Anmeldelse
Læsetid: 10 min.

’På flugt mod nord’ vækker mindet om den intellektuelle ildsjæl Klaus Mann

Det konservative borgerskab afskyede Klaus Manns exhibitionistiske udskejelser, boulevardpressen dyrkede ham, tidens yuppies snobbede for ham, mens venstrefløjen foragtede ham for hans sociale apati, dødsdrift og modløshed. Siden kommer Hitler til magten, og alt blev politiseret. Alt det anes og er baggrunden for romanen ’På flugt mod nord’, der nu er kommet på dansk
Klaus Mann og Annemarie Schwarzenbach.

Klaus Mann og Annemarie Schwarzenbach.

Ullstein Bild

Kultur
22. maj 2020

Klaus Mann skrev engang et digt med titlen »Til hotelværelse nr. 100«, men spørger senere, i sine erindringer, om der virkelig kun var hundrede? Han husker dem som flere. Den tyske forfatter, der som sin far Thomas Mann satte sit stempel på tysk litteratur og politisk meningsdannelse i 1930’erne og 40’erne, men i modsætning til den gamle var aktivist, havde aldrig nogen fast adresse – »fra Spitzbergen til Sevilla, fra Palermo til Brügge, hvad enten det var på en kro eller et luksushotel. Jeg tilbragte mit liv i hotelværelser.«

Ikke sært, Klaus Mann var berørt af romantitlen De uden Fædreland, så meget mere som romanen var skrevet af hans yndlingsforfatter, Herman Bang, en hvileløs og hjemløs kosmopolit som ham selv.

Maria Molbech
Hans roman På flugt mod nord fra 1934 er netop udkommet på dansk og vækker mindet om den ildsjæl, det intellektuelle Europa rådede over dengang. Romanen er den første, han skrev i eksilet i Paris og handler ikke for ingenting om flugt. Flugt og politik. Rastløst arbejdede han i de skiftende logier ikke bare som romanforfatter, men også som foredragsholder, tidsskriftsredaktør, antologiudgiver og ikke mindst som organisator af de tyske emigrantforfatteres modstand mod Det tredje Rige.

Det fløj fra ham. Solidarisk ved sin side havde han blandt mange andre koryfæer ingen ringere end sin farbror og meningsfælle Heinrich Mann, forfatteren til populære samfundskritiske romaner som Professor Unrat (1905) og Der Untertan (1918).

Undergrundsarbejde

Sammen med sin søster Erika (f. 1905) og en finsk kæreste havde Klaus Mann været på et improviseret ferieophold i Finland i 1933. Det gav ham ideen til romanens nordiske ramme. Den unge hovedperson Johanna ankommer med damper til Helsingfors; hun skal dels besøge en nær (og kær) veninde dér, dels komme til hægterne efter måneders hektisk politisk undergrundsarbejde i Tyskland, dels for endelig at overveje sin fremtid.

Johanna hører til i udkanten af en kommunistisk studentergruppe, som hendes fanatiske bror er den ledende kraft i. Han og ikke mindst hendes tilbeder i kredsen, Bruno, har draget hende ind i arbejdet. Men for nylig er gruppens ledelse tvunget i eksil og har slået sig ned i Paris, hvorfra de styrer det fortsatte undergrundsarbejde i Tyskland, og Johanna er fulgt med. Under opholdet i Finland frygter hun, at der når som helst kan indløbe et telegram med fatale nyheder.

Det korte af det lange er, at det gør der også. Til sidst. Inden det kommer dertil, har Johanna, den skrøbelige, melankolske drengepige med de biseksuelle anlæg – hun sammenlignes med »en kadet« – tabt interessen for den finske veninde, hun var kommet for at besøge, og forelsket sig i hendes bror, en impulsiv, jordnær, liberaltsindet bulderbasse, der som godsejer kerer sig om de nære ansvar frem for revolutioner. Mere den ny tids mand er til gengæld godsejerens stejle og senede bror, der repræsenterer nogle højreradikale og nationalistiske kræfter i Finland af den samme slags, Johanna er rigeligt bekendt med hjemmefra.

Som nævnt: Der kommer skæbnesvangert nyt fra Paris. Johannas bror har sendt Bruno på illegal mission til Köln, hvor han bliver pågrebet, mishandlet og likvideret af nazisterne.

Den finske udflugt er endt, symbolsk, helt oppe ved ishavet, »Europas nordligste kyst« som der står, og her afgøres også Johannas valg. Nu ender den også eksistentielt. Hendes finske kæreste ønsker, at hun bliver. Men pligten kalder. Hun slipper drømmen om et nyt liv og vender hjem og kæmper videre. Finis!

Pint og hånet

At det er sin egen situation, Klaus Mann bygger sin figur på – forklædt som kvinde – er evident. Især kommer identifikationen til udtryk i et fortællergreb, der er lige så sjældent, som det er svulstigt. Forfatteren henvender sig pludselig direkte – i 2. person – til sin hovedperson sålunde: »Johanna med den oprejste pande, hvad bliver din skæbne, som du nu må ofre alting for, så dit blødende hjerte aldrig mere kan heles?

Vil du opleve en sejr, og vil den være sådan, som man drømmer om, at sejre skal være – hvis den da kommer? Din skæbne vil udspille sig på små hotelværelser i Paris, Prag og Zürich. Du vil tale til forsamlinger og skrive i aviser, du vil tjene som kurér og måske dele illegalt materiale ud i Tyskland og måske blive skudt, efter at du er blevet pint og hånet«.

Selv Klaus Manns egne hotelværelser bliver Johanna henvist til i farten!

Mann havde allerede et par svagere romaner bag sig, da han i en alder af 28 skrev På flugt mod nord, som heller ikke på nogen måde er stærk. Først med den følgende Mefisto (1936) lykkedes det ham at skrive den betydelige samtidsroman, hvor han formår at holde distance til sin hovedperson, en svimlende succesrig og tiljublet skuespiller og skruppelløs medløber, bygget over stjerneskuespilleren Gustaf Gründgens, der i en periode (efter sigende to uger!) var gift med Erika Mann – hvilket par og hvilken svigerfar!

Fra prominent kulturhjem

Er romanen om Johanna ikke god, så er den interessant; den spejler på mangfoldige måder de særlige forhold, den er blevet til under. Tag bare dedikationen! Klaus Mann har viet sin bog til mindet om en nylig afdød ven i de parisiske emigrantkredse, den unge tyske skuespiller og forfatter Wolfgang Hellmert (nøjagtig jævnaldrende med Klaus Mann), som begik selvmord i maj 1934, nærmest samtidig med, at Mann satte det sidste punktum i romanen. Hellmert var jøde, homoseksuel og narkoman. Hans eneste litterære præstation er en lille roman, der er skrevet, da han var 21, om et emne, der i den grad er betegnende for den skumle tidsånd: et politisk lejemord.

De to søskende Mann fra det prominente kulturhjem i München førte et ungdomsliv, der levede op til alle forestillinger om the roaring twenties – det er noir, det er drugs og dekadence, det er demonstrativt frigjort og for enhver pris udfordrende; det gjaldt også deres optræden på de intime scener i de tyske storbyer som dramatikere og skuespillere.

De blev berømte og berygtede. Det konservative borgerskab afskyede deres exhibitionistiske udskejelser, boulevardpressen dyrkede dem, tidens yuppies beundrede dem og snobbede for dem, mens venstrefløjen foragtede dem for deres sociale apati, dødsdrift og modløshed. Erika og Klaus var på, på scenen og i bøgerne og i queer selskab med vennerne og veninderne, der kom fra den samme celebre ende af samfundet.

En ny hård verden

Det hele anes i Flugten mod nord. Der svæver en elegisk (selv)højtidelighed over persontegningen. Men bagved rumler som fremgået en ny hård verden. Med sluttyverne og begyndelsen af trediverne politiseredes Erika og Klaus og deres nærmeste kreds (herunder modellen til Johanna!) i tiltagende grad. Så efter Hitlers magtovertagelse, hvor udrensningen af »statsfjendtlige elementer« blev systematiseret overnight, blev de snart jaget vildt, og Klaus Mann fik som 27-årig (den 6. november 1934) frataget sit statsborgerskab. Det blev vendepunktet i hans liv.

Hans klarsyn var usvigeligt. I romanen tales der ikke bare om tyskerne, der »føler sig så underlegne, at de hele tiden må rasle med sablerne«, men også om, at den svulmende »prøjserånd« før eller siden vil ende i en katastrofe og afstedkomme en »forfærdelig krig, og socialismen vil opstå af krigen som tvang og undertrykkelse«.

Det må man kalde en enestående forudsigelse af Østeuropa! Og så bliver Tyskland ellers tiltænkt et nederlag af enorme dimensioner – vel at mærke i en krig, som i skrivende stund ligger fem år fremme i tiden! Sådan tænkte nobel-far ikke i 1933. Det varede år. Thomas Mann afskyede den vulgære Hitler-bande af et ærligt hjerte, men han delte længe en udbredt tro med sine ligestillede på, at »det gik over« – alt for længe, syntes hans børn.

Hitler var en pest

Engang i 1932 var Klaus Mann kommet til at sidde skulder ved skulder med Adolf Hitler i et stopfyldt tehus i München. Mann, der ellers var ved at gå, blev siddende for at studere partilederen og fik det kvalmende indtryk af en hensynsløs og primitiv charlatan. I sine erindringer, hvor han nævner episoden, konkluderer han kort og godt: »Hitler udbredte stank, var stank. Hvor han regerede, blev staten til en kloak. Hitler – en skæbne? Hitler – et problem? Nej. En pest var han, en pest, som man undgår. Og en fare, som man bekæmper.«

Mange hæderlige tyskere opfordrede de kontroversielle unge til at blive i Tyskland og gøre sig gældende hjemme, i stedet for at stikke af. Voksede og blomstrede partiet ikke, både før og efter magtskiftet? Og modbeviser det ikke emigranternes skrækpropaganda? De fleste mennesker var glade og optimistiske; rådede der ikke velstand, og arbejdsløsheden, var den ikke afskaffet? Diktaturet, der havde afløst den rådvilde Weimarrepublik, var populært. Den slags opfordringer mødte Klaus Mann fra dag ét i eksilet.

Klaus Manns standardsvar var: at blive i Tyskland var ensbetydende med valget mellem at vandre i kz-lejr og at rette ind.

Klaus Mann kan med rette skrive om sig selv i erindringerne, at han var aktiv, liberal antinazist fra starten. Desto mere ubetalelig, men også perspektivrig er en drøm, han noterer i sin dagbog fra marts 1934, altså et halvt år før ekspatrieringen: »… drømte, at jeg var syg og at Hitler kom og satte sig på sengekanten og var så charmerende og også en smule nærgående, at jeg ikke ville kunne skrive noget ondskabsfuldt om ham i fremtiden …«

Bohemeliv

Klaus var utvivlsomt den søn, der stod Thomas Mann nærmest. Noget af et ærefrygtindgydende klippevægsansigt har den gamle været, især når man læser sønnens selvbiografiske ungdomsroman Kind dieser Zeit med dens fortælling om, da Klaus som teenager vovede at vise faren sine første litterære forsøg, og det tog den store mand en måned at tage stilling. Omsider trådte han frem ved et af familiens middagsmåltider med hæftet under armen og overdrog det til den skælvende pode med ordene: »Ich habe es nicht ungern gelesen«. Bom! Ta’ den!

Men det er ikke hele sandheden. Det ekstreme bohemeliv, Erika og Klaus levede som unge, ofte med andre grænsesøgende jævnaldrende fra den celebre mannske vennekreds, mødte en påfaldende overbærenhed fra Thomas Manns side. Han var i hjertet velbekendt med deres livsfølelse; han havde selv en balstyrig og krævende indre boheme, som det til gengæld var ham livet om at styre.

Annemarie Schwarzenbach.

Ullstein Bild
Og her er det modellen til romanens Johanna et øjeblik kommer ind i billedet. Annemarie Schwarzenbach, som Johanna er kalkeret efter, var datter af en hovedrig schweizerfamilie, som fulgte pigens færden med frygt og bæven, ikke mindst hendes tilknytning til kredsen om de unge Manns og herunder hendes almindeligt kendte lidenskabelige forhold til den lidt køligere Erika Mann.

Et tvistet kompliment

I romanen fremstår Johanna lige så androgynt, melankolsk og poetisk som Annemarie Schwarzenbach. Den kredser meget om hendes rene hvælvede pande og et »baghoved så ædelt og afrundet, som om det tilhørte en modig og begavet ung knægt«.

Engang var de unge, inklusive Annemarie Schwarzenbach, på besøg i det adstadige forældrehjem i München, hvor husets herre straks fattede interesse for den purunge kønne kvinde med det korte, askeblonde hår og den »rene pande«. Og Klaus Mann husker senere, hvordan faderen havde betragtet fænomenet »med bekymring og velvilje« og sluttede med at udtale de sære ord: »Mærkværdigt, hvis De havde været en dreng, ville De blive regnet for ualmindelig smuk«.

Det må siges at være en tvistet kompliment!

Annemarie Schwarzenbach, der var to år yngre end Klaus, havde i øvrigt mange andre beundrere, for eksempel den franske romanforfatter Roger Martin du Gard, der skrev en ikke hvilken som helst dedikation til hende i en af sine bøger. Han takkede hende for »at færdes på denne jord med en utrøstelig engels ansigt«.

Hun skrev et par romaner, men var ellers fotojournalist, hun var rastløst rejsende (har fotograferet i Afghanistan), hun ledsagede Klaus Mann til en af tredivernes famøse forfatterkonferencer i Moskva (i 1934), hun blev efter krigen udvist af USA, sigtet for spionage, hun var morfinist og forsøgte det obligatoriske selvmord i lighed med utallige andre emigranter i fascismen og nazismens tid.

De udstødte har ret

Klaus tog sit eget liv i Cannes i 1949. Hans sidste dagbogsoptegnelser lader ingen tvivl om, hvor det bar hen.

To-tre dage efter stod hans far på talerstolen i festsalen på Københavns Universitet og talte om Goethe og demokratiet.

Sønnens levnedsløb viser, at i kriser er det ofte de udstødte, der har ret, og ikke de tilpassede. Det er værd at erindre til hver en tid. Måske havde Klaus Mann ikke noget at miste? I al fald var hans altid tilstedeværende dødsdrift en realitet, ikke mindst i dagbogsbladene op til hans død.

Faren vidste også godt, at »… mit forhold til ham var vanskeligt, og ikke uden skyldfølelser, for min blotte eksistens kastede en skygge over ham helt fra begyndelsen«. Det har han betroet sin dagbog.

Klaus Mann har også i sin dagbog, ikke uden rørelse, citeret sin far og hans gentagne formaning: »Husk, du er altid velkommen her, hvis du har det skidt.«

Det skal siges, at Inge Nissen har leveret en mønstergyldig oversættelse af På flugt mod nord.

Klaus Mann: ’På flugt mod nord’. Oversat af Inge Nissen. Forlaget Silkefyret, 290 sider, 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her