Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Sci-fi-thrilleren ’Vivarium’ viser, at børn og forstadskvarterer ER uhyggelige

Irske Lorcan Finnegan har med ’Vivarium’ lavet en stilbevidst, lettere creepy og bestemt interessant sci-fi-thriller, der desværre også er lidt kedelig
Nej, det er ikke spor nemt for Tom (Jesse Eisenberg) og Gemma (Imogen Poots) at blive forældre i Lorcan Finnegans scifithriller ’Vivarium’.

Nej, det er ikke spor nemt for Tom (Jesse Eisenberg) og Gemma (Imogen Poots) at blive forældre i Lorcan Finnegans scifithriller ’Vivarium’.

Angel Films

Kultur
11. maj 2020

Clouet ligger i titlen: Vivarium er det latinske ord for et lukket økosystem, hvor man kun tilfører lige akkurat de næringsstoffer, der skal til, for at holde liv i de dyr, man har placeret i systemet. I sci-fi-thrilleren Vivariums tilfælde et ungt par, Gemma (Imogen Poots) og Tom (Jesse Eisenberg), der leder efter et sted at bo og ender i et livløst, uinspirerende helvede af et forstadskvarter, som de ikke kan slippe ud af igen. Og det mener jeg helt bogstaveligt.

Læreren Gemma og gartneren Tom opsøger ejendomsmægleren Martin (Jonathan Aris), der repræsenterer Yonder, et moderne boligkvarter fuld af typehuse, der er placeret på rad og række på små, firkantede parcelhusgrunde i et labyrintisk system af gader, som ligner hinanden på en prik.

Martin, der er en noget aparte skikkelse, viser parret rundt i kvarteret – der er helt tomt bortset fra dem – og huset for så sporløst at forsvinde. Tom og Imogen sætter sig ind i deres bil og vil køre hjem, men ligegyldigt hvad de gør, ender de tilbage ved det samme hus, nr. 9, som Martin viste dem rundt i.

Skræmmende ansigt

Bilen løber tør for benzin, og de forsøger at gå i solens retning, men efter en meget lang og udmattende vandretur, er de igen tilbage ved nr. 9. Nu står der en kasse med mad og andre fornødenheder foran huset.

Og dagen efter – efter endnu et ’flugtforsøg’ – står der en kasse med et spædbarn og beskeden om, at de bliver sluppet fri, hvis de opfostrer det. Drengen er en hurtigtvoksende én af slagsen, som bliver mærkbart større og større for hver dag, og som er ved at drive Tom og Gemma til vanvid med sin alt andet end menneskelige opførsel. ’Den’ og ’det’ kalder Tom drengen, der hele tiden iagttager og efterligner sine ’forældre’, som studerer han dem for at lære af deres adfærd.

Jeg skal ikke afsløre mere af Vivarium, men det tager nu heller ikke længe at regne den ud, og på den måde bliver filmen i stedet et karakterstudie, hvor fokus er på Gemma og Toms forskelligartede reaktion på drengen. Tom fordyber sig i måder at slippe ud på – han prøver blandt andet at grave sig ned gennem græsplænen – mens Gemma forsøger at være som en mor for drengen.

Det er dog svært, fordi knægten opfører sig så mærkeligt, som han gør. Der er tilsyneladende ingen empati eller følelser bag det polerede og umiddelbart uskyldige, men efterhånden enerverende og skræmmende ansigt. Og det bliver kun værre, efterhånden som han bliver ældre og større.

Visuelt gennemført

Man kan se Vivarium som en – i glimt satirisk – allegori over de udfordringer, det bringer med sig, hvis man som ungt par vil stifte familie og have hus og barn. Ikke blot har man et ansvar for at holde barnet i live, man skal også give det omsorg og kærlighed og stimulere det og lære det, hvordan man opfører sig som et menneske. Og alt det på trods af at barnet kan opleves som et forstyrrende fremmedelement, der vender op og ned på ens liv og hele tiden føles, som om det er i vejen.

Den delvist danskproducerede film, der er instrueret af irske Lorcan Finnegan og skrevet af Garret Shanley – baseret på en historie, de to sammen har fundet på – henter sin inspiration fra den stiliserede forstadsidyl i Tim Burtons Edward Saksehånd og fornemmelsen af, at alt og alle ikke er, som de skal være i Invasion of the Body Snatchers til den moderne, ofte minimalistiske art-horror, A Ghost Story, The Witch, It Follows, Hereditary, som i de senere år har gjort det mere spændende at være genrefan.

Men selv om Vivarium er visuelt gennemført og stilbevidst, og den får en del creepiness ud af den enkle kulisse – velfriserede, ensartede forstadskvarterer er uhyggelige – mangler den noget af forbilledernes nerve, eventyrlyst og kulør. Den rummer bestemt flere ubehagelige scener, ikke mindst når drengen i det skjulte iagttager Tom og Gemma – børn kan altså være uhyggelige – og Imogen Poots gør, hvad hun kan for at engagere os.

Og så binder Finnegan og Shanley en ret opfindsom sløjfe på den tematiske tråd, der begynder under forteksterne med billeder af en gøgeunge, der skubber æg og andre unger ud af en rede. Men Vivarium forbliver alligevel en lille og lidt kedelig film, som ikke for alvor river og rusker i sit publikum. 

’Vivarium’. Instruktion: Lorcan Finnegan. Manuskript: Garret Shanley. Fotografi: MacGregor. Længde: 97 minutter. Har i dag premiere på Blockbuster.dk/filmperler. Fra den 25. maj kan den ses på alle Vod-platforme

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her