvstændigheden i 1917, i den efterfølgende borgerkrig mellem de hvide borgerlige og de røde socialister, demokratiets første svære år i 1920’erne og 30’erne, Vinterkrigen og Fortsættelseskrigen mod Sovjetunionen, de magre år efter Anden Verdenskrig og i det moderne Finland.

Længe blev Sibelius spurgt, om han ville give sin tilladelse til, at der blev sat ord til hymnen. Først under Vinterkrigen i 1940 gav den modstræbende komponist sig. Universitetsrektor Veikko Koskenniemi forfattede teksten, som hurtigt blev kaldt ‘Finlandshymnen’, og selv om den ikke er blevet nationalsang, synges den ved alle tænkelige nationale festligheder og mærkedage. Eller ved en flashmob på Helsinkis Hovedbanegård.

Sibelius inkorporerede også den sungne hymne i Finlandia, enten for mandskor eller blandet kor, de opføres ofte med stor effekt som ved åbningen af Helsinkis nye koncerthus i 2011. Det er ingen overdrivelse, at denne sang sætter de fleste finske hjerter i bevægelse, sikkert fordi stroferne genkalder fortidens undertrykkelse og håb om frihed. Her den første:

O, Finland, se, din morgengry dæmrer, og natten fordrives, truende mørk og lang. Hør lærkens røst blandes med rummets susen, snart fyldes det af jubelsang. Se, natten flygter, og du kan atter ånde frit. Din morgen lysner, o fædreland.

Sibelius dirigerede Finlandia i København under en nordisk musikfest i 1919. Kongelig kapelmusicus, trompetisten Anton Hansen, fortæller i sine erindringer, at komponisten under prøven ikke kunne få nogen højtliggende toner i hornene kraftige nok, det gjaldt også nogle dybe toner i tubaen. Hansen følte sig da kaldet til at tage affære under koncerten. Han strøg nogle toner i sin egen stemme og spillede i stedet de andre instrumenters strofer med utæmmet begejstring.

Efter koncerten kom Sibelius øjeblikkeligt hen til ham og kyssede ham på kinden efter russisk skik. Aldrig havde han hørt en trompetist med et så enestående omfang på instrumentet, udbrød han og lovede at ville komponere et stykke til Hansen. Det løfte kom han desværre ikke til at holde.

Serie

Informations klassiske musikskole

Den klassiske musik er kun en lukket verden for den, der ikke forsøger at nærme sig den. I artikelserien Informations klassiske musikskole beder vi en række musikere, komponister og dirigenter om at åbne døren til den klassiske musik ved at fortælle om et konkret mesterværk. Vi stiller de spørgsmål, du aldrig selv har turdet stille, og vores kritiker Valdemar Lønsted guider til de værker, du ikke vidste, du ville høre. Så tag med i skole. Vi lover, det bliver sjovt

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her