Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Ny bog fortæller, hvordan vi kan være sammen og alene på en bedre måde end nogensinde før

Den britiske socialhistoriker David Vincent fortæller i fremragende ny bog om ensomhedens kulturhistorie, hvorfor vi i dag har bedre muligheder end nogensinde for at være sammen og hver for sig
Den britiske socialhistoriker David Vincent fortæller i fremragende ny bog om ensomhedens kulturhistorie, hvorfor vi i dag har bedre muligheder end nogensinde for at være sammen og hver for sig

Vilhelm Hammershøi/akg-images/Scanpix

Kultur
15. maj 2020

Vi vil ikke være alene. Ensomhed er noget, vi bruger som straf over for dem, som har brudt reglerne og truer samfundet. De bliver fjernet fra fællesskabet og placeret alene i en celle, og den værste form for straf er isolationsfængsel, hvor man slet ikke møder eller taler med andre, men er fuldstændigt overladt til sig selv. 

Det oplever vi som frygteligt og farligt.

Lige nu har vi alle ondt af de ældre og udsatte, som ikke kan være i berøring med andre mennesker, fordi de skal beskyttes mod smitterisiko.

Men vi kan heller ikke holde ud, hvis vi aldrig er alene. De fleste kender fornemmelsen af, at nu har vi fået nok af at høre på andre mennesker, deres snak og deres forventninger og deres blikke, ligesom det kan være en befrielse, når de andre pludselig er gået hjem, og man igen kan høre, hvad man selv tænker.

Det er ikke ualmindeligt, at moderne mennesker flygter ud på toilettet for at slippe for at høre på mere snak, for at få fred i bare et øjeblik eller simpelthen for at græde.

Det synes heller ikke helt tilfældigt, at flere og flere mennesker i moderne samfund løber ture alene, efterhånden som det sociale liv bliver mere og mere påtrængende. Alle dem, som løber rundt i byerne og skovene, ligner folk, der flygter fra det allestedsnærværende fællesskab.

De seneste ugers erfaringer med at være væk fra arbejde, skole, selskaber og fester har mindet os om, hvor komplekst et fænomen det at være alene egentlig er. Nogle har oplevet isolationen derhjemme som en forbandelse, en ensformig og nedslående fortabelse i egne tanker, andre omtaler det som en frigørelse fra socialt pres, anstrengende krav og frygten for at gå glip af noget.

Den britiske socialhistoriker David Vincent har lige udgivet bogen A History of Solitude, der undersøger dette fænomen og den forskel, som er blevet udstillet under coronakrisen, og som kan være livsdefinerende: Den gode oplevelse af at være alene og den dårlige oplevelse af det.

Vi kender modsætningen mellem den, der er blevet forladt af sin elskede og efterlades i sørgelig ensomhed, og den individualist, som vi beundrer for at gå sine egne veje, og som lever i stolt uafhængighed. Den første er et offer i populærkulturen, den anden er en helt.

Men det er mærkeligt så lidt, vi explicit taler om de to forskellige oplevelser af at være alene. Vi har ikke engang på dansk et neutralt navneord til at beskrive tilstanden, vi har kun »ensomhed«, som er negativt ladet. På engelsk skelner man trods alt mellem det neutrale »solitude« og det negative »loneliness«.

Det fine ved Vincents bog er, at han systematisk analyserer den forskel og viser, hvornår »alenehed«, (»solitude« på dansk) erfares som frihed, og hvordan det forfalder til »ensomhed«. Og han afslører hvor meget vi misforstår, når vi ikke skelner konsekvent mellem de to.

Forståelsen af at være alene

Vi har siden 1700-tallet ifølge Vincent dyrket tre forskellige forståelser af at være alene.

Den ene er romantikernes forestilling om alenehed. For dem var alenehed en protest mod det moderne samfund, det var en praktisk samfundskritik. Man meldte sig ud, når man gik væk, fordi man ikke ville miste sig selv, nærheden med naturen og forbindelsen med det ophøjede i naturen i byernes intense sociale liv, handel og produktion.

Hvis man forlod byerne og flyttede ud på landet eller i skoven, kunne man igen etablere kontakt med sit autentiske selv og naturens storhed. For dem var vandreren og fiskeren forbilleder.

Den romantiske kritik genfinder vi i dag blandt alle dem, der tager på vandreferie, kanotur, vildmarksrejser og hos dem, der har ødegårde i Sverige eller sommerhuse langt væk fra deres daglige, produktive liv i storbyen.

Den anden forståelse af at være alene er også kritisk over for det moderne. Den hylder ikke den ensomme vandrer, men beskriver, hvordan man i storbyerne kan være »ensom blandt mennesker« eller »fortabt i masserne«.

Man kan som hovedpersonen i Knut Hamsuns roman Sult blive reduceret til en ensom tilskuer til de andres selskaber og skinnende sociale liv. Han kigger ind gennem restauranternes vinduer og bliver konfronteret med de nydelser, den skønhed og de fester, han selv er ekskluderet fra.

Den tredje forståelse af alenehed er også skabt af moderniteten, men den er positiv. Opfindelsen af spillekort gav mennesker mulighed for at fokusere deres koncentration og lægge en kabale, inden de gik i seng. Udbredelsen af romaner og aviser gav folk lejlighed til at sætte sig ned for sig selv og læse. Man kan samle frimærker, se fjernsyn eller gå i biografen og på den måde trække sig fra fællesskabet uden at melde sig ud af samfundet.

Man er alene, men stadig fysisk i kontakt med de andre. Vincent hævder, at disse aktiviteter og den måde at kunne være alene på er en forudsætning for, at det moderne samfund overhovedet kan fungere.

Det moderne liv er nemlig ikke kun, som kritikerne ellers har hævdet, handel, udveksling af sladder, forbrug, kamp om anseelse, disciplinering og produktion. Det er også en moralsk fordring til den enkelte om, at du skal tage ansvar for dine egne handlinger og valg, begrunde dem og forholde dig som borger til et samfund, du kan have indflydelse på. Og det forudsætter, at du er selvstændig og uafhængig.

Disse tre historiske forståelser inspirerer Vincent til tre forskellige definitioner af alenehed. Man kan være alene i den forstand, at man er fysisk afskåret fra andre mennesker som fangen i sin celle eller vandreren i naturen. Det er sådan, vi normalt taler om at være alene. Det kalder han den »fysiske alenehed«.

Men man kan også være alene forstået på den måde, at man trækker sig fra et selskab og etablerer sit eget rum. Det kan være som den troende, der i sit hjem knæler og beder eller den trætte lønmodtager, der kommer hjem fra arbejde og lægger en kabale i stuen. Denne form betegner Vincent som den »tilbagetrukne alenehed«.

Endelig kan man også være alene på den måde, at man trækker sig fra sit konkrete fællesskab og melder sig ind i et andet fællesskab, som man selv vælger. Den, der sætter sig ned og læser avis eller ser tv, isolerer sig ikke fra alle andre mennesker på samme måde som fiskeren, der stiller sig alene ved søen. Han eller hun oplever det, Vincent definerer som »at være alene i et netværk med andre«.

Sammen og hver for sig på et højere niveau

Ingen kan ifølge Vincent klare at være afskåret fysisk fra omverdenen hele tiden uden at blive vanvittige. Det er derfor, der er så megen kritik af brugen af isolationsfængsel. Men ingen kan heller ikke holde ud konstant at være omringet af talende og krævende andre mennesker.

Vincent minder om, hvor barsk livet var for de kvinder i 1800-tallets England, som altid skulle blive hjemme blandt deres børn i meget små lejligheder med kun et eller to værelser. Man skal, som forfatteren Virginia Woolf skrev, have sit eget værelse, hvis man skal blive fri til at tænke selv.

Det afgørende for den vellykkede tilværelse er ikke, pointerer Vincent, om man er alene, men hvordan man er det. Ensomhed og lidelse hører med til menneskelivet, man kan ikke elske uden at opleve sorg, og man kan ikke drømme om at blive en del af andre fællesskaber uden indimellem at stå og kigge ensomt på de andres glæder.

Men jo mindre man af økonomiske eller sociale grunde bliver tvunget til at være fysisk alene, og jo mere man selv kan vælge at trække sig tilbage til at være alene i netværk med andre mennesker, jo bedre er det, skriver Vincent.

Han hævder til sidst, at den digitale udvikling er et formidabelt fremskridt i menneskedens historie. Vi kan være sammen og hver for sig på et højere niveau end nogensinde før. De ældre, som er overladt til sig selv, kan nu gennem computere og mobiltelefoner være i konstante netværk med andre mennesker. Og de unge, som ofte er fremmedgjorte i selskaber eller kan lide frygteligt under fysisk ensomhed, kan nu gennem deres telefoner gå ind og ud af andre netværk, som de selv vælger:

»Den digitale revolution præsenterer kulminationen på vores søgen efter ikke bare måder at være sammen på, men også lige så vigtig for måder at være alene på.«

Den overraskende lykkelige afslutning på bogen er ikke underbygget eller undersøgt – og den inviterer til modsigelser, som Vincent ikke selv forfølger. Det er nok heller ikke meningen. Den står derimod som et udfordrende og tankevækkende udkast til en forståelse af samtiden, som vi andre kan tage med og tænke videre over.

Sammen og hver for sig. 

David Vincent: ’A History of Solitude’. Polity Press, 341 sider, 25 britiske pund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karen Schultz

Aleneværen er et positivt eller i hvert fald neutralt ord for at være alene i eksistentiel forstand. Jeg brugte ordet i min bog Eksistens i arbejdslivet, Hans Reitzels Forlag, 2000 og bruger det stadig.

ingemaje lange, Birte Pedersen, Maj-Britt Kent Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg er alene det meste af tiden, når jeg ikke er på arbejdet, hvor jeg til gengæld møder mange voksne (mest kvinder) og børn. Jeg bryder mig ikke så meget om at være sammen med mænd. Jeg har ikke noget problem med at være alene, heller ikke i sommerferien hvor der kan gå uger hvor jeg kun snakker med mig selv. Jeg kalder det bare at være alene. Simple, simple. Ensomhed, synes jeg peger lidt i retning af savn og det oplever jeg heldigvis ikke ret tit. Ved godt, at det lyder som en succeshistorie og måske skulle man skrive en selvhjælps bog om det.

Der er ikke noget galt med ensomhed, afsondrethed, isolation, karantæne, adskillelse, alenehed eller alenitet.
Sæt "ufrivillig" foran og det slider på sjælen.