Er destruktive kræfter en uomgængelig del af menneskets psyke? Og kan disse kontrolleres? Med sådanne spørgsmål indleder Albert Einstein en brevudveksling med Sigmund Freud i 1931-1932 få år inden Anden Verdenskrigs udbrud.
Hensigten med korrespondancen er at finde et psykologisk svar på, hvordan menneskeheden kan undslippe den forestående krigstrussel. Med konteksten taget i betragtning er det ikke overraskende, at der er dyb alvor og frygt at spore i samtalen mellem Einstein og Freud, der begge var af jødisk oprindelse.
Som svar på Einsteins brev skriver Freud, at mennesket psykologisk set er et driftsstyret væsen. Menneskets drifter er kendetegnet ved et ambivalent forhold mellem livsdriften (eros) og dødsdriften (thanatos).
Judith Butler: ’The Force of Nonviolence’
Freud besvarer således Einsteins første spørgsmål bekræftende: Menneskets psyke er karakteriseret af destruktive kræfter.
Alligevel udtrykker Freuds svar på Einsteins andet spørgsmål et vis håb. Hvad angår muligheden for at kontrollere vores destruktive kræfter, må vi, ifølge Freud, først forstå, at mennesket er et organisk væsen. Med det mener Freud, at mennesker indgår i relationer.
Vi er helt grundlæggende forbundet med hinanden, men på grund af vores had-kærligheds-drifter er vores fællesskaber ikke nødvendigvis fredelige. For at undgå konflikt forslår Freud, at vores samhørighed – vores organiske bånd – skal opdyrkes.
Vi skal med andre ord erkende vores socialitet samt kultivere vores destruktive drifter. Dette udgør et vigtigt skridt på vejen mod en pacifistisk verden.
Ikkevold som modsvar
Ligesom Einstein og Freud frygtede for deres samtid, er der ingen tvivl om, at den amerikanske filosof, sociolog og queer-teoretiker Judith Butler er bekymret for vores nutid. Med brevkorrespondancen som omdrejningspunkt for bogen The Force of Nonviolence – An Ethico-Political Bind ønsker hun at vise, at frygten for vold, krig og ødelæggelse for næsten 100 år siden er aktuel i dag. Judith Butler søger ligeledes svar hos Freud, og hendes mission bliver således at bygge videre på ideen om det organiske som forudsætning for fred.
Judith Butler starter med at lade sin læser vide, at hun gennem bogen vil argumentere for, at ikkevold skal udgøre en modstandspraksis til autoritære tendenser i dag. Ikkevold forstået som en opretholdende praksis, der modstår voldens destruktive kræfter. For nærmere at kunne forstå, hvad ikkevold betyder, må vi forstå den vold, der ifølge Judith Butler kendetegner vores samfund.
Og for at kunne forstå denne må vi anfægte de basale antagelser, der er byggestenene bag vores samfundsindretning. Derfor fører Judith Butler os tilbage til de første tanker om individet og dets samfundskontrakt med en suveræn. Butler præsenterer os for sin læsning af den britiske filosof fra 1600-tallet Thomas Hobbes.
Ingen kan opretholde sig selv
Hos Hobbes finder vi forestillingen om en hypotetisk naturtilstand, hvor mennesker endnu ikke indgår i samfund. Ifølge Hobbes bærer denne tilstand præg af konflikter, hvor individer kæmper mod hinanden om liv, ejendom og beherskelse af naturen.
Hobbes forestiller sig en verden, der består af autonome individer i kamp mod hinanden, og Judith Butlers formål med at fremhæve denne tænkning er at anfægte dette scenarie som værende et før-historisk scenarie.
Hun stiller spørgsmålet, hvordan mennesket fra start kan optræde som voksent individ. Med dette spørgsmål vil Judith Butler frem til, at forestillingen om naturtilstanden er en scene midt inde i en fortælling snarere end en begyndelse. Og denne fortælling har mange ukendte variable. Blandt andet er faktorer som køn og alder skrevet ud.
Butler ønsker ikke at formulere en alternativ naturtilstand, men hun ønsker at anfægte én af de antagelser, som vores nuværende samfund er bygget op omkring: antagelsen om autonome og selvopretholdende individer.
Derfor gør hun læseren opmærksom på, at før mennesket er voksent, er det et barn, og et barn kan kun leve gennem et socialt afhængighedsforhold til en Anden (læs: moderen). Dette er et vilkår, vi ikke må glemme.
På baggrund heraf formulerer Judith Butler en socialontologi, det vil sige en forestilling om, at mennesker er sociale væsner, der lever i relationer til hinanden. Her kan ingen opretholde sig selv. Tanken om, at mennesker er afhængige af sociale og materielle faktorer, er gennemgående i bogen, og det bliver en præmis for den lighedstænkning, Butler fortsætter med at argumentere for. En tænkning, der kun er mulig hinsides Hobbes’ naturtilstand.
Ambivalent socialitet
Fra opgøret med individualismen fortsætter Judith Butler med at undersøge, hvordan sociale relationer er kendetegnet, og til dette retter hun igen blikket mod Freud. Hvor Freud forsøgte at besvare Einsteins spørgsmål om, hvad der i det psykiske liv kan forhindre os i at gøre skade mod andre, stiller Butler et spørgsmål med modsat fortegn: Hvad får mennesket til at værne om en andens liv?
Hun vender tilbage til indvendingen om barnet i Hobbes’ naturtilstand og trækker på psykoanalytikeren Melanie Klein, der netop anvender babyen som eksempel på mennesket som ukalkulerbart væsen viklet ind i sociale bånd.
Mennesket er socialt konstitueret, og det betyder, at vi ikke kan tænke på liv uden at tænke på en andens liv. I overensstemmelse med Freuds tanker er dette bånd, ifølge Klein, ikke nødvendigvis harmonisk. Overført til barn-moder-relationen er det en ambivalent relation, der indebærer taknemlighed såvel som destruktion. Vi kan aldrig frigøre os fra båndet, der udgør betingelsen for alt liv, og det kan gøre ondt. Ud fra dette anfægter Butler ’jegets’ rationalitet og individualitet og understreger i stedet dets ambivalente socialitet.
Den latente destruktion, der findes i relationer, forhindrer dermed ikke Butler i at argumentere for det sociale, men vi må forsøge at opdyrke et værn. Her optræder ikkevold som etisk forpligtelse. Butler skriver, at ikkevold er bindende, fordi vi er forbundne. Og fordi vi er forbundne, må vores samfund indrettes til at beskytte liv. Målet med ikkevold er alle væsners opretholdelse, og midlet hertil er at styre thanatos og opdyrke eros.
Det voldelige samfund
Dog er realiteten noget anderledes, for vores nuværende samfund er voldeligt indrettet – institutionelt, økonomisk, kropsligt, følelsesmæssigt. Med andre ord har vi ingen forudgående ret til at opretholde livet i vores aktuelle verden.
I praksis ser vi, at denne ret kun tilkommer rettighedsbærende subjekter. Blandt andet er statsløse og flygtninge mennesker, der ikke er konstitueret som subjekter, hvorfor vi ikke sørger over deres liv. Dette er voldeligt.
Foruden statsløse og flygtninge er særligt kvinder, herunder transkvinder, og farvede udsat for denne vold. Judith Butler skriver, at der bliver skabt en erkendelsesmæssig ophævelse af disse menneskers levende karakter. Dette, mener Butler, kan ses eksemplificeret i en legitim blokering af flygtninges adgang til Europa, i politivolden mod sorte i USA samt i de udbredte kvindedrab, der finder sted i hele verden.
Pointen er, at det er sociale strukturer, der muliggør denne vold. Ikkevold skal modstå de fejlagtige forklaringer, der hersker, når en voldsudøvers patologiske karakter eller ofrets selvforskyldte brist fremhæves – altså når vold forklares som et individuelt anliggende. Ikkevold forstået som aktiv og relationel modstandspraksis mellem kroppe er anderledes bundet i logikken om, at selvopretholdelse forudsætter andres opretholdelse.
Vi skal således værne om hinanden i kampen mod vold, krig og ødelæggelse. Socialitet og lighed må være idealerne for vores samfundsstrukturer, der skal bane vejen for en pacifistisk verden.
Ikkevold som modstandspraksis
I sit ønske om ikke at argumentere for en naiv forståelse af ikkevold er det vigtigt for Judith Butler, at ikkevold kan være en aggressiv praksis.
Ifølge hende er aggression og vold ikke identiske størrelser, og hun trækker endnu en gang på psykoanalysen for at komme dette nærmere. Vi skal udnytte vores aggressive drifter, men med det affirmative mål om opretholdelse. Erkendelsen af, at vi er forbundne med hinanden, udgør sammen med erkendelsen af, at vi er driftsstyrede væsner, en skabende mulighed. På den måde kan aggressionen blive produktiv. Dette er ikkevold.
Med afsæt i analysen af Thomas Hobbes, Melanie Klein, Albert Einstein og Sigmund Freud – samt en håndfuld andre tænkere, heriblandt Walter Benjamin, Frantz Fanon og Michel Foucault – kommer Judith Butler frem til, at et pacifistisk fællesskab kan konstitueres. Dette kræver på den ene side en selvbeherskelse af dødsdriften samt på den anden side en opdyrkelse af livsdriften. Begge dele bygger på Freuds antagelse om, at livet er organisk.
Dette er kernen i Judith Butlers argument for ikkevold som modstandspraksis til nutidens autoritære tendenser (læs: Trump). Et budskab, der desuden er appellerende og aktuelt i vores nuværende situation præget af isolation, ensomhed og angst.
Vi kan alle lære af Judith Butlers nyeste analyser og idéer, og der er således med The Force of Nonviolence stof til eftertanke om fremtidens samfund midt i en brydningstid med mange mulige krigsscenarier.
Judith Butler: ’The Force of Nonviolence’. Verso Books. 224 sider. 14,99 pund
Efter at have læst artiklen står jeg tilbage med en undren i forhold til, hvad det egentlig er for en artikel, jeg lige har læst. Mit umiddelbare indtryk er, at artiklen i langt overvejende grad er en loyal redegørende gennemgang af, hvad det er, Judith Butler forsøger at gøre i sit værk.
I papirudgaven af Information præsenteres det som Litteraturkritik, hvad der overrasker, i og med at dette vel også forudsætter, at værket i langt højere grad, og på forskellige måder, sættes i perspektiv og karakteriseres, samt at det munder ud i en vurdering af værket.
Når det i underrubrikken angives, at værket kan læses som en nutidig feministisk udgave af Freuds bud på vejen til en pacifistisk verden, må det være væsentligt at fremhæve, at Freuds værk ”Kulturens byrde” (oprindeligt fra 1930), hvis det især er dette værk, der henvises til, kan karakteriseres som kultur – og samfundsteori på psykoanalytisk grundlag, og her er det især ud fra den sene Freuds teorier om livsdrift og dødsdrift.
Som det fremgår af artiklen, er Judith Butler i højere grad eklektisk i sit valg af teorier (hovedsageligt filosoffer, psykoanalytikere og idéhistorikere), hvor bl.a. Freuds spiller en væsentlig rolle, og opgaven er åbenbart, på bl.a. et psykoanalytisk grundlag, at udvikle en politisk filosofi, der kan bruges til at sættes aktuelle politiske problemstillinger i perspektiv og at give forklaringer på, hvordan det vil være relevant at forholde sig til disse politiske problemstillinger.
Man kan også sige, at det i høj grad drejer sig om at etablere et politisk filosofisk grundlag, der kan retfærdiggøre en bestemt form for politisk handlen i relation til nogle bestemte politiske problemstillinger i samtiden.