Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Musikfestivalen Brodie Sessions stilrene kukkassekoncerter er en smuk substitut for forårets aflyste festivaler

Den livestreamede musikfestival Brodie Sessions er et velkurateret og retroæstetisk event, der dog stadig mangler publikum til at udfylde pauserne mellem numrene med velfortjente applauser
Med Selma Judith har Danmark fået sin helt egen Joanna Newsom. Den sene aftensol reflekteres i Judiths harpes mørke mahognistel og indsvøber stuen i et orangelummert lys, der kun gør den sygt sexede »Inner Thigh« endnu mere æggende, skriver anmelder Louise Rosengreen om Selma Judiths online koncert til Brodie Sessions.

Med Selma Judith har Danmark fået sin helt egen Joanna Newsom. Den sene aftensol reflekteres i Judiths harpes mørke mahognistel og indsvøber stuen i et orangelummert lys, der kun gør den sygt sexede »Inner Thigh« endnu mere æggende, skriver anmelder Louise Rosengreen om Selma Judiths online koncert til Brodie Sessions.

Rasmus Stolberg

Kultur
18. maj 2020

Der er ingen ølodør, sved, støv eller alenlange toiletkøer til den livestreamede musikfestival Brodie Sessions, der forløber over seks dage her i maj. Tværtimod er det et rent – yderst stilrent – koncept:

To koncerter af tilsammen en times varighed afholdes to aftener om ugen tre uger i træk på tre forskellige lokationer: De første i møbeldesigner Finn Juhls sommerhus, de sidste i de rå museumslokaler på Copenhagen Contemporary, der ellers er midlertidig lukket på grund af COVID-19. Og der imellem i initiativtager Birgit Lyngbye Pedersens private hjem, der er tegnet af arkitekt Lene Tranberg.

Birgit Lyngbye Pedersen har forsket i og skrevet bøger om dansk design og tekstilindustri. Det er hendes hund, bulldoggen Brodie, der har lagt navn til dette generøse, æstetiske og velkuraterede non-profit event.

For at stille mine abstinenser efter livemusik (og også lidt af nysgerrighed) sætter jeg mig den 6. maj godt til rette i min til anledningen velegnede Wegner-sofa, tænder for YouTube og beder til, at netforbindelsen ønsker at samarbejde den næste times tid.

En fløjtende Bisse åbner med et akustisk sæt, der blandt andet inkluderer en hyldestsang til den netop afdøde digter Yahya Hassan. Finn Juhls sommerhuskøkken, som Bisse sidder i, fremstår som en spøjs blanding af et privat ferieeksil og et udklip fra BoBedre. Ikke en vase står tilfældigt. Alt emmer af retro. Optagelserne er filmet på 16mm filmformat for at give koncerterne det helt rigtige vintage look.

Dagen efter er det sanger og harpenist Selma Judiths tur. Med hende har Danmark fået sin helt egen Joanna Newsom. Den sene aftensol reflekteres i Judiths harpes mørke mahognistel og indsvøber stuen i et orangelummert lys, der kun gør den sygt sexede »Inner Thigh« endnu mere æggende.

Hun klasker sin ene tommelfinger mod harpens træ og skaber dermed en dump rytme. Ellers er der kun hendes sarte, lyse fraseringer og harpestrengenes sprøde eventyrlighed.

»Oh I'm feeling kind of lonely/will you come by and waste my time?« synger hun på »Kind of Lonely« og afslutter med en formidabel empatisk fortolkning af Radioheads »Creep«. 

Bagefter spiller bandet Goss otte numre ude på terrassen. Forsanger Mads Damsgaard fløjter, danser og synger til solnedgangen over Isefjorden. Undervejs tager han et smut ind i stuen til Selma Judith, så de sammen kan synge duetten »Fighting for the Gospel«.

Og selv om jeg ind imellem føler mig som en ufrivillig voyeur, efterlader torsdagens dobbeltkoncert mig i en sansemættet rus over, at nyere navne i dansk musik, på trods af alle kravene om afstand, stadig kan mødes og samarbejde om at skabe unik musik til glæde for os lyttere.

Folkemusisk minimalisme

Ugen efter, torsdag klokken otte, sidder jeg igen klar i sofaen med fjernsynet tændt og følger nedtællingen til, at streamingen af aftenens koncerter med Bona Fide og Peter Sommer begynder.

Bona Fide er en duo bestående af Sofia Luna på sang og Emil Palme på guitar. De spiller rolig og foruroligende folkemusik, der minder om et mix af Karen Dalton og Portishead. Deres musiks minimalisme matcher fint det åbne rum i Birgit Lyngbye Pedersens hjem, hvor de har taget plads overfor hinanden med hver deres guitar foran to store vinduespartier.

Palmes hvide tøj reflekteres i ruden bag ham. Hans elektriske guitar runger mørkt, mens kameraet zoomer ind på hans dirrende hånd, der holder om den ebow, han fører hen over strengene, så de skaber en virrende kontrast til Lunas enkle fingerspil.

Fra deres debutalbum Yield spiller de bl.a. »Alchemist« og »Prince Of Scars«, men sangene virker knap så gotiske og faretruende som på pladen. Måske skyldes det udsigten til de grønne trækroner og den blå himmel bag dem?

Publikum savnes

Brodie Sessions' format minder mig om de Tiny Desk Concerts, som NPR Music siden 2008 har arrangeret og delt via YouTube. Her giver udvalgte musikere korte intimkoncerter på den begrænsede plads bag musikkritiker Bob Boilens skrivebord.

Blandt mine favoritter er Yo-Yo Ma, Jamila Woods og Jason Isbell, men også mainstream og kendte navne som Taylor Swift og Wu-Tang Clan har indtaget kontorscenen.

Forskellen er dog, at selv om publikum ikke er i fokus, så er de i rummet. De klapper, de griner og giver musikerne mulighed for at interagere med dem. Og det er i virkeligheden dét, jeg savner mest ved Brodie Sessions: den sociale interaktion, som koncerter i høj grad også er; den udveksling af energi, nervøsitet og beundring mellem de optrædende og publikum, der er med til at forme oplevelsen.

Peter Sommer virker til at have det på samme måde.

»Det føles en smule akavet at stå her uden bifald,« siger han efter første nummer. Han står foran en bogreol et andet sted i huset, som han beskriver som »et pænt tjekket hus nord for København«.

Selv om Peter Sommer er en af festivalens mest garvede performere – eller måske netop derfor – er han den, der passer mindst ind i formatet. Den, der virker mest uvant ved den tavshed, der indtræffer efter hver sang.

Som altid har han pianist Palle Hjort ved elklaveret. Og på to numre er Michael Simpson med på mundharpe og kor. Sommer taler en hel del mere end de andre optrædende og forklarer bl.a., hvorfra han har hentet inspiration til de udvalgte numre.

Inspirationskilderne strækker sig fra den belgiske sanger Jacques Brel til den danske forfatter Bjarne Reuter, der har givet ham lov til at opkalde sangen »Vi der valgte mælkevejen« efter en af hans bøger.

Med et til situationen passende tvist ændrer Sommer afslutningsvis på teksten, så sangen slutter: »Og det er vores sang, YouTube spiller nu«.

Formentlig bliver Brodie Sessions, der afsluttes med blandt andet The Savage Rose og Iceage tirsdag og onsdag, den eneste musikfestival, jeg får frekventeret dette forår, og når det nu ikke kan være anderledes, er det egentlig en ret smuk erstatning. De stilrene kukkassekoncerter er en tiltrængt substitut for alle de aflyste musikfestivaler, jeg nok ikke er den eneste, der længes efter for tiden.

Brodie Sessions Live Stream Festival afholdes den 6.-7., 14.-15. og 19.-20. maj 2020 klokken 20-21.

Det fulde lineup tæller Bisse, First Hate, Selma Judith, Goss, Bona Fide, Peter Sommer, Ydegirl, Gents, Bremer/McCoy, The Savage Rose, Clarissa Connelly og Iceage.

Både tidligere og kommende koncerter kan ses på Brodie Sessions’ YouTube-kanal: https://www.youtube.com/c/brodiesessions

Serie

Kulturelle fællesskaber under isolationen

Museerne, teatrene, læsegrupperne, dansefesterne, biograferne, korene, kirkerne og højskolerne er lukkede. Så kulturredaktionens medlemmer forsøger under coronakrisen at oprette et fælles kulturelt og socialt liv fra vores isolation – online. Vi rapporterer løbende fra de mange tilbud og egne eksperimenter

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Irene Clausens

Tak for tippet

Frank Østergaard

Yeps, tusind tak for tippet!