Læsetid: 3 min.

Kaspar Kaum Bonnén har skrevet en æstetisk doven bog, men et fascinerende faderopgør

Om sin mor skrev Kaspar Kaum Bonnén en smertefyldt roman, om sin far har han nu skrevet nøgterne digte. Problemet i ’bag om min far’ er, sagt med et enkelt ord: SVIGT
Når bag om min far ikke desto mindre fascinerer, ja, gør et voldsomt indtryk, skyldes det, at dens faderopgør er gennemført med en særlig form for nøgternhed og med en saglighed, som gør den menneskeligt sand og for så vidt hæver den over det intime og private, skriver anmelder Erik Skyum-Nielsen.

Når bag om min far ikke desto mindre fascinerer, ja, gør et voldsomt indtryk, skyldes det, at dens faderopgør er gennemført med en særlig form for nøgternhed og med en saglighed, som gør den menneskeligt sand og for så vidt hæver den over det intime og private, skriver anmelder Erik Skyum-Nielsen.

Claus Handberg

22. maj 2020

De 33 personlige, private, ja, indimellem intime tekster i Kaspar Kaum Bonnéns bog om sig selv og sin far er typografisk arrangeret som digte. Men etiketten »knækprosa« har sjældent passet så præcist som her. Digtene overholder talesprogets tone, er så godt som billedløse og savner gennemgående kraft og sproglig prægnans. Æstetisk betragtet er det en doven og kedelig bog, og man kan endda støde på deciderede ubehjælpsomheder som denne:

»Sorg er noget som livet giver og som ikke kan gives videre, for at finde et sted at stille den, får den udtryk som skyld.«

Når bag om min far ikke desto mindre fascinerer, ja, gør et voldsomt indtryk, skyldes det, at dens faderopgør er gennemført med en særlig form for nøgternhed og med en saglighed, som gør den menneskeligt sand og for så vidt hæver den over det intime og private. Scene efter scene brænder sig fast, passage efter passage kan læses igen og igen, fordi det, der står, står netop så tydeligt og nøgent, som det gør:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Forældrekørekort? I hvertfald som en obligatorisk uddannelse i, hvad det vil sige at påtage sig ansvaret for et andet menneskes opvækst.

At det er både nemt og lystfyldt at formere sig, er det ikke det samme som, at man evner det efterfølgende ansvar, som de facto er det største, man kan påtage sig.