Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Også med tv-serien ’Normale mennesker’ er Sally Rooney hofleverandør af underholdende alvor for en ny generation

Sally Rooney er populærlitteraturens og nu også tv-kulturens generationsdefinerende stemme, der pakker magtkritik ind i klare farver. TV-serien ’Normale mennesker’ baseret på hendes bestseller er et ekstraordinært vellykket kærlighedsdrama mellem to unge og et studie i, hvad man kommer til at reducere et andet menneske til, når sociale krav holder relationen ulige
Hovedpersonerne Marianne og Connells indre virvar og hypersensitivitet formidles med enormt præcise skuespilpræstationer af Daisy Edgar-Jones og Paul Mescal.

Hovedpersonerne Marianne og Connells indre virvar og hypersensitivitet formidles med enormt præcise skuespilpræstationer af Daisy Edgar-Jones og Paul Mescal.

DR Presse

Kultur
15. maj 2020

»Jeg tror, at jeg kunne være min generations stemme. Eller, i hvert fald, en stemme fra en generation,« proklamerede den 24-årige Hannah Horvath til sine trætte forældre i 00’ernes komediedramaserie Girls.

Hannah var både komisk selvophøjende og komplet selvpunkterende i den ene uforglemmelige replik efter den anden.

Serien blev leveret i kærlig, sarkastisk armslængde til sin egodrevne og forkælede karakterer. Dens strategi kunne kaldes bevidst krænkelse af egen og betragternes blufærdighed, en insisteren på, at eksponeringen af det pinlige og grimme og selvoptagede også var politisk, så længe nogen insisterede på at kalde den slags pinligt og grimt at være ærlig omkring. Det gjorde Hannahs skaber, film- og tv-auteuren og forfatter Lena Dunham, til en afgørende stemme i hendes egen generation.

I disse år er så den 29-årige irer Sally Rooney – med mærkater som Salinger for Snapchat-generationen, it-girl og wunderkind – en af de mest toneangivende stemmer i vestlig ungdomspopulærkultur – velfortjent ekstrabegæret på grund af den aktuelle tv-serie Normale Mennesker.

Kulørt magtkritik

Rooney-hypen skyldes i første omgang ikke tv-serien, men to socialt observante romaner. Hos Rooney er fraværet af tåkrummende selvudlevering slående, her er ingen ironisk distance eller latterliggørelse af noget eller nogen.

Debutsensationen Samtale med venner og forlægget for serien, Normale mennesker, fortæller voldsomt appetitligt om kærlighed, sex og venskab, men med en tydelig magtkritik vævet ind i de kulørte plot og karaktertegninger.

I Samtale med venner om den 21-årige, biseksuelle Frances, der vælter sig rundt i et indviklet kærlighedspuslespil, dukker kritikken op som akademiske udladninger gennem hovedpersonens lange samtaler (med venner) om postkolonial skyld og kunst. Man skulle næsten tro, at Rooney tager lidt pis på sine karakterer i de samtaler, men det gør hun nok ikke.

Rooney er nemlig en selvdeklareret marxist, der blandt andet vægrer sig ved, at også bøger er varer i kapitalismen. Samtidigt giver det lige så meget kulturel kapital at flashe kulørte Rooney-bogcovers på Instagram, som et hjerte af mælkeskum i en caffe latte gjorde det i 10’erne. Det kan man kalde et paradoks, og/eller man kan kalde det en strategi. For der er nærmest noget trojansk hest over Rooneys evne til at pakke magtkritik ind i klare farver og, vigtigere, i et sprog og med en elegant plotopbygning, der gør at hele baduljen læses med så glubsk lethed.

Nye kvaliteter

Nu er Normale mennesker så blevet versioneret til en minidramaserie i 12 afsnit, hvis første fire afsnit, der indtil videre er tilgængelig på DR3, føles som et studie i, hvordan en roman med tv-serieagtige kvaliteter på klogeste vis kan transformeres til en tv-serie med enorme, ja, tv-serieagtige kvaliteter.

Den har en ny stil, der skærer alt flashy ungdomsseriegejl fra og finder sit eget rolige og hypnotiserende tempo. Og sansen for magtdynamikker er her lige så smertefuld klar og præcist doseret som i forlægget.

I et irsk lillebysamfund i starten af 10’erne møder vi i seriens begyndelse den socialt udstødte overklassepige Marianne (Daisy Edgar-Jones) og den populære sportsfyr Connell (Paul Mescal), hvis alenemor gør rent i Mariannes (kolde) hjem.

De to er de klogeste hoveder på deres high school i provinsbyen Sligo, men her er den slags ikke noget, man skal råbe højt om. Når Marianne alligevel råber op og hævder sig selv, når hun smider sin intellektuelle overlegenhed i hovedet på lærere og elever som et forsvar, udstødes hun yderligere af flokken.

Connell, derimod, er socialt bekvem, populær på sit udseende og sine sportspræstationer og evne til at holde kæft og undgå problemer. Han smuglæser litteraturhistorien i sin fritid, og når de to så mødes i køkkenet hos Marianne, hvor Connell henter sin mor fra arbejde, udveksler de to topkarakterer – som en lille beskidt hemmelighed.

Her er en valuta, de ikke kan veksle hos andre, en fornemmelse af, at deres indre liv kan få lidt selskab hos en anden. Det åbner et, for dem begge, hidtil ukendt og intimt rum og eksploderer snart derefter i en intens og glubsk seksuel affære, der på Mariannes selvdestruktive opfordring, og til Connells lettelse, holdes hemmeligt for alle andre.

Frikort til ikke at hilse

Ingen sociale masker må falde. Connell giver sig selv frikort til ikke at hilse i skolen, til at kigge væk, når vennerne mobber Marianne med fornærmelser fra nederste hylde, det giver ham endda frikort, synes han, til at invitere en populær pige til afslutningsgalla for at fjerne al mistanke om, at han skulle føle noget for Marianne.

Frygten for at blive afsløret som andet end helt normal, som en der kunne elske og begære den udstødte, vokser i hans hoved helt ud af proportioner og bliver nærmest til angst. Og på et tidspunkt går det jo ikke længere.

Normale mennesker er det fineste studie i, hvordan sådan en ulige relation, sådan en blindhed for, hvad man reelt reducerer et andet menneske til, når de ikke må få plads, kan føles mudret og komplekst, når man står midt i et socialt spil, hvis regler man ikke tør bryde.

Det er ret fantastisk, at en serie kan skildre et ungt forhold, der præsterer populærkulturens nok mest eksemplariske fremvisning af elegant indhentning af samtykke under sex, der ikke bliver mindre charmerende eller forførende af den grund, og at den samtidigt udpeger de smertefulde konsekvenser ved den måde, Connell samtidigt uforvaret udnytter Marianne på.

Skamfuld

Også eksemplarisk er scenen, hvor Connells mor (spillet med brillant varm myndighed af Sarah Greene) giver ham den mest klarsynede, frygtesløst hårde opsang, da hun indser, hvor langt Connell vil strække sig for at bevare sin komfortable sociale position (»Du knalder hende, og du vil ikke engang sige hej til hende i offentligheden. Jeg skammer mig over dig«) og prompte springer ud af deres bil. Han skal forstå hendes afsky. Hun kan kun hjælpe ham ved at få ham til at skamme sig så meget som overhovedet muligt. Måske er det en god ting, at du har det dårligt over det her, siger hun, mens Connell lider under Mariannes pludselige afvisninger. 

Magtforholdet skifter, da de begge senere starter på prestigeuniversitetet Trinity College i Dublin, hvor Marianne kan opføre sig »normalt« blandt elitens velartikulerede, rødvinssippende unge, og hvor Connell føler sig underlegen og forkert. Kun sammen, på den måde er Rooney ublu romantisk, kan de være sig selv.

Instruktørerne Lenny Abrahamson, Hettie Macdonald har med Sally Rooneys og Alice Birchs manuskript givet Normale Mennesker dens egen stemning, dens egen forførelse og eget sprog, en musikalsk fornemmelse for førsteforelskelsens ekstase, den seksuelt nysgerrige kæmpeappetit og forvirring.

Og så er serien ikke mindst omfavnet af en usædvanligt kærlig og empatisk indlevelse i sine følsomme karakterer, der gør hinanden ondt og ikke vil det. På hver deres måde må de også se deres socialt set ’naturlige habitat’, deres oplevelser af at være ’normale‘ og passe ind, som en bekvemhed, der ikke nødvendigvis er så godt for muligheden for at forbinde sig rigtigt til et andet menneske.

Romanforlægget skifter perspektiv mellem de to og sætter en lind strøm af flotte og rammende ord på de forvirrede og usikre tanker, de to slæber rundt på i tunge hoveder. I serieversionen holdes perspektivet udenpå, ingen litteraturagtig voice-over her. I stedet formidles det indre virvar og hypersensitiviteten med enormt præcise skuespilpræstationer af flakkende øjne, rødmende kinder og akavede, til tider overrumplende intense, men altid kortfattede dialoger. Og så af et soundtrack af følelsesfuld musik af musikere som engelske Imogen Heap, der sætter de ord på følelser, som de to ikke selv kan finde.

Væk er Dunhamsk humor, ironi og distance, allerhøjest flyver der en sarkastisk bemærkning ud af munden på vores to hovedpersoner som social overlevelsesstrategi. Væk er også vilde eklektiske soundtracks, titler i kulørte versaler, ungdomsliv overhældt med cool attitude – som den ditto generationsdefinerende norske tv-serie Skam excellerede i. Og tilbage står ikke det endelige billede af en ny generation, men i hvert et billede af en bevægelse i tiden: Af en ny slags underholdende alvor, der med så stor emotionel effekt som netop Skam formidler ungdomslivets grundfølelser og virker som en sluse tilbage til al det komplekse og berusende, man selv måtte have oplevet i det sociale hierarki.

Og med en litterær og nu i endnu højere grad populærkulturel superstjerne, Rooney, som rammer tidsånden lige i røven med sin unikke sans for dødelig alvor.

’Normale mennesker’. Instruktion: Lenny Abrahamson, Hettie Macdonald. Manuskript: Alice Birch, Sally Rooney. 12 afsnit af 30 minutter. Se på DR3 på dr.dk/tv. Der lægges to afsnit op om ugen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her