Ole Luks black metal-projekt ’Afsky’ viser, at H.C. Andersen og Aakjær er andet end lyse nætter

Indrømmet: Som talrige andre danskere labber jeg det i mig, når Phillip Faber toner frem på skærmen hver morgen og indbyder til fællessang. Ikke fordi jeg nærer floromvundne følelser for det nationalfællesskab, som DR med programmet maner til. Men slet og ret fordi Faber er en fremragende formidler af de gamle danske sange, deres symbiose af smukke melodier og poetiske tekster – tekster signeret af digtere som H.C. Andersen, Jeppe Aakjær og Emil Aarestrup, hvis ord åbner vinduerne til vores isolation med løfter om forårsdufte og lyse nætter. Det er med Fabers ord »herligt!«

Mindre lys i stuerne er der på Ofte jeg drømmer mig død, det nye album fra Afsky. Bandet er reelt et enmandsprojekt for Ole Luk – frontmand i et af nyere tids vigtigste danske black metal-bands, Solbrud. Han har om noget øje for, at Andersen, Aakjær og Aarestrup er andet end lyse nætter. At deres poesi også rummer afgrunden og angsten. Netop denne skyggeside af den danske poesi har Afsky sat sig for at forløse. Og hvilken forløsning!

Oprigtig inderlighed

Der er en grum ironi over at høre nogle af dansk poesis største klenodier spændt for en musikgenre, der historisk set hører blandt de mest uglesete – og som også har fejret sig selv som en ørefigen til den offentlige smag. Poesien er dog ikke genren fremmed, og selvom musikkens diskante guitarer og blodige skrig kan opfattes som en antiæstetik, kredser black metal ofte om en egen bestialsk skønhed.

Det fede ved Ofte jeg drømmer mig død er, at kombinationen aldrig føles som en gimmick. Ole Luk har tydeligvis både styr på sin black metal-historie og fornemmelse for det dæmoniske vræl, som ligger gemt i den lyriske skattekiste. Man er ikke et øjeblik i tvivl om den oprigtige inderlighed, han går til materialet med, både når han med sit hold af musikere dvæler ved de melankolske lag med sarte akustiske guitar, eller når de blotlægger det nøgne kaos med fræsende metal. Som når han i »Imperia« (et digt af Sophus Clausen) skriger:

»Kold for de Levendes Optog og Danse
drømmer jeg evig om Urelementets Musik.«

Social protest

Albummet kredser dog ikke blot om sjælens mørke, men rummer også en social indignation, illustreret af coverbilledet, et maleri af H.A.Brendekilde, som i presseteksten anslår temaet:

»Den menige mand, der må slide sig selv ihjel, for de højere klasser kan opretholde deres luksuriøse tilværelse.« 

Historisk har black metal ellers positioneret sig imod netop dén sociale indignation, der ofte var at finde i andre forgreninger af ekstremmetallen. Det klæder dog Afsky at inkludere et par anonyme almuedigte, som både står sig godt til musikkens sortsvedne landskaber og supplerer Aakjærs opvakte protest i »Tyende sang« – oprindeligt skrevet til Tyendeforbundets blad i 1907 og her over 100 år senere genopstået som black metal. Herligt!

Afsky: ’Ofte jeg drømmer mig død’ (Vendetta Records)