Læsetid: 5 min.

Matias Faldbakkens ’Vi er fem’ rammer den litterære tidsånd på kornet

Den norske forfatter Matias Faldbakkens nye roman handler om en moderne familie, om hår og om levende ler. Som læser er man fuldstændig grebet fra de første sætninger
Jeg ved ikke helt, om jeg bedre kan lide Vi er fem, når jeg læser den som symbolsk fortælling. Måske er det bedste ved romanen, at den fungerer på begge niveauer samtidig, at den mulige symbolik ikke gør den langsomme opfindsomhed mindre morsom og uhyggelig, skriver anmelder Tue Andersen Nexø.

Jeg ved ikke helt, om jeg bedre kan lide Vi er fem, når jeg læser den som symbolsk fortælling. Måske er det bedste ved romanen, at den fungerer på begge niveauer samtidig, at den mulige symbolik ikke gør den langsomme opfindsomhed mindre morsom og uhyggelig, skriver anmelder Tue Andersen Nexø.

Ivar Kvaal

22. maj 2020

Matias Faldbakken har næsten opgivet sine ironiske krumspring i sin nye roman, den femte, der har titlen Vi er fem. Her får vi ikke bevidst karikerede historier, der med 120 kilometer i timen nedsabler 00’ernes venstresnoede modkultur – culture hacking, adbusting, antiglobalisering – og samtidig gør grin med enhver forestilling om den sammenhængende roman. Vi får heller ikke en på én gang langsom og hysterisk allegori om alliancen mellem avantgarden og de borgerlige dyder. Og om det gamle Europas undergang.

Den slags skrev Faldbakken i sine første bøger, i trilogien Skandinavisk Misantropi og i romanen The Hills. Denne gang har han skrevet en overordentlig drilsk fortælling fra den norske provins, fra det moderne bygdeliv.

Vi er fem er en familiehistorie, en historie om hverdagen og om moderne kønsroller. Det er også en historie om hårets erotiske kraft og om en klump levende ler, der ender med at terrorisere romanens lilleby.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Steffen Gliese
  • Anders Olesen
Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Anders Olesen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kenneth Krabat

Det koster, det er opslidende at leve midt nok i samtiden til at måtte lære at styre sin bevægelse.