Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Hvad blev der lige af »kys mig, giv mig kys af din mund ...« i den nye oversættelse af Højsangen

En af grundene til at jeg, der ikke er kristen, altid har elsket Højsangen, er at den som stærkt erotisk tekst har sneget sig ind i en tekstmasse i en ellers temmelig puritansk religion
Kultur
22. maj 2020
En af grundene til at jeg, der ikke er kristen, altid har elsket Højsangen, er at den som stærkt erotisk tekst har sneget sig ind i en tekstmasse i en ellers temmelig puritansk religion

Jesse Jacob

Højsangen har fulgt mig igennem livet; som ganske ung konfirmandstuderende, hvor jeg læste den anelsesfuldt mystisk; som universitetsstuderende, hvor jeg læste den i historisk sammenhæng; som forfatter, hvor jeg kan læse den igen og igen for rytmen, gentagelsen, billeddannelsen. Som erotisk menneske, hvor jeg altid lige har taget et højsangskig på den udkårne; var han som et æbletræ blandt skovens træer? Var hendes øjne som duer? Er hans frugt sød for min gane. Er han som en ung hjort på duftende bjerge? Er hendes hår som en fåreflok bølgende ned fra Gilead, er hendes tænder som en nyklippet fåreflok? Og bliver min haves væld med den udkårne en brønd med rindende vand og strømme fra Libanon?

Højsangen

Højsangen, eller Salomons Højsang, er en bog i Det Gamle Testamente (Den Gamle Aftale). Ifølge legenden er dens forfatter kong Salomon. Bogen fremtræder som en samling menneskelige kærlighedsdigte, fremsagt som en art vekselsang mellem en ung mand og en ung kvinde, Salomo og Shulamit. Højsangen er enestående i Det Gamle Testamente i sin erotiske atmosfære, isoleret fra gudsdyrkelsen og fra det sociale livs realiteter. Det litterære motiv er ofte genbrugt i både verdslig og religiøs lyrik.

Her vil læseren nok grine og tænke, ja, det er noget forfatterinden bare skriver; men der er sandhed i det, ved hvert kærlighedsmøde har tekstens billeder åbnet sig i mit sind, og jeg har set igennem dem, og indimellem med fryd; fundet et æbletræ blandt skovens træer, ben som søjler af marmor på sokler af guld, bryster som hjortekalve, gazelletvillinger.

Så stærk lever den tekst i mig, at jeg dagen før Information sendte mig denne opgave, havde valgt et citat fra Højsangen som titel på min nye bog. Så det var igen, som om sammenfaldet var anelsesfuldt mystisk og skønt.

Det er naturligvis især oversættelsen fra 1931, der har formet sig i mig; og det er derfor med bæven, at jeg åbner den nye bibeloversættelse fra 2020. Men jeg forsøger at stå op og åbne for min ven, mens min hånd dryppede af myrra, mine fingre var flydende myrra; var min ven der, eller var han gået sin vej? Det må jeg undersøge.

Kærlighedssangen

Højsangen kaldes nu kærlighedssangen. Jeg ville ønske, jeg selv kunne læse originalteksten; for mig har det altid været vidunderligt med ordet højsang; det bruger jeg ikke i min dagligdag, men det lyder højt, lyst og luftigt, en dør jeg kan gå igennem; og inde bag døren findes kærligheden og begæret. En kærlighedssang; det kender jeg fra Spotify.

Der er ingen overraskelse, ingen luftstrøm omkring det. Men det er jo det valg, nyoversættere må tage – skal man beholde det mystiske, eller skal man gøre det umiddelbart forståeligt? Vil flere blive nysgerrige efter Bibelens kærlighedssang end efter dens Højsang? Måske.

Lad os starte med starten for at få en fornemmelse af forskelle og ligheder. Først udgaven fra 1931:

»Kys mig, giv mig kys af din mund, thi din kærlighed er bedre end vin. Lifligt dufter dine salver, dit navn er en udgydt salve, derfor har kvinder dig kær.«

Og i den nye oversættelse lyder det:

»Bare han dog vil give mig masser af kys!

Din kærlighed er bedre end vin.

Du dufter af den dejligste parfume,

selv dit navn dufter sødt.

Derfor elsker de unge kvinder dig.«

Så hvad er forskellen?

I oversættelsen fra 1931 har vi lange sætninger og stilen er mere poetisk; det er rytmisk og lydligt. Vi starter lige på, media res – »Kys mig, giv mig kys af din mund«. Udsigeren er det jeg, der går igennem teksten, som taler til den anden. Læseren bringes direkte ind i kærlighedssamtalen. Der er en årsagssammenhæng mellem ønsket om kys og hans kærlighedsevne; du skal kysse mig, for din kærlighed beruser mig.

Samtidig er det klart, at kærlighed også er noget, man skal arbejde for. Det er salverne der dufter, navnet der er lækkert; og derfor har kvinderne ham kær. Det er ikke nødvendigvis kun fordi selve manden og hans kærlighedsevne er attråværdig, han har arbejdet for at være den, kvinderne vil have.

I den nye oversættelse starter vi med en uklar henvendelse; hvem taler til hvem? Taler den unge kvinde til sig selv, eller til os? Hun taler i hvert fald ikke til ham; der er ikke noget intimt rum, vi lukkes ind i, der er nogen, der som i en hurtig snap skriver til en veninde under en fest – bare han dog vil give mig masser af kys. Samtidig lyder masser af kys sært gammeldags; som noget man måske siger til et barn. Det er mærkeligt uerotisk, hvor »Kys mig, giv mig kys af din mund« indstifter det sugende erotiske begær.

Lidt klamt

Her må jeg lige komme med en afstikker. En af grundene til at jeg, der ikke er kristen, altid har elsket Højsangen, er at den som stærkt erotisk tekst har sneget sig ind i en tekstmasse i en ellers temmelig puritansk religion. Begrundelsen har været, ved de laterankoncilier hvor den var ved at blive vippet ud, at Højsangen er en metafor for den stærke kærlighed mellem den troende og Gud. Det er det, der begrunder dens plads i Bibelen, også i Bibelen 2020.

Der vil jeg sige, at var jeg troende, ville jeg synes, det var lidt klamt: Bare han ville give mig masser af kys. Hvorimod den gamle oversættelse indstifter teksten som metafor; her er et menneske der higer efter kærlighed, optændes af den, hvis hele væsen er gennemtrængt efter den anden; og denne anden kunne være Gud.

Der kommer en problematik ind i forhold til, hvem en ny oversættelse henvender sig til. Man vil gerne have, at alle, unge som gamle, stærkt som svagt læsende er med; derfor oversætter man til, hvad der betragtes som letlæseligt sprog. Men dette er jo en mystisk tekst.

Gud og Bibelen er ikke pædagogisk henvendende – de er (hvis de er) noget i sig selv, man kan henvende sig til med sine længsler, sin tvivl og sin tro. I den nye oversættelse er det, som om forholdet mellem udsiger og modtager er vendt om; det er ikke den troende, der henvender sig til teksten, det er teksten, der henvender sig til den troende.

Det er oversætterne, som er kloge folk, jo nok godt klar over, og de har taget deres valg. Men for mig, som sporadisk mystiker, mister teksten sin værdi, hvis den vil forklare mig noget frem for at være noget, jeg kan bruge til at forklare det mystiske.

Begge oversættelser er enige om, at hans kærlighed er bedre end vin, og er kun uenige i, hvor lange sætninger, jeg som læser er i stand til at fordøje. I næste sætning er de uenige om, hvorvidt det er salverne eller den unge mand selv, der dufter. Her ville jeg ønske, at jeg kunne læse originalteksten, for det er jo en interessant forskel; hvor den nye oversættelse i højere grad her ser begærsobjektet som Gud; for Gud vil vel dufte i sig selv og være uafhængig af salver; gør den gamle oversættelse den unge mand mere levende og almindelig.

Jeg ser ham for sig gøre sig klar i sit kammer og smøre sig og sine klæder i velduftende ting. Igen er forskellen, om teksten som helhed oversættes som en lyrisk metafor, eller om fortolkninger lægges ind i de enkelte sætninger.

I den nye oversættelse er salve erstattet med parfume. Parfume er kendt i oldtiden, men var et luksusprodukt, hvorimod duftende salver var noget de fleste havde adgang til, som man måske selv lavede hjemme i køkkenet, og derfor er jeg historisk ærgerlig over det. De fleste er i dag dog nok mere bekendt med begrebet parfume end med salve; men jeg har altid holdt af at forestille mig for eksempel, hvordan de smurte salve på Jesus’ fødder, at man berører huden og vækker den fysiske forbindelse mellem mennesker; hvor parfume er noget, man bruger på afstand.

Begær for de unge?

Den sidste detalje var disse begyndelseslinjer; i den gamle oversættelse har kvinder manden kær; i den nye er det unge kvinder. Så fik jeg frataget mit begær efter skønne mænd; det er ærgerligt. Begæret tilhører vel ikke kun de unge!

Til gengæld er der steder i oversættelsen, der virkelig er mere mundrette. Da jeg mødte min nuværende mand, brød mit indre straks ud i Højsangens femte sang, vers 12. I den gamle oversættelse hedder det:

»hans Øjne som Duer ved rindende Bække, badet i Mælk og siddende ved Strømme ...«

Men i virkeligheden er min elskedes øjne mere som det beskrives i den nye oversættelse:

»Hans øjne er som mørkebrune duer

badet i mælk

siddende på bredden

af en skinnende sø.«

Det er smukt og klart. Men de mørkebrune øjne? Var de udeladt på trods af, at de nævnes i originalteksten i første oversættelse, eller er de tilført af oversætterne i den nye? Jeg kan ikke tjekke det og er nysgerrig. Men det er tydeligt, at oversætterne har arbejdet grundigt med teksten. Det er på ingen måde en lemfældig oversættelse. Personligt er jeg uenig i mange af valgene; jeg savner rytmen, mystikken, de lange sætninger, det anderledes ukendte, der drager mig. Men måske andre vil være tiltalt af det nutidige sprog, af at kunne bladre gennem Bibelen og opdage, at der findes en kærlighedssang – for intet hav kan kvæle kærligheden, ingen flod kan slukke den.

Merete Pryds Helle er forfatter

Serie

Bibelen på nydansk

Den litterære klassiker over dem alle, Bibelen, er kommet i en nyoversættelse. Det er en kulturel begivenheden og en omfattende sag. Derfor har vi delt Bibelen op i syv og bedt syv forskellige forfattere og teologer om at anmelde hver en del.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Randi Christiansen

Helt enig med merete pryds helle - du må konsultere en kyndig i oldhebraisk og bede om en forklaring. Eller spørge oversætterne på hvilket etymologisk tekstgrundlag, de foretog deres valg. Jeg blev også stødt af, at man nu taler om unge kvinder. Men det skyldes måske netop, at det er en mere præcis oversættelse af den gamle tekst? Det var da meget rart at vide for kvinder, som ikke længere er unge men stadig elsker mænd.