Karl Aage Rasmussen gør i ny bog op med mange myter om komponisten Händel

I 1685 fødtes med 150 kilometers afstand to af den europæiske musiks giganter: Johann Sebastian Bach i Eisenach og Georg Friedrich Händel i Halle. De to døde med få års mellemrum hhv. 1750 og 1759 uden nogensinde at have mødt hinanden.

Bach forsøgte et par gange, men det lykkedes aldrig. Händel var ikke påfaldende interesseret.

Hver af dem udvikler musikken i en sådan grad, at uden Händel ville musikken have været uendeligt meget fattigere. Uden Bach ville den have været totalt anderledes. Formuleringen, let omskrevet, er komponisten Karl Aage Rasmussens, som i sit store faglige forfatterskab med bogen Talende toner er nået til Händel, hans tilværelse og værk. Karl Aage Rasmussen kalder det under ét Händels livsfuga.

Händel hører til blandt de komponister, hvor man ikke behøver være i tvivl om musikkens ophav. Den helt personlige tone, harmonierne, den gennemsigtige instrumentering, indsigten i den menneskelige stemmes muligheder, om det er solo eller kor, samt temaernes rigdom røber altid Händels hånd.

Selv mennesker uden interesse for den side af musikken kender om ikke andet det fuldendte oratorium, Messias eller dele af det værk, der gennem alle tider blev Händels varemærke, og som årligt som regel ved juletid repeteres ved utallige opførelser i store dele af verden.

Enormt livsværk

I de senere årtier har Händel med sine omkring 40 operaer eller oratorier med operalignende indhold vundet en stadig mere robust placering på operascenerne. De fleste af værkerne er efterhånden indspillet mere end én gang. Praktisk taget alt kan findes på YouTube.

Händels musikalske stof synes utømmeligt i dette enorme livsværk, der tillige rummer adskillige koncerter, megen kammermusik og en del soloværker for cembalo/klaver.

Händels uendeligt musikalske begavelse blev så at sige anerkendt fra begyndelsen. Hans liv og virke stod i zenit næsten hele livet. Meget få tvivlede på geniet og geniets adkomst til førstepladsen i det musikalske hierarki, ej heller geniet selv.

Den hannoveranske fyrstefamilie, der af arvemæssige årsager satte sig på tronen i England, hentede den unge landmand Händel med til London, der med komponistens jævnlige afstikkere til hjemlandet, Italien og Holland, herefter forblev hans hjem, livcentrum og virkefelt. Oven i begunstigelserne lagde kongen en årlig pension, der gjorde Händel i stand til i det store og hele at skrive den musik, der passede ham. Dertil tjente han rigeligt på opførelserne og andre koncerter.

Händel blev kort sagt en velstående mand og beundret hovedkraft over for et publikum af overklasse og velhavere.

En købmand i noder

Karl Aage Rasmussen gør op med mange myter om Händel, ikke mindst ammestuehistorierne om komponistens selvopofrende godgørenhed. Det har ikke meget på sig og kan kontrolleres i de bevarede bankpapirer. Händel var erhvervsmusiker og så sig som sådan. Men han var lige så meget købmand i noder og musikbegivenheder og investerede i øvrigt sine penge klogt. Også i malerier, han købte blandt andet en Rembrandt.

Med mellemrum skrev Händel pligtmæssigt hyldestmusik til kongehuset og indkasserede gerne yderligere økonomiske og andre fordele.

Det engelske samfund var i den grad så klasseopdelt, at forestillingen om en bredere folkelig berøringsflade mellem almindelige mennesker og hofkomponisten er endnu en myte. Alene de økonomiske forskelle beretter bøger om kulturkløften. En ufaglært arbejder tjente 25-30 pund om året. Alene Händels pension var 600 pund årligt.

Hans bankbog mod slutningen af livet noterede over 20.000 pund, en uoversættelig, men ikke desto mindre astronomisk formue øget regelmæssigt af koncertindtægterne.

Mange aha-oplevelser

Karl Aage Rasmussen benytter den biografiske anledning og gennemgår de vigtigste af oratorierne men især fordyber forfatteren sig i operaerne. Med bogen i hånden og eksemplerne i ørerne kan man hente sig mange aha-oplevelser.

Rasmussens indsigt er her som i hans andre bøger bred og dyb. Barokopera som genre er ikke umiddelbart let tilgængelig, handlingerne ligger fjernt fra senere idéer om dramaturgisk korrekthed. Det forhold fik da også den betydning, at operaerne som uvedkommende og forældede blev skubbet ud i kulissen.

Men med et nyere syn på mulighederne i respekt for et andet dramatisk sprog er som antydet Händel igen på plakaten. Den musikalske overdådighed i det meste af operaværket er hurtigt at få øre for. Kombineres den ting med Rasmussens gennemlysninger af barokkens beretterprincipper er man vel hjulpet.

Afstanden i tid tilbage til midten af 1700-tallet er unægtelig betydelig, men Karl Aage Rasmussen slår bro over spandet og indfatter sin hovedperson i inspirerende historisk forståelse.

Händel endte sit umådeligt virksomme liv med at blive blind. Ligesom Bach. Og det er jo mærkeligt.

Forlaget kunne godt udstyre så fine bøger som Karl Aage Rasmussens mere generøst. Det virker lidt fedtet på en ellers fornøjet læser.

Karl Aage Rasmussen: ’Talende toner – Georg Friedrich Händels livsfuga’. Gyldendal, 312 sider, 225 kroner.