Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Knud Sørensen lægger med 22 smukke tekster endnu en lille blok til sit lyriske senværk

Knud Sørensens nye, lille bog ’Mit sprog og fjordens’ består af 22 digte og er holdt i den karakteristiske lavmælte stil, han efterhånden har fundet frem til
Knud Sørensen forstår at administrere sine verbale virkemidler, alt imens han nøgternt tager bestik af hele situationen – sin egen og vores.

Knud Sørensen forstår at administrere sine verbale virkemidler, alt imens han nøgternt tager bestik af hele situationen – sin egen og vores.

Joachim Ladefoged

Kultur
22. maj 2020

Knud Sørensen (f. 1928) delte gennem mange år sit liv op i to sektioner. Der var dagen, det vil sige arbejdet som landinspektør på Mors klokken 8-17, og så var der natten, det vil sige familielivet og skriveriet klokken 17-8.

Siden blev han forfatter (og foredragsholder) på fuldtid. Hvad han kalder sig i dag, er ikke godt at vide, men det forlyder, at han for nogle år siden anskaffede sig en skridttæller, som han stadig er vældig glad for.

Knud Sørensen: ’Mit sprog og fjordens’

Men at han bestiller andet end at gå ture, fremgår af, at han efter færdiggørelsen af sine erindringer (to bind 2006-08) har udgivet hele fire digtsamlinger, alle holdt i den karakteristiske lavmælte stil, han efterhånden har fundet frem til.

Da Knud Sørensen brød igennem med Den røde kaffekande (1965), kunne hans fremgangsmåde lidt minde om, hvad man på samme tid fik fra især Benny Andersen og Knud Holst, altså en art ’nyenkel’ saglighed kombineret med rolig, uanmassende humor.

Senere, i 1970’erne, udviklede han så sin helt egen poetiske reportagemetode i digte om landsbyernes affolkning og bondekulturens forfald. Med sit senværk bliver han imidlertid på én gang mere personlig og mere almen, idet han stedse samler sig om det væsentlige: naturen, kroppen, sansningerne, og ofte søger ind til selve tilværelsesgåden, men bestræber sig på at gøre den så konkret som muligt.

Hyldest til Jeppe Aakjær

Hans nye, lille bog Mit sprog og fjordens består af 22 digte. I det ene spor nogle ret lange tekster: én om ploven gennem tiderne, én om fiskere og bønder, og så en herlig indfølt hyldest til Jeppe Aakjær, der begynder således:

Jeg kan altid godt lide
at møde ham Jeppe
med den bredskyggede digterhat
som giver hans øjne den ro
de skal have når han indlever sig
i det Danmark
der er hans
og som han
bedre end nogen anden
har ladet blomstre i ord

og vi kan sætte os
på en bænk
ved storrugens rod
og tavse indånde det syn
på det danske land
som han gjorde sangbart.

I samlingens andet spor, som består af korte og ultrakorte titelløse digte, færdes det lyriske jeg også ude i det fri og befinder sig meget tydeligt på et bestemt sted i verden og tiden, men samtidig søger han det tidløst almene og nærmer sig en slags opløsning af forskelle og grænser. Hans virkelighed er, som der siges i det afsluttende digt, begyndt at blive tyndere. Lag for lag skræller erindringer sig af: »jeg er / på vej mod den dag / der kun er et nu.«

Eksplicit bliver dødsvisheden i et typisk stilfærdigt og dog dybt alvorligt digt om vandringen fra Noget til Intet:

Selv om min sol
som har gået deroppe hele dagen

bliver mindre og mindre
og svagere og svagere
i disen derude i det vestlige
skjuler jeg stadig min skygge
inde i mit træs
og solen favner os stadig
den følger sin bane
gør den
og træets og min forenede skygge
nærmer sig det intet
der gror op
derude i øst.

Man tager næppe fejl, hvis man i et sådant digt fornemmer en forbundethed med en Limfjords-digter som Thøger Larsen, som ofte ramte den samme kombination af nøgternhed og kosmos-bevidsthed.

Som allerede antydet står Knud Sørensens hu ikke til store retoriske armbevægelser, og hvad angår metaforer, foretrækker han at holde dem i så kort snor som muligt. Dette kan dog ikke afholde ham fra at turnere en mildt fortvivlet tekst om sprog og hukommelsestab effektivt og elegant:

Jeg går rundt med en sætning
inden i mig
jeg ved det
for nu og da dukker
et par løsrevne ord op
i min forreste bevidsthed
men så forsvinder de
slutter sig igen til den hele sætning
som nok er strandet
et eller andet sted
i en eller anden udtørret hvirvel
Dette er en efterlysning.

En udtørret hvirvel, det kan man da kalde en metafor, og endda en velanbragt én af slagsen. Jovist, Knud Sørensen forstår så sandelig at administrere sine verbale virkemidler, alt imens han nøgternt tager bestik af hele situationen – sin egen og vores.

Når man digter så lavmælt og forsigtigt som han, kan man ind imellem sagtens tillade sig at betjene sig af så gammeldags et greb som en ægte personifikation for at gøre noget abstrakt fysisk konkret, som her i bogens tredjesidste digt:

Tiden kommer
fra et eller andet sted
og jeg er glad for
at den som oftest
stryger nænsomt forbi
som var den en let
sommerbrise
dog sker det
at den standser op
hvisler
skulle du ikke hellere
komme med mig
derhen hvor du skal?

Det haster altså ikke spor, skulle anmelderen hilse og sige. Her, hvor næsten 60 år er gået, siden Sørensen dukkede frem som lyriker med bogen, eller skulle man sige hæftet Eksplosion. Hans brag har hen ad vejen udviklet sig mod det mere tyste, men de er stadig hørbare nok.

Knud Sørensen: ’Mit sprog og fjordens’. Digte. Det aarhusianske forlag Herman & Frudit. 35 sider, 150 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Oluf Husted

Tak til anmelderen for gode ord og fire fine eksempler på de 22 tekster,

Tillykke til Knud Sørensen med udgivelsen og ønsker om en fortsat livsvilje.