Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

At læse Erlend Loes ’Helvede’ er som at være fanget i en lang halvdårlig vits fortalt af en træt onkel

Jeg har skrevet »sjovt?« i margenen et par gange, mens jeg læste bogen. Men grine gjorde jeg altså ikke, skriver anmelder Mathilde Moestrup
Den fraskilte hovedperson i ’Helvede’ er i slutningen af 40’erne og hedder Rakel. Hun er blevet forladt af sin mand for en yngre kvinde – men det vil bogen ikke tage alvorligt. Fair nok, det er jo også en kæmpe kliché. Men hvorfor så overhovedet skrive om det?

Den fraskilte hovedperson i ’Helvede’ er i slutningen af 40’erne og hedder Rakel. Hun er blevet forladt af sin mand for en yngre kvinde – men det vil bogen ikke tage alvorligt. Fair nok, det er jo også en kæmpe kliché. Men hvorfor så overhovedet skrive om det?

Fredrik Arff/Gyldendal

Kultur
7. maj 2020

Har norske Erlend Loe nogensinde været sjov? Jeg ved, at jeg har siddet og klukket over hans bøger, både Doppler og Stille dage i Mixing Part, men når jeg læser hans seneste lille værk, skilsmisseromanen Helvede, bliver jeg i tvivl.

Er det referencerne til minimælk og Marimekko-stof, altså til et gennemsnitligt middelklasseliv, der skal få mig til at grine? Eller de utroligt mange puns på ordet helvede?

Erlend Loe: ’Helvede’.

Erlend Loe: ’Helvede’.

Saxo
Jeg har skrevet »sjovt?« i margenen et par gange, mens jeg læste bogen. Men grine gjorde jeg altså ikke.

Den fraskilte hovedperson i Helvede er i slutningen af 40’erne og hedder Rakel. Hendes historie indledes sådan her – naivistisk, afkoblet og let hånligt:

»Rakel havde haft et hårdt år, men hun var ikke ked af det, men lidt ked af det var hun nu alligevel.«

Enhver i Rakels situation ville nok være ulykkelig – hun er blevet forladt af sin mand for en yngre kvinde – men det vil bogen ikke tage alvorligt. Fair nok, det er jo også en kæmpe kliché. Men hvorfor så overhovedet skrive om det?

Rakels sociale deroute efter skilsmissen bliver cementeret af, at hun er flyttet fra et hus til et rækkehus med sine to børn. Der sidder hun og frygter sin næste runde fødselsdag, drømmer om at have affærer med gifte mænd og drikker for meget:

»I rækkehuse drikker man. Ikke i huse. Men i rækkehuse. Alle, der bor i rækkehuse, drikker. Mest vin, men også nogle små drinks. Og nogle store. Især i julen. Men faktisk hele året.«

I baghaven til det nye rækkehus finder Rakel en lem i jorden, der fører ned til Helvede ad en stejl trappe. Helvede fungerer som en slags forlystelsespark, man kan købe billet til. Dernede møder og forelsker Rakel sig i Fanden, som ligner en almindelig mand i hørtøj og faktisk ikke er så slem.

Så snart helvede er blevet introduceret i Rakels historie, starter en uendelig strøm af jokes med pun på djævel, fanden eller helvede. I starten er det okay: Kvinden i Helvedes reception er iklædt en »blå uniform i et djævelsk ufikst snit«, djævelens stemme er »blid på en diabolsk og dejlig måde«.

Et af de steder jeg har skrevet »sjovt?« er, da Fanden har en lavalampe på sit soveværelse. 

Men Helvede-jokesene fortsætter: Når Rakel sms’er Fanden og spørger hvad han laver, laver han »et helvede«. På et tidspunkt farer der »en djævel i djævelen«, og når Rakel skal ned for at besøge ham, drager hun »direkte ad helvede til«.

At læse Helvede er som at være fanget i en lang, halvdårlig vits fortalt af en træt onkel. Vitsen er akkompagneret af små sorte skitsetegninger, der følger handlingen, men skaber lidt luft i teksten. Skitserne og bogens fine format var det bedste ved Helvede.

Erlend Loe: ’Helvede’. På dansk ved Susanne Vebel. Gyldendal. 144 sider, 150 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her