Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Matias Faldbakkens ’Vi er fem’ rammer den litterære tidsånd på kornet

Den norske forfatter Matias Faldbakkens nye roman handler om en moderne familie, om hår og om levende ler. Som læser er man fuldstændig grebet fra de første sætninger
Jeg ved ikke helt, om jeg bedre kan lide Vi er fem, når jeg læser den som symbolsk fortælling. Måske er det bedste ved romanen, at den fungerer på begge niveauer samtidig, at den mulige symbolik ikke gør den langsomme opfindsomhed mindre morsom og uhyggelig, skriver anmelder Tue Andersen Nexø.

Jeg ved ikke helt, om jeg bedre kan lide Vi er fem, når jeg læser den som symbolsk fortælling. Måske er det bedste ved romanen, at den fungerer på begge niveauer samtidig, at den mulige symbolik ikke gør den langsomme opfindsomhed mindre morsom og uhyggelig, skriver anmelder Tue Andersen Nexø.

Ivar Kvaal

Kultur
22. maj 2020

Matias Faldbakken har næsten opgivet sine ironiske krumspring i sin nye roman, den femte, der har titlen Vi er fem. Her får vi ikke bevidst karikerede historier, der med 120 kilometer i timen nedsabler 00’ernes venstresnoede modkultur – culture hacking, adbusting, antiglobalisering – og samtidig gør grin med enhver forestilling om den sammenhængende roman. Vi får heller ikke en på én gang langsom og hysterisk allegori om alliancen mellem avantgarden og de borgerlige dyder. Og om det gamle Europas undergang.

Den slags skrev Faldbakken i sine første bøger, i trilogien Skandinavisk Misantropi og i romanen The Hills. Denne gang har han skrevet en overordentlig drilsk fortælling fra den norske provins, fra det moderne bygdeliv.

Vi er fem er en familiehistorie, en historie om hverdagen og om moderne kønsroller. Det er også en historie om hårets erotiske kraft og om en klump levende ler, der ender med at terrorisere romanens lilleby.

Matias Faldbakken: ’Vi er fem’.

Saxo
Levende ler? Jo da, for nok begynder Vi er fem som en stilfærdig historie om et stilfærdigt menneske, men den ender et helt andet sted. Tormod er tømrer og familiefar, pænere og pænere som årene går, høj og muskuløs »som et stykke egetræ«.

Han er drømmen om den norske mand. Efter et par vilde teenageår med sprut og speed – i den lokale slang kaldet »marcipan« – falder han til ro med ungdomskæresten Siv, en knag af en pige, frisør. Dog, som årene går, viser det sig, at hun er lidt fornærmet på livet. Så må Tormod lave maden og ordne huset, mens hun spiser slik foran fjernsynet og siger nej til det meste.

De har to børn, Tormod og Siv, den noget dvaske Alf og energibundtet Helene, sin fars øjensten. I garagen roder Tormod med maskiner og elektronik. Han har talent og tanker nok, dengang han tog marcipan, opfandt han de utroligste ting. En dag forsvinder deres hund, Snuske, sporløst. Børnene er trøstesløse. For deres, men også for sin egen skyld begynder Tormod at eksperimentere med dynamisk ler.

Det skulle han aldrig have gjort.

En levende klump ler kan ellers være utrolig praktisk. Den kan være en lille hjælper, man slet ikke behøver at tage hensyn til. Børnene kan lege med den, og deres figurer bevæger sig og flyder ligesom sammen og efterligner hinanden. Man kan træne den til at lave mad og skrue skruer i en væg og også til at gøre rent. Selv Siv forliger sig med leret.

»I synsranden fulgte Siv med i hvordan klumpen, eller tingesten, som hun kaldte den, utrætteligt trak sig frem og tilbage over parketgulvet og gjorde rent. Tingen trak moppen efter sig, så den smule lerspor den efterlod, også blev tørret op. Den kunne minde om bilen der præparerede skøjtebanen om vinteren nede ved børnehaven, eller en selvkørende plæneklipper. Eventuelt sådan en robotstøvsuger, som Siv havde set hjemme hos sin veninde og måske ønskede sig.«

Men selvfølgelig går det helt, helt galt. Det skal det gøre, det hører til denne type fortællinger.

Faldbakkens langsomme hittepåsomhed

Som man kan se, skriver Faldbakken også denne gang utrolig god prosa, her smukt oversat af Sara Koch. Selv om sætningerne kan synes mere stilfærdige, end de var i hans første bøger, er de ved nærmere eftersyn tættere end nogensinde. Til de overraskende sammenligninger, på én gang passende og helt skæve i tonefaldet (monstrøst ler som en selvkørende plæneklipper, virkelig?) og til den drilske brug af tids- og kulturmarkører tilføjer han denne gang en overraskende præcis og nuanceret karaktertegning, der kan ligge i de mindste ord. Det »måske« gør meget for billedet af Siv.

Også fortællerens tonefald styres mesterligt, så den på én gang virker spilfærdig og tilforladelig og også har det mest diskrete, dæmoniske glimt i øjet. I det hele taget er Vi er fem en litterær fryd. Som læser er man fuldstændig grebet fra de første sætninger, man ligesom suges fremad mod noget, man slet ikke ved, hvad er endnu.

Gennem hele bogen strømmer en form for langsom hittepåsomhed. Faldbakken er mere interesseret i at se, hvor mange overraskelser han kan presse ud af et par enkelte ideer – hvad nu, hvis man oversatte Frankenstein eller den klassiske Golem-fortælling til et moderne håndværker-Norge, hvad nu hvis leret indoptog stråler fra det lokale wi-fi-netværk – end hele tiden at finde på nyt. Det greb fungerer helt overraskende godt.

En ubesværet overgang fra den milde satire til den egentlige uhygge

På et andet niveau er romanen ikke bare spekulation og opfindsomhed, den er også en besk diskussion af den moderne mand. Måske er alting symbolsk. For at blive familiefar har Tormod måttet gemme noget af sig selv væk, det siger han selv undervejs. Men hvad skal han gøre med al sin opfindsomhed og fremdrift, al den vildskab og ukontrollerede driftighed, der dukkede op i ham, når han tog på druk og tog marcipan? Alt det fik Siv rusket ud af ham dengang, det er der ikke plads til i deres satte liv. Og alt det vender tilbage med det levende ler. Det samme gør en hæmningsløs drift, der i hele bogen knytter sig til Sivs store, flotte hår, til hår i det hele taget.

Det er næppe tilfældigt, at Siv er frisør, at hun tæmmer sin mand, at hun får en grim korthårsfrisure under sin første graviditet, at hun viser sig handlekraftig og attraktiv, det øjeblik – hvilken og hvorfor skal jeg ikke afsløre her – hun iklæder sig en gylden paryk.

Ivar Kvaal

Jeg ved ikke helt, om jeg bedre kan lide Vi er fem, når jeg læser den som symbolsk fortælling. Måske er det bedste ved romanen, at den fungerer på begge niveauer samtidig, at den mulige symbolik ikke gør den langsomme opfindsomhed mindre morsom og uhyggelig.

En virkelig god bog, altså, fra en af Skandinaviens mest interessante forfatterskaber. Og det eneste, utaknemmelige forbehold, man – jeg – så alligevel føler, handler om det sidste, om forfatterskabet. For snart tyve år siden, da Matias Faldbakken debuterede som forfatter, føltes det, som om han var flere skridt foran tidsånden. Hans tekster føltes helt uhørte, enestående. De var vilde, konceptuelle skandaler, ulig noget som helst andet, der blev udgivet.

Vi er fem rammer den litterære tidsånd på kornet, den giver den et ordentligt smækkys midt på munden. Den skriver sig trygt ind i de sidste par års heftigt opblomstrende interesse for sci-fi, horror og spekulativ realisme, og også ind i en meget norsk tradition for at diskutere manderoller i litteraturen.

Det gør den på en drilsk og sjov måde, på en opfindsom og velskrevet og fængende måde, på en måde, der glider ubesværet fra den milde satire til den egentlige uhygge. Men den står ikke dér, langt foran os andre, og peger på alt det, vi ikke har forstået endnu. Velkommen i klubben, har man lyst til at sige til Faldbakken, nu skriver du litteratur ligesom de andre. Hvor er vi glade for, at du er så god til det.

Matias Faldbakken: ’Vi er fem’. Oversat af Sara Koch. Gutkind, 216 sider, 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kenneth Krabat

Det koster, det er opslidende at leve midt nok i samtiden til at måtte lære at styre sin bevægelse.