Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Søren Brostrøm er den eneste i ’Det sidste måltid’, der forlanger at vide, hvad han døde af

Hvad får lyttere ud af, at kendte danskere forestiller sig, at de er døde? Karen Syberg har lyttet sig gennem Lærke Kløvedals morbide interviewprogram på Radio4, hvor gæster indtager ’Det sidste måltid’, mens de hører deres nekrolog læst op
Lærke Kløvedal er vært på radioprogrammet 'Det sidste måltid', der sendes på Radio4. 

Lærke Kløvedal er vært på radioprogrammet 'Det sidste måltid', der sendes på Radio4. 

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Kultur
14. maj 2020

Man skulle ikke tro, at det kunne lade sig gøre. Det virker virkelig morbidt at bede mediedarlings bestille, hvad de vil spise til deres livs sidste måltid, invitere dem i radioen til at spise det sammen med studievært og madanmelder Lærke Kløvedal, og mellem himmerigsmundfuldene få oplæst deres egen nekrolog.

Jeg ville nok være for overtroisk til at gå med på spøgen, og fra begyndelsen var min forventning da også, at de, der gæster Radio4's studie til Det sidste måltid, som den ugentlige radioudsendelse hedder, ville forholde sig lidt ambivalent til konceptet.

Men det er der næsten intet af, tværtimod virker det, som om gæsterne ubekymret og med ikke ringe entusiasme griber lejligheden til at tale om sig selv og til at blive ’anmeldt’.

De to eneste gæster, jeg har hørt udtrykke forbehold, er danser og krimiforfatter Katrine Engberg, der taler som et vandfald, men på et tidspunkt bemærker, at hun nok snakker så meget, fordi hun er nervøs for, hvad der vil blive sagt om hende. Men når hun fortæller om forholdet til sin far, som var maniodepressiv, er åbenhjertigheden total. Ingen familiehemmeligheder her!

Den anden lidt forbeholdne er Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, der finder det »en smule grænseoverskridende« at få læst sin nekrolog op. Og som læge forlanger han – som den eneste af gæsterne – at få at vide, hvad han døde af, hvilket Lærke Kløvedal sjovt nok ikke kan svare på.

Katrine Engberg fortæller om livet som danser, om den selvoptagethed, der følger med: »Man står jo og glor sig selv i spejlet hele dagen!« Man fastholdes i en art barnlighed, mener hun. Således var hun 22 år, før hun fik sin første kæreste.

Søren Brostrøm, der sprang ud som bøsse som syttenårig, fortæller, at han aldrig fik ’manden i sit liv’, for manden ville ikke have ham. Her er Lærke Kløvedal til gengæld hurtig med en bemærkning om, at det da er noget af en Tinder-profil, han har skaffet sig i den senere tid.

Adspurgt, om han i en alder af 55 år stadig kunne tænke sig at få børn, er svaret nej. Ikke overraskende, når man, som Søren Brostrøm, har mistet sin egen far ved en drukneulykke som 12-årig.

70'er-kommunismen

Heller ikke Katrine Engbergs ægtemand, den skuespiluddannede Timm Vladimir, dækker over familiehemmelighederne. Han er gæst nogle uger efter fruen, og han fortæller, at faren var alkoholiker. Forældrene blev skilt, da han var barn, og når Timm og hans bror var hos faren i weekenden, gik tiden med brætspil, mens far drak bajere og fyrede den fede og fyldte ungerne med sodavand.

Som voksen blev Timm Vladimir så træt af, at faren »altid sad og fyrede den samme plade af«, at han holdt op med at se ham. Han kom heller ikke til farens begravelse, han var til optagelse på Den Store Bagedyst, den udsendelse, han nu til dags er kendt for.

Timm Vladimir hedder egentlig Lausten til efternavn, men valgte at bruge sit mellemnavn – opkaldt efter Vladimir Ilitj Lenin! – som efternavn. Det var i 1970’erne. Tidligere udgjorde han halvdelen af duoen Timm og Gordon, med efternavnet Kennedy, hvilket fik folk til at læse en øst-vest-modsætning ind i deres navne.

Også Søren Brostrøm har som ung haft en affære med DKU, og endnu en gæst, nemlig skuespilleren og instruktøren Hella Joof, begyndte sit politiske liv som DKP’er. Men hun er blevet »mere omfavnende«, også over for folk, hun ikke deler meninger med, det afstumper os at sige frygtelige ting om andre, mener hun. Hun vil være åben og inkluderende, skabe et højere niveau af glæde og indgyde folk bevidsthed om, at ting kan laves om, »selv om det er noget lort.«

Søren Brostrøm gik også til spejder (!) og en hel masse andet, men »har altid brændt for at skabe en bedre verden.«

Grillede rejer og makrel i tomat

En, der ikke blot er åben og ærlig, men også er det elegant, er studievært, kunstkender og sprogekvilibrist Adrian Lloyd Hughes.

Adrian Hughes, der har bestilt grillede rejer, stegt flæsk med persillesovs og en symfoni af is til dessert, erklærer, at hvis han sad på dødsgangen, og hans henrettelse var nært forestående, var det dette måltid, han ville bestille. Således ser han på den ene side døden i øjnene, på den anden fiktionaliserer han den elegant hen i det usandsynlige.

Elegant er det også, at han beder om en kopi af nekrologen, så han kan sende den til medierne i tide. Og jeg kan ikke forestille mig andre end Adrian Hughes, der kan slippe yndefuldt fra at sige »undskyld, jeg skal lige bøvse«, efterfulgt at et semidiskret ræb.

Han fortæller om kunst og om sine udklædninger som kunstværk i tv-programmet Smagsdommerne, men vi får også nedslag i hans personlige historie: Han mistede en kæreste til aids som 25-årig, hvilket fik ham til at indtale sin egen begravelsestale. Familien begravede nemlig kæresten, som om denne ikke var homoseksuel, og det skulle for alt i verden ikke overgå Adrian Hughes. I talen bemærker han vittigt, at hvis de efterladte stadig er i stand til at høre den på en fungerende kassettebåndoptager, så er han død for tidligt.

Han nikker anerkendende til at blive kaldt »krukket, pedantisk og ordkløver«, men til slut vil han gerne have strøget »æret være hans minde«. I stedet skal der stå: »Han syntes, han fik det meste med.«

Det er svært at forestille sig større modsætninger end Adrian Hughes og krigsfotografen Jan Grarup. Men også han har bestilt stegt flæsk med persillesovs, noget der må glæde Dan Jørgensen, der som fødevareminister fik udnævnt denne svinespise til Danmarks nationalret. Jan Grarup, som beretter om sit farefulde liv i en flydende strøm, så nekrologbidderne imellem mundfuldene knap kan komme til orde, erklærer sig selv som kulinarisk analfabet, hvilket måske forklarer, at han foruden rugbrød altid rejser rundt med makrel i tomat i bagagen.

Lugten af død

Et af de spørgsmål, deltagerne skal tage stilling til, er rubrikken på deres nekrolog. Jan Grarup får stukket »Man kan ikke stille skarpt med en tåre i øjet« ud, men citatet viser sig at skyldes Robert Capa, en anden berømt krigsfotograf, og Jan Grarup synes ikke, at han var nær så god som adskillige andre. Rubrikken er noget »macho-pis«, selv om han medgiver, at man er nødt til at være fokuseret, for han er der jo for at dokumentere, man kan ikke stå i krydsfeltet mellem at ville hjælpe og være medfortæller af verdenshistorien, forklarer han. Jan Grarup var en af de første, der kom til Rwanda under folkemordet i 1994, og lugten af død gav ham PTSD, som han fortsat behandles for.

Forfatteren og tegneren Maren Uthaug taler meget om døden. Ikke på grund af Radio4’s arrangement, men fordi hendes seneste roman, En lykkelig slutning, handler om en bedemandsfamilie i syv generationer, hvor hun skildrer nekrofili. De nekrofile kan jo ikke selv gøre for, at de har sådanne lyster, forsvarer hun dem, og denne nøgterne, ligefremme holdning til tilværelsen præger egentlig alt, hvad hun siger. Hun mener også, at nekrologen burde opregne alle de mænd, hun har knaldet med –­ for få, beklager hun – og hun opdrager sine to døtre til at knalde løs og ikke finde sig i at blive set ned på af den grund.

Søren Brostrøm, der regner med at blive meget gammel, er ikke bange for at dø. Han forestiller sig at sidde i en lænestol og stille sove ind. Men han er blevet læge for at redde liv, siger han. Han har været fødselslæge, og han var kendt for at kunne udføre et kejsersnit på otte minutter!

En af de nekrologrubrikker, han bliver præsenteret for, er »Hele Danmarks sundhedsgeneral«, men han vil hellere være kendt for noget andet end coronakrisen. Han medgiver dog, at han spiller en historisk rolle for tiden. Her lægger han vægt på at være ærlig, også om mellemregninger og om sine tvivl. Det giver folk tillid, mens de bliver mistroiske, hvis man optræder skråsikkert, når man er i tvivl, forklarer han.

Søren Brostrøm har oplevet fire pandemier, hvoraf aids var den værste, indtil man kunne behandle hiv. Han har oplevet, hvorledes folk lå og døde på gaden i San Francisco.

Jan Grarup har oplevet døde mange steder i verden. Han har så længe haft døden tæt inde på kroppen, at han oplever den som »meget naturlig«. »Det fjerne, det unaturlige forsvinder, når døden er lige foran dig.«

»Når man dør, bliver man til kærlighed, ren væren,« lyder det fra Hella Joof, og på hendes gravsten skal der stå: »Vi ses.« Søren Brostrøm vil til gengæld slet ingen gravsten have, hans aske skal bare strøs et sted, hvor den ikke forurener.

Hella Joof forsøger dog mest at sprede liv og glade dage. Til folkemødet på Bornholm bedriver hun ’Sommerfugleterapi’, hvor hun tager politikere i samtaleterapi. Seancen slutter med, at de blindtrækker en sonet fra Inger Christensens sonetkrans, Sommerfugledalen, der så siger noget om dem, forstår man. Publikum får at vide, at de skal smile, at dette er et kærlighedsrum, og at der er helbredelse i, at de er søde ved ’klienten’. Hella Joof har haft Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg i terapi og sågar Stram Kurs-Rasmus Paludan. Nu venter vi spændt på virkningen.

Levende østers

For det meste er man godt underholdt. Men man kan også blive godt og grundigt irriteret over at lytte til langstrakt snak om vinmærker, som man ikke kan opfange navnene på, fordi vært og gæst er så indforstået om, hvad der er økologisk comme il faut, at de glemmer, de har lyttere.

Til gengæld kan man hygge sig med at rynke på næsen ad gæsternes madvalg. Som allerede antydet står makrel i tomat og stegt flæsk med persillesovs ikke på mit menukort, ej heller de østers, som både Søren Brostrøm og Katrine Engberg har valgt til forret – Katrine Engberg endda selv om hun ikke kan tåle østers! Ganske vist får hun sine pocheret, men helst vil de begge sluge dette levende væsen råt. Jeg skulle ikke blot have rigtig god champagne til, men også have drukket flasken i bund, før nogen fik mig i lag med en levende østers. Er det virkelig et argument, at de er blevet spist siden køkkenmøddingernes tid? Vi har vel fået udvidet vores horisont siden stenalderen?

Men hvad angår lige netop Det sidste måltids ejendommelige koncept, er det vist ikke nok til, at jeg helt har fattet det. Som i alle samtaleprogrammer står og falder det med, hvem der er inviteret. Men de fleste af gæsterne har dog før været i stand til at levere begavet underholdning, uden at de skulle forestille at være døde.

Serie

Hørt på Radio4

Den 1. november blev Radio24syv erstattet af Radio4. I de næste otte år skal Rdaio4 lave landsdækkende radio fra redaktionen i Aarhus. Vi lytter med og rapporterer om de forskellige førstehåndsindtryk.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Nu er ordet morbidt allerede brugt i manchetten, og morbidt forekommer dette koncept da også at være.

Kendetegnende for de medvirkende er vist stor selvglæde og selvoptagethed og samtidig manglende selvindsigt.

Hvem kan dette dog interessere andre end dem selv og radioværten?

Karsten Lundsby, Kurt Nielsen og John Liebach anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er jo altid interessant at høre mennesker berette om sig selv, hvis de er reflekterede, og på den måde lyder programmet som ét, der i en bizar form tvinger dem til at være det - til simpelthen at se tilbage på det, der har været.
Jeg synes til gengæld, det er synd, at Karen Syberg ikke har opdaget glæden ved østers! Der er intet, der helt når op på siden af dem.